Igår d.23/9 2017 kom Nord´s lille kusine til verden, født hjemme, alt fik så fint, stille, roligt og hurtigt. Sidste gang (først gang) jeg blev faster, var det også en hjemme fødsel, og da det også gik meget hurtigt nået jordmorden ikke at komme frem, før fætter Ja-ja var født, og derfor var jeg så heldig at være med til hans fødsel. Denne her gang, ville jeg selvfølgelig også gerne være med, men min opgave denne gang blev at se efter fætter Ja-ja og det gjorde jeg selvfølgelig gerne. Vi var på legeplads med hans onkel Viggo og hans fætter W. Det er altid dejligt at se fætter Ja-ja løbe og lege, se glæde i hans øjne når han selv synes, at han er ret sej eller når han prøver noget nyt. Det er en af de ting jeg også savne så sindsygt meget, jeg savner at se Nord´s blik når han opdaget at han kunne nået nyt, eller stoltheden i hans øjne når en ting der havde drillet ham endelig lykkes. Vi var en tur på store vold´s legeplads, og jeg har faktisk ikke været der siden jeg sidst var der med Nord og X. Vi var der en lille uge´s tid før Nord´s død. Det var en dejlig dag, det var varmt, solen skinnede,  X og jeg hentede sammen Nord i vuggestuen, og fordi det var så dejligt vejr, besluttede vi at gå en tur op på store vold´s legeplads. Nord løber afsted, der er god fart på, og så sker det, der går et sug gennem min krop, og jeg mærker et stik af smerte da jeg ser Nord kuer hen af jorden, jeg løber over til ham, men Nord har allerede rejst sig op, han kigger ned på sit knæ, og siger av, han begynder at græde, nået han ikke gjorde så tit, heller ikke selvom han faldt, så ved og kan se at han har slået sig, jeg krammer ham og trøster ham, han siger igen av av og peger på sit knæ. Må mor se, siger jeg,  jeg finder en flaske vand i min taske,  og skylder knæet der bløder lidt, jeg husker tydeligt smerten i min krop over at han har slået sig, og jeg tror enlig at det gjorde mere ondt på mig end på Nord. Nord er så sej, så han er allerede på vej videre, for vi skulle jo på legepladsen, og det kan kun gå for langsomt. Vi hygger og leger, jeg gynger med Nord,  X står og kigger på os, det ser hyggeligt ud, så må jeg tage et billede spørg han, selvfølgelig svare jeg, jeg kan også taget et af jer der gynger ? nej det er okay, siger han, det er fordi jeg godt vil have et af jer sammen, jeg håber du ved at jeg elsker dig, og at Nord ikke kunne have en bedre og smukkere mor, jeg håber bare vi en dag kan være sådan rigtig sammen, du ved, være familie igen. jeg smiler og mærker med hele min krop og hjerte at det også er det jeg ønsker, jeg elsker os dig, og det håber jeg af hele mit hjerte at vi kan, men du er nød til at vise mig, at det er mig og Nord du vil. Han stopper gyngen, kysser mig, og siger, det er det jeg vil, og jeg vil kæmpe resten af livet for at vise dig det. Jeg smiler og kysser ham. Idag for jeg kvalme ved denne tanke, for hvordan kan han sige de her ting, og så slå Nord ihjel en uge efter? hvorfor? Jeg får tårer i øjnene og ondt i maven, jeg hader at  X også ødelægger mine “gode” minder, for det var en rigtig dejlig og god dag sidst jeg var på volden med ham og Nord, men tanken om X og de ting han sagde og gjorde den dag giver mig kvalme, og sådan er det også med mange andre “gode” minder. Jeg kan ikke holde ud at være i tanken, så jeg skubber den væk, så godt jeg kan. Jeg kigger på fætter Ja-ja der løber og leger, Nord skulle have været her også, Nord skulle også løbe og lege med fætter Ja-ja og fætter W. Nord skulle idag opleve at blive fætter til en kusine, ligesom fætter Ja- ja oplever at blive storebror og fætter W oplever at blive fætter igen.

Min niece bliver født, og jeg går rundt på legepladsen og tripper for at komme hjem og se hende, men jeg er også lidt urolig, for hvordan jeg vil føle, jeg er bange for mine føleser, jeg er bange for jeg ikke tør at lukke hende rigtig ind i mit hjerte, men jeg er også bange for at jeg ikke kan lad vær, tænkerne og følelserne vælder rundt inde i mig. Da vi endelig kommer hjem, er der mange mennesker, alle vil selvfølgelig gerne se den lille ny, hun er så fin, lidt større end både Nord og Ja-ja da de blev født, men hun er skøn, mit hjerte hammere, mine tanker og følelser flyver rundt, jeg vil så gerne holde hende, og alligevel tør jeg ikke. Jeg kæmper med at holde tårerne tilbage, og især da fætter Ja-ja skal holde sin lillesøster for første gang skal der kæmpes, det er så sødt og så smukt, han er så sød med hende, han aer og kysser hende, og jeg er sikker på at Nord ville have gjort det samme. Tanken om at jeg aldrig for lov at opleve det med Nord, smerter mit hjerte, og jeg kan ikke længere holde mine tårer tilbage, i samme sekund kommer min bror over, han ligger armen omkring mig, er du okay søs? er det hårdt? det er lidt hårdt, men det er os godt svare jeg, jeg lader et par tåre trille imens han holder om mig, åh hvor ville jeg ønske af hele mit hjerte at Nord kunne opleve at sidde med sin lille kusine, og tanken om at han heller ikke kommer til at opleve det med sin fremtidig lillebror eller lillesøster kan jeg slet ikke bære,  at se fætter Ja-ja med sin lillesøster rørte virkelig noget i mig, min krop skriger af smerte, og jeg er nød til at trække mig lidt, jeg er nød til lige at få samlet mig, jeg skynder mig ud på toilettet, jeg lader tårerne strømme, før jeg igen, går ind og kigger på Nord´s lille nye fine kusine, for selvom det er hårdt så kan jeg ikke lad vær.

Dagen går, jeg ser lidt film med fætter Ja-ja, vi spiser aftensmad sammen og hygger, lillepigen har sovet en del, så jeg har stadig ikke fået holdt hende, og på den ene side er det måske meget godt, da jeg ikke helt ved hvordan jeg vil reagere, men på den anden side er jeg, ked af at det ikke er sket endnu, jeg ved jeg selvfølgelig nok skal kommer til at holde hende, jeg ved også at jeg nok skal komme til at elske hende, jeg synes jo allerede at hun er skøn og så fin, men jeg har brug for at holde hende, jeg har brug for at mærke kærligheden, jeg har brug for at vide at jeg godt kan komme til at elske (nye) mennesker igen, at jeg godt tør elske igen, og at jeg ihvertfald ikke kan lad vær med at forelske mig igen, og det tror jeg vil ske når jeg kommer til at side med hende.

Da jeg går i seng denne aften, kan jeg ikke sove, jeg er træt, men tankerne køre rundt, følelserne køre rundt, jeg føler håb, men på samme tid er jeg bange, jeg kan ikke lær vær med at tænke at jo flere mennesker man elsker, jo mere smerte vil man opleve. Jeg kan ikke lad vær at tænke alle de ting der kan gå galt når man får et barn, de kan blive syge, de kan komme ud for en ulykke, børn dør hver eneste dag, så er man uheldig hvis de dør før en? eller er man heldig hvis de overlever en? Tør jeg virkelig at få et barn igen? Tør jeg at lad vær? Kan jeg lad vær? Kan jeg leve uden at blive mor igen? Jeg ved at jeg ikke har lyst til at leve uden Nord, og jeg derfor er nød til at finde en måde at leve med ham i mit hjerte, men jeg har brug for at kunne kysse og kramme igen, jeg har brug for at kunne dele ud af både min og Nord´s kærlighed, og det tror jeg kun at jeg kan, hvis jeg bliver mor igen. Tankerne ville ikke rigtig slipper mig denne nat, men da det endelig sker og jeg falder i søvn, er det med Nulle (Nord´s nus bamse) tæt ind til kroppen, og en følelse af at Nord er der, måske fordi han alligevel er kommet for at se sin kusine, måske fordi han kan mærke at jeg har brug for ham. Jeg høre mig selv hviske, halvt i søvne, jeg savner dig min skat, mor elsker dig altid altid min Nord.

Det er over 1 år siden at Nord blev kvalt af sin far, og jeg savner Nord, hver dag, tiden, alt jeg ønsker er et liv med ham, men det er så småt ved at gå op for mig, at det er ikke muligt, ligemeget hvor meget jeg kæmper, eller hvad jeg gør, så for jeg ikke Nord igen. Til tider, vil jeg stadig ikke tro på det, jeg bliver ved med at bilde mig selv ind, selvom om jeg godt ved at det ikke er sådan, eller kan lad sig gøre, at hvis jeg “bare kæmper hårdt og godt nok, så for jeg lov at hente ham hjem igen, jeg tror at jeg gør det, fordi jeg ikke kan holde tanken ud om at jeg skal leve resten af livet uden Nord. På mange punkter håber jeg hver aften når jeg går i seng, at jeg ikke vågner i morgen, jeg har tit lyst til at tage bilen og køre med 300 kilometer ind i en mur, eller taget op på taget af en høj bygning og spæde mine (vinger) arme ud, og lade mig falde forover, mærke suset, efter fuldt af den smerte det må give at ramme jorden, for derefter endelig at få ro og fred, og ikke længe mærke den ubeskrivelig smerte det er at skulle leve uden Nord. Men det kan jeg ikke, det er ikke fair over for min familie, de har og lider nok ved tabet af Nord, og synet af mig i sorg og smerte. Jeg kan ikke byde dem også at skulle leve med den smerte jeg lever med hver eneste dag,  de lider nok. Hvis jeg tager livet af mig selv, så slår jeg jo mine forældres barn ihjel, og så er jeg jo ikke beder end X, jeg for kvalme ved tanken, føj, tænk at være et menneske som ham, tænk at være så egoistisk og hjerte kold, jeg skubber tanken om X væk, for ellers kaster jeg op.

Lige nu (over)lever jeg for andre, jeg lever for min familie, jeg lever for dem der elsker mig og som jeg elsker, jeg skal leve for Nord og for at X ikke skal vinde. Men hvor længe kan man leve kun for andre? De tanker fylder mere og mere i mig, det kommer i takt med at dem omkring mig, er begyndt at få en hverdag igen, de lever og livet går videre, men det gør det bare ikke for mig, jeg græder stadig hver dag, jeg kan stadig ikke sove, jeg føler jeg er ved at falde mere og mere fra hinanden, og jeg savner og tænker på Nord hele tiden, jeg gennemlever stadig fredag d. 10/6 2016 hver dag. Fredage, og tit mandage. d.2 d.10 og d. 23 gennemlever jeg Nord´s døds dag flere gange om dagen, time for time, jeg ser Nord´s døds dag som en film i mig hoved igen og igen, jeg ser ham ligge bleg og livløs på sengen, jeg ser mig og min bror yde første hjælp, og jeg føler smerteren der springer mit hjerte i en milion stykker, og jeg mærker savnet der gennembore min krop. Jeg har ikke en hverdag, jeg lever ikke, jeg kæmper for at overleve, jeg kæmper for at få en hverdag der er til at holde ud, det gør jeg ved at omgive mig med familie og venner. Dem omkring mig er begyndet at leve igen, de hygger med børnene, de arbejder, de har en hverdag, de for børn, de føler glæde og lykke, ikke at de ikke savner Nord, for det ved jeg de gør, og jeg ved også at det er hårdt for dem at se min smerte, men de klare den og de lever. Jeg er selvfølgelig glad for at de er ved at finde fodfaste igen, men det gør også ondt, når jeg stadig ikke kan andet end at træde vande, og samtidig er der så en tanke der har fundet vej til mit hoved som jeg ikke rigtig kan slippe igen, når de nu er på vej “videre” i livet, ville jeg så om nogen år, når de er kommet helt på land igen, kunne tillade mig at taget mit eget liv? Jeg kan ikke lad vær at tænke, at hvis de nu godt kan klare sig uden mig, ville de så ikke også godt kunne klare at miste mig, og ville det så ikke være okay? Jeg kender godt svaret på den tanke, og jeg skammer mig også over, at tanken finder vej til mit hoved, men det gør den når smerten i mig og ikke mindst savnet til Nord bliver for voldsom, når jeg har det sådan vil jeg bare være hos Nord, men jeg ved også at Nord ville blive skuffet hvis jeg giver op, jeg ved han ønsker at jeg skal leve, jeg skal leve for Nord, og det kæmper jeg for, det lover jeg.

Jeg skammer mig som sagt når de mørke tanker for plads, men jeg kan ikke lad vær. De her tanker gør at jeg er bange for at man ikke kan leve hele livet KUN for andre. Jeg er nød til at finde en måde at få lyst til livet igen, jeg er nød til at finde noget der gør livet vær at leve igen. Nord gjorde livet vær at leve, min kærlighed til ham, gjorde at jeg kunne klare alt, så længe jeg havde ham, han fik mig til at smile lige meget hvor ked af det jeg var, jeg kunne som sagt holde til og klare ALT med Nord ved min side, og det er så her tanken om et barn mere dukker op. Det her barn skal IKKE erstatte Nord, for det kan det ikke, og det skal det heller ikke, Nord var/er Nord, og han var og er noget helt særligt, han var enestående. Men et barn mere ville give mig en kærlighed at leve for, og barnet ville være elsket og værdsat mere end ord kan beskrive. Det gør ikke at jeg elsker Nord mindre, nok tværtimod, min kærlighed til Nord er unik, og han vil altid være mit hjerte barn. Nord ville være blevet den bedste storebror, han var så sød,glad,kærlig og omsorgfuld, og selvom Nord ikke er i denne verden mere, ville det andet barn være heldig at have Nord som storebror, og jeg ved han ville være en stolt storebror. Tanken om et barn mere, fylder mig med håb, men også med frygt, tør jeg få et barn mere? hvad hvis det her barn også dør? jeg bliver så sur når folk siger, jamen det gør det ikke, du har oplevet nok smerte, hvad er chancen for det ville ske igen. ja det ved jeg sgu ikke, men det kan ske. Hvad er chancen for at man får slået sit barn ihjel, den er ret lille, men det skete, så det sker, børn kan dø og børn kan dø på mange måder, vuggedød, en ulykke, sygdom osv. Det brude ikke ske, og det er ikke okay at det sker, men det sker. Så hvad hvis det sker for mig igen? Jeg er også bange for at jeg ikke kan være den mor jeg ønsker at være, jeg er bange for at jeg ikke kan slippe barnet, at jeg ikke tør lade det gå i vuggestue, lad andre passe osv. Så er det okay at sætte et barn i verden, når man har det sådan? Så er der det med “faren” Jeg ville selvfølgelig helst have et barn med en fantastisk mand, være mor,far og barn, en rigtig kerne familie, sådan som jeg ønskede det med Nord, men som jeg aldrig fik lov at opleve. Men jeg tør ikke, ihvertfald ikke endnu. Jeg ved der kommer til at gå meget lang tid, før jeg kan stole på en mand, og den tid har jeg bare ikke, både med hensyn til min alder, hvis jeg skal kunne få et barn mere, men også med hensyn til at mærke den kærlighed der gør livet vær at leve, nemlig kærligheden til et barn. Jeg er ude i, at jeg vil have et barn selv, men er det okay, bevist at vælge en far fra? er det okay over for barnet? jeg ved at jeg bliver en mere afslappet mor uden, og jeg ved jeg kan klare at få et barn alene, for X to alligevel ikke Nord de første 8 måneder, så det at blive fri for ikke at blive skuffet og sur over ikke at få den hjælp man regner med eller beder om, er faktisk meget nemmere, det mærkede jeg da jeg så blev rigtig alene mor med Nord, men er det nok til at retfærdiggøre at man fra vælger en far? Jeg har tænk meget over det, og i starten synes jeg at det var meget egoistisk at få et barn på den her måde, men efter at fa mærket efter og tænkt det hele igennem er jeg kommet frem til at, det ALT er egoistisk at få et barn, ligemeget hvordan man gør det, og jeg ved godt at jeg helt sikkert for en masse hug for at vælge at ville have et barn selv, men jeg ved at det har barn bliver elsket, ikke kun af mig, men også af min familie og venner, og jeg ved at jeg bliver en bedre mor, ved ikke at skulle bekymre mig om, tanken om at faren ville kunne taget barnet fra mig. Jeg er dog ked af at jeg ikke får lov at opleve det at være en kerne familie, men måske en dag, jeg finder en mand der er stærk og kærlig nok til at kunne elske mig, med den bagage jeg har med mig.

Når så jeg har besluttet at jeg gerne vil være mor igen, og jeg har valgt at jeg gerne vil gøre det selv, hvilken doner skal jeg så vælge? Enligt ville jeg nok helst kunne pege på en af de mænd jeg kender og sige, ham der skal være doner. Men igen, hvad nu hvis han så ligepluslig ,så vil være far? jeg har tænkt mange ting, for jeg ville nok enlig helst vide hvem manden/doneren er, men man kan jo ikke sige, hey har du ikke lyst til at give mig et barn, uden at du er far. Det ville jeg nok helst, for så ville jeg vide hvem manden er, jeg ville vide hvordan han så ud, jeg ville vide hvordan han er, og det ville jeg have det rigtig godt med, men jeg ved også at det ikke er muligt. Så jeg har besluttet at gå efter en doner, når tankerne falder på det med at få et barn mere, men hvordan skal jeg dog vælge? jeg synes det er en stor beslutning, at skulle vælge hvem der skal give DNA til mit andet barn. Hvad skal jeg ligge vægt på? hvad er vigtigt? og skal jeg gå efter en der af udsende ligner min X, så der er en lille chance for at Nord og lillebror eller lillesøster ligner hinanden lidt, eller skal jeg gå helt modsat, der er mange tanker, og ikke mindst føleser i det, men tanken om et barn mere er vokset sig stor og jeg ved at jeg ønsker et barn mere, så jeg håber jeg har økonomi, overskud og ikke mindst mod nok til snart at kaste mig ud i det, alt sammen hvor Nord og vores kærlighed er med hele vejen.

Mor                                                                                                        &                                                                                                    Nord

Mor og Nord altid altid <3

Min lillebrors kæreste er gravid og skal føde her i september, de skal have en lille pige, og jeg glæder mig helt vildt, alligevel har jeg ikke rigtig været en del af gravideten den her gang, og det går mig rigtig meget på, for jeg glæder mig og jeg vil gerne være en del af det, jeg kan bare ikke. Det gør for ondt, det gør ondt at se deres lykke og glæde, og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg ønsker dem alt lykke, jeg ønsker at se min bror og hans lille familie lykkelig, men alligevel skriger mig krop af savn og smerte når jeg ser på dem. Jeg hader det, hvorfor kan jeg ikke rumme deres/andres lykke? jeg ønsker jo ikke at se andre mennesker i smerte, jeg ønsker at se mine venner og familie lykkelig, men det gør på samme tid ulideligt ondt. At jeg har det sådan gør at jeg føler mig som et dårligt menneske, jeg har ikke lyst til at det skal være sådan, jeg ønsker andre mennesker det bedste, og jeg vil så gerne kunne dele deres glæde, men det kan jeg bare ikke 100% ligemeget hvor meget jeg prøver.

Jeg har som sagt ikke været hverken den bedste søster, svigerinde eller faster under min svigerindes anden gravidet, og det er jeg ked af, men det er svært for mig at dele deres glæde og se deres lykke, fordi mit hjerte stadig er knust i en million stykker, men det betyder ikke at, jeg ikke glæder mig til det nye liv der snart kommer til verden, og jeg ville ønske at jeg kunne deltage mere, det er bare som om sorgen ikke rigtig vil tillade det, for hvordan skal jeg kunne føle lykke når det liv jeg elskede højst ikke længere lever. Jeg elsker min bror og hans lille familie helt op til Nord, og jeg ved Nord elsker dem hele vejen tilbage. Jeg ved at Nord ville elske at blive fætter igen, og jeg ved han ville være en god og kærlig fætter, så hvorfor kan jeg ikke være en god faster? jeg elskede Nord´s fætter Ja-ja før han var født, men jeg har det ikke på samme måde den her gang, måske er det fordi jeg ikke har været en så stor del af graviditeten, måske er det fordi jeg har svært ved at føle andet end smerte og savn, jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal komme til at elske det nye liv, jeg ved at når jeg først får lov at holde hende i mine arme, så kan jeg ikke ladvær at forelske mig i hende, men det er svært for mig at jeg ikke allerede elsker hende, jeg glæder mig til at hun kommer og jeg holder af tanken om hende, men jeg elsker hende ikke, ikke endnu og det går mig meget på. Derfor har jeg i smerte men også i kærlighed hæklet et barnevogns tæppe, og en nus klud, (som er det første jeg nogenside har hæklet) til hende. Det er selvfølgelig lavet af mig, men med Nord i tankerne og derfor er der syet et Nord for mælkevejen mærke på og et made by faster.

Jeg ville gerne vise min bror og ikke mindst min svigerinde, at jeg under dem alt lykke og at jeg tros alt glæder mig til det nye liv, derfor valgte jeg at holdet et babyshower for dem. Jeg bagte cupcakes, pyntet op og jeg havde selvfølgelig også købt nogen gaver (tøj). Jeg havde lovet min bror at de godt måtte låne Nord´s vugge, til lillepigen, først var jeg ikke så glad for ideen, for det er jo Nord´s, men da min bror ligesom fortalte at de godt ville låne den, til ære for Nord, og fordi at han/de også syges at, Nord også skal være en del af det nye liv. Han synes vi skal bruge Nord´s vugge som familie vugge, for Nord er stadig en kæmpe del af vores familie, og ikke kun af mit liv, men også af deres. Jeg synes det er så smuk at jeg ikke kunne sige nej, så jeg fandt Nord´s vugge  frem og pyntet den med lyserødt senge tøj, tæppet og nus kluden jeg har lavet, og så sætte jeg den ind på boret med gaverne. Min bror viste godt at jeg ville holde babyshower og derfor havde han fået min svigerinde ud af huset, så da de kom hjem igen, stod vi alle klar til at overraske hende og det blev hun, hvilket var dejligt, vi hygge og min svigeinde er meget glad, hvilket glæder mig, for selvom det er hård for mig, så nyder jeg at vise dem at jeg elsker dem, og at jeg gerne vil være der.

Dagen efter er jeg helt færdig, jeg er meget meget træt, og jeg græder meget, jeg hader at jeg skal få det sådan, men det tager altså bare hårdt på mig, når familien er samlet, Nord han mangler så meget, og selvom jeg formå at være i det på dagen, så knækker det mig altid dagen efter og nogen gange tager det et par dage, før jeg igen kan styre min følelser og tåre, men det er det værd, for det er sådan her jeg i sidste ende, ender med at vinde, og på den måde ære Nord.

Jeg håber af hele mit hjerte at, Nord han er med når det nye liv kommer til verden, jeg håber at han ser, at jeg kæmper med alt hvad jeg har og kan, for at kunne elske igen, uden at det betyder at jeg glemmer eller elsker ham mindre, for det gør jeg ikke, det er umuligt, Nord er og bliver min store kærlighed, de er  Mor og Nord altid altid