Jeg vil prøve at skrive dette indlæg i en god tone, men jeg er mere end gal, sur, skuffet og ked af det, så det lykkes nok ikke helt. Jeg starter dog mig indlæg der hvor det begyndte at lysne og har da også kun gode ord at sige om Landsforeningen liv og død, men jobcenter og min nye sagsbehandler Katrine kan jeg desværre ikke sige det samme om nok enlig mest Katrine da det jo er hende der traffer beslutningerne, magen til møg bip skal man lede længe efter, hvis jeg dog bare havde kunne beholde min gamle sagsbehandler eller havde fået en med hjerne og hjerte på rette sted, så er jeg sikker på alt ville ha set helt anderledes ud og jeg ville være på vej ud af mørket og systemet.

Tilbage i slutningen af oktober 2018 var jeg med i DR Radio programmet Kajser på P1  (Hvordan lever vi med de døde) i den forbindelse mødte jeg Kirsten fra Landsforeningen liv og død, Jeg havde før været i kontakt med Landsforeningen liv og død da Nord og jeg er en del af særudstillingen de døde i vores liv der er at finde i landsforeningen liv og død, her deler jeg sammen med 44 andre dansker personlige beretninger om sorg og minder med de døde i vores liv, det er en udstilling der er meget rørende, den giver stof til efter tanke og for mig giver det inspiration til flere måder hvor på jeg kan være sammen med Nord. Da jeg møder Kirsten i forbindelse med Radio programmet for jeg virkelig et indblik i hvor meget hun og de andre i liv og død gør for at sætte fokus på sorg, død og der ved ikke mindst livet, de arbejder for at nedbryde tabu om døden og på den måde også hjælpe folk i sorg. Efter radio programmet kan jeg ikke få tanken om at jeg gerne vil være en del af det Kirsten og de andre i liv og død gør ud af hoved, så da jeg næste gang snakker med min Coach jeg har fået til delt fra jobcenter for at finde ud af hvilken vej jeg skal i livet, siger jeg at jeg tror jeg har fundet svaret på hvad jeg gerne vil, jeg fortæller henne at jeg gerne vil have en fod inden for hos Landsforeningen liv og død, jeg tror nemlig at de ville kunne hjælpe mig med at finde min, jeg har længe tænkt at jeg gerne vil arbejde med sorg. Jeg vil gerne hjælpe andre i sorg og jeg tror at de i liv og død kan hjælpe mig på rette vej, jeg tror også at jeg kan hjælpe dem med den erfaring jeg desværre har fået i sorg: Der bliver taget godt imod min ide om at jeg gerne vil i praktik hos Landsforeningen Liv og Død fra min coach og jobcenter så vi aftaler at jeg selv skal tage kontakt til Kirsten da jeg jo har snakket med henne før og det gør jeg så med det samme. Kirsten svare hurtig tilbage at de meget gerne vil have mig i praktik og jeg kan mærke et lille stik af glæde, jeg kan mærke at jeg er ved at finde en vej der kan føre mig tilbage til at få et arbejde der giver mening, og derved noget jeg faktisk kan holde ud at lave, noget der kan give min energi istedet for at tappe mig fra den og måske jeg faktisk også på den måde kan give min sorg en retning så det gør den lidt “lettere” at leve med.

Dagen kommer hvor jeg har et møde i Liv og død om praktikken, jeg er spændt og for først gange i meget meget land tid, ser jeg frem til noget der er arbejds relateret, tænk hvis det faktisk kan lykkes at jeg kommer til at arbejde med sorg, tænk hvis jeg kan hjælpe andre mennesker i sorg, det ville betyde så meget for mig, det ville gøre at jeg kan bruge min ufrivillige vide til noget, det ville give min sorg en retning der ville give mening, det ville gøre at Nord´s død ikke er forgæves, Nord og jeg ville kunne gøre en forskel og det ville betyde så meget for mig, det ville for mig være en måde hvor på at jeg kan være sammen med Nord i hverdagen i mit “job” og det ville være en lettelse for mig at have et job hvor jeg ved der altid er plads til Nord, og netop fordi det giver mening og der er plads til Nord ville det give mig plads til at leve. Da jeg går fra mødet, er det med en god fornemmelse, jeg tager mig selv i at smile og tænker for mig selv, det her kan blive rigtig godt.

Jeg får praktik pladsen hos landsforeningen liv og død og jeg er super glad for at være der, jeg lære rigtig meget og jeg føler de lytter til mig, så selvom jeg stadig ikke har så mange arbejds opgaver endnu, så giver det mig rigtig meget at være der, jeg føler jeg stille og roligt er ved at få en hverdag igen, jeg har ikke den der øv følelse af at skulle på “arbejde” når jeg vågner om morgen, de er super søde, der er en god stemning hvilket måske kan lyde mærkeligt, når at ens arbejds dag går med at tale om død, begravelse, sorg og savn, men for mig giver det mening og netop fordi vi taler meget om døden, taler vi også meget om livet og dem der har været i det, vi taler om minderne med de døde i vores liv og om alle de “små” ting man skal huske at nyde, alt det gode, alt det man skal mærke og tage ind og alt det man skal huske at sætte pris på mens man kan. På mange måder er det som om de døde for tale tid her og på den måde er det som om jeg/vi får mere tid med dem vi savner. Når jeg går hjem efter en dag i liv og død, er det oftest med et smil på læben, og følelsen af at jeg er på vej tilbage til livet, jeg er ved at finde en vej og min plads det er jeg sikker på. Jeg føler at jeg er en del af noget her, jeg kan bidrage med noget og føler jeg kan komme til at gøre en forskel eller retter jeg føler Nord og jeg kan kan gøre en forskel, for Nord er nemlig 100% med mig her og det er helt sikkert også derfor smilet igen kan finde vej til mine læber, Nord er med mig, vi er på en måde sammen her, vi er ved at finde en vej og vi kan ende med at hjælpe andre i sorg og på den måde give sorgen en retning og gøre en forskel hvilket er det jeg kan mærke at jeg brænder for. Landsforeningen liv og død har tænkt et lys i mig, og hvor følelse det godt at kunne glæde sig til noget som er arbejds relateret, jeg har altid elsket mit job og mit fag men efter Nord´s død gav det ikke mening for mig mere, det suget alt energi ud af mig og jeg var på ingen måde glad for at skulle arbejde, men nu kan jeg mærke at glæden og lysten lige så stille er ved at vende tilbage til mig, godt nok ikke i samme fag, men glæden og lyster kommer og det føleles dejligt og giver håb for fremtiden.

Ligesom jeg føler livet lysninger og jeg er på rette vej, hiver jobcenter tæppet væk under mig, jeg har misset et opfølgnings opkald fra dem og fordi det er sket en gang før i år 2017 mister jeg nu mine sygedagpenge og derved også min praktik i Landsforeningen Liv og Død, hele min verden ramler og jeg er så ked af det, jeg prøver både at skrive og ringe til jobcenter men min nye sagsbehandler, som jeg fik i starten af januar, vil hverken lytte eller hjælpe, jeg foravide at jeg kan skrive en klage, men hun vil råde mig til at søge kontanthjælp, da det er den eneste måde hvor på jeg kan beholde min praktikplads, men jeg er ikke berettiget til kontanthjælp, og det gør jo heller ikke at jeg ikke længere er sygemeldt bare fordi jeg kommer på kontanthjælp, så hvad er ideen med det? udover at få mig væk fra hendes bord? jeg forstår det ikke, jeg er i chok, tænk at man vil ødelægge et stykke arbejde man selv har været med til at bygge op, jeg passer min praktik, jeg er glad for at være der, de er glade for at have mig, jeg er gået lidt op i timer da jeg for mere og mere energi til at “arbejde” der kommer en mand ud hver 4 uge som jobcenter selv har sørget for, for at følge op på praktikken og vi skulle forlænge praktikken og sætte mig op i timer til næste møde, men pga. et misset opkald som tager max 5 min, hvor sagbehandler spøger mig, hvordan jeg har det og hvordan det går med praktikken mister jeg nu det “job” der gør mig glad og som jeg så som min vej ud af systemet, jeg sidder tilbage med en følelse af at denne her nye sagsbehandler og jobcenter ikke vil have at jeg lykkes, jeg er så ked af det og jeg er virklig bange for at det her ender med at knække mig, jeg vil ikke være hende der kommer på kontant hjælp og så aldrig kommer videre, jeg vil gerne arbejde i det omfang at jeg kan og jeg føler at jeg kan, når det er noget der giver mening og hvor der er plads til Nord og de dårlige dage. Jeg vil gerne på et tidspunkt og helst så hurtigt som muligt  kunne klare mig selv igen, så hvad gør jeg nu? Jeg har fået nogen til at hjælpe mig med at sende en klage, da jeg ikke selv kan finde rundt i systemet, men for man noget ud af at klage? (ikke i følge min sagsbehandler) og nu kan jeg så vente i 4 uger (uden nogen indkomst) på at få et svar på om jeg er købt eller solgt. Er der andre mulighedder? eller skal jeg bare give op? Det gør ondt, jeg er så ked af det og jeg føler det hele ramler, nu gik det lige så godt, det gik den rigtige vej, jeg var på vej, jeg var glad og der var lys, og så vælger min sagsbehandler Katrine at slukke både drømmen og lyset. Jeg sidder tilbage i mørke og med en tom tom følelse, hvad gør jeg ? Hvad skal jeg nu? Kan jeg holde til mere? Skal jeg gå til pressen? Ville jeg få noget ud af det eller ville det bare være spild af kræfter ? Skal jeg bare give op? Det ligger ikke til mig at give op, jeg synes ikke at Jobcenter og min sagsbehandler Katrine skal slippe uden kamp, men lige nu er jeg træt og har mest lyst til at smide håndklædet i ringen. Jeg håber med alt jeg har at de høre mig, og lader mig forsætte i det her super forløb der var sat igang, så jeg kan komme ud på den anden side med noget der kan få mig ud af systemet, men det ser desværre ikke sådan ud.