Nord´s fødsel

Det er lørdag d. 1/11 2014 og i morgen søndag er jeg gået en uge over tid, maven er stor, men på ingen måde i vejen, så hvorfor ikke arbejde, når man kan, vil og stadig har overskud til det. Så jeg tager i salonen (B Nice) og har en skøn dag på jobbet. Efter job, mødes jeg ved nogen veninder, vi tager i Tivoli, hygger og spiser kage bord på Nimb. Om aften tager X og jeg over og spise hos Q, det er hyggeligt, men jeg er træt, så vi tager tidligt hjem. Da vi endelig kommer jeg hjem, kigger jeg mig omkring, lejligheden er stadig ikke helt færdig efter et kæmpe byggeprojekt, der er stadig rod, og flyttekasser over det hele, men vi kan da bo her igen nu. Vi har ellers boet i min venindes lejelighed, da vi ikke kunne være hos os selv og jeg ikke kunne være alt det støv osv. Jeg rydder lidt op, men kan ikke overskue at gøre rent, så jeg tænker for mig selv at det må jeg gøre i morgen, og så jeg går i seng.  X har sat sig til at spille Fifa som altid, når der var en mulighed for det.

Jeg vågner ca. kl. 01.30 ved at det føles som om nogen hiver en prop ud af mig, (som når man tømmer et badekar) jeg sætter mig op med et sæt, kigger på X og siger jeg tror vandet er gået, han ser på mig og siger rolig nu, er du sikker på du ikke bare har tisset i sengen. ja siger jeg, vanden er gået. Jeg står ud af sengen, jeg når ikke helt ud på toilettet før der igen bliver lukket vand ud, og så sidder jeg ellers på toilette, indtil mine ben sover, og jeg må have hjælp til at rejse mig. Vi/X ringer til hospitalet, og fortæller dem at vandet er gået, vi for en tid til undersøgelse søndag kl. 10.30. De siger, jeg skal se om jeg kan få sovet lidt. Jeg tænker at jeg lige skal i bad først, i badet øver jeg lige min vejr trækning, så jeg er klar til når der kommer V´er.

Jeg går i seng igen, men jeg kan selvfølgelig ikke sove, jeg glæder mig alt for meget, til at møde det lille væsen der er inden i mig. X sover, Klokken ca. 05.30 vækker jeg ham og siger, at jeg tror jeg så småt er ved at få V´er, og at han godt lige må ringe og sige det til hospitalet, vi for af vide, at det er godt vi ringer, men at vi bare skal komme kl 10.30. som aftalt. Der kommer så småt flere og flere V´er og da kl er. 07.00 ca. vækker jeg ham igen og siger, at vi er nød til snart at tage afsted til hospitalet, da mine ben begynder at gøre ondt, og jeg ikke tror jeg kan komme ned af trapperne hvis vi ikke tager afsted snart. X bliver ved at sige, at vi først har en tid 10.30 så der er ingen grund til at tage afsted i nu, og at jeg ikke ser ud til at have ondt, (jeg bliver normalt ret sur når jeg har ondt, men det har jeg på ingen måde nu) jeg får ham dog til sidst overtalt, ved at true ham med, at ellers fødder jeg hjemme, til at ringe efter min mor så hun kan køre os.

Da min mor kommer, kigger hun en gang på mig og siger så, vi skal afsted nu. X ringer igen til hospitalet og siger at vi altså er på vej nu, de siger at det er selvfølgelig okay, men at vi skal forberede os på at vi bliver sendt hjem igen. På vejen ned af trappen og ud til bilen for jeg en del V´er og det begyder at presse lidt på bagtil. Da vi kl 09.00 ankommer til Hvidovre siger min mor, jeg finder lige en kørestol til dig, jeg råber at jeg sgu godt selv kan gå, jeg er ikke syg, jeg skal bare føde et barn. Men jeg må så indrømme at det kan jeg ikke, mine ben kan ikke bære mig, de går i krampe hver gang jeg ligger vægt på min ben. Der kommer en mand med en kørestol, han var godt nok fra en anden afdeling, men min mor har fået ham, til lige at køre mig til modtagelsen.

Vi bliver vist ind i et undersøgelses rum, jeg ligger mig op på briksen, Jordmorden kigger på mig, og siger nu undersøger jeg dig lige, og så ser vi om i skal blive, eller om i bliver sendt hjem. Hendes næste ord er så, ja i bliver så ikke sendt hjem, du er 7 cm åben, så du er i fødsel, jeg skal lige finde ud af hvilken stue du skal på og så komme jeg igen. Da hun kommer igen, snakker vi kort om mine ønsker til fødselen, jeg vil ikke have hospitals tøj på, (man ser så syg ud og det er jeg ikke) Jeg vil som udgangs punkt ikke have noget smertestillende. jeg afbryder hende, da jeg føler jeg skal presse, jeg kæmper virkelig for ikke at gøre det, (jeg vil ikke gå i stykker) Jordmoren kigger på mig og siger det skal du ikke, du er ikke åben nok i nu. Jeg holder dog på at det skal jeg, og hun undersøger mig igen, hvorefter hun siger, ja okay, du er helt åben (10cm) så vi køre dig afsted til føden gangen med det samme. Jeg bliver kørt ind på en stue og skal over i en anden seng, jeg triller nærmest over, og ender med at stå på alle fire, iført kun en top og sokker, jeg kæmper virkelig for ikke at presse, imens jeg siger at jeg gerne vil have lagt et lavement, jordmoren svare, det når du ikke. Jeg vil gerne i vand, (det sagde jeg os da vi ringet) Jordmoren siger igen det når du ikke. Jamen så vil jeg gerne bare have mine sokker af, hun smiler og siger den kan vi godt klare, jeg kunne slet ikke oversku at skulle føde iført kun en top og sokker.

kl er 09.30 da vi kommer til fødegangen. Der bliver sat en måler på min mave, så de kan følge med i hvordan baby har det, (jeg ved ikke at jeg skal have en søn) Da jeg endelig for lov at presse, synes jeg det er vild grænseoverskridende, så det første pres er ikke så meget et pres, Jordmoren kigger på mig og siger, det kan du godt gøre bedre, nu du endelig må. Jeg presser 2 gange mere, baby er lidt stresset, nok fordi det hele er gået lidt stærkt. Jeg får lidt ilt, presser engang mere, og så siger jordmoren, nu får du 3-5 pres mere, og hvis baby ikke kommer ud, så henter vi koppen, X kigger på mig og siger hvad fanden skal de bruge en kop til, jeg svare, en sugekroppe din tosse, men jeg skal nok selv få baby ud, jeg presser 2 gange mere og så er Baby ude, jeg tager selv imod baby, og da jeg hiver baby op på bryste af mig får jeg lige set på vejen at det er en dreng. X VILLE have en dreng, så jeg er lettet, stolt og meget meget rørt. Han er bare helt perfekt. X ville ikke klippe navlestrengen, så det gjorde min mor (verdens bedste mormor)

Så søndag d. 2/11 2014, klokken 09.44 (efter 44 min på hospitalet, og kun 14 min på fødegangen) En uge over tid. Kom den smukkeste lille dreng til verden, 52 cm og 3305 g helt perfekt og så vidunderlig, han åbnet øjnene med det samme. Jeg var solgt. Jeg viste i det sekund at kærligheden til ham var det største jeg nogensinde kunne opleve. Jeg var så stolt, rørt og så fyldt af kærlighed. Jeg var fuldt ud lykkeligt.