Jeg er træt, jeg er så træt, men jeg kan stadig kun sove med hjælp fra sovepiller, og selvom jeg sover 4-5 timer om natten, og det er meget mere end jeg har sovet siden Nord blev født, så er jeg stadig træt, men det føles heller ikke som om det er mangle på søvn der gør mig træt, det er mere savnet og smerten der trætter og tager på mig, jeg føler mig brugt, jeg føler mig tom, fald og ensom. Jeg er begyndt at træne og jeg kan mærke jeg har fået lidt muskler tilbage i kroppen, men jeg føler mig stadig svagere end nogensinde før, det er som om jeg ikke har mere at tage af, jeg har ikke mere at give af, jeg har brug for en pause. Jeg spiser mere end jeg har gjort i over et år, og alligevel kæmper jeg for at holde vægten oppe, og det er for meget en meget ny ting, jeg har altid været en stor pige, og skulle bare tænke på et stykke kage og så havde jeg taget ihvertfald 1 kilo på. Så selvom det ikke ville skade der røg et par kilo mere, så ser jeg gerne at vægten ikke kommer længere ned nu (67kg) men bare det i sig selv er åbenbart blevet en kamp. Jeg føler ofte at min krop er ved at give op, og nogen gange (tit) tænker jeg, så gør det da, så giv dog op, hvorfor blive ved med at kæmpe, hvorfor blive ved med at have så ondt? Hvis jeg dog bare kunne få lov at slippe for smerten, bare i et par timer, men det er ikke lykkes i nu, og det er selvom jeg også godt kan hygge mig og have det sjovt, så gør det HELE tiden ondt, det ligger hele tiden lige der og gør mig opmærksom på at Nord ikke er her mere og at jeg mangler ham så ubeskriveligt meget. Jeg kan godt mindes Nord med glæde og jeg/vi gør det rigtig meget, vi snakker om ham, og vi griner også meget af alle de sjove ting han sagde og gjorde, men det er aldrig uden der også er smerte. Og det er det, det er savnet og smerten, der tager på mig, det er det der gør mig så udmattet, hvor længe kan et menneske holde til at have så ondt? det gør ondt hele tiden, der er aldrig pause. Det føles som om jeg ikke kan trække vejret helt ned i maven mere, der er en knude i vejen, en knude af smerte der nede som fylder for meget, smerten fylder for meget, så der er simpelhen ikke plads, samtidlig gør mit hjerte ondt, det er ikke helt længere, faktisk er det som om det er sprunget i en million stykker, og hvert et enkel stykke skær mig op inde fra.

For 2 år siden idag havde jeg termin, jeg kan huske jeg glædet mig helt vildt til at møde dette lille væsen, der voksede inde i mig, jeg mærkede allerede dengang kærligheden, og det var uden jeg viste hvilket vidunderligt lille menneske Nord viste sig at være. Jeg kan også huske at, jeg synes det var hyggeligt at være gravid, jeg var ikke besværet af det og det ville ikke gøre noget hvis han blev der inde lidt i nu, for han skulle jo have det bedste af det bedste og derfor skulle vi lige være helt på plads. Nord blev i maven præsis en uge mere, men så ville han også ud i en fart, og det kom han fra vandet gik til han var ude gik der lidt over 8 timer og det var uden veer de første timer. Det var en nem fødsel og alt var vidunderligt, jeg kan huske jeg kiggede på ham og tænkte, når det er det her, der kommer ud af det, så kunne jeg gøre det igen imorgen. Der var så meget kærlighed, jeg var forelsket og den forelskelse er jeg aldrig kommet ud af igen, tværdigmod så elsker jeg Nord mere og mere hver dag, og det er også selvom han ikke er hos mig mere, måske er det også derfor, at jeg ikke kan holde tanken ud om, at jeg ikke snart skal se ham igen. Hvorfor skal jeg leve et live uden ham, når han er ALT jeg vil have og behøver? Jeg har rigtig svært ved at finde en plads til den slags tanker og følelser. Jeg har mange dårlige tanker, rigtig mange faktisk, og mange af dem både skræmmer mig og skammer jeg mig over at have, jeg kan f.eks. blive jaloux på folk der begår selvmord, hvordan kan de synes det er okay? hvordan gør de, hvordan bliver de så “ligeglade” med de efterladte at de rent faktisk kan gøre det?  hvorfor er jeg ikke ligeglad med andre menneskers føleser? hvorfor kan jeg ikke bare være “ligeglad” ? hvorfor må jeg ikke have lov til kun at tænke på mig selv? hvorfor må jeg ikke bare have lov at være hos min lille dreng, når det nu er ham jeg elsker, savner og har brug for.

Alt omkring mig sortner, min hørelse forsvinder, jeg for trykken for brystet, mine ben giver efter og jeg mærker gulvet under mig. Jeg ser svagt Nord for mig, han smiler, åh hvor har jeg savnet det smil, jeg mærker gensyns glæde og en følelse af ren lykke. Han bliver mere tydelig og han kommer tætter på mig, han smiler stadig, jeg rakker mine arme ud efter ham, men Nord træder et skridt tilbage, han ryster på hoved, jeg føler nogen eller noget hiver i mig, og jeg bliver ligesom hevet væk fra Nord, Nord smiler, tager et skridt hen imod mig, han krammer mig og kysser min kind, og så forsvinder han. Jeg græder hysterisk, Nej Nord, NEJ, kom tilbage, Nord jeg vil ikke miste dig igen, Nord, Nord, NORD KOM TILBAGE, kom tilbage, kom tilbage til mig. NEEJJJJJJ NEEJJ NEJ. Jeg finder mig selv liggende på gulvet, synet og hørelsen vender langsom tilbage, jeg ligger længe og kigger op i loftet, tårene pisker ned af mine kinder. imens jeg høre mig selv sige, nej nej jeg vil ikke være her, jeg vil være hos dig. Jeg sætter mig stille op, det trykker stadig for mit bryst, og jeg har stadig svært ved at få luft, tårene er ustoppelige, så jeg lader dem bare løbe ned af kinderne på mig. Hvad skete der? besvimet jeg? var det en drøm? Jeg følte ham så virkeligt, men jeg ved jo godt han er død, så hvad skete der? Han var jo lige der, jeg mærkede ham, jeg mærkede hans kys. Så hvorfor kan jeg ikke det nu? igen hvad skete der?

Efter noget tid, samler jeg mig selv op, jeg går over til Nord´s seng, åh hvor ville jeg dog ønske at han lå der, hvor ville jeg ønske at alt det her bare var en ond ond drøm, jeg ville give ALT for at få ham igen. Jeg samler Nulle op (hans nus bamse) kysse og krammer den, den dufter stadig lidt af Nord, Jeg kysser den igen, efter fuldt af ordene Mor elsker dig skat, mor elsker dig hver dag hele tiden, altid altid. Så ligger jeg den ned igen, og tørre endnu engang tårerne bort. Hvor længe bliver det her ved? og hvor længe kan jeg holde til det? Jeg er træt, så træt, jeg har brug for at komme lidt væk fra det hele, men hvordan? Nord har fødselsdag om en uge, om en uge idag, ville Nord været blevet 2år, men det fik han ikke lov til af X, X mente ikke han fortjente at leve, for X var Nord ikke andet end det perfekte våben til at smadre mig, hadet til X kommer mere og mere frem i mig. Hvad fuck bilder han sig ind, Nord var et lille uskyldigt barn. Når det var mig han hadet og var sur på, var det mig han skulle have slået ihjel, og ikke Nord, Nord skulle leve, Nord har intet gjort forkert. Hvordan fanden kan man gøre det? Jeg ville i det mindste kunne forsvare mig selv, Det kunne Nord ikke, Nord havde ikke en chance. Nord stolede på X, Nord elskede X, jeg stolede på ham som far, jeg elskede ham, og X misbrugte det. føj, det vender sig i mig, billederne af Nord der ligger død på sengen køre som en film i hoved på mig. Jeg ser X sidde med en pude overhovedet på Nord, men min hjerne vil ikke tænke det til ende, det kan den ikke, for man kan ikke gøre det, som X har gjort, så det er simpelhen umuligt for mig at tænke det til ende, men jeg kan se Nord ligge helt bleg og livløs på sengen, for det var de syn der mødte mig fredag aften d. 10/6 2016. Jeg bryder sammen igen, Åh Nord min skat, jeg er så ked af det, det gør så ondt, jeg ville ønske X havde taget mig, Du skulle leve, du ville livet så gerne, og jeg ved du havde fået et lykkeligt liv med min bror og svigerinde, de havde elsket dig som var du deres egen.

Der er så meget vi ikke fik nået, så mange ting vi ikke fik gjort og selvom jeg har så mange vidunderlig billeder og minder med dig, så er det bare slet ikke nok, derfor får jeg på din fødselsdag om en uge, lavet en tatovering af dig. Jeg vil også gerne have lavet et kæmpe kæmpe maleri af dig inde over sengen og så vil jeg gerne have lavet en ring med dit fingeraftryk. Jeg savner og mangler dig så meget, så alt jeg kan få med dig er så meget værd for mig, selvom det aldrig ville kunne udfylde det tomrum der er i mig og det aldrig ALDRIG bliver det samme og du ALDRIG vil kunne erstattes, så giver det mig alligevel lidt mere af dig til min alt alt for lille samling. Det må dog blive hen af vejen, for selvom penge brude være det mindste problem, så er det svært at få det hele til at hænge sammen, økonomi og det at blive englemor går ikke lige frem hånd i hånd, sygemeldt, psykologtimer osv. det løber hurtig op. Derfor vil jeg også så gerne lave et børnetøjs mærke, hvor så og sår stor del af overskuddet skal gå til andre i sammen sorg og smerte som jeg, så de kan få psykolog timer, komme ud og rejse, få malet et billede eller hvad der er brug for. Men der skal nogen penge ind til opstartten, da designer (mediegrafiker) stof, tryk og det at få det syet, jo koster en del. Der er nogen skønne tøser, som jeg er dybt taknemmelige, som har startede en indsamling til netop det, så jeg kan komme i gang med drømmen om et børnetøjs mærke i Nord´s navn. Jeg håber og tror på at jeg på den måde kan hjælpe mig selv, ved at hjælpe andre, og alt dette i Nord´s navn og ånd, på den måde er han også stadig med mig, og han leve videre i mig og det vi gør sammen. Indsamlingen er på caremaker.dk (hjælp til Nord´s mor) og hvis man skulle have lyst til at hjælpe og støtte vil jeg virkelig sætte stor pris på det,Jeg er dybt taknemmelig om man støtter med meget eller lidt, alt er med til at gøre en forskel for mig, og forhåbenlig også for andre. Jeg er ikke god til at bede om hjælp, men jeg øver mig, for jeg har brug for hjælpen. Har man støttet på den ene eller anden måde, takker jeg af hele mit hjerte, virkelig tak, det er lyset i min meget mørke verden. I må meget gerne dele indsamlingen på facebook osv. også meget gerne selvom om man ikke har mulighed for at støtte, så kan det jo være der er andre der har mulighed for det og så har i jo stadig hjulpet, og det er en stor støtte og hjælp for mig.

https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/hjaelp_til_nords_mor/

Tak af hele mit hjerte.

Mor og Nord altid altid.

Jeg har for nogen dage siden ringet til Nord´s vuggestue for at fortælle dem at jeg ville komme og hent Nord´s ting. Det var et svært opkald, og bare det at tage mig sammen til at ringe der til har taget nogle dage, men jeg synes de skulle “advares om at jeg kom. Nu er dagen så kommet hvor jeg faktisk skal der ned, sidst jeg så Nord i live var i vuggestuen, det var den fredag morgen d.10/6 hvor jeg afleveret min elskede og glade søn, jeg husker ALT fra da jeg så ham sidste gang, jeg husker at han var glad for at komme i vuggestue, hvad han havde på, hvor han var da jeg sagde, ha en go dag skat, mor elsker dig. Jag havde aldrig troet det var sidste gang jeg så ham i live, men det betyder meget for mig at jeg også den morgen fortalte ham at jeg elsker ham. Jeg siger det stadig hver dag. Nord min skat, mor elsker dig.

Min mor tager med mig ned i vuggestuen, og det er jeg glad for, jeg kunne ikke gøre det alene. Vi går afsted mod vuggestuen og i starten går det fint nok, Jeg har samlet lidt tøj som vuggestuen skal have, jeg har været så glad for hans vuggestue, så jeg synes de skal have tøjet, en bog og et billede af Nord jeg har fået lavet i træ, hvor der også står hvor glad jeg og Nord har været for at de i vuggestuen har været med til at give Nord en god,tryg og kærlighed hverdag. Jeg frygter lidt hvad der sker når jeg kommer ned i vuggestuen, hvad hvis en af børene siger, hej Nord´s mor, kan jeg klare det? men ellers har jeg det enlig okay. Det er så kun indtil vi kommer på den anden side af Torvegade, jeg får ondt i maven, kvalme og tårerne presser sig på, Jeg har ikke være nede af den her vej siden den morgen jeg fulde Nord i vuggestue for sidste gang. Min mor tager min hånd og siger det er okay skat. Jeg mindes mange af Nord og jeg´s morgner og turene til vuggestuen, jeg elskede turen til vuggestuen, og det samme gjorde Nord,  vi så altid på biler, lastbiler og busser osv. Vi har mange gange øvet at det hed bus, bil osv. for Nord kaldte i starten alle biler for barbu. På vejen der ned ligger også en anden vuggestue som har nogen dyr malet på væggen, Nord peget på dem, og sagde deres lyde, han var især god til fuglen og kunne sige pip på den sødeste måde. Da vi når der til bryder jeg sammen, vi stopper op, mor holder om mig. Jeg forstår ikke at man kan finde på at gøre et lille barn ondt, at man kan føle man har ret til at taget et barns liv, jeg bliver gal, hvordan fanden kan man gøre det? min mor siger, at det har man heller ikke ret til, og at X synes det, viser bare hvor syg han virkelig har været. Vi går stille videre, og tårerne løber bare ned af kinderne på mig. Da jeg kan se vuggestuen, kan jeg slet ikke styre det, knuden i min mave stramme´s til og jeg føler ikke jeg kan få luft. Jeg ser Nord løbe rundet der på legepladsen, med en gravko i hånden, jeg husker hvordan hans øjne lyste af glæde når han fik øje på en, og så skulle man se den lege han nu havde gang i. Jeg tænker på sommerfesten (der var ugen før, Nord´s død) X og jeg var der sammen, Nord elskede det, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Det hele vender sig i mig, hvordan har jeg kunne nyde at være i X selskab, jeg føler jeg skal kaste op, jeg mærker hadet til X komme mere og mere. Jeg elskede ham, vi elskede ham og alligevel ønskede han at gøre Nord og jeg så ondt som over hoved muligt. Jeg HADER ham og jeg hader mig selv for at have elskede ham.

Jeg går ind i vuggestuen, der er stille, det er sommerferie og der er kun meget få børn, og de sover lur lige nu. Jeg bliver mødt at en pædagog fra den anden stue ned Nord´s, hun får tåre i øjnene da hun ser mig, og jeg da jeg ser hende, vi snakker kort, hun siger at de er så kede af det og at de virkelig tænker på mig. Nord´s plads er der stadig, og hans navn står også stadig på sommerferie planen. Nord´s prima pædagog kommer hen og giver mig et stort kram, vi går ind i et rum hvor vi kan snakke, og jeg får givet dem de ting jeg har med. Vi snakker om det der er sket, og om X, de kunne intet mærke på X, den fredag der blev Nord´s sidste dag. Nord var glad for at se X, og X virkede også glad for at se Nord, det gør mig gal at han ikke engang virkede trist eller ked af det. Vi snakker en masse om Nord, om hvilken skøn, glad og kærlig dreng han var, og om mange af de minder de havde med ham i den tid han har gået i vuggestuen. Nord havde en svær start, men efter en måned, elskede han det, og han var stort set altid glad når han var i vuggestue. De giver mig en mappe de har lavet, med billeder af Nord og ting Nord han havde lave i vuggestuen. Den mappe betyder så meget for mig, for det er minder og billeder jeg ikke selv har, men at få dem, giver mig lidt mere af Nord. Og det har jeg så desperat brug for. Jeg synes at selvom jeg heldigvis har mange minder og billeder, så er det slet ikke nok. Jeg kan og vil måske heller ikke accepterer at jeg aldrig kommer til at få nye minder med Nord, og at jeg aldrig kommer til at tage et billede mere af min elskede søn igen.

Vi afslutter med, at jeg for fortalt dem i vuggestuen hvor meget det betyder for mig, at Nord elskede sin vuggestue og at jeg er så taknemmelig for at de har været med til givet ham en god hverdag og der ved et godt liv, selvom det var alt alt alt for kort. De var der også til Nord´s begravelse, hvilket jeg er meget rørt over og det betød meget for mig. Vi krammer og jeg trækker vejret dybt, og siger tak for alt, de siger jeg altid er velkommen og de tænker meget på mig og Nord.

Da mor og jeg er kommet ud fra vuggestuen, får jeg det rigtig dårligt, og jeg forstår det ikke helt, det er jo over nu, jeg  gik der ind, jeg gjorde det, og jeg har fået hans tøj, hans ting og hans vuggestue Nulle (nys bamse) med mig. Da vi er gået forbi vuggestuen bryder jeg helt sammen, det her er jo helt forkert, sidst jeg var her, afleveret jeg Nord, og nu går jeg her fra uden ham, det kan jeg da ikke. Man aflevere og så henter man igen. Min mor holder om mig, og siger det er okay skat, jeg forstår godt det gør ondt. Jeg havde ubevist oppe i mit hoved fået bildt mig selv ind, at jeg da skulle hente Nord idag og ikke kun hans ting. At sådan måtte det være, jeg afleveret ham i live der, så nu skulle jeg da også have ham med hjem i live. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det ved jeg jo også godt, men jeg kan bare ikke holde tanken ud om at jeg aldrig skal holde Nord i mine arme igen, så jeg vil ikke accepterer det.

Da vi kommer hjem, kan jeg ikke så meget andet end at græde, Nord´s tøj fra vuggestuen dufter stadig af Nord, og hans vuggestue Nulle, dufter ligesom Nord da han var lille, Jeg krammer hans tøj og hans Nulle og sidder bare og dufter til det og græder. Da der til sidst ikke kan komme flere tåre og jeg er helt umattet ligger jeg hans tøj og Nulle i nogen poser for at “gemme” duften af ham så længe som overhoved muligt. Jeg tager tit de poser frem når jeg har det rigtig rigtig skidt. og savnet er for stort, så har jeg brug for at mærke Nord lidt mere, og det kan jeg nogen gange med hans duft.

klokken er ca. 23.00 da jeg går i seng, jeg har det ikke godt, det er som om nogen holder mig for ørene, der er helt stille, men inde i mit hoved larmer det helt vildt, det er som om jeg har stået foran en højtaler med alt alt for høj musik hele dagen, og nu kan jeg ikke slippe af med støjen, det skiftes er som om nogen holder mig hårdt for ørene og når de så slipper så kommer tinnitussen. Jeg tager mine sove piller, ligger lidt og nuller Nulle (Nord´s nus bamse) larmen i mit hoved fylder alt, og jeg kan ikke holde det ud. Jeg tænder for tv´et for at prøve at tænke på noget andet, og det hjælper da også lidt, men larmen og tankerne vender hele tiden tilbage, men til sidst vinder pillerne heldigvis, og jeg falder i søvn.

Jeg vågner et par gange i løbet af morgen, men jeg er ikke klar til at face dagen, jeg har ikke lyst til at vågne, jeg vil ikke vågne, jeg har ikke lyst til at være i en verden hvor Nord ikke lever. Men lige meget hvor meget jeg kæmper i mod, lige meget hvor meget jeg ønsker, jeg aldrig vågner igen, kan jeg ikke blive i søvnen, og da kl. er omkring 12.00 er jeg nød til at give op, og stå op, som jeg har lovet at jeg vil gøre hver dag, selvom lysten på ingen måde er der. Jeg står op, tager tøj på, spiser “morgen mad” og børster tænder, som jeg har lovet, men så kan jeg heller ikke mere, smerten er enorm, savnet fylder alt i mig. Jeg sidder længe i sofaen bare og kigger ud i luften. Jeg mærker igen trykken for ørene, jeg kan ikke trække vejret helt ned i maven og jeg for sidestik, det sortner for mine øjne, jeg fryser og for en følelse af at der er et eller andet helt galt. Jeg for svære og svære ved at få luft og jeg går lidt i panik, Jeg må ud, jeg må have hjælp, jeg for taget mit overtøj på, finder bil nøglen frem, men så knækker den for mig og jeg bryder helt sammen, jeg tænker for mig selv at jeg ikke kan køre i den her tilstand, (jeg græder helt hysterisk) jeg kan heller ikke bliver her, jeg går ind til Nord´s seng for at hente Nulle, jeg skal have Nulle med mig, men jeg kommer ikke længere end til at tage Nulle op og så falder jeg ellers sammen på gulvet foran billedet af Nord. Jeg for det så skidt at jeg overvejer om jeg skal ringe efter en ambulance, men på den anden siden, hvis jeg dør af det her, så slipper jeg for smerten og hvis jeg er heldig bliver jeg genforenet med Nord. Og hvis jeg ikke dør af det her, så er det nok “bare” pga. sorg og savne at jeg har det sådan her. Jeg ligger længe på gulvet og græder med en gråd som jeg for første gang hørte og mærkede den dag jeg mistede Nord, før den dag kendte jeg ikke denne form for gråd og smerte, men nu kender jeg den desværre så godt, den er så smerte fuld, det gør ondt i hele min krop, mest i hjerte og mave, men os helt ud i fingerspidserne, den er ukontrolleret, jeg kan på ingen måde styre den, ligemeget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke holde igen, jeg kan ikke tale mig selv til ro som jeg ellers kan når jeg er ked af det, det overtager alt i mig, og tårerne strømmer bare ned af mine kinder. Jeg tænker tit når jeg er kommet til mig “selv” igen, at på et tidpunkt må jeg da løbe tør for tårer, jeg er sikker på at, jeg på 4 måneder har grædt flere tårer end de fleste gør på et helt liv.

Efter et stykke tid/nogen timer, kommer min lillebror hjem, han kommer ind til mig, så han må have hørt mig ude fra gangen, selvom jeg prøvede at styre lyden og gråden, da jeg kunne høre han kom hjem. Jeg prøver tit, når jeg bryder helt sammen at “skåne” min familie for at se og høre mig sådan, de har nok at bekymre sig om. Min bror kommer hen og sætter sig på gulvet ved siden af mig, han ligger en hånd på mit knæ og aer mig stille, han sidder lidt før han siger, er det bare en rigtig lorte dag idag søs? Jeg kan ikke svare, jeg kan stadig ikke rigtig få luft, så vi sidder bare lidt, indtil jeg for fremstammet, Ja, jeg føler ikke jeg kan få luft, det sortner for mine øjne og det suser/trykker for mine øre, Han svare mig, det er sorg søs og det er helt forståeligt og okay du har det sådan. Nord har os snart fødselsdag, så måske er det også det der trykker på. Jeg ville normalt begynde at planlægge hans fødselsdag, skulle hele familien med, vennerne eller kun de tætte. Det gør så ondt at tænke på at han ikke fik lov at blive 2 år, at et andet menneske ikke synes han fortjene at leve, jeg kan ikke have det og alt i mig vender sig, og hadet et X kommer op i mig igen, hvordan fanden kunne du gøre det? Vi stolede på dig som far og vi elskede dig, hvordan fanden kunne du? Jeg brynder sammen igen, undskyld Nord, undskyld skat, jeg ville give alt for at få bare en chance til, hvis jeg bare kunne få lov til at spole tiden tilbage, jeg lover, jeg ville gøre ALT godt igen, bare gi mig en chance, bare EN. please, bare en chance… Min bror aer mig stille og lader mig græde ud. Så snakker vi lidt om jul, om hvor hårdt det bliver, og om Nord´s fødselsdag igen. Det bliver en hård hård dag, det er vi slet ikke i tvivl om, men vi er også fast besluttede på at vi skal ære ham og mindes ham. Min bror og jeg skal tatoveres til ære og minde om ham. Jeg kommer til at tænke på hans fødselsdag sidste år, der var jeg så ked af at Nord ikke havde både sin mor og far hos ham på dagen, jeg var gal over X var gået fra os. (set tilbage, ville jeg ønske han aldrig var kommet igen) Men jeg var fast besluttede over at Nord skulle have en god dag alligevel og han havde en god dag, jeg sang fødselsdag sang for ham da han vågnede, og han fik en gave, vi havde en dejlig morgen og han havde en skøn dag i vuggestuen, med sang og boller. Vi holdet familie fødselsdag om aften, hvor Nord fik mere sang og selvfølgelig fik risengrød (han elskede det) Vi holdet stor fødselsdag for ham i weekenden, hvor både onkel(X´s bror) og farmor også var med, det var så hyggeligt og Nord var i et es, der var jo en masse mennesker, man kunne få opmærksomhed fra og få til at grine.

Min brors telefon ringer og det er Holger, han kommer lige fordi og siger hej inden han skal til træning. Min bror lukker Holger ind, jeg sidder stadig med overtøjet på, på gulvet og græder, Holger kommer ind og sætter sig hos mig, han aer mig og siger hård dag? jeg nikker, ja siger han, dem er der og dem kommer der mange af, vi sidder lidt, før vi så snakker om alt og ingen ting, men mest om fodbold. Jeg for taget overtøjet af, og vi snakker om at se kamp sammen på søndag. Han giver mig en kæmpe krammer og kysser mig på planden før han går. Jeg er så taknemmelig for jeg har mennesker som ham i mit liv, ligesom min veninde Cille, hun har ringet midt mens jeg havde det mest skidt, lidt som om hun kunne mærke mig, jeg har skrevet til hende at jeg ikke kunne snakke, jeg var simpelhen ikke i stand til det. Vi skriver sammen resten af aften og vi aftaler at næste gang jeg har det sådan eller når jeg har brug for det skal jeg jeg skrive vores “kode” ord, og så kommer hun så hurtig hun kan og holder om mig. Igen jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden mine vidunderlig venner og min fantastiske familie. Jeg skammer mig over jeg flere gange om dagen, tænker at jeg ikke har lyst til at være her, jeg tænker tit på hvordan jeg ville tage livet af mig selv, hvis jeg dog bare havde den mulighed/det valg, men det har jeg ikke, jeg kan ikke gøre det mod dem der elsker mig, jeg skal og kan ikke være den der påføre nogen andre, denne sorg og smerte jeg føler. Men jeg tænker tit at jeg ville ønske at der ikke var nogen der blev kede af det, hvis jeg tog livet af mig selv, for så jeg kunne slippe for smerten.

Min bror kommer ind med hans søn (Nord´s fætter Ja-ja) Det gør så ondt at Nord ikke er her til at lege med ham, jeg mangler Nord så meget og det gør de andre selvfølgelig også. Jeg er glad for at Ja-ja kommer ind så tit, og han får mig til at smile, selvom alt i mig gør så ondt. Jeg ser på en måde Nord i ham, han er på mange måder det tætteste jeg kommer på at kunne kramme og kysse Nord. Ja-ja snakker meget om Nord, det gør ondt, men jeg vil på ingen måde undvære det, det er det der holder Nord (Nord´s minde) i live. Ja-ja og jeg printer nogen billeder ud af ham og Nord sammen, fra da vi var på ferie i Thailand. Det var den bedste ferie i mit liv, jeg har så mange vidunderlige minder med Nord fra den tur, det var nok den bedste måned i mit liv, Nord og jeg så lykkelige sammen. Det var sådan det skulle være, Mor og Nord altid altid.

Jeg har fået stablet et støtte loppemarked på benene, hvor pengene der kommer ind til gå til min drøm om at få lavet et børnetøjs mærke op i Nord´s navn og ånd. Og heldigvis med en masse hjælp fra de dejligste mennesker, sponsorere familie, venner og en masse jeg ikke kender, men som gerne vil hjælpe i en meget svær tid. Er det lykkes at få et 3 dage langt loppemærked op og køre. Jeg er jer alle dybt dybt taknemmelig, og det kommer jeg til at sige mange gange, for det er jeg virkelig og jeg tror slet ikke folk ved hvor meget det virkelig betyder.

Jeg står tidligt op fredag og går igang med at sætte op til loppemarked, der er mange ting, tøj, sko osv. Både at mit, men også meget som ændre har doneret, så det kommer til at tage noget tid at få det hele sæt op, men jeg er så glad for at der er så meget, og heldigvis har jeg og en veninde med lidt hjælp, fået alle tingene ind i lokalet dagen før. Så i dag fredag, skal jeg bare sætte alt op, der kommer nogen veninder og hjælper til, og vi får stille og roligt sat mere og mere op, og det er godt for der kommer faktisk flere mennesker fredag end jeg havde regnet med, jeg tænkte at fredag der kom der nok ikke rigtig nogen, for folk er jo på arbejde, men der kom en del. Jeg får også besøg af 2 af Nord´s pædagoger fra vuggestuen, det røre mig dybt, og faktisk kan jeg ikke snakke med dem, uden at græde, men de minder mig jo også på alle måder om Nord og min hverdag med ham, men jeg er så glad for at se dem, og de betyder faktisk meget for mig, selvom jeg jo ikke rigtig kender dem, og selvom det gør ondt at blive mindet om Nord og den hverdag jeg skulle have haft, så bringer det også så mange dejlige og sjove minder frem, Nord elskede sin vuggestue, da han da ellers først lige var fandet til. Og for det er jeg dem dybt taknemmelige, de har været med til at gøre Nord´s hverdag tryg og kærlig og jeg kunne ikke havde ønsket mig en bedre vuggestue. I løbet af dagen var der også en masse af vennerne forbi og jeg er så glad for den kærlighed og støtte de viser mig, Jeg elsker dem nemlig rigtig højt, og det betyder bare alt for mig, at de er der for mig. Jeg havde sat mig et forsigt mål, jeg gerne ville have tjent på hele weekenden, inde vi gik igang. Og som vi allerede næsten havde nået fredag, da vi sluttede ved 18.00 så jeg sætter målet for weekenden lidt op. Da det er senge tid, er jeg så træt, at jeg flere gange er ved at falde i søvn midt i den film jeg ser, så jeg beslutter mig for ikke at tage mine sove piller.

Da uret ringer lørdag morgen er jeg helt smadret, jeg har været vågen det meste af natten, jeg faldt ellers fint i søvn, men så kom de dårlige drømme ellers der ud af, jeg vågner med et sæt, og så kørte tankerne og følelserne ellers rundt i mig. Igen og som så mange gange før, ser jeg synet af Nord, der ligge helt bleg og livløs på sengen, alt i mig vender sig, og smerten gemmen bore mit hjerte, hvordan fanden kan man gøre et lille uskyldigt barn ondt, hvorfor skulle det gå udover min Nord. Jeg ville for alt i verden ønske jeg havde kunne rede ham, at jeg havde holdt fast i at X skulle have hjælp hvis han skulle være alene med Nord. Men det gjorde jeg ikke, (og for det vil jeg altid hade mig selv) da jeg desværre stolede på X som far, selvom jeg ikke stolede på ham på nogen som helst anden måde. Da jeg står op, er jeg trist og jeg har det sindsygt dårligt, men jeg vil så gerne samle nogen penge ind så jeg kan komme igang med mit projekt Nord for mælkevejen. Så da Cille min elskede veninde kommer, er jeg/vi igen klar til en dag mere med loppemarked. Vi åbner dørene op kl 11.00. Og der er mange mennesker i løbet af dagen, det varmer mit knuste hjerte at se og mærke så meget støtte og kærlighed, det giver mig en form for styrke og gå på mod, og jeg mærker et lille stik af tro på, at jeg nok skal lykkes på en eller anden måde, selvom det hele er hårdt og mørkt lige nu. Da vi slutter lørdag er vi da også nået lidt over det nye mål jeg havde sat for weekenden. Så jeg sætter målet dobbelt op, og tror og håber på at søndag bliver en god dag.

Søndag, 3 og sidste dag med loppemærked, vi er trætte, men jeg/vi er fast besluttede på at det skal bliver en “god” dag og at vi skal nå målet. Vi slår dørene op kl 11.00, men det starter lidt sløvt ud, og jeg får lidt ondt i maven, selvom det er noget mærkeligt noget at få ondt i maven over, men det betyder bare så meget for mig, at få en god “sjat” penge ind, så jeg har noget at forhandle med, når jeg skal ud og sælge mig/min ide Nord for mælkevejen, og jeg tænker også det måske er nemmere at låne penge til projektet, hvis de kan se at jeg selv gerne vil smider penge efter min ide. Men måske var målet lidt for højt. Der kommer heldigvis mange mennesker i løbet af dagen, både for at købe på loppemarkedet, men der er også mange der bare gerne vil støtte, nogen gør det ved at købe et lod eller flere til vores konkurrence, hvor man bla. kan vinde en masse flotte præmier, fra Lukas Graham. Brøndby IF. Den blå planet. Covermodel. Northern design. Beauty in. Downtown. Kageprint af Sara Kjærsgaard Larsen. Elitepole. Restaurant KØD. Og en masse gavekort fra Salon B Nice i Admiralgade. Men der er også mange som bare gerne vil støtte med et mindre eller større beløb. Så da dagen er gået og vi har fået ryddet op, er det med bankene hjerte at jeg tæller op og ligger det hele sammen. Mit hjerte hammer og jeg bliver så inderligt rørt da jeg kan se at vi er nået et godt stykke over målet, tænk at der faktisk er så mange mennesker som tænker på Nord og jeg, det er jeg dybt taknemmelig for. Mange mange tak til alle der har doneret. Både privat personer, firmare, sponsorere, kage bagerne, og alle der har hjulpet til og støttet. Igen jeg er meget taknemmelig og meget rørt.

Mandag d.10/10. 4 måneder siden min søn blev myrdet af X. Jeg vågner tidligt, jeg føler mig tom, trist, dybt ulykkelig og meget træt, på trods af jeg ikke kan sove mere. Jeg bliver liggende i sengen, jeg bliver ved at tænke at hvis jeg nu lukker mine øjne og åbner dem igen, så står Nord der i sin seng og siger hop mor, som han gjorde fredag morgen d. 10/6 altså for 4 måneder siden. Men lige meget hvor mange gange jeg lukker mine øjne og åbner dem igen, så er han der ikke, jeg bliver mere og mere ulykkelig for hver gang jeg gør det, men jeg kan ikke lade vær, for det her må ikke være virkeligt, mine elskede Nord må ikke være død. Han fortjener alt lykke og kærlighed, han var så glad og kærlig en lille dreng, det er bare ikke okay at nogen skulle ende hans liv. Jeg kan ikke forstå det og jeg vil ikke acceptere det, jeg bliver ved med at forstille mig, at jeg vågner af det her mareridt på et tidpunkt, at jeg for en chance til, en chance til at stoppe det er sket, at jeg kan spole tiden tilbage, eller at jeg for lov at hente Nord ned fra himlen, så Nord og jeg kan leve det liv der skulle have været. Jeg savner hverdagen med Nord, jeg savner at vågne om natten forbi han skal have sin sut eller Nulle. Jeg savner at blive vækket tidligt om morgen ved hans skønne stemme der siger hop mor. Jeg savner vores morgner sammen, savner at spise morgen mad med ham, savner at vi hørte musik, dansede, klappet og sang. Jeg savner turen til vuggestuen, hvor vi altid kiggede på biler, busser, lastbiler og lykken var hvis der kom en brandbil eller politibil med udrykning. Jeg savner hans smiler der altid lyset op når han fik øje på en når man hente ham i vuggestuen. Jeg savner at lave aftensmad med ham, imens han siger smage til at jeg tager fat i. Jeg savner måden han blev sur på, når han ikke lige fik sin vilje. Jeg savner at lege med ham, jeg savner vores velkommen til mor og Nord lege. Jeg savner at læse bøger med ham, synge sange med ham, jeg savner at jeg aldrig kunne sidde ned bare i 2 minutter, fordi det havde han ikke tid til, og så savner jeg ikke mindst at putte med ham, Jeg savner at kysse og kramme ham, jeg savner hans varme, hans kys, hans kram og hans kærlighed. Jeg savner hans smukke øjne og hans vidunderlig smil. Jeg savner min søn og alt ved ham så ubeskriveligt meget, det gør så ufattelig ondt, og NEJ det er ikke blevet minder eller nemmere, nej faktisk synes jeg nogen gange at det gør mere ondt, for nu er det længere tid siden jeg har set ham, længere tid siden, at jeg har kysset og krammet ham, og selvom der går længere og længere tid, så kommer jeg ikke tætter og tætter på at få ham hjem igen, og den tanke er ubærlig. Det er ikke fair, og det er der hadet til X ligger, tænk at han kunne gøre Nord ondt, tænk at han ville gøre mig så ondt og hadet mig så meget, at han kunne slå Nord ihjel. Jeg hader mig selv for at have elsket X, tænk at jeg da jeg snakker med ham, efter han havde slået Nord ihjel (det viste jeg dog ikke) siger at jeg elsker ham. Føj, alt i mig vender sig, og jeg kan ikke holde tanken ud. Undskyld Nord, Undskyld min lille skat. Undskyld…

Jeg får stået op og gået tur med Batmanden, der efter skal der trækkeres vindere af lotteriet, og det går heldigvis godt, jeg laver sådan en live ting på facebook, så man kunne følge med, og der var en masse glade vindere, så det var dejligt. Om aften står den på poledance træning med en veninde, og det var hendes første gang, så det fik mig da til at smile lidt, på en ellers meget meget hård dag.

Dagen er snart slut (heldigvis) og om lidt kan jeg gå ud på trappen med min bror, tænde et lys for Nord, kysse hans billede og sige mor klaret endnu en dag, men hold nu op den var hård idag, jeg savner dig så meget, jeg mangler dig så meget. Du skal vide at folk de høre os, de tænker på os, de støtter os, og de sender os masser af kærlighed, heldigvis og tak for det, for der er brug for det. Mor hun kæmper med alt hun har, men det er svært uden dig, det er så svært uden dig. Det er ikke okay, og det er ikke fair det skal være sådan her. Jeg skulle passe på dig, du var bare en lille dreng, og mor skulle passe på dig, men nu er du tvunget til at blive en stor lille dreng og det hele er vendt rundt, jeg ved godt det ikke er okay, og at det ikke er fair at ligge det store ansvar over på dig, men nu er du nød til at passe på mor, du er nød til at vise mig vejen, give mig styrken og ikke mindst kærligheden til at kæmpe videre, for ellers kan jeg ikke, jeg kan ikke uden dig Nord, jeg mangler dig og savner dig allerede så ubærligt meget, så du er nød til at være med mig. Det skal være mor og Nord altid, som vi aftalte, mor og Nord altid altid. Godnat min skat, mor elsker dig.

Mor og Nord altid altid.

Der er næsten gået en uge siden Nord´s begravelse, og idag skal hans morder så begraves, jeg vågner med en følelse af at idag sker der da noget ret færdighed. Jeg har været iført helt i sort siden Nord´s død, men ikke idag, idag skal der farver på, idag er en “god” dag, idag skal der ikke grædes en eneste tåre. Idag skal X til helved, hvis han da ellers vil have ham. Jeg har det for første gange bare lidt okay siden Nord´s død, men det bliver hurtig ødelagt af en tur på facebook, for der, lige hoved på mig, er en opdatering fra en af X´s venner, (vi kalder ham Bjarne) Bjarne har nogen dage efter Nord´s død ansøgt mig på facebook, vi har nok aldrig være særlig glade for hinanden, jeg fordi jeg ikke kunne lide den X var, når de to var sammen, de har lavet mange vilde og virkelig syge ting sammen, haft sex “sammen” med en masse piger. De har gennem tævet en pige under sex og taget billeder af det, og stolt vist dem frem, pige var så vidt jeg ved dog selv med på det, men alligevel. Jeg kunne ikke lide kombien af de to sammen, men ellers synes jeg enlig fint om Bjarne. Da X og Bjarne blev rigtig uvenner, for nogen år siden,( pga.et tv til 3500kr) brugte jeg over 1 år på at få X til at tale med Bjarne igen, da Bjarne tit skrev til mig og jeg ikke nok ville prøve at få X til at snakke med ham, så de kunne blive venner igen. Men det ville X ikke, han havde ikke brug for Bjarne i sit liv og han ville ikke have noget at gøre med nogen der havde svigtet ham, men til sidst gav han efter, nok mest fordi ham og jeg altid blev uvenner når jeg bragte Bjarne på banen, og de blev venner igen, dog skal det lige sige at X sagde han aldrig ville stole på Bjarne igen.

Jeg valgte at godkende Bjarnes venskab på Facebook, og tænkte at han nu i alt det her kunne indse at det var X den var gal med. Men jeg tog fejl. Bjarnes facebook status skar mig i hjertet og jeg mærkede hvordan hadet til X vældede ind over mig. Bjarne skrev noget med at idag var en hår dag, og at ingen havde ret til at dømme X da de jo ikke viste hvad han havde følt i sit hjerte, og hvordan han enlig havde haft det. Jeg så stort, og svaret at jo alle havde ret til at dømme X, da han havde slået et uskyldigt barn ihjel, Bjarne slettet mit opslag og det pissede mig bare endnu mere af. Jeg skrev en privat besked til ham. Undskyld Bjarne jeg forstår dig på igen måde, fint du savner en ven, men hvis i ikke alle kan se at X bare har brugt os og at han har været en syg syg mand, så er i stadig fanget i hans spil. Jeg bruge over 1 år på at få manden til bare så meget som at lytte til dig igen. han har svinet alt og alle til (helt sikkert os mig) hvis man ikke gjorde som han ville have det, eller han ikke lige kunne køre en rundt i hans game, så røg man ud. Det kan godt være man har oplevet mange gode ting med ham, (det har jeg også) men han har stadig slået et uskyldigt lille barn ihjel, helt koldblodigt, han har skrevet beskeder, og mail efter, han er gået der og låst døren. han har ringet til mig, og ikke på noget tidpunkt er han brugt sammen, eller ringet efter en ambulance eller anden hjælp, og der er gået over 3 timer. kan man gøre det, kan man gøre alt. Manden var psykopat og han har snydt og brugt os alle sammen. Bjarne svare bare, ikke idag Sara, ikke lige idag… klappen går ned for mig, og jeg mærker hadet vælde der ud af. Jeg svare, Jo lige præcis idag, idag er den først dag siden han myrde Nord, som bare giver lidt mening, idag bliver verden et lidt bedre sted, idag bliver en barnemoder sendt til at brande op i helved igen og igen forevigt og altid. Jeg brude jo nok enlig bare havde tænkt fuck ham, hvis han ikke kan se det, er han stadig i X´s hule hånd. Og jeg havde ret, Bjarnes svar siger det hele. Hold din kæft Sara, helt ærligt der skal to til tango og jeg håber du selv sidder med enormt dårlig smag i munden. At du kan finde på at sende sms´er rundt om folk ikke skal deltage idag- hvad fanden bilder du dig ind… Mit svar: Tænkte nok du var der, jeg har sendt en  og den var til Q, er ligeglad med om alle andre tager afsted, har endda sagt til både So og Holger at jeg synes det er fint at gør, og synes bestemt også og de andre skal afsted, da jeg ønsker der er folk der støtter Nord´s farmor og X´s bror. Så prøv lige at have styr på dine ting først. Men nej jeg kommer på igen måde til at forstå at du kan skrive at man ikke skal dømme ham, men husk lige det fremover, når nogen gør dig ondt, eller hvis du skulle opleve at dine nærmeste blev myrdet (gud forbyde det) så skal du ikke dømme manden, for du ved ikke hvad han har oplevet eller følt i sit hjerte, jeg sidder med en dårlig smag i munden, men kun over jeg har kunne elske et menneske så højt der kunne finde på at gøre som X har gjort. Min samtale og “venskab” til Bjerne sluttede der, og ja jeg ved godt at jeg ikke burde ha skrevet, men det gjorde mig så gal, og det gør det stadig når folk hyller X, jeg kan ikke have det, han har slået et barn ihjel, og ligemeget hvad hans undskyldning for det har været, kommer det aldrig til at være okay. og at folk ikke kan se det, det gør mig gal og så ked af det, især fordi en del af de mennesker faktisk er folk jeg holder virkelig meget af. Jeg ved med mig selv, at hvis det var sket for dem, ville jeg aldrig kunne finde en undskyldning der ville kunne retfærdige gøre det. Men det kan de åbenbart. Og det gør virkelig ondt på mig, for for mig er det disrespekt for min søn. De pisser både på mig, men også på Nord, og det er det der gør mest ondt. Tænk at de kan hylle en manden der har taget livet af en så glad, kærlig og uskyldig lille dreng, endda hans egen. Føj, ja jeg får det faktisk helt dårligt når jeg tænker på det, og jeg kan ikke holde det ud.

Dagen går og jeg føler enlig en form for lettelse, det er dog kun indtil jeg høre at X´s “venner” og Q har hold gravøl i gade, altså i mit kvarter, i min baghave, hvad fuck laver de her? hadet bobler igen i mig, og de gør det ikke ligefrem nemt for mig at holde mig i den gode tone, og da jeg ikke kan lade mit had til X gå udover ham, kunne det meget nemt komme til at gå udover dem, men jeg vælger at holde mig inde, og sige jeg er et bedre menneske end det, selvom jeg har allermest lyst til at gå ned og få den smidt ud på røv og albuer, men jeg kæmper med alt jeg har for ikke at synke ned på deres niveau. Det bliver dog svært da jeg igen næste dag for smidt en hylles i hoved, denne gang fra en veninde jeg har kendt siden hun var et par år gammel, en pige jeg har brug rigtig meget tid og omsorg på. Men hun er også her det sidste års tid blevet forblendet af X, og valgt ham frem for mig, da vi gik fra hinanden, han var en sjovere fest, og pyt enlig os med det. Men hendes hyldest til ham, går lige i hjertet på mig. først et billede fra hans begravelse, med testen, for os der forstår dig behøver du ikke forklare det, for dem der ikke forstår det kan du ikke forklare det. Og så er det så jeg spøger, hvad er det du godt kan forstå ? At X har slået sit barn ihjel? Og så var der også en status, som lød sådan her: Vi mangler dig, festen slutter aldrig, og så havde hun tagget ham på et billede med en masse sprut. Jeg bliver så gal og ked af det, igen hvad er det hun/de forstår? at han slå sit barn ihjel? eller at han tog livet af sig selv? og efterlader dem og hans Familie i sorg? og så vi mangler dig? hvem fanden mangler en barnemoder? ja de mangler ham måske til at betale feste, for det var det han kunne. Men det var også det han ikke kunne mere og derfor følte at han ingen venner havde længere. Han ville/kunne ikke festen mere, derfor ville han tilbage til mig, tilbage til sin familie, og da jeg ikke bare ville lukke ham ind igen, så slår han Nord ihjel. Men det kan hun/de åbenbart godt forstå. Jeg er så gal, så skuffet og så ked af. Tænk at Nord skulle lide den skæbne pga. hans far, ikke kunne eller ville søge hjælp, og så kan jeg ikke lade vær at spørger mig selv, hvor gode venner var de enlig så når han ikke følte han kunne komme til bare EN af dem og sige hvor skidt han enlig havde det. I mine øjne har han brugt os alle sammen i han syge syge spil, som han så ikke kunne spille med mig mere, og så tog han det sidste træk, for han ville vinde.

Nord min skat, mor elsker dig og jeg er så ked af jeg ikke holddet dig vær fra X, jeg er så ked af jeg ikke kunne se hvor sindsyg han virkelig var, havde jeg vist hvad jeg ved idag, var jeg stukket af med dig, jeg havde aldrig ladet det monster af en mand nærme sig dig. Undskyld undskyld min elskede Nord, du fortjente ikke din skæbne.

Mor og Nord altid altid.