Tilbage til psykiatrisk skadestue.

Første gang jeg var på psykiatrisk skadestue, var samme aften Nord blev myrdet, det var efter at jeg havde fået beskeden fra politimanden, Sara jeg er virkelig ked af at skulle fortælle dig det her, din søn er død.  Redderne kunne heller ikke få liv i Nord. Min bror og jeg havde først selv ydet førstehjælp, vi kæmpede for at genoplive ham, indtil redderne kom og tog over, men de kunne ikke redde Nord, (Han havde ligget død i over 3 timer) Og så blev min bror og jeg blev kørt til psykiatrisk skadestue.

Jeg kan huske at da vi ankommer, bliver vi fuldt ind af de to betjente der også havde kørt os derud, dørene bliver låst efter os, jeg stopper op ude i gangen, da døren ind til det rum vi skal være i, bliver låst op, jeg tager et skridt tilbage og siger, jeg skal ikke være her, jeg vil ikke være her, min bror siger, vi skal bare snakke med dem søs, ja ja siger jeg, men jeg skal ikke være her, jeg vil ikke være her, den ene betjent tager mig om skulderne og siger vi går med ind og du skal ikke blive her, hvis du ikke har lyst, du skal bare lige snakke med en sygeplejeske og en psykiater/psykolog. Jeg går ind og sætter mig på en stol der står ved et bord, der bliver sat 2 stole mere, min bror sætter sig på den ene. Vi for af vide at de kommer og snakker med os om lidt. Jeg kigger rundt, der er jo ingen ting her inde, der står en briks/hospitals seng, det bord vi sidder ved og det er det, her virker koldt, ja faktisk er her ret uhyggeligt. Det føles som om vi sidder der i flere timer. (det gør vi ikke, men det føles sådan) Tiden er en mærkelig ting, for jeg har ingen tids fornemmelse, vi er lige kommet, men jeg har været her forevigt. Jeg græder lidt, men slet ikke nok, jeg føler alt og ingen ting på en gang. psykiateren/psykologen og sygeplejersken kommer ind, vi snakker lidt, om det der er sket, om hvordan jeg har det og hvad jeg føler. Mine tanker køre hele tiden på, at jeg ikke vil være her, jeg vil hjem. Mine forældre kommer, og da psykiateren/psykologen og sygeplejersken har sikkert sig, at jeg ikke tager livet af mig selv, får vi lov at gå, og vi aftaler de kontakter os mandag.

Det bliver mandag og vi høre ikke noget, det ender med vi selv ringer til dem, jeg tror det var tirsdag eller onsdag, og der er sket en fejl, så de ikke har fået ringet, de lover at ringe igen, når de lige har lavet en plan for os, igen høre vi ikke noget, så vi kontakter dem igen selv, denne gang for vi beskeden om at de har haft ringet til mig, men da jeg ikke har min telefon, da den stadig er hos politiet, (hvilket de var blevet infomereret om, og de derfor har fået min brors nr) har jeg ikke fået deres besked, de beklager selvfølgelig dybt og vi aftaler en tid og dag vi skal komme.

Dagen kommer og mig, min far, mor, bror og svigerinde tager afsted, det er ikke med en god mave fornemmelse, men jeg tager imod alt hjælp jeg kan få, så det skal da have et forsøg, selvom tanken om at skulle tilbage der ud skræmmer mig helt vildt. Da vi ankommer er det ligesom sidst, vi skal låses ind, Vi kommer ind i et lille “vente” værelse, hvor alle døre også er låst, så bliver vi lukket ud på en gang, hvor alle døre igen er låst. Vi skal snakke med en krise psykolog, vi går ned af en lang gang, bliver låst ind i et rum, jeg føler mig utilpas og siger kan jeg lige gå på toilettet først? Min mor går med, men igen er døren låst, man kan ikke engang komme på toilettet uden at skulle låses ind. Og ja jeg ved godt at det er psykisk syge mennesker der er her, og at de skal passe på dem og sig selv. Men for mig er det altså en skræmmende oplevelse, jeg får faktisk lidt angst af at være her. Vi snakker med psykologen, fortæller hvad der sket den dag Nord blev slået ihjel, lidt om hvordan vi har det, hvilket jo siger sig selv, vi har det, så skidt som man overhoved kan have det, vi har mistet Nord, jeg har mistet min søn, min mor og far mistet deres barnebarn, min bror og svigerinde har mistet deres nevø, (eller som de ser det, Nord var mere en bonus søn end en nevø) Vi bor lige ved siden af hinanden og Nord kunne selv åbne døren indtil dem, så han løb tit ind for at lege med sin fætter (min bror og svigerindes søn, der er 6 måneder og 1 dag ældre end Nord) de var som brødre. Vi er knust alle sammen, så at spøger hvordan vi har det, er sgu det dummeste jeg har hørt længe. Vi snakker lidt om søvn og om det at få spist. Psykologen runder af med, at sige at hun ikke tror hun kan gøre så meget mere for os, at det virker som om vi gør det rigtige, at det er godt vi har hinanden, og at vi virker som en stærk familie. Men at de lader sagen stå åben så vi er velkommen til at komme en gang eller to mere, hvis vi har brug for det. Vi bliver anbefalet en anden psykolog til mig, som vi kan kontakte når jeg har fået en lægeerklæring til det videre psykolog forløb.

På vejen ud skal vi lige vente i vente værelset igen, da jeg skal have nogen flere af de piller, jeg har fået til at sove på. Jeg kigger mig omkring, der sidder en yngre fyr, han kigger ud i luften, der er helt slukket i hans øjne, hans hud er nærmest grå. Det er sådan jeg forstiller mig at jeg ville se ud i løbet af meget meget kort tid, hvis jeg bliver her. Resten i rummet ligner nogen der kan finde på at hoppe på en hvert sekund det skulle være, jeg vil ud, kom nu med de (undskyld sproget) skide piller der, mine ben ryster, mit hjerte hammere, knuden i maven strammer til, jeg trækker vejret hurtigt. rolig nu Sara, rolig nu, de holder dig ikke her, vi kan gå lige om lidt. Jeg får snakket mig selv lidt ned igen, Og så kommer hun endelig med pillerne, og vi skynder os ud.

Jeg har kvalme og er svimmel, så vi står lige lidt ude ved bilen. Vi snakker kort om at, det her da var spild af tid, både vores, men da helt sikkert os deres, at det behøver vi ikke gøre igen, men det er fint vi gjorde det, det er fint vi prøvet, vi gav det da et forsøg, og vi fik da mine piller og en henvisning til en psykolog ud af det. Men en ting er sikkert, hvis man ikke er syg, når man bliver indlagt her, så bliver man det.