kl. er 04.50 Nord er vågen for 4 gang i nat. Han sover ikke så længe afgangen, hverken om natten eller om dagen, (og idag giver det “mening” for det havde han simpelhen ikke tid til) Det er ved at sætte sine spor på mig, jeg er træt, meget træt, jeg har kun sovet i max 2 timer afgangen siden Nord blev født. Nord græder, så jeg står op og går over til hans vugge, jeg tager ham op, og går så ind stuen med ham for ikke at vægge X. Er han mon allerede sulten igen? jeg sætter mig i sofaen, og ammer Nord, jeg kigger på ham og siger, du gider da bare slet ikke sove var? din mor synes ellers vi skal sove lidt, mor er så træt. Nord bliver lidt ked af det da en bøvs har sat sig fast, X vender sig i sengen og jeg kan høre han mumler et eller andet om at det er utroligt at man ikke kan være stille, jeg bliver vildt irriteret, og saver, han kan sgu da bare selv kan stå op og tage ham lidt hvis det skal være sådan, X lader som om han ikke høre mig og vender sig bare rundt og sover videre. Jeg ryster på hoved og siger for mig selv, ja det kunne han sgu da godt, bare engang i mellem, men det er aldrig sket og det kommer han sgu nok heller aldrig til. Så kommer bøvsen fra Nord og han er igen selv tilfreds og glad. Jeg kigger på Nord, han er så smuk, og hvor er han blevet stor, han er 3 måneder gammel, og han er bare vokset så meget, der er sket så meget, det er jo helt vildt. Jeg aer ham over panden, hans blik fanger mit, jeg elsker når han kigger mig så dybt og intenst i øjnene, og jeg mærker hvordan kærligheden bobler i mig. Det begynder så småt at blive lyst, jeg går lidt frem og tilbage med Nord i armmene imens jeg synger solen er så rød mor og elefantens vuggevise på skift indtil Nord endelig falder i søvn igen, jeg kysser ham siger mor elsker dig. Jeg lister mig ind i soveværelset og ligger Nord over i sin vugge og så går jeg selv i seng igen. kl. 07.10 starter vi forfra, men nu er det lyst, himlen er smuk, man kan mærke at byen er begyndt at vågne, men her er stadig stille. Da jeg har givet Nord mad og en tør numse, giver jeg ham overtøj på, finder bæreselen frem og så er vi klar til at gå en tur med hunden (Batman) Vi går på Volden, Det er en dejlig morgen, kold, men smuk, da vi næsten er ved langebro, kan jeg mærke at Nord er træt og han er lige ved at falde hen, så vi vender rundt og går hjem af, Jeg kæmper for at holde Nord vågen. Det kunne være dejligt hvis jeg lige kunne få lov at sove lidt mere, inden dagen går i gang for alvor, for jeg for aldrig sovet i løbet af dagen, der sker for meget, og når Nord sover, skal der laves en masse ting, så selvom det tit er min plan at sove når han sover, så sker det bare aldrig. Jeg må indse at jeg ikke kan holde ham vågen og Nord sover inden vi når helt hjem, jeg tager ham stille ud af bæreselen og får taget tøjet af ham uden han vågner, jeg ligger ham over i vuggen. Jeg smider selv tøjet og hopper over i sengen hvor X også stadig sover. kl lidt over 10.00 vågner Nord, jeg kan huske jeg tænker pis, jeg var lige fandet i søvn, og jeg er så træt, men jeg står op igen, tager Nord op, jeg ammer ham igen, bøvser ham af og giver ham en tør numse, før jeg går over for at vægge X. Stille siger jeg skat, imens jeg aer hans hår, skat er du ikke sød at tage ham lidt, han har lige fået mad og en tør rumpe, jeg er virkelig virkelig træt. X skubber min arm væk og vender sig rund, jeg siger det igen, vil du ikke godt tage ham lidt, bare en times tid? X vender sig, kigger på mig og siger skal det være nu, jeg er sgu os pisse træt. Jeg bliver så gal og ked af det, og nærmest råber ja det skal være NU, jeg har ikke sovet i 3 måneder, og jeg kan sgu ikke blive ved at hænge sammen uden søvn. X sætter sig op, han sidder der længe, uden at gøre eller sige noget, imens jeg holder Nord hen mod ham, så han kan tage ham, men det sker ikke, jeg bliver godt sur, og siger, gad du eller hvad, enlig ikke, siger han, men jeg skal nok gøre det. Jeg kan huske hvordan følelserne vælde rundt i mig, jeg var ked af det, skuffet, såret og sur. Da han bliver siddende, ender jeg med at sige, GLEM det jeg gør det selv, ok siger X  bare og ligger sig ned og sover videre. tåreren presser jeg på og jeg er så gal at jeg bare har lyst til at råbe og skrige af ham, men da jeg står med Nord i armene, bliver det bare til et stille fuck dig og så går jeg igen ind i stuen. Jeg ligger Nord på et legetæppe og ligger mig ned til ham, vi ligger og leger, og så sker det, Nord kigger på mig, på en måde så alt andet forsvinder og selvom jeg er sindsyg træt, så er han det hele værd, hans smil smelter mig, og jeg er fyldt op af lykke. Vi havde en dejlig dag sammen Nord, Batman og jeg og det er en af de dage jeg aldrig glemmer. Jeg glemmer aldrig den måde Nord kiggede på mig på, som om han var så taknemmelig for at jeg var der, og han fyldte mig op med kærlighed. Den kærlighed vil jeg aldrig glemme og den har gjort mig til et bedre menneske. Mor og Nord altid altid.

Et lidt anderledes indlæg fra mig idag. Midt i mit livs sorg og smerte, er økonomien rigtig stram, det er dyrt at blive englemor, psykolog timer, og alle de ting jeg gerne vil ha lavet med Nord, tatovering af Nord, maleri´er af Nord og meget andet sætter sine spor i økonomigen. Derudover vil jeg gerne lave et børnetøjs mærke (Nord for mælkevejen) hvor at det skal være sådan, at så og sår stor en del af overskuddet går til andre i sammen sorg og smerte som jeg, netop så der er hjælp at hente til psykolog timer, min psykolog er en kæmpe støtte og hjælpe for mig, men de koster også, især hvis man ikke får en/kan vente på en igennem sygesikringen, og det kunne jeg ikke, det mener jeg heller ikke andre skal, og derfor vil jeg gerne gøre noget så andre kan få hjælp med det samme. Det ville også være fedt hvis det bliver så stort, at jeg også kunne hjælpe med andre ting, så som en rejse. Jeg tror det kan være godt at komme lidt “væk” fra det hele, ikke at man kan rejse/flygte fra savnet og smerten, men man kan få lidt luft og se noget andet end huset fire vægge. Jeg har selv være en smut tur i Berlin (Turen var købt og betalt lang tid før Nord´s død) Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle tage afsted, om jeg kunne, og om jeg overhoved ville. Men jeg gjorde det og det var godt, det var hårdt, men det var også hyggeligt. Jeg fik lidt luft, fik set noget andet, og fik samlet lidt kræfter til kampen for livet. Da jeg var væk savnet jeg Nord helt vildt, men jeg savnet ham på en anden måde end jeg ellers gør, jeg savnet ham som jeg gjorde før, når jeg var væk fra ham, som om han stadig var her hjemme og han bare hyggede med mormor og morfar, og det gav mig faktisk noget luft, selvom jeg jo godt viste at sådan var det ikke, for vi snakket også meget om Nord og om hans død på turen, vi var inde i en kirke og tænde lys for ham og jeg grad også hver dag, som jeg gør her hjemme, men det var stadig noget andet end her hjemme, smerten og savnet var et andet, og det var rart at få en lille “pause” Det var så også rigtig rigtig hårdt at komme hjem igen, det hele ramte mig igen på fuld smadder og det gør så sindsygt ondt at skulle gemmen leve det hele igen og igen. Men det er jo min virkelighed, selvom jeg på mange måder bare ikke vil indse det, og det er nok derfor det rammer så hård, hver gang jeg er væk hjemme fra. Jeg kommer hjem til en tom lejelighed, alle Nord ting er her jo stadig og man kan både se og mærke at han har været her, det er hårdt og det gør ondt, men det er sådan det skal være, for han har jo været her, han er det bedste der er sket mig, han gav mig så meget glæde og kærlighed og jeg ville aldrig havet været ham foruden, så heller leve med smerten. Og det er så det jeg prøver at gøre/lære nu. Jeg har valgt at jeg gerne vil lave det tøj mærke for at hjælpe andre og der ved også hjælpe mig selv. Det er også for mig en måde at “udødeliggøre” Nord på, han var så glad og kærlighed en dreng, og han fortjener at hans død men også kærlighed ikke var forgæves, derfor skal hans kærlighed også stadig ud i verden, det fortjener den og han virkelig. Og det kan den komme ved at jeg/vi gør noget for at hjælpe andre. For at jeg kan komme igang med dette projekt (Nord for mælkevejen) skal der nogen penge til, og derfor har jeg valgt at holde et støtte loppemarked, hvor at pengene der kommer ind går til at gøre mit liv lidt “nemmere” og så jeg kan komme igang med drømmen. Der vil være en masse ting,tøj,sko,tasker osv. man kan købe billigt, men der udover vil der også være mulighed for at vinde/købe gavekort, til bla. restaurant kød, photoshoot, Downtown, Elitepole, Microblading af bryn, et årskort til den blå planet, og meget meget andet. Der vil også være kage og kaffe man kan købe og så støtte på den måde. Det hele sker i weekenden fra fredag d.7/10 kl 12.00 til søndag d. 9/10 til omkring kl 18.00. i rockmaskinen på Christiania. Så kom og støt, huske kontanter (mobilpay 29661517) og masser af kærlighed. Har du eller din arbejdsplads noget i gerne vil donere bliver alt taget imod med kyshånd og kærlighed. (Der kan skrives til mig på Facebook Sara Kastrup Thane) Håber på at se en masse skønne mennesker fyldt med kærlighed. Kærlighenden skal vinde, Mor og Nord altid altid…

Jeg vågner dagen efter Nord´s begravelse. Det har været en vild nat, sikke et torden vejr, jeg ved bare på en eller anden måde at det var pga. Nord. Jeg kunne mærke det, og normalt er jeg ikke glad for torden, men inat, var det helt perfekt. Da jeg står op føler mig tom og dybt ulykkelig, men der kommer ingen tåre, mærkeligt nok, for jeg er dybt ulykkelig, og alt i mig gør så ondt, men måske er der ikke flere tåre tilbage i mig. Jeg står op, sætter mig i sofaen, og kigger ud af vinduet, der er stille, men alligevel kan man godt for nemme at verden går videre uden for. Det gør mig gal, hvordan kan folk bare leve deres liv, når mit er ødelagt, hvordan kan verden bare gå videre, når min verden er gået i stå. av det gør så ondt, hvorfor skulle det her ramme mig, hvorfor skulle min lille dreng lade livet, bare fordi hans far lige havde en dårlig dag. jeg mærker hadet til X boble i mig, og som så mange gange før kommer alle spørgsmålene, hvorfor gjorde han det? hvad skulle det til for? hvordan fanden kunne han gøre det? hans eget kød og blod, tænk han heller ville slå sit barn og sig selv ihjel, end at vælge Q fra eller få noget hjælp. skyldfølelsen rammer mig igen, jeg skulle aldrig ha ladet X have Nord. åh Nord mor er så ked af det. undskyld undskyld min elskede Nord. Jeg føler smerten stige, men der kommer stadig ingen tåre, hvad sker der med mig? hvorfor græder jeg ikke? Jeg får det endnu mere skidt og nu os vildt dårligt med mig selv, hvordan kan jeg lad vær at græde, min søn er død, og jeg skal aldrig se ham mere, igår var sidste gang jeg så hans smukke smukke ansigt. Min veninde BB kommer ind, stiller morgen mad på boret og siger, du skal spise.

Trappen er stadig smuk, fyldt med blomster, kort, bamser, lys osv. Jeg har besluttet at blomsterne der stadig er smukke skal op til mit og Nord´s hjerte træ oppe på volden. Mine tøser og jeg samler alle blomsterne og køre dem op til træet. inde i træet sætter jeg et lys, en stjerne og en sut. Jeg kigger på træet, jeg kan se Nord for mig, han står oppe i træet, som han har gjort så mange gange før, han smiler og griner, han synes selv han var så sej når han stod der, for han var jo højt oppe, vi bruge rigtig meget tid ved og i det træ, Når vi gik tur med hunden, Batman. så ville Nord altid op i træet, og det tog lang tid før han ville med vindere, hvis vi gik tilbage samme vej, skulle han da lige op i det igen. Jeg mærker forløsningen og tårrene fylder nu mine øjne. Jeg mærker Nord rigtig meget her ved træet, vi har så mange gode minder her, åh gud hvor jeg dog savner ham, savner hans smil, hans varme øjne, hans stemme. Jeg krammer træet, og hvisker Nord min skat, mor savner dig, så meget, så meget, det hele er så svært uden dig, blev hos mig, det skal være mor og Nord altid altid som vi har aftalt.

Tøserne og jeg skal spise sammen og vi går op i brugsen for at købe ind, jeg er ikke meget for det, jeg har det ikke godt med mennesker jeg ikke kender, og slet ikke hvis der er mange af dem, men jeg ved jeg er i godt selskab med tøserne og jeg skal jo også lære at være ude blandt folk igen. Ligesom jeg har overtalt mig selv og enlig har det okay med at nu skal vi ind og handle, kommer en dame (en mor fra Nord´s vuggestue) forbi, bag på cyklen sidder en lille dreng, han smiler til mig og siger Nord´s mor, der går et sug gemmen min krop, jeg mærker smerte og glæde på sammen tid, smerten over Nord ikke længere er hos mig, men også en glæde over at jeg stadig er Nord´s mor og at nogen husker mig og kalder mig for det. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, på den ene side har jeg lyst til at løbe væk, men på den anden side har jeg lyst til at kramme drengen, mit svar bliver et lille smil, med tåre i øjnene og et stille ja, jeg er Nord´s mor. moren kigger på mig og jeg kan godt se hun ikke ved hvad hun skal gøre eller sige, så jeg smiler bare forsigtig til hende. Cille holder om mig, og jeg kan ikke længere holde tårene tilbage.

Det er blevet aften, en veninde og jeg, går ned til søen, hvor vi lagde alle blomsterne der var i kirken, til Nord´s begravelse, de er så smukke, og jeg bliver helt overvældet over hvor mange der enlig er, der er også sæt nogen fakler, som vi tænder, jeg går og læser på de bånd der er, mange af dem ser jeg først rigtig nu, der er så mange smukke ord og hilsner til min elskede Nord, jeg bliver meget meget rørt, han har virkelig rørt mange mennesker, men han var også en meget glad og kærlig dreng, han stolet på folk, og elskede mennesker. Jeg bliver igen gal på X, han sviget Nord, han misbruget Nord´s tidlid, Nord stole på ham, jeg stole på ham som far. hvad fanden bilder han sig enlig ind, han har taget sit barns liv, et lille uskyldigt barn der på igen måde kunne forsvare sig, sådan en kujon, føj. Jeg for det fysisk dårligt, jeg føler jeg skal kaste op, jeg ser Nord´s livløse krop ligge der på sengen. alt i mig vender sig, jeg kan ikke holde til det, smerten tvinger mig i knæ. Jeg sætter mig ned og ser ud over vandet. Kigger op på himmelen, tænker på Nord, tårrene presser sig på, åh min lille Nord, jeg håber så inderligt, at du ikke så det komme, at du ikke kunne mærke den ondskab X udsatte dig for Jeg håber at du har det godt der hvor du er nu, at der er fyldt med kærlighed, og at der er nogen der passer godt på dig, at der er nogen der gider at lege, synge og danse med dig ligesom jeg gjorde. Jeg bryder sammen. Undskyld Nord, jeg skulle jo passe på dig, vi skulle lege,synge og danse, og det var min opgave at passe på dig, undskyld skat, undskyld. Jeg sidder længe og græder, så mærker jeg en vind, og uden at tænke over det, siger jeg Nord? Nord mor elsker dig.

 

Da jeg kommer hjem igen, og det er ved at være senge tid, begynder det at lyne og tordne igen, der kommer nogen kæmpe brag og nogen flotte lyn, Jeg åbner vinduet, lukker øjnene, mærker smerten, mærker kærligheden, og så kommer der det største brag, igen uden at tænke over det, siger jeg så så Nord, nu ikke lave for meget ballede, det er ved at være senge tid, og mor høre dig, mærker dig og det er mor og Nord altid altid. Jeg synger elefantens vuggevise, tager Nord´s dyne og Nulle med over i sengen, kysser billede af Nord, tager mine piller, ser lidt tv imens jeg kysser, krammer og nuller Nulle til jeg til sidst falder i søvn.

Det er lørdag d. 1/11 2014 og i morgen søndag er jeg gået en uge over tid, maven er stor, men på ingen måde i vejen, så hvorfor ikke arbejde, når man kan, vil og stadig har overskud til det. Så jeg tager i salonen (B Nice) og har en skøn dag på jobbet. Efter job, mødes jeg ved nogen veninder, vi tager i Tivoli, hygger og spiser kage bord på Nimb. Om aften tager X og jeg over og spise hos Q, det er hyggeligt, men jeg er træt, så vi tager tidligt hjem. Da vi endelig kommer jeg hjem, kigger jeg mig omkring, lejligheden er stadig ikke helt færdig efter et kæmpe byggeprojekt, der er stadig rod, og flyttekasser over det hele, men vi kan da bo her igen nu. Vi har ellers boet i min venindes lejelighed, da vi ikke kunne være hos os selv og jeg ikke kunne være alt det støv osv. Jeg rydder lidt op, men kan ikke overskue at gøre rent, så jeg tænker for mig selv at det må jeg gøre i morgen, og så jeg går i seng.  X har sat sig til at spille Fifa som altid, når der var en mulighed for det.

Jeg vågner ca. kl. 01.30 ved at det føles som om nogen hiver en prop ud af mig, (som når man tømmer et badekar) jeg sætter mig op med et sæt, kigger på X og siger jeg tror vandet er gået, han ser på mig og siger rolig nu, er du sikker på du ikke bare har tisset i sengen. ja siger jeg, vanden er gået. Jeg står ud af sengen, jeg når ikke helt ud på toilettet før der igen bliver lukket vand ud, og så sidder jeg ellers på toilette, indtil mine ben sover, og jeg må have hjælp til at rejse mig. Vi/X ringer til hospitalet, og fortæller dem at vandet er gået, vi for en tid til undersøgelse søndag kl. 10.30. De siger, jeg skal se om jeg kan få sovet lidt. Jeg tænker at jeg lige skal i bad først, i badet øver jeg lige min vejr trækning, så jeg er klar til når der kommer V´er.

Jeg går i seng igen, men jeg kan selvfølgelig ikke sove, jeg glæder mig alt for meget, til at møde det lille væsen der er inden i mig. X sover, Klokken ca. 05.30 vækker jeg ham og siger, at jeg tror jeg så småt er ved at få V´er, og at han godt lige må ringe og sige det til hospitalet, vi for af vide, at det er godt vi ringer, men at vi bare skal komme kl 10.30. som aftalt. Der kommer så småt flere og flere V´er og da kl er. 07.00 ca. vækker jeg ham igen og siger, at vi er nød til snart at tage afsted til hospitalet, da mine ben begynder at gøre ondt, og jeg ikke tror jeg kan komme ned af trapperne hvis vi ikke tager afsted snart. X bliver ved at sige, at vi først har en tid 10.30 så der er ingen grund til at tage afsted i nu, og at jeg ikke ser ud til at have ondt, (jeg bliver normalt ret sur når jeg har ondt, men det har jeg på ingen måde nu) jeg får ham dog til sidst overtalt, ved at true ham med, at ellers fødder jeg hjemme, til at ringe efter min mor så hun kan køre os.

Da min mor kommer, kigger hun en gang på mig og siger så, vi skal afsted nu. X ringer igen til hospitalet og siger at vi altså er på vej nu, de siger at det er selvfølgelig okay, men at vi skal forberede os på at vi bliver sendt hjem igen. På vejen ned af trappen og ud til bilen for jeg en del V´er og det begyder at presse lidt på bagtil. Da vi kl 09.00 ankommer til Hvidovre siger min mor, jeg finder lige en kørestol til dig, jeg råber at jeg sgu godt selv kan gå, jeg er ikke syg, jeg skal bare føde et barn. Men jeg må så indrømme at det kan jeg ikke, mine ben kan ikke bære mig, de går i krampe hver gang jeg ligger vægt på min ben. Der kommer en mand med en kørestol, han var godt nok fra en anden afdeling, men min mor har fået ham, til lige at køre mig til modtagelsen.

Vi bliver vist ind i et undersøgelses rum, jeg ligger mig op på briksen, Jordmorden kigger på mig, og siger nu undersøger jeg dig lige, og så ser vi om i skal blive, eller om i bliver sendt hjem. Hendes næste ord er så, ja i bliver så ikke sendt hjem, du er 7 cm åben, så du er i fødsel, jeg skal lige finde ud af hvilken stue du skal på og så komme jeg igen. Da hun kommer igen, snakker vi kort om mine ønsker til fødselen, jeg vil ikke have hospitals tøj på, (man ser så syg ud og det er jeg ikke) Jeg vil som udgangs punkt ikke have noget smertestillende. jeg afbryder hende, da jeg føler jeg skal presse, jeg kæmper virkelig for ikke at gøre det, (jeg vil ikke gå i stykker) Jordmoren kigger på mig og siger det skal du ikke, du er ikke åben nok i nu. Jeg holder dog på at det skal jeg, og hun undersøger mig igen, hvorefter hun siger, ja okay, du er helt åben (10cm) så vi køre dig afsted til føden gangen med det samme. Jeg bliver kørt ind på en stue og skal over i en anden seng, jeg triller nærmest over, og ender med at stå på alle fire, iført kun en top og sokker, jeg kæmper virkelig for ikke at presse, imens jeg siger at jeg gerne vil have lagt et lavement, jordmoren svare, det når du ikke. Jeg vil gerne i vand, (det sagde jeg os da vi ringet) Jordmoren siger igen det når du ikke. Jamen så vil jeg gerne bare have mine sokker af, hun smiler og siger den kan vi godt klare, jeg kunne slet ikke oversku at skulle føde iført kun en top og sokker.

kl er 09.30 da vi kommer til fødegangen. Der bliver sat en måler på min mave, så de kan følge med i hvordan baby har det, (jeg ved ikke at jeg skal have en søn) Da jeg endelig for lov at presse, synes jeg det er vild grænseoverskridende, så det første pres er ikke så meget et pres, Jordmoren kigger på mig og siger, det kan du godt gøre bedre, nu du endelig må. Jeg presser 2 gange mere, baby er lidt stresset, nok fordi det hele er gået lidt stærkt. Jeg får lidt ilt, presser engang mere, og så siger jordmoren, nu får du 3-5 pres mere, og hvis baby ikke kommer ud, så henter vi koppen, X kigger på mig og siger hvad fanden skal de bruge en kop til, jeg svare, en sugekroppe din tosse, men jeg skal nok selv få baby ud, jeg presser 2 gange mere og så er Baby ude, jeg tager selv imod baby, og da jeg hiver baby op på bryste af mig får jeg lige set på vejen at det er en dreng. X VILLE have en dreng, så jeg er lettet, stolt og meget meget rørt. Han er bare helt perfekt. X ville ikke klippe navlestrengen, så det gjorde min mor (verdens bedste mormor)

Så søndag d. 2/11 2014, klokken 09.44 (efter 44 min på hospitalet, og kun 14 min på fødegangen) En uge over tid. Kom den smukkeste lille dreng til verden, 52 cm og 3305 g helt perfekt og så vidunderlig, han åbnet øjnene med det samme. Jeg var solgt. Jeg viste i det sekund at kærligheden til ham var det største jeg nogensinde kunne opleve. Jeg var så stolt, rørt og så fyldt af kærlighed. Jeg var fuldt ud lykkeligt.

Det er skt. hans dag, det er d. 23/6-2016. Jeg vågner tidligt, og som alle de andre dage, siden Nord´s død, har jeg ikke lyst til at åbne øjnene. Jeg har ikke lyst til at dette mareridt, skal være min virkelighed. Jeg ligge lidt med øjnene lukket, forstiller mig at når jeg åbner dem, så ligger Nord i sin seng ved siden af mig og sover. Jeg har ikke lyst til, at idag er dagen jeg har frygtet, men som jeg også har ventet på siden Nord´s død. Jeg er ikke klar. Jeg krammer Nord´s dyne, dufter til Nulle (Nord´s nusbamse) trækker vejret dybt, krammer dynen en gang mere og så tager jeg mod til mig og åbner øjnene.  Nord ligger ikke i sin seng, det er dagen jeg har frygtet. Det er idag Nord skal begraves, det har været det eneste jeg har haft at “se frem til”/beskæftiget mig med, siden Nord´s død, jeg har skulle planlægge den, jeg skulle vælge tøj til ham (for sidste gang) Jeg har skulle finde ud af,  hvad han skal have med, blomster, hvad der skal synges i kirken osv. Og så er det idag, dagen hvor jeg kan se Nord igen. Men nu da dagen er kommet, ser jeg ikke længere frem til den, jeg har jeg slet ikke lyst, jeg er simpelhen ikke klar. Tårerne fylder mine øjne, smerten overtager alt i mig. Åh Nord at jeg er så ked af det, jeg er så ked af jeg ikke kunne rede dig, jeg er så ked af, jeg ikke så bare et lille tegn på at X ville gøre dig ondt, jeg ville for alt i verden bytte plads med dig, åh hvis jeg dog bare havde fået lov at tage din plads. Hvis X var sur på mig, så skulle han da slå mig ihjel og ikke myrde et uskyldigt lille barn. Åh Nord undskyld undskyld, undskyld. Min mor holder om mig, hun siger at jeg ikke skal slå mig selv oven i hoved, at hvis der var nogen der hade vist hvor syg i hoved X virkelig var, så havde han jo aldrig haft Nord. Vi sidder lidt, jeg er slet ikke klar til denne her dag, men jeg kan heller ikke undgå den, så jeg tørre tårerne væk, trækker vejret dybt et par gange, før jeg rejser mig fra sengen, jeg kysser Nulle og putter den i Nord´s seng.

Selvom det er dumt, og selvom jeg godt ved at Nord er ligeglad, så vil jeg gerne være pæn for ham i dag, det er hans dag, selvom den er trist, men kærlighenden til ham er og skal være i fokus på denne dag. Det er svært for mig at finde ud af hvad skal jeg have på? hvad skal jeg gøre med mit hår? Jeg kigger mig i spejlet, hold nu kæft jeg ligner lort, der er kommet flere rynker i panden, mine øjne er døde, munden hænger ned af. Jeg ser enlig bare skide sur og gammel ud. Jeg vender mig væk fra spejlet og sukker, kigger ind i skabet, og rakker ud efter en sort kjole. Jeg har kun gået i sort siden Nord´s død, og idag skal det også være i sort. Så det bliver en sort kjole, sorte strømpebukser, sorte sko. Men i ørene vælger jeg gule og blå stjerner, ligesom der er på Nord´s kiste. Jeg bære også et smykke om halsen, som Nord havde fået i gave, hvor der står Nord på den ene siden og er et F for familie på den anden.

Der er kommet en del veninder hjem til mig, for at støtte og hjælpe med det sidste, så huset er fyldt af mennesker, der alle sammen er fyldt af kærlighed til Nord og jeg. De har medbragt Chai latte (min ynglings fra baresso) og morgen mad, og selvom jeg ikke er sulten, ved jeg godt at jeg er nød til at have noget at stå i mod med, for det bliver en hård dag. Der er så mange nerver på, og jeg har det så skidt, så jeg får ikke spist så meget, men jeg for dukket det meste af min Chai.

Da det er ved at være tid til at komme ud af døren, kan jeg mærke jeg stresser. Jeg skal over til min søn, jeg savner ham, og jeg længes sådan efter at se ham, jeg har lyst til at løbe over til kirken, og jeg kan ikke helt hold det tilbage, så jeg går meget hurtig. Vi nærmer os vor frelser kirke. Der står allerede en del mennesker uden foran. Knuden i min maven strammes til, smerten breder sig til hele kroppen, og jeg for kvalme. Jeg knuger billedet jeg har af Nord i hånden, en veninder kigger på mig, tager min hård og siger, det bliver så hårdt, men vi klare os den her, jeg giver hendes hånd et lille klem, og så går jeg over og siger hej og krammer nogen af dem der allerede er kommet. Malene (Bedemanden) kommer over, hun giver mig et kram, og siger, vi har ikke lukket nogen ind i kirken endnu, du skal have lov til at gå alene ind med de nærmeste alene først. Jeg nikker til hende, tårrene presser sig på i det jeg går ind i kirken.

Helt nede i den anden enden, tæt på alteret står kisten med Nord, jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage, de strømmer ud, og da jeg høre min egen gråd give ekko, tager jeg en hånd op foran munden. Jeg går stille hen mod kisten, på den ene siden har lyst til at løbe der hen, kysse og kramme Nord, sige Mor er her, nu bliver altid godt igen, men på den anden siden, vil jeg væk, jeg vil ud af kirken. Jeg kan ikke klare at, jeg godt ved at det ikke bliver okay, ja jeg skal se Nord, men jeg for ham ikke med hjem. Tårrene tager til, og smerten i mig vokser og vokser jo tætter på jeg kommer på kisten. Da jeg kommer helt hen til kisten, og jeg kan se min lille dreng, kommer den følelse jeg havde ventet og frygtet. Jeg kan godt se min lille dreng ER død,  jeg kan også godt se at hans sjæl har forladt hans lille smukke krop. Jeg sætter mig ned på hug, aer hans kind, tårerne strømmer ud, åh gud min lille dreng, hvordan fanden kunne du gøre det, hader til X rammer  mig, hvordan fanden kunne du taget livet fra så smuk, dejlig og glad en lille uskyldig dreng. Jeg er tæt på knække helt sammen og ladet hadet over taget alt, men jeg stopper mine tanker, nej nej NEJ, X skal ikke styre den her, X skal ikke have eller få plads idag, idag er det Nord og kun Nord, Nord´s kærlighed og kærligheden til Nord der skal fylde og mærkes. Jeg kigger på Nord, han ligger så fint i sit grå nattøjet med blå stjerner på, og han ligger i sit eget senge tøj, han er så smuk, selv når han ligger der, jeg aer Nord´s kind igen, finder brevet frem jeg har skrevet til ham, og ligger det i hans hånd, han får også sin ekstra Nulle, og to sutter med, hvis den ene nu skulle blive væk. Han får bamser (ærten) biler og andet legetøj med, et billede af mor og Nord (som han fik ude til ligsyn) tegninger, et flag (Tårn31) chokolade (han ikke måtte få for X) og så den sommerfugl vi havde fået død hjemme i vinduet.

Da vi har været alene med Nord, i noget tid, bliver resten af dem der gerne vil se Nord lukket ind i kirken. Jeg betrækter folk der siger farvel til ham, og jeg kan slet ikke fatte at det er min lille dreng der ligger der. Det gør så ondt, jeg har flere gange lyst til at kravle op i kisten til ham, og bare dø der med ham.

Malene (bedemanden) kommer over og siger at nu er det ved at være tid til vi lukker kisten, folk er kommet med blomster og begravelsen skal snart igang. Jeg er slet ikke klar, jeg vil ikke sige farvel, jeg ved at når låget kommer på, så ser jeg aldrig ALDRIG men smukke søn igen. Mit hjerte bløder, mine øjne græder, og alt i mig skriger af smerte. Jeg kan ikke sige farvel, jeg VIL IKKE sige farvel. Selvom jeg godt kan se og mærke at han sjæl ikke længere er i den lille krop, er han stadig så smuk, og han er min smukke dreng, hvordan skal jeg kunne leve uden at kunne se ham igen? Hvordan skal jeg kunne leve uden at kunne kysse og kramme ham igen. Det vil jeg ikke, det kan jeg ikke. Jeg bukker mig ned, kysser ham igen og igen, aer hans bløde hår, og kind i mens, jeg siger, Nord husk mor elsker dig, og jeg vil altid elske dig, jeg elsker dig højre end alt andet, du vil altid være min nr 1. Det er  Mor og Nord altid altid. Jeg kysser ham igen og så rejser jeg mig op, men jeg fortryder straks, så jeg bukker mig ned, og kysser ham en allersidste gang, Mor og Nord altid altid.

 

Malene peger på låget, vil i selv gøre det? Det giver et sug i mig, og først tanker er nej, det kan jeg da ikke, hvordan skulle jeg kunne det? selv ligge låg på min søns kiste. Men så mærker jeg mig selv nikke og gå over mod låget, min bror følger med, og vi tager i hver sin ende af låget. Inden i låget er der en masse billeder, af Nord, familien og vennerne. Billeder Nord kan “kigge” på, billeder med gode minder og en masse kærlighed. Vi sætter låget på, og selvom det gør så ondt, og jeg på ingen måde har lyst til det, så føles det “rigtig” at det er mig og min bror der gør det. Godnat elskede Nord, vi elsker dig altid. Vi står lidt sammen, kigger på kisten og lader tårrene løbe.

Kirken er fyldt af de smukkeste blomster, og der er kommet så mange mennesker, det røre mig dybt, at der er kommet så mange for at vise deres støtte og kærlighed, kirken er fyldt. Salmen, du som har tændt milioner af stjerner er den første samle der lyder, og jeg stor tuder, jeg kan hverken holde tårer eller lyd tilbage, det er som om smerten inden i mig, vil ud og jeg kan intet gøre, jeg knækker fuldstændig sammen, og jeg har allermest lyst til bare at løbe ud af kirken, løbe væk fra det hele, det her kan ikke passe, det kan ikke være min virkelighed, min lille Nord kan ikke være død, det kan ikke passe, det må ikke passe. salmen slutter og præsten siger noget, om Nord, liv og død, at dette ikke giver mening, at man ikke kan finde mening i det, og at det ikke burde være muligt at tage et liv, man selv har skabt.

Min smukke svigerinde får ordet, hendes tale er så smuk,rørende og så fuld af kærlighed og derfor også så fuld af smerte. Hun fortæller hvor tæt vores børn var (hende og min bror har en søn der er 6 måneder og 1 dag ældre end Nord) at vi ligesom har været en familie med 2 børn og 3 voksne. at de på en måde også har mistet en søn, og at deres søn har mistet hans bror (fætre af blod, brødre i hjertet) og hvor svært det hele bliver uden Nord, hvor meget de elsker ham, og hvor meget de vil savne ham. de gav Nord et kompas i navne gave, for at han altid kunne finde vejen, (hjem) men nu er det hele vendt rundt, nu er det os der skal finde vejen, og det er ham der er nød til at vise os den.

Min mor tager så ordet, hendes tale er så rigtig og så fuld af kærlighed. Hun siger at Nord rørte noget i hende ingen andre har rør, han gav hende så meget, på så kort tid. Han er den der på kortes tid er kommet ind under huden på hende, (min mor kan virke og være meget hård) og at han altid altid vil være elsket og savnet.

Så synger Anna David, når en englen siger fravel, det var så smukt, ærligt og så rørende, Anna og den sang vil foraltid betyde noget helt særlig for mig.

Præsten kigger på mig, jeg trækker på skulderne, hun nikker stille til mig, jeg mærker jeg nikker stille tilbage til hende, selvom alt inden i mig skriger, du kan ikke, du knækker, du tør ikke, du klare det ikke. Jeg høre præsten sige, Sara sang elefantens vuggevise for Nord når han skulle sove, så det vil hun også gerne gøre nu. Tankenerne køre rundt i hoved på mig, nej nej nej, jeg kan ikke, jeg kan ikke. Men jeg mærker min krop rejse sig op, jeg høre min mor sige husk at trække vejret og så jeg går over til kisten, kompasset Nord fik i gave af min bror og svigerinde hænger i en lang kæde og jeg tager det rundt om halsen. Jeg ligger et lille billede jeg havde af Nord i hånden på kisten og så starter stille, Nu tænders der stjerner på himmelen blå. den er ved at knække helt for mig flere gange, og i slutningen af første værs, er jeg nød til lige at holde en lille pause, jeg knuger kompasset i hånden, kigger på Nord, forstiller mig det kun er ham og jeg, ligesom det plejede at være, jeg trækker vejret dybt og så forsætter jeg, og tante sover den gamle struds og næsehornet din onkel. Mine tanker siger, synger for Nord, og kun for Nord, skidt med hvis det ikke lyder godt, det er KUN for Nord, ligesom vi plejer. Og så på nærmest mirakuløs vis kommer jeg helt igennem sangen.

Jeg bliver stånede med præsten imens hun kommer jord på kisten, hun siger nogen smukke ord og så synger vi den sidste salme i østen stiger solen op. På Christiania har vi den tradition at man går op rundt om kisten inden man går ud. Der bliver spillet stille før storm, det tager noget tid da der er rigtig mange mennesker, og mange gerne lige vil givet et kram, det er hård da folk bryder sammen når de kommer op og krammer en, men det er også godt at mærke så meget støtte og kærlighed. Kærligheden tænder et lille lys i mørket hos mig. Da Nord blev slået ihjel blev verden for mig et meget meget ondt sted, men lige her idag, er der så meget kærlighed at jeg ser et lille glimt af at verden os kan være god, at mennesker godt kan være gode ved hinanden og vise kærlighed.

Da alle har været rundet, skal vi bære kisten ud. Mig, min bror, min mor og min svigerinde. Den knækker fuldstændig for mig, da løfter ham og begynder at gå, åh gud, vi skal bære ham ud, jeg er ved at bære min søn ud af en kirke i en kiste. Tårerne strømmer bare ud og det gør så ondt inde i mig, at jeg slet ikke kan være i det, mine ben ryster, jeg har kvalme og jeg er bange for at besvime. Smerten skær i mig, det er som om mit hjerte er sprunget i en million stykker og hvert et stykke skær i mig. Han er ikke så tung, men alligevel er det som om jeg ikke kan bære ham, men jeg kan og VIL heller ikke slippe ham. Der er langt ud af kirken og alligevel er der alt alt for kort, det er den længste og korteste tur jeg har gået på samme tid. Alt i mig skriger af smerte og jeg VIL IKKE slippe ham, Jeg KAN IKKE slippe ham. Vi bære ham ned af trappen, og nærmer som rustvognen uden for. Jeg har ikke lyst til at sætte kisten op i vognen, jeg vil være hos Nord så længe som muligt, jeg vil have ham hos mig. Nord bliver sat op på rustvognen og jeg står længe bare og holder på kisten, imens tårene strømmer ud og smerten gennem bore mig. Min bror og jeg ligger blå og gule blomster på kisten og andre ligger også blomster, bamser osv. Det er nu, det er NU jeg skal sige et sidste farvel, åh nej nej nej, min elskede lille dreng. Det er så svært at slippe kisten, det er så hårdt at lade ham køre, det er det hårdeste jeg nogenside har skulle gøre. Jeg ligger en hård på kisten, knuger kompasset, hvisker mor elsker dig, det er mor og Nord altid altid som vi aftale. Mor elsker dig altid.

Kirsten bliver kørt ind og der bliver lukket, og så køre rusvognen lige så stille ud på vejen, Min bror tager mig i hånden og vi går langsomt efter bilen, min ben ryster, og det er de ikke længere kan bære mig, jeg mærker en tage om mig, og jeg kan høre min veninde Cille, sige, bare rolig Sara jeg har dig. Heldigvis, for ellers var jeg løbet efter vognen eller jeg var faldt sammen på jorden i skrig og smerte, men heldigvis har vi som tradition på Christiania at man går bag vognen ned af prinsessegade, indtil man når hovedindgangen, der stille folk sig på begge sider af vejen og venter man på at vognen vender og kommer kørerende forbi folk igen. Da vognen kommer, giver det et sug i mig, vi klapper og “jubler”  Jeg får gåsehud, jeg bryder sammen, med på samme tid, kan jeg se Nord for mig, (På hans lille sky) han klapper og griner, det er lige i hans ånd og det giver mig en følelse af at jeg ikke bare har smidt ham ind i en vogn og lad ham køre, jeg har ikke bare tabt ham, men jeg/vi får skubbet/sendt ham smukt afsked, med klapsalver, sæbebobler og hyldest. Nord du lærte mig så meget, du har og giver så meget kærlighed og jeg vil aldrig ha været dig foruden, du gav livet mening, du gav mig og verden så meget kærlighed. Tak for alt din kærlighed, Tak for ALT min elskede Nord.

Vi går ned til søen og ligge alle blomsterne fra kirken ved kanten, der er så mange blomster, så mange mennesker, der alle er berørt, af hvad der er sket med lille Nord, det røre mig dybt og jeg virkelig taknemmelig for støtten. Vi går op på loppen, der er en der synger et par smukke sange, der er øl, vand, kaffe og kage til dem der har lyst til lige at blive og få snakket lidt. Jeg får sagt tak til folk fordi de kom, det betød virkelig meget for mig. (Tak til Nord´s farmor for at hun også kom, jeg ved det var hårdt for hende, men jeg er virklig glad for hun var der)

Skt.hans dag er ved at blive til skt.hans aften. Der er blevet stille og tomt, jeg er træt, ked af det og udmatte, men alligevel for en veninde og jeg slæbt os selv ned til min lille brors svigermor, som har lavet mad, Vi sidder der ned og snakker, snakker om dagen, snakker om Nord, hvor skøn, sjov, dejlig og glad han var og hvor svært det hele bliver uden ham.

Det har været den hårdeste dag i mit liv, men det har også været en meget meget smuk dag med så ubeskrivelig meget kærlighed. Det gør så ondt i mig at jeg aldrig skal se min søn igen, savnet er ubeskriveligt, men jeg ville aldrig ha været ham for uden, han er det bedste der nogensinde er sket mig, han lærte mig så meget, han gav mig så meget kærlighed og min kærlighed til ham er uendelig. Jeg kæmper hver dag for netop ham, han ville livet så gerne, så jeg kæmper for at give ham så meget af det jeg kan, så længe mit hjerte slår, slår hans hjerte i mit. Så jeg tager alt smerten, mærker den, lever den, og kæmper af den, smerten kommer af kærlighed… Nord min elskede, mor elsker dig, og mor vil altid elske dig, det er Mor og Nord altid altid…