Det er tirsdag aften, og det er idag jeg og Cille skal afsted til Smukfest, jeg har små stresset lidt hele dagen, for jeg vil bare gerne afsted, og nu er vi så endelig klar, eller jeg er, jeg skal lige forbi Cille og hente hende og resten af vores ting, vi har sindsygt meget med, ingen af os har været på festival før, og vi skal helt sikkert ikke gå ned på udstyr. Da jeg møder Cille og jeg ser hvor meget vi skal have med, er jeg extra glad for, at vi har lånt mine forældres bil, det var aldrig gået med tog. Vi køre afsted, og det kan mærkes at vi begge glæder os, stemningen er høj og det er dejligt, men som altid når jeg har det sådan er der en lille stemme i mit hoved, der siger, hvordan er det muligt uden Nord? jeg er begyndt at svare den lille stemme, at det er det heller ikke, det er kun muligt fordi Nord er med mig, han er en del af mig, når mit hjerte slår, slår hans i mit, så det er muligt fordi han tillader mig det, han ønsker at se mig glad, det ved jeg, det kan jeg mærke og det er derfor at jeg kæmper for, det er for ham.

Vi kommer godt men sent frem, der er dog lidt små problemer med hvor vi skal parkere og en trækvogn der mister en møtrik, så hjulet går løst, men vi finder ud af det hele, og heldigvis er der en sød vagt det hjælper os det sidste stykke hen til vores dåse. Vi er så heldige at vi ikke skal sove i telt, vi skal sove i en Cansleep, som ligner en kæmpe stor øl dåse, der er strøm, lys, et lille spejl,  madras, dyner, puder og senge tøj, og en køletaske . Vi pakker ud, og selvom vi havde snakket om at vi lige ville drikke en enkelt inden senge tid, så er vi alt alt for trætte, så vi går bare i seng, da vi ligger os, begyder det at regne helt vildt, hvilket gør at jeg sætter lidt ekstra pris på at vi ikke skal sove i telt.

Vi vågner meget tidligt onsdag, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og se festivals pladsen, og mærke stemingen, både på pladsen, men også i dåse området. Vi finder hurtig ud af at vi har nogen super søde naboer, og at stemingen i Cansleep er skøn. Vi har valgt at kalde vores Cansleep for Glimmer dåsen, og den bliver pyntet godt op, der bliver også hængt et billede af Nord op inden i, for han skal altid være med. Vi er rundt og kigge lidt, og ender til Rasmus Seeback koncert, og selvom han ikke lige er mig, er der en super stemingen, og der bliver sunget med på fuldskrue, efter Rasmus, står den på L.O.C. med en flaske champagne, det er ikke hans bedste koncert, men han holder stadig en fest, så det gør vi også. Vi går mod stjerne scenen, hvor Danser med Drenge skal spille, efter et par nummer dukker min kollega op, vi synger og hygger, og jeg nyder det, men jeg kæmpe også med de indre følelser, det lyder måske mærkeligt, men det er hårdt at hygge sig, det gør ondt inde i mig, og jeg er ved at være fyldt op, så det passer perfekt at Rie og de andre i bandet, skal til at spille, er der nogen i himlen, tårene får frit løb, i mens jeg synger med, af helt mit hjertes kraft, “Men er der nogen i himlen der kan elske dig, ligeså meget som jeg gør, nogen der for dig til at grine ligeså meget som jeg, Jeg håber bare du har det godt deroppe, og de andre de kan se, hvor dejlig du er, håber bare at du når det, alt det du ikke nåede her. Jeg stor tuder, men det føles godt,  for selvom det er hårdt og det gør rigtig ondt, så føler jeg mig tætter på Nord, da sangen er sunget, og derfor letter det, jeg er dog glad for jeg ikke havde taget makeup på, for der blev virkelig ikke holdt igen med tårerne. Efter koncerten er jeg igen klar til at nyde resten af aften, for nu har jeg lige haft lidt Nord tid, selvom det selvfølgelig slet ikke er nok, og det også gør sindsygt ondt, men jeg kan være i smerten, fordi jeg har fået lov at lukke lidt ud. Vi ender i V.I.P (Vippen) til en drik før det igen er blevet senge tid.

Torsdag har vi aftalt at mødes med min skønne kollager/veninde, og så skal vi have unicon dag. Nogen af vores naboer holder banko, og der er vi selvfølgelig med, der bliver gået op i det, og der er en super stemning, så vi er små fulde da min veninde dukker op, vi iføre os vores unicon kostumer og så er vi ellers klar til at have en fest, vi starter til gulddreng og så er festen ligesom igang. Aftens byder også på Suspekt, finger/Nordstrøm hvor der også bliver fældet en tåre eller to. Derefter er der Madior Lazer og der holder vi virkelig en fest.

I løbet af festivalen, møder vi en masse skønne mennesker, jeg møder også et par stykker der følger bloggen her, (tak for krammer og de søde ord), der bliver snakket, drukket, grint og grædt, men det er godt at være væk fra hverdagen, selvom jeg godt ved at det her kun er en kort kort pause fra det der desværre er mit liv nu, så nyder jeg at opleve noget andet, jeg nyder at kunne drikke mig fuld og forsvinde i musikken.

Da vi når Søndag er vi ved at være godt brugte og selvom planen var at vi først skulle hjem mandag vælger vi at tage hjem søndag, jeg er træt, og jeg ser frem til at sove i min egen seng, men ellers har jeg ikke lyst til at det skal slutte, jeg har ikke lyst til at skulle tilbage til livet og hverdagen. Da jeg kommer hjem rammer virkeligheden mig som en mavepuster, savnet til Nord er så stort, og virkligheden om at han ikke også kommer hjem om lidt gennembore mit hjerte, jeg ved ikke hvorfor, men hver gang jeg er væk, føler jeg at jeg “bare” er væk fra ham, som hvis han blev passet af mormor og morfar, (selvom jeg godt ved at han er død og det ikke er sådan) og derfor håber jeg altid at når jeg kommer hjem denne gang, så er han der selvfølgelige, jeg ved godt det ikke er sådan, men jeg kan ikke lad vær at drømme og håbe, og måske er det derfor det er så svært for mig, når jeg har været væk, men det at være væk fra hverdagen er også det der giver mig luft og kræfter til at kæmpe for at få et liv igen.

Jeg græder meget søndag aften, jeg er træt, og trist, men jeg har haft en super festival, så jeg klare den og vælger at gå tidligt i seng, jeg falder i søvn med Nulle (Nord´s nus bamse) i mine arme og med Nord i mit hjerte.

Tak til Nord for kærligheden. Tak til Cille for at altid smide alt hvad hun har i hænderne for at hjælpe og støtte mig, i denne omgang at tage med mig på festival. Tak til Kollagen/veninden for festen og selskabet. Tak til D (Cille´s kærestes ven) for snakken og festen. Og tak til alle de sjove og skønne mennesker vi mødte, i har alle været med til at give mig en lille pause fra helved og for det er jeg dybt taknemmelig.

Jeg kommer hjem efter at ha været ude og gå en lang tur med Batman, min hund, en lille fransk bulldog. Jeg sætter mig i sofaen med en Chai latte, tænder for tv´et mest for at der er noget baggrund støj, jeg er stadig ikke så godt til hvis der er helt stille, så tager min tanker for meget over, så det er bedst at der er noget der lige kan aflede tankerne, hvis de er på vej for langt ned af den mørke sti. Jeg finder mobilen frem, tjekker facebook, lidt Tinder, og så tilbage til facebook igen, jeg mærker mit hjerte slå hårdt, jeg ved ikke hvorfor, for jeg har det “okay” det er ikke en af de dage hvor jeg er vildt ked af det, det gør ikke mere ondt idag end normalt, savnet er ikke større end normalt, så jeg skubber det lidt væk, og tænker det holder nok op om lidt. Jeg har prøvet det mange mange gange før, men alligevel er der noget i dag, som er anderledes end de andre gange, normalt kommer det, når jeg er ekstra ked af det, eller når jeg er steder hvor det er svært for mig at være, som til fødselsdage eller andet hvor Nord skulle ha været med, eller hvis savnet er større end almindeligt, når pyt det holder jo nok op omlidt, jeg prøver at tænke på noget andet, men det går ikke i så lang tid, det gør ondt i mit bryst, og jeg kan mærke at min værktrækning også bliver påvirket af det, jeg føler ikke jeg kan få luft, det gør ondt i hele min krop hver gang mit hjerte slår, jeg bliver lidt urolig, måske er jeg ved at få et anfald, men hvorfor nu, hvad sker der med mig? tænk hvis det ikke er et angst anfald? måske er det min krop ved at give op? tankerne køre rundt og jeg bliver grebet af panik, ikke fordi jeg er bange for at dø, for det er jeg på ingen måde, på mange måder ser jeg frem til den dag, for så kan jeg igen være sammen med min lille dreng,  men jeg har også lovet Nord og dem jeg elsker at jeg bliver her og kæmper, jeg har lovet at jeg ikke giver op, så det skal min krop sgu heller ikke have lov til, jeg har lovet Nord at skal leve, jeg skal leve for os, jeg skal vise verden hans kærlighed. Jeg prøver at samle mig, jeg prøver at få styr på mine tanker, men hvad end det er der har fat i mig, vil det ikke slippe, måske skal jeg ringe til nogen? men hvad skal jeg sige? jeg tror jeg har et angst anfald, men hvorfor? Jeg kan ikke få luft, jeg rejser mig, måske hjælper det, hvis jeg lige kommer op og stå og måske drikker noget vand. Det sortner for mine øjne, og jeg må sætte mig ned igen, okay jeg er nød til at ringe til nogen, mere hvis jeg falder om, jeg griber ud efter mine telefon, trykker min mors nr, i mens tårne løber ned af mine kinder og jeg kæmper med at få luft, jeg er ikke sikker på hun ville kunne forstå hvad jeg siger, men jeg prøver at samle mig så meget at jeg ville være i stand til at sige at hun er nød til at komme. Men lige i det jeg skal til at ringe op, letter trykke for mit bryst, min hjerte banker stadig hurtig, men ikke så hårdt længere, og jeg kan igen få luft, jeg ligger telefonen fra mig, og få sekunder efter, er jeg okay igen. Jeg sidder nu tilbage med en mærkelig følelse, for hvad fuck var det lige der skete? det kom som et lyn fra en skyfri himmel, og det var væk igen lige så hurtig som det kom. Jeg rejser mig og går ud og henter et glas vand imens jeg undere mig over hvad det var, jeg lige var ude for? jeg håber ikke det er noget jeg skal til at forholde mig til, og beder til det bare var en engang´s forstilling. En ting er de panik/angst anfald jeg får når jeg har det mere end almindeligt skidt, dem kan jeg forholde mig til, der ved jeg hvorfor de kommer, men hvis jeg også skal til at have det sådan her, når jeg enlig har det “okay” det kan jeg hverken overskue eller forholde mig til, så håber ikke det sker igen.

Imorgen tager jeg til Smukfest (festival) noget jeg har set frem til, kæmpet for, for jeg skulle både have råd og billetter, men det lykkes og selvom jeg kommer til at leve meget stramt når jeg kommer hjem, så har jeg virkelig glædet mig, og selvom jeg stadig glæder mig og jeg er sikker på det bliver sjovt, hårdt og top hyggeligt, er jeg noget nevøs efter den oplevelse jeg lige har været ude for, men jeg skal heldigvis afsted med Cille som nok snart kender mig bedre end jeg kender mig selv. Jeg vil se frem til at skrive et indlæg som min tur på smukfest, som helt sikkert kommer til at indholde, grin, en masse tåre, kærlighed (for Nord er altid med) hygge, og så forhåbentlig uden anfald.

Mor og Nord Altid Altid