Det her indlæg har været svær at skrive, både fordi jeg havde frygtet dagen, og fordi jeg har haft det svær både op til dagen, men også her i dagene efter, så det har taget mig lidt tid at samle mig til at skrive. Der er nu gået næsten 2 uger siden min søns 1 års døds dag, jeg mærker en voldsom smerte og et ubeskriveligt savn, men jeg står stadig, hvilket jeg faktisk er meget stolt af, havde man sagt til mig i dagene efter Nord´s død, at jeg ville stå her om et år, havde jeg ærligt ikke troet på det. Jeg havde som sagt frygtet dagen og havde det rigtig skidt i dagene op til, jeg følte Nord skulle dø igen. Jeg sov slet ikke fra fredag til lørdag i frygt for dagen, men dagen kom om jeg ville det eller ej. Jeg stod tidligt op, og min første tanke var at jeg ikke ville aflevere Nord i vuggestuen, for så kunne X jo ikke komme og hente ham, og hvis han ikke kunne hente ham, kunne han jo heller ikke slå ham ihjel. Men Nord er død, X har slået ham ihjel, X har kvalt min lille dreng, virkeligheden rammer mig og jeg bryder helt sammen, jeg græder og græder, og det stopper ikke, jeg går en tur med Batman, (min lille franske bulldog) og selvom jeg prøver at holde lidt igen, kan jeg ikke styre det, tårerne triller bare ned af mine kinder.

Kl. lidt i 09.00 har jeg aftalt at mødes med en veninde, Hun har en datter på Nords alder, Nord var meget glad for hende og de leget meget sammen, de har været på 2 ferier sammen, Hun har passet Nord og vi blev meget tætte pga. vores børn. Hun er en af dem, jeg ved jeg altid bare kan ringe til dag og nat, og så er hun der, da jeg ser hende bryder jeg helt sammen, hun krammer mig og holder mig tæt, imens jeg lader tårerne og følelserne få frit løb. Efter noget tid, stilner tårnene af og jeg kan samle mig lidt igen, og vi går over til kirken, hvor vi har lavet en aftale om at jeg og nogen af de tætteste kan komme ind og tænde lys for Nord. Det er svært at være i kirken, men det er også smuk og rart, der er en helt særlig ro, og jeg føler mig tæt på Nord i den kirke. Det er svært fordi, jeg stadig kan se kisten med Nord for mig, jeg kan huske hvordan han så ud, jeg kan huske smerten, og følelsen af at jeg ville ønske jeg kunne ligge mig op i kisten ved siden af ham og dø med ham. Jeg kan også huske alle de smukke blomster, støtten og kærligheden, og uden den kærlighed havde jeg ikke overlevet den dag. Jeg kan ikke være i kirken uden at tænke på den dag jeg så Nord´s smukke ydre for sidste gang, og min krop fyldes med smerte og et savn jeg ikke kan beskrive, men jeg føler også Nord´s sjæl og styrke når jeg er i kirken, og derfor har jeg brug for at kunne komme her og tænde et lys for ham.

Vi tænder lys for Nord, og vi står længe og kigger på de brænder, vi snakker om Nord og vi græder, jeg mærker ham, hans kærlighed og han kræft, og jeg følger mig tæt på ham, men på samme tid minder det mig også om afstanden, jeg er her og det er han ikke, ihvertfald ikke sådan som han skulle være, smerten over hans død og måden han døde (blev slået ihjel) på, fylder hele min krop, det gør så ondt at jeg for kvalme og jeg for svært ved at trække vejret. Jeg skubber tankerne væk, og prøver at lad min kærlighed til Nord fylde mine tanker og min krop. Jeg trækker vejret dybt og så er jeg klar til at forlade kirken for denne gang, inden jeg går ud, vender jeg mig rundt og kigger ned mod englene for ende af kirken, der en en bestemt engle som minder mig om Nord, og den er det sidste jeg kigger på, imens jeg hvisker stille for mig selv, Nord mor elskser dig.

Vi køber noget morgen mad med op, stemningen er lidt tung og jeg føler jeg bliver sat tilbage i den boble jeg befandt mig i, i tiden lige efter Nord´s død. Stemning letter heldigvis en smule da Fætter Ja-ja kommer ind for at spise med os, han har den vildeste optur over at han har fået en hinbærsnitte og hans glæde, smitter heldigvis lidt, selvom han og Nord er meget forskellige, ser jeg alligevel meget af Nord i ham, og det varmer mit hjerte, ligesom at det varmer mit hjerte at Ja-ja stadig snakker om Nord, selvom det selvfølgelig også gør ondt. Jeg er så ked af at de ikke skal vokse op sammen, men jeg er glad for at de havde i hinanden i den tid de havde. Fætre af blod, brødre i hjertet.

I løbet af dagen, kommer venner og familie forbi mig, de kommer med blomster, gaver, støtte og kærlighed, og det betyder så meget mere end jeg kan beskrive, og jeg håber hver og en af dem ved at uden dem, stod jeg ikke stadig. De mennesker der har været og er der for mig, vil foraltid have en vigtig plads i mit hjerte. I løbet af dagen er jeg/vi oppe forbi træet (hjerte-træret, aka. Nord´s træ) der har være nogen forbi med blomster og kærlighed og det rør mig dybt. Tankerne køre hele tiden rundt inde i hoved på mig, det startede allerede imorges, hvis jeg nu ikke aflevere Nord i vuggestue, så kan X jo ikke hente ham, og så dør Nord ikke. Eller nu er der kun et par timer til at X henter Nord fra vuggestue, men hvis jeg nu henter ham først, så kan han jo ikke slå Nord ihjel. Eller nu har X hentet Nord og de er på vej til Albertslund, så hvis jeg køre der ud nu, så kan jeg måske nå at stoppe det, eller X kan slå mig ihjel istedet for Nord. Jeg ved godt det er dumt at have de har tanker, for Nord er jo død, og jeg kan ikke ændre det ligemeget hvad jeg gør, men det er som om min hjerne ikke vil finde sig i at der ikke er en løsning på min smerte og savn. Vi sider ned ved søen, vi har lagt blomster og vi tænder lys for Nord, da klokken bliver lidt i 17.00 (Nord´s døds tidpunkt) bliver himmelen hel mørk, der bliver vindstille, og det er som om tiden går i stå. Jeg kan ikke holde tårene tilbage, det følelse som om mig hjerte springes i en million stykker igen, jeg fyldes op af smerte, jeg kan ikke få luft, og det er som om jeg mærker Nord´s sidste hjerte slag. Jeg bryder sammen og tårneren strømmer ned af mine kinder. Da jeg igen kan få luft og smerten letter en lille smule, kigger jeg mod den mørke himmel og siger, Nord mine smukke dreng, mor elsker dig, og i samme sekund bryder solen frem. Jeg mærker et lille smil på mine læber, og det er som om det er Nord jeg smiler til, jeg mærker Nord´s kærlighed i mig, og jeg er klar til at gå hjem.

En veninde kommer forbi mig med aftens mad, vi snakker om Nord og alt mulig andet, det er dejligt at der er plads til både at mindes ham med smerte, sorg og savn, men også glæde og kærlighed, og det gør at jeg også godt kan være i nuet, og jeg kan godt snakke om andet end Nord, det er som om at så længe han for sin plads og jeg for min plads med ham, så giver han og også jeg plads til alt det andet i livet. X har enlig ikke fyldt så meget i mine tanker på denne dag som jeg frygtet, selvfølgelig har tankerne være der, som i hvordan fanden kunne han gøre det? Og hvorfor skulle det gå ud over Nord? Kunne han ikke bare ha taget livet af sig selv, eller hvorfor skulle han være så sindsyg, jeg elskede ham og jeg ville ha gjort alt for at hjælpe ham, så hvordan kunne han byde Nord det? Hvordan kunne han slå sit ejet kød og blod ihjel? Men ellers har han ikke fyldt så meget, det er Nord der fylder mine tanker, både de smerte fulde, som i sorgen, smerten og savnet over at han ikke lever, men også hans smil, hans grin, hans smukke øjne, og især hans kærlighed. Men da klokken er lidt i 20.00 fylder X i mit hoved, og uden at tænke over det, høre jeg mig selv sige, dø nu X, dø NU, en veninde kigger på mig og siger, Sara han er jo død, ja, svare jeg, men han må godt dø igen, og gerne meget meget smerte fuldt. kort efter kommer min bror ind, så er Idiotten død, og det burde man fejres, jeg kommer til at smile, og siger ja, det burde man.

Vi går ned til søen igen, da der er flere der også gerne vil tænde et lys og ligge nogen blomster til Nord. Vi sidder der lidt før at turen for mig og en veninde (lad os kalde hende Marta) tager ind til Tivoli. Marta har virkelig været der meget for mig det sidste stykke tid, og jeg er så glad for hun tager med mig i Tivoli, for selvom det virker lidt vildt at tage i Tivoli når man har det som jeg har og en dag som denne, så er det, det sted jeg helst vil være. Kl 22.00 spiller Anna David nemlig på plænen, og hun skal synge, Når en engle siger farvel, som hun også sag til Nord´s begravelse, så for mig giver det mening at være der og høre hende synes for Nord igen. Anna synger, og det er så smukt, jeg for gåsehud og tårene triller ned af mine kinder, Marta tager min hånd og jeg suger alt kærligheden til mig, jeg mærker Nord, jeg mærker at han er der, og han kæmper med mig. Inden sangen slutter, kigger Anna op mod himmelen og siger, Sara jeg sender kysset til Nord, og så sender hun et kys afsted. Det varmer mit hjerte og jeg fyldes med kærlighed. Vi nyder resten af koncerten og det føles rigtig at være der, det hele slutter med en ordenlig omgang fyrværkeri, som jeg ved Nord ville elske, og jeg tager da også mig selv i at sige, se Nord, Til dig min skat.

Jeg ligner lort, jeg træt og drænet, men jeg har ikke lyst til at tage hjem, jeg vil ikke hjem til en tom leglighed, jeg vil ikke hjem til ensomheden, jeg vil ikke være i den boble jeg føler jeg er på vej ind i igen, jeg var i boblen i tiden efter Nord´s død, og jeg vil ikke være en zombi igen, så vi tager på Sofiekælderen for at få en drink. Efter lidt tid, og lidt for meget opmærksomhed fra fyre jeg på igen måde gider, er jeg klar til at gå hjem. Jeg kommer hjem, går en lang tur med Batman (min hund) jeg går ned forbi søen, kigger på lysene der brander, jeg lader tårene trille endnu engang, Nord min skat, jeg håber du ved, hvor elsket du er og altid vil være. Jeg rejser mig, sender et kys ud over vandet, mor elsker dig så højt. Jeg går op forbi træet, og igen triller tårene, jeg ville ønske jeg kunne kramme Nord bare en gang mere, men det kan jeg ikke, så det tætteste på jeg kommer er nok træet. så der står jeg så midt om natten og krammer et træ, tosset? ja måske, men træet lever, og i det træ er der lidt af Nord, så på den måde følges det slet ikke tosset. Da jeg kommer op i opgangen, og ser på billedet der står af Nord, vælter det hele frem, jeg kan huske da jeg kom hjem fra at have fundet Nord død. Der stod det billede her ude på trappen, med lys og blomster, jeg husker smerten, jeg bryder helt sammen, jeg falder på knæ ligesom jeg gjorde det for et år siden, med de samme ord, han har myrdet min lille dreng, tårerne står ud af hoved på mig, åh Nord, jeg kan ikke uden dig, jeg kan ikke leve uden dig. Efter noget tid samler jeg mig selv op fra sten gulvet, jeg kysser billedet af Nord, og siger, Nord min skat, jeg kan stadig ikke uden dig, jeg kan stadig ikke leve uden dig.

Jeg går ind, og jeg går hen til Nord´s puslebord, jeg tænder et lys, ligger en hånd på Nord´s urne, og kysser det billede der står af Nord. Nord min skat, du skal vide at mor er stolt af dig, Jeg står stadig, og X vinder ikke, det lover jeg dig. og selvom jeg ærligt ikke havde troede jeg ville overleve det her år, så er vi her endnu. Så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit.  Jeg går i seng og tager en sove pille, selvom jeg helst ikke vil, men i nat har jeg brug for det. Jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse) tæt ind til mig og hvisker, Nord mor elsker dig, det er mor og Nord altid altid, som vi aftalte, og så synger jeg elefantens vuggevis før jeg falder i søvn.

Mor og Nord altid altid.

Jeg vil gerne sige en særlig tak til alle jer der har sendt søde tanker og beskeder, tak for alle de smukke blomster og lys, og mange mange tak for alle de flotte og smukke gaver jeg har fået. Jeg er dybtaknemmelig for hver og en af jer. Jeres støtte, tanker og kærlighed betyder ALT i min kæmp. TAK af hele mit hjerte

Jeg har “idag” fredag være ude og spise med en veninde, vi har fået noget vin, så undskyld hvis indlægget er lidt mærket af det. Vi har snakkede rigtig meget om Nord og om at “imorgen er det 1 år siden min søn Nord blev myrdet af sin far, Jeg har gemmen levet dagen igen og igen flere milioner gange, men alligevel frygter jeg d.10/6 på en måde jeg slet ikke kan beskrive.

Jeg føler at Nord skal dø igen, men denne her gang, der ved jeg det sker, jeg ved hvad tid X henter ham fra vuggestuen, jeg ved hvad tid X kvæler Nord, jeg ved hvor lang tid det tager før Nord dør, jeg ved X går rundt i huset imens Nord ligger død på sengen, jeg ved X skriver beskeder og mail, imens min søn ligger død, jeg ved X ringer til mig, jeg ved hvad han vil sige, jeg ved han så, så fejt tager livet af ham selv, og jeg ved jeg skal ud og finde min elskede Nord død, jeg ved jeg og min bror prøver med alt vi har at rede Nord, men jeg/vi kan ikke, jeg kender smerten ved at se sit døde barn, og jeg ved ikke om jeg kan holde til at føle det hele igen. Hvorfor jeg føler Nord skal dø igen, ved jeg ikke, jeg ved bare at det er sådan jeg har det, og jeg har haft det sådan længe, jeg føler han skal dø igen, men denne gang ved jeg det, men jeg kan ikke gøre noget ved det eller stoppe det.

Det er som om min hjerne ikke vil indse at Nord virkelig er væk forevigt. Jeg må da kunne rede ham eller få ham igen på en eller anden måde, måske ikke idag, måske ikke om et år, men en eller anden da, må det da lykkes. Jeg har lyst til at skrige, for jeg ved jo godt inders inde at det ALDRIG lykkes, ligemeget hvad jeg gør, kan jeg aldrig få Nord igen. Smerten gennemborde mig, og det følelse som om mit hjerte igen springes i en million stykker, de få stykker jeg havde fået limet sammen, er nu igen spredt ud i min krop, og hvert et stykke skær sit dybt ind i mig. Min hjerne mod siger sig selv. Jeg er hele tiden splittet mellem virkelighed og ønske tænkning, måske har hele det sidste år bare været en ond ond drøm, måske vågner jeg omlidt og så ligger Nord i sin seng, han slår øjnene op og smiler til mig som han gjorde for et år siden. Tårene fylder mine øjne, mit hjerte slår et ekstra slag, og den velkendte men stadig ikke lærte smerte fylder hele min krop, åh Nord min elskede lille dreng, jeg er så ked af det, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads. Tårerne strømmer ned af mine kinder, jeg har mest lyst til at kaste håndklædet i ringen og sige, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke uden Nord.

Nu sidder jeg så her i min stue alene, lidt fuld, meget meget ked af det, og virkelig bange, jeg har ikke lyst til at gå i seng, for selvom jeg godt ve dat datoen nu siger d.10/6 er det ikke d.10/6 for mig, før jeg har været i seng. Jeg har ikke lyst til det skal blive d.10/6, jeg er ikke klar, jeg kan ikke, jeg vil ikke, Nord må ikke dø igen. Så hvis jeg nu bare lader vær med at gå i seng, kan jeg så springe dagen over? jeg ved jo godt at svaret er Nej, jeg ved at dagen rammer mig, og jeg ved at jeg skal igennem den om jeg vil det eller ej. Jeg ville ønske jeg kunne springe den over, jeg ville ønske der var en let udvej, men det er der ikke, og jeg er nød til at taget dagen og vinde den.

Nord min skat, mor elsker dig højere end livet, højere end noget andet. Det skal være mor og Nord altid altid som vi aftalte. Mor og Nord altid altid.

Idag har min mor fødselsdag, og tankerne falder på minderne fra den sidste dag hun så Nord. Jeg hentede Nord fra vuggestue tidligt sammen med Cille, men som altid når moster Gille var med, tog det altid lidt længere tid at komme ud fra vuggestuen, fordi Nord lige skulle vise hende alle de seje ting i vuggestuen. Vi cykler ud til mine forældre, solen skinner og Nord er i super humør, jeg kan huske at jeg fortalte Cille at Nord var begyndt at sige hendes navn rigtig meget, og vi prøvede med at at få ham til at sige det, men Nord skreg bare af grin. Da vi kommer ud til mine forældre er min svigerinde og Fætter Ja-ja der allerede, de har sat et lille soppebassin op i haven, og lagt et tæppe ud med en masse legetøj, Da Nord for øje på hans Fætter Ja-ja og bassinet, kan det ikke gå hurtig nok med at komme af cykellen, jeg kan huske at jeg må holde godt fast i ham så han ikke smutter i vandet med alt tøjet på, vi skynder os at få det af, og så bliver der ellers hygget og leget med vand i haven. Da det er ved at være spise tid, og der er blevet hygget og lejet, får Nord tøj på, jeg kan ikke huske hvad jeg vender mig rundt efter, men da jeg vender mig igen, har Nord kurs mod soppebassinet igen, han stiller sig op i det, og jeg kigger på ham og siger kom her skat, imens jeg går hurtig hen i mod ham, jeg høre min far sige, du når ham ikke, og ganske rigtig, da jeg er næsten henne ved Nord griner han og skynder sig at sætte sig ned i soppebassinet, Nord skrald griner, og vi andre kan heller ikke lad vær at grine, det er så typisk Nord, så jeg havde da heldigvis taget ekstra tøj med.

Jeg kan mærke at når jeg tænker på et minde som det, så smiler jeg, jeg fyldes med glæde og kærlighed, men på samme tid, for jeg tåre i øjnene og smerten i mig presse sig ud i hele min krop, knuden i min mave strammes til, og savnet til Nord vokser, jeg rammes af den ene bølge efter den anden af følelser, både de gode, men også de smerte fulde. Mit hoved bliver fyldt med tanker, tanker som jeg godt ved jeg skal holde op med at dyrke, for det er tanker som dem der kan gøre en sindsyg, tanker der alle ender med spørgsmål, Hvorfor? Hvordan? og Hvis, Hvis jeg nu bare havde sagt ja til et liv med X, havde Nord så stadig været i live? Jeg ville heller end gerne ha levet et liv med X, hvor han kunne behandle mig som han ville, hvis bare det betød at Nord stadig var i live. Eller Hvis jeg nu havde holdt fast i at X skulle have hjælp før han fik Nord til overnatning, ville Nord så være i live? eller ville han så bare havde slået ham ihjel hos mig. Åh hvor ville jeg ønske jeg kunne sætte tiden tilbage, med samme viden som jeg har nu, så ville Nord stadig være i live, og det ville X ikke. Hvis jeg dog bare havde kunne se det komme. Hvis jeg dog bare havde tænkt en gang at X kunne finde på at myrde Nord, Så havde Nord stadig levet. Hvorfor skulle Nord dø? Hvorfor skulle det gå ud over ham? Hvordan kunne X gøre det? Hvordan kunne han få sig selv til det?  Jeg prøver at slå tankerne ud af mit hoved, for jeg ved godt de ikke gør mig noget godt, men ligesom med smerten, så tager de bare over og jeg kan ikke styre det.

Jeg samler mig, og vender tilbage til minderne, vi havde en skøn skøn dag, Og da vi skulle hjem, gik Nord, fætter Ja-ja, mormor og min svigerinde hånd i hånd, indtil det var op på cykellen og hjem af, mig og Cille cykler sammen, Nord hygge og synes det er toppen at cykle, men han er også træt, og sidder og små “synger” lidt, da Cille og jeg skilles, vinker Nord, og vi siger hej hej moster Cille, Cille vinker igen og siger hej hej Nord, Da Nord ikke længere kan se Cille, råber han HEJ HEJ Gille, og jeg kan ikke lad vær med at grine, for vi har prøvet at få ham til at sige hendes navn mange gange den dag, og så er det bare så typisk at han gør det når hun ikke er der. Nord falder næsten i søvn på vej hjem, og sover derfor så snart han har fået sin sut og Nulle (hans nus bamse) og rammer sengen. Jeg kysser ham og siger nat nat skat, tak for i dag, det har været en helt vidunderlig dag.  Jeg ville ønske at jeg kunne give min mor en dag som denne hvert år på hendes fødselsdag, det var en så dejlig dag, og et så dejligt minde, men mindet vil også altid være forbundet med, at det var sidste gange Nord var ude hos mine forældre. Nord elskede sin morfar og mormor, og de var meget tætte, Nord sov første gang hos mine forældre da han var 3 måneder gammel, da jeg forsøget at være den kæreste X bedte om, og give ham noget alene tid. Min mor passede ofte Nord, for når jeg skulle noget og ikke kunne have Nord med, ville X have jeg spurte min mor eller hans mor om de ville se efter Nord, for det passede aldrig X at have ham, selvom han ikke skulle noget, min mor har flere gange set efter Nord, hjemme hos mig/os, hvor X så bare sad foran tv´et. Min mor var der også rigtig meget for Nord og jeg, da X og jeg gik fra hinanden, så min mor og Nord var meget meget tætte. Det smerter mit hjerte at jeg ikke længere kan opleve glæde i deres øjne når de fik øje på hinanden, de var ubeskriveligt at være vidne til, og jeg er sikker på at Nord ville være en dreng der gik til mormor og morfar med de ting han måske ikke ville dele med mig. Jeg ville ønske jeg kunne give min mor den gave, at hun hvert år på sin fødselsdag kunne tilbringe den i selskab med Nord, Nord ville elske det. Jeg vil altid være dybt taknemmelig for at min søn nået at få et helt særlig bånd til sin morfar og mormor, og for at jeg fik lov at se hvor meget de elskede og elsker Nord, men på samme tid, ved jeg hvor ondt det gør på dem at have mistet Nord, Jeg tror IKKE smerten nogenside forsvinder, jeg tror IKKE tiden lære alle sår, jeg VED at savnet aldrig forvinder, men jeg HÅBER at tiden lære os at leve med sorgen, savnet og smerten.

Mor jeg ville ønske jeg kunne give dig mere tid med Nord i fødselsdags gave, jeg ved at Nord har det på samme måde, og at han derfor helt sikkert er ved dig idag, der er ingen tvivl om at Nord elsker sin mormor meget meget højt. Mor, du er min klippe, jeg kan kravle op på og holde fast i når vandet bliver for urolig eller bølgerne bliver for store. Du er mit lys når mørket bliver alt for mørkt og uhyggeligt. Du er mit træ når regnen og uvejret bliver for voldsom og jeg må søge ly. Du er min sky når solen er for varm eller når den brænder mig. Men vigtigst af alt, så holder du mit hjerte og får det til at slå, når jeg ikke selv har kræfter til det. Mor jeg elsker dig helt op til Nord og jeg ved han elsker dig hele vejen tilbage. Jeg ville ønske Nord en dag som idag kunne vække dig med sit morgen “ballede” smil og vi kunne synge fødselsdag sang og hygge om dig. Vi elsker dig mor og mormor ???hjertelig tillykke med fødselsdagen ?