En del af familien, der i blandt Q, var at “besøge” os 5 dage efter Nord´s død, de kunne ikke komme før (da Q skulle til psykolog) Da Q kommer hjem efter at ha være på besøg hos mig, ser hun at hun har modtaget en mail fra X (hun siger hun ikke har set den før) Mailen er dog sendt samme dag X slår Nord ihjel, den er sendt lidt under en halv time efter han har myrdet Nord. Mailen indholder en vedhæftet fil, men et 3 et halv sider langt computere skrevet brev. Hvor X beskylder og anklager mig for alt.

Brevet Starter sådan her: Jeg ved godt det er klicheagtigt, men jeg føler ikke længere jeg har andre mulighedder. Som nogen af jeg ved har Sara og jeg brugt de sidste to måneder sammen. ikke på sofaen, ikke i hver sin side af sengen, eller hvad Sara ellers har brugt af undskyldninger. Vi har levet som kærester.

Mig: Vi har ses meget, vi har lavet mange “familie” ting sammen, X, jeg og Nord, og vi snakkede om at kunne blive kærester/en familie igen en dag. Men jeg ville se at han virkelig ville det. X skulle bevise det over længere tid, så han ikke bare skrider igen, hvis live blev lidt hårdt.

brevet forsætter: I tirsdags (altså 3 dage før Nord´s død) valgte Sara endnu en gang at sætte sig selv højere end Nord, og den familie hun altid påstår hun ønsker. Sara har et krav for at vi kan finde sammen, og det er at jeg helt og aldeles undlukker mennesker i mit liv og aldrig nogensinde snakker med dem igen. Det har jeg fortalt Sara at jeg ikke kan efterleve og derfor valgte hun i tirsdags at vi skulle stoppes med at ses indtil jeg en dag skifter mening, det gør jeg ikke.

Mig: Ja jeg havde krav, jeg havde 2 faktisk, for at vi kunne finde sammen igen. Det ene krav var at han skulle stoppe med at se og have kontakt til Q, da hun var grunde til han gik fra mig i første omgang. Så ja, han skulle ikke ses med et af mine familie meldlemmer når han har være sammen med hende, (været mig utro med hende) Det andet var at han skulle bevise over for mig over længere tid at han virkelig ville Nord og jeg, at det ikke bare var fordi at han træt af festen lige nu, at han gerne ville hjem, men at han også havde det sådan om 1år. At han om 1 år stadig ville Nord og jeg, og ikke bare skred igen, når han kedet sig, eller livet lige var lidt hårdt. Jeg sagde at hvis han droppet Q, så kunne vi begynde at snakke om det, og se hvad der skulle ske, men at han ikke bare kunne flytte ind fra den ene dag til den anden, jeg ville se han mente det. Han har sagt så mange ting så mange gange før, men der skete bare aldrig en skid, jo måske et par uger, og så var det tilbage til den gamle rutine. Jeg kunne og ville ikke byde Nord at først var hans far der, så var han der ikke igen osv. Jeg fortalt ham den tirsdag at vi ikke kunne blive kæreste igen, hvis ikke kan kunne efter leve min krav, (han har budt mig så meget lort, så jeg måtte se han mente det) men vi kunne stadig godt kunne ses og lave “familie” ting med Nord. Det var rigtig for mig at Nord så sin far og jeg ønskede et godt samarbejde i forhold til Nord.

Resten af brevet er beskyldninger og anklager om alt jeg nogensiden har gjort, eller kunne ha gjort.

Så som: Jeg har brugt halvendet år at mit liv, mens Sara havde en anden kæreste, på at overbevise hende om at vi skulle være kærester. Vi kyssede og Knaldede, men hun to altid hjem til kæresten, indtil de langt om længe gik fra hinanden.

Mig: Ja vi kyssede et par gange, når vi var stive. Han jagtet mig i over et 1 år, og til sidst gav jeg efter, og nej det var selvfølgelig ikke okay.

Brevet: Det næste der sker efter Sara og jeg endelig bliver kærester, er at hun begynder at straffe mig for ting jeg har gjort før vi blev kærester, såsom at jeg har været tidligere kærester utro, jeg må pludselig ikke snakke med mine veninder længere eller ekskærester. ( han måtte ikke snakke med en veninde der var hans ekskæreste, da jeg finder ud af de har skrevet frækt sammen, imens han og jeg var kærester) tiltros for hun ønsker at bevare et venskab med hendes eks. Jeg fortæller hende at hvis hun ønsker at se sin eks. Så forsætter jeg også med at se min.

Mig: Han måtte ikke snakke med 1 veninde, der også var hans ekskæreste, og det sker først, da jeg finder ud af de har skrevet frækt sammen, imens han og jeg var kærester.

Brevet: Så alleredde inden vi kommer igang bliver der sat begrænsninger og regler for hvordan jeg skal leve mit liv. Tiden går og vores forhold er meget turbulent, Jeg har absolut min andel af skylden, men jeg føler også tit, at uanset hvad jeg gjorde, blev jeg straffet, og hvorfor så ikke bare gøre de ting man bliver straffet for, så det valgt jeg at gøre. Jeg har skrevet med andre piger. Jeg har kysset med andre piger. Og jeg har knaldet med en anden pige, mens Sara og jeg officielt var kærester. Så ja jeg har også min del af skylden for vi ikke lykkes. Men det har Sara også.

Mig: Vi snakker om at han er på alle sex dating sider, han skriver med over 100 piger, sender og modtager billeder, og er mig utro. Når jeg finder ud af de her ting, bliver jeg selvfølgelig skide sur, og vildt ked af det, og det er så den “straf han snakker om, og når jeg så “straffet ham ved at blive sur og ked af det, ja så gjorde han det da bare igen. Han har et par gange slået op, taget i byen, været sammen med en anden og så er han kommet hjem igen næste eftermiddag, hvor vi så (desværre) er fundet sammen igen. Og så havde han jo ikke være utro, for vi var jo ikke kærester da det sket.

I brevet, beskylder X mig også for at ha´ faket et overfald jeg var udsat for, for nogen år siden, det var før X og jeg blev kærester. Jeg meldte det først til politiet dagen efter da jeg var i chok, men pga. det mener X det aldrig er sket. X mener også at mine menstruations smerte heller ikke er rigtige. Jeg har lidt meget af smerter, inden jeg fik Nord. Nogen gange var det så slemme at jeg besvimet, men ifølge X er det os noget jeg faker. ligesom jeg i følge x også faker at jeg gik ned med stress og fik angst efter x forlod mig. Alt dette er noget jeg skulle have sagt/gjort for at få opmærksomhed. Jeg er også i følge X en dårlig mor, fordi jeg var 4 dage (3 nætter) i London med nogen tøser, hvor min mor og far passet Nord, det var jo ikke for Nord´s bedste ifølge ham, men jeg ser sådan på det, at hvis det kunne gøre mig til en gladere mor, så var det for Nord´s bedste. og det gav mig faktisk overskud til at komme lidt oven på.

Han skriver også om at jeg har skrevet med en fyr, som jeg har kendt i mange år.

Brevet: Sara har igennem hele vores forhold, haft kontakt med fyre som “kun” var venner. En af de fyre skrev hun som den første til kort efter jeg valgte at gå og spørge om de ikke snart skulle knalde. I øvrigt hendes ekskæreste`s fætter. Her er det åbenbart okay at knalde andre folks kusiner/fætre.

Mig: Skal lige siges at jeg ikke har knaldet ham, men ja vi skrev sammen om det.

Videre i brevet beskylder han mig for at bruge mennesker i mit liv, at jeg dropper dem når jeg ikke længere får noget ud af dem. En ting han altid selv har gjort, jeg brugte over 1 år på at få ham til at tale med sin bedste ven, fordi han skyldte X 3500kr.  X blev ved at sige at han aldrig kunne stole på ham igen, og at han ville ikke have ham i hans liv. Men da der så ikke var så mange andre venner på et tidpunkt så blev han da lukket ind igen, Det samme med Morten, han var os altid on and off efter hvem X ellers lige havde omkring sig. Der er dog noget sandhed i at jeg ikke havde brug for mennesker i mit liv, der valgte at stole blindt på X, (så som Q) på trods af de viste alt det han havde budt mig. Meget af det har de jo selv været vidner til.  Men X var godt til at få manipuleret folk, og få dem til at tro på ham og gøre som han ville have det. Rigtig god, jeg har været i det, i det meste af vores forhold, han har talt mig fra at tro på ting, jeg faktisk selv har set, så ja han var virkelig dygtig. Og det viste han også godt selv, han har flere gange blæret sig med det, han har ordret sagt. Jeg kan få folk til at gøre alt, jeg for det altid som jeg vil have det, jeg har folk lige der hvor jeg vil, og de ved det ikke engang selv. Han havde jo desværre ret. Jeg skulle været gået fra ham, første gang han gjorde mig ondt. Men jeg gik ikke, selv ikke efter X havde været mig utro, selv ikke efter X havde skrevet fræk med en af mine “veninder” og sendt og fået sendt, (undskyld sproget) pik og fisse billeder, selv ikke efter X havde taget billede af min svigerinde i vores bad, selv ikke efter jeg fandt ud af at X havde være sammen med Q. Jeg elskede ham og jeg ville for alt i verden være en familie, jeg ville det så meget at han havde han fået mig fanget i hans spind, og jeg så det slet ikke. Men da han gik fra mig og Nord, skete der noget, jeg kom ligeså langsomt ud af hans spind, jeg elskede ham stadig, men jeg begyndet at kunne se igen, og jeg havde Nord´s kærlighed der fik mig til at elske at leve igen. Livet var godt selvom jeg var alene mor, Nord´s kærlighed var nok. Jeg ville selvfølgelig gerne give Nord en familie, og derfor overvejet jeg også at blive kæreste med X igen, på trods af alt, Jeg elskede ham jo også stadig og ja det ville være skønt hvis Nord kunne have sin mor og far på engang. Men det skulle ikke være for en værd pris, Nord var vigtigst. Så X skulle først bevise at han var klar, at det var slut med fuck op´s, at han var blevet voksen og at han virkelig ville være en familie, hvor Nord og jeg kom først. Sådan blev det desværre ikke, da han ikke ville “ofre” noget for det, han ville ikke arbejde på det, det skulle bare være NU.

Brevet slutter sådan her: Jeg ved godt mine anklager er hårde, men jeg har fået nok. Og er træt af at se Sara leve sit liv uden konsekvenser: Hende handlinger er til tider så vanvittige og skræmmende at jeg frygter for hvordan det vil påvirke Nord i fremtiden. Og det er det, det hele handler om: Nord´s liv. Og Nord fortjener en mor og en far. Og han fortjener en familie, der prioriterer ham højere end noget andet. Det gør Sara ikke, og hun ønsker ikke at lade mig gøre det. Så nu giver jeg Sara lov til at leve et liv hvor hun ikke længere kan skade Nord. Hun kan ikke længere gøre os ondt, og det er ikke længere mit problem hvem hun skader. Folk kan læse der her, og så må det være op til hver enkelte om de ønsker at være en del af Saras liv. Nord og jeg ønsker det i hvert fald ikke. Og ja, jeg kan godt snakke på Nord´s vegne. For det er nu gået op for mig hvilken skod mor Sara har været, og hvor dårligt hun har prioritere Nord´s ve og lev fremfor sit eget. Sara må ikke ødelægge flere mennesker.

Vi/jeg for først brevet 2 dage efter Q har læst det, altså fredag en uge efter Nord´s død, da hun/de lige skulle finde ud af om jeg skulle have det. Hvad der ellers stod i den mail Q modtog ved jeg ikke, og det får jeg nok heller aldrig af vide. Vi ikke har kontakt mere, da hun og resten af den del af familie, stadig er fanget af X spind og de ikke kan se at det er ham der skabte drama, ( jeg reagere måske dramastik, på det han har gjort.) de valgte at tage til min søn´s morders begravelse. Det er som om de ikke kan eller vil se hvad det er X har gjort. X har myrdet et lille uskyldigt barn, fordi han ikke fik sin vilje. Og de er kede af manden er død?

Jeg er glad for han er død, selvom jeg synes det var alt alt for nemt sluppet at tage sit eget liv. X skulle i følge mig, side i et rum fyldt med billede af Nord. X skulle være helt klar i hoved, men ikke kunne bevæge sig, han skulle følge konstant smerte, han skulle sidde og pisse og skide i bukserne, kun få sonde mad, uden af have kontakt til nogen andre end dem/os der gerne lige ville på føre ham lidt ekstra smerte en gang imellem. Ja det er måske en syg tankegange, Undskyld, men det er sådan jeg har det. Han skulle føle bare lidt af den smerte, jeg føler ved at have miste min elskede søn.

Tænk at første gang jeg skal ind og se et dødt menneske, så er det min søn. Det er en underlig tanke, og selvom jeg godt ved han er død, så er det ikke helt sådan jeg tænker. Jeg tænker, jeg skal se min lille dreng igen, Jeg glæder mig, jeg savner ham, men jeg ved jo som sagt også godt at han er død, at det ikke er det gensyn, som jeg ønsker det skal være. Jeg har siden den dag Nord døde, tænk så meget over, om jeg bare skulle ha låst mig selv inde med Nord,da jeg fandt ham på senge, om jeg bare skulle ha´ siddet med ham i mine arme så længe som muligt. Tankerne vender tilbage til dagen, jeg ser Nord ligge der død på sengen, kun iført en hvid body, han ligger uden dyne, hans sut og nus bamse Nulle, ligger lidt væk fra ham og han er meget bleg. Jeg forstiller mig, at jeg tager ham i mine arme, låser døren indtil soveværelset, og nu prøver jeg bare at få så meget tid med ham som jeg kan, før nogen får døren op, og tager ham fra mig. jeg kan godt mærke han er lidt stiv i det, jeg holder ham tæt, ligesom jeg gjorde kort den dag, før jeg igen gik i gang med at yde førstehjælp. Tankerne køre over på det, og jeg ser mig selv sidde der på gulvet og kæmpe for Nord´s liv. Jeg kunne jo ikke bare holde ham tæt, jeg måtte jo gøre noget, og jeg ville nok også altid ha´ fortrudt hvis jeg ikke havde prøvet at rede ham.

Da redderene opgav den uvindlige kamp, og Nord blev erklæret død, kom der en betjent hen til mig, han sætte sig på hug foran mig, to mine hænder væk fra mine ører, han kigget på mig med tårer i øjnene, og sagde så, Sara jeg er så ked af at skulle sige det her, din søn er død. alt blev sort omkring mig, i et har sekunder, jeg høre mig selv sige, må jeg ikke godt holde ham, må jeg ikke godt få lov at sidde med ham, bare en sidste gang. Men da vi stadig ikke viste at X var død der, var det jo et mord sted og jeg måtte ikke komme ind i huset igen og Nord skulle også undersøges. Så jeg fik ikke lov at holde min lille dreng igen: (Aldrig nogensinde igen)

Men idag skal jeg se ham, jeg må ikke holde ham, jeg kommer aldrig til at holde ham igen, aldrig, tanken gør så ubeskrivelig ondt, hver gang jeg tænker tanken, føles det som om nogen stikker en kniv i mit hjerte, hele min krop gør ondt.

Uden foran Rigshospitalet, mødes jeg som aftalt med min veninde Cille, hendes mor er der også, men hun skal ikke med ind og se Nord, hun er ” bare ” en støtte. Jeg for ondt i maven, mit hjerte hammere der ud af, og jeg er faktisk rigtig nervøs, hvordan ser han ud nu? kan jeg tåle at se ham? kan jeg gå der fra igen? Vi ringer på og en mand klædt helt i hvidt, kommer ud over tager i mod os. Hej siger han, i er her for at se Nord ikke? Jo det er vi svare jeg. Han viser os ind i et stort rum, altså der kommer flere får jeg sagt, Nord´s farmor kommer også. okay, siger han, men i kan starte med lige at komme her ind, så samles vi lige og jeg fortæller lige kort om det  der skal ske. Jeg afbryder ham, er der et toilet jeg kan låne først, selvfølgelig svare han og peger. Jeg skynder mig der ud, jeg har det så skidt, tårene presser sig på, jeg har kvalme måske jeg skal kaste op. Jeg kan ikke, jeg kan ikke gå der ind. Min mor kommer ud, klare du den skat? nej, nej det gør jeg ikke, mor jeg tror ikke at jeg kan, jo du kan, savner hun, jeg bryder ud i gråd, hun holder om mig, og siger så, kom så skat, træk været dybt, helt ned i maven, det gør vi et par gange, og så går vi ud til de andre.

Vi sidder i et lille “vente” rum, Mig,min mor, far, bror, svigerinde, min moster og Cille. Nord ligger lige inden ved siden af, jeg kigger over på døren ind til rummet, hvor Nord ligger. Jeg har lyst til at løbe der ind, kysse og kramme ham, Måske det hele bare har været en ond ond joke, han er der inde og han ligger bare og sover, så om lidt når jeg kommer der ind, så vågner han, det er han nød til. Mine tanker bliver afbrudt af manden i den hvide kittel, han forklare at Nord godt kan have nogen mærke, han måske ikke havde sidst, min bror og jeg så ham, at det er så kaldte døds mærker. Han siger også at hvis vi røre ved Nord skal vi vide at han er kold, og at vi ikke kan være der så længe hvis vi ønsker at se ham igen før begravelsen.

okay, nu er det nu, jeg trække vejret dybt, åbner døren, der står en rød børne hospitals seng, og der ligger min lille Nord, Mine ben ryster, og jeg kan ikke længere holde tårne tilbage, Åh Nord, nej nej nej, min lille dreng, jeg går over til sengen, hele min krop ryster, det kan ikke passe, det må ikke være virkeligt. Jeg tager hånden jeg har oppe for munden væk, trækker vejret dybt, tårerene strømmer ud, jeg aer hans kind, hvisker stille til ham, mor er hos dig skat, Cille holder om mig, jeg kan høre de andre bryde sammen. Vi krammer, græder og står rundt om sengen. Nord´s farmor kommer også ind, hun har Dorte og en gammel ven af X med, (lad os kalde ham Morten) Morten har enlig os været en af mine gode venner, og jeg har altid holdt rigtig meget af ham, men jeg har ikke rigtig haft nogen kontakt til ham, siden X og jeg gik fra hinanden, da jeg følte han kun lyttede til X´s side af historien og det såret mig utrolig meget, da jeg som sagt holder af manden og jeg altid har forsvaret ham når X  og de andre snakket, dårligt om ham/til ham.

Jeg krammer Nord´s farmor, for sagt, at jeg holder meget af hende, og at jeg elsker hende, for at elske min søn så højt. Hun var den bedste farmor for Nord. Det var vigtig for mig, da jeg godt ved inderst inde, at vi ikke for så meget mere kontakt desværre, selvom jeg stadig holder meget af hende (og det vil jeg altid gøre) jeg tænker tit på hende. Hvordan fanden kunne X, byde sin mor det her, det er så ondt. hvordan kan hans had til mig være større end kærligheden til sin mor og søn, det forstår jeg virkelig ikke. Min kærlighed til Nord til altid være større end alt andet.

Da tiden er ved at være gået, lader jeg folk sige farvel til Nord. Man kan både se og mærke at, Nord ikke er i sin krop mere, men han er stadig meget smuk, han ser dog lidt ældre ud nu, men han er smuk, så smuk. Jeg aer hans hår, det er stadig blødt, jeg kysser ham, fortæller ham at jeg elsker ham, at jeg altid vil elske ham, han vil altid være min nr 1. Hele min krop ryster, jeg har ikke lyst til at gå, jeg vil ikke gå fra ham, jeg skal jo passe på ham, jeg kan ikke gå fra ham. Jeg trækker vejret dybt, kysser ham igen, tager mig sammen og går ud af rummet, men jeg må der ind igen, min mor går med, jeg kysser ham igen, tårene triller ned af mine kinder, jeg aer hans hår. Min mor løfter på det hvide lagen han ligger med, så vi kan se hans små fødder, de er så små, men alligevel er han blevet stor så hurtig, åh min lille Nord, Jeg bryder sammen, Nord mor elsker dig så uendeligt meget, jeg er så ked af det, jeg er så ked af, at jeg stolet på X som far, så ked af han misbrugte vores tidlid til ham. Jeg kysser Nord igen, aer hans kind, tager mig sammen, kysser ham igen, og siger så før jeg går, Mor og Nord altid altid. Mor elsker dig skat.

Smerte, smerte kan være mange ting. Men for mig er det en følelse der er der hele tiden, jeg har hele tiden ondt inden i, Nogen gange “kun” i hjerte, men for det meste i hele kroppen, hjertet, maven, mine ben, mit hoved, ja selv ud i fingerne.

Jeg har besluttede mig for at jeg skal have vokset ben osv. i dag, det er længe siden, og jeg er gået langt over den tid jeg normalt går, jeg har ikke haft overskud til det og jeg har enlig os været ligeglad. Men idag, har jeg taget mig sammen til at komme lidt ud, og så kan jeg jo lige så godt gå ind forbi salonen, altså salon B Nice, min salon. En lækker frisør og skønheds salon, der ligger inde i indre by. Det er et sted jeg har brugt meget tid, og jeg elskede at være der, så det er vigtig for mig, at det stadig køre der inde, så at når jeg engang skal tilbage på arbejde, at der er et arbejde at komme tilbage til.

Jeg kommer ind, pigerne er så søde, vi krammer og snakker, de har også alle sammen være forbi mig der hjemme, de er også alle sammen meget påvirket af det der er sket med Nord, han har jo også været meget med nede i salonen, og det samme har X, så de er os i chok og dyb sorg. Jeg har det enlig ikke godt, med at være så langt væk hjemme fra, men lige nu er det “okay” jeg er i selskab med nogen jeg stoler på og føler mig tryk ved, Jeg ved at hvis jeg går amok eller ikke kan andet end at græde, så forstår de det, og de er der for mig, så lige nu går det enlig okay.

Jeg går ind til kosmetologen, smider tøjet, ligger mig op på briksen, som så mange gange før. jeg mærker den varme voks, og gør mig klar til at, hun hiver voksen af om lidt, og så gør det ondt, jeg tæller for mig selv, 1, 2, 3, hun hiver, men det gør ikke ondt, eller jo det gør det, men det er dejligt, for det er en anden smerte end den der ellers fylder mig, hun hiver igen, og igen er det rart, jeg bliver lidt forskrækket over jeg har det sådan, jeg kan godt lide smerten, måske er det fordi så gør det ikke så ondt inden i, at man på en eller anden måde, ikke kan have lige ondt både psykisk og fysisk. Jeg forsår ligepluslig hvorfor nogen skære i sig selv, ikke at man skal gøre det, og det er heller ikke noget jeg gør eller har tænkt mig at gøre, men jeg forstår det, jeg forsår det på en helt anden måde nu.

Da jeg er færdig, er det som om jeg lige har fået en pause fra den psykiske smerte, det er dejligt, men der går ikke mere end 2-3 minutter og så vender den tilbage igen på fuld smadre. Vi joker lidt med at jeg må komme lidt oftere så kosmetologen kan påføre mig lidt fysisk smerte. Jeg kan mærke allerede inden at jeg går der fra at jeg glæder mig til næste gang, faktisk ville jeg ønske jeg kunne gøre det hver dag, det skrammer mig at jeg tænker sådan, at jeg længes efter fysiks smerte, at jeg kan nyde fysiks smerte. Men på en eller anden måde kan jeg bare bedre forholde mig til den, den går væk igen (hurtig) jeg kan bedre håndtere den end den psykisk smerte der ellers fylder mig hele tiden. den går ikke væk, den er der hele tiden.

I dagene efter tager jeg mig selv i at sidde med en pincet og lede efter hår på mine ben, (selvom der jo ikke rigtig er nogen) for så at hive dem ud, for det er rart at hive dem ud, i 1 sekund mærker jeg en anden smerte end den der ellers gemmen borde mig hele tiden. Jeg bliver næsten besat af det, når jeg bare sidder i sofaen (og det gør jeg tit) sidder jeg med pincetten og leder efter hår, som jeg kan hive ud. De første dage tænker jeg ikke så meget over det, men som det går op for mig, at jeg faktisk ikke kan lade vær og det er rigtig svært for mig at stoppe igen, når jeg først er gået i gang, skrammer det mig. Altså det er jo ikke fordi det skader mig, men det er skrammenede og lidt sygeligt, at jeg nyder det så meget, så det er nød til at stoppe, ihvertfald så det ikke er hver dag, eller noget jeg SKAL gøre, for at kunne holde ud af være til, Men fysiks smerte er bare helt rart.

Det er morgen, Jeg vågner med smagen af sygdom i munden, det er efter smagen af de sove piller jeg tager for at kunne sove, føj det smager så skidt, jeg må have noget at drikke, men jeg kan ikke rejse mig, jeg bliver liggende med lukket øjne, hvis jeg nu bare venter lidt endnu, så kan det være jeg kan høre Nord om lidt, Nord der er vågnet og siger hop mor. Men jeg ved jo godt at det ikke sker, og tanken om at han altså er død, sniger sig ind på mig, jeg skubber den væk, måske han bare sover længe, så omlidt når jeg åbner mine øjne ligger han og sover sødt i sin seng.

Jeg åbner øjnene, og Nord ligger jo selvfølgelig ikke i sin seng, jeg bliver ked af det, tårerne presse sig på, som så mange gange før på, hvorfor bliver jeg ved at håbe og forstille mig at han stadig lever, hvorfor vil min hjerne ikke indse at Nord er død og han kommer altså ikke igen, lige meget hvor meget jeg ønsker og håber det, hvorfor “spare” jeg ikke mig selv, for hele tiden at blive så ked af det. Det her er altså min virkelighed nu, Nord er død.

Jeg tørre tårne bort, rejser mig fra sengen, Jeg har sovet med Nord´s dyne og Nulle (hans nus bamse) siden hans død, Nulle minder mig så meget om Nord, Nord elskede den, han synes den var dejlig og at den duftede så skønt, og jeg synes den stank, men nu har jeg det ligesom Nord havde, jeg elsker den og jeg synes den dufter dejligt. Jeg kysser Nulle og ligger den tilbage over i Nord´s seng sammen med hans dyne. Jeg trækker vejret dybt, tager en tår vand, af det glas der står på nat bordet, men jeg smager stadig af sygdom i munden. Jeg stiller mig op på vægten, der igen fortæller mig at jeg har tabt mig. Jeg har altid være en lidt stor pige, brede hofter og en stor røv, og det har jeg enlig stadig, men jeg er ikke stor mere, og vægten er fin, men jeg er blevet lidt tynd at se på i hoved, så faktisk ville det ikke gøre noget hvis jeg tog 2, 3 kilo på.

Jeg går ind i stuen, hvor min mor har stillet min morgen mad klar til mig, (hun sover stadig hos mig) Jeg sætter mig for ende af sofaen, kigger op på himlen, og så sker der et eller andet, jeg føler ikke jeg kan få luft, jeg sætter mig på gulvet, forsøger at trække vejret dybt, det går ikke, jeg bryder ud i gråd, samtidig med jeg forsøger at få kontrol over min vejrtrækning, jeg kan slet ikke styre det, min mor kommer ind, hun sætter sig ned ved siden af mig, holder om mig, og siger, det er okay skat, du gør det så godt. Jeg bryder helt sammen, og tænker, jeg gør det jo overhoved ikke godt, jeg kan jo ikke få luft, jeg kan ikke styre mine tåre, mit hjerte går så ondt, det føles som om det er på vej ud af brystet på mig, det gør ondt i hver en centimeter af min krop, selv helt ud i mine fingere, det trykker for mine øre, og sortner for mine øjne. Nu sker det, nu dør jeg, jeg dør af sorg, jeg dør af smerte. Jeg mærker at jeg faktisk glæder mig, jeg vil gerne dø, så slipper jeg for smerten, jeg kan være hos Nord igen, min elskede søn. Jeg høre min mor sige, bare ud med det skat, og så vender mine tanker, hvad med min mor hvis jeg dør, med min far, min bror og alle de andre der elsker mig, og som jeg elsker meget højt. Jeg kan ikke byde dem, denne her smerte. Jeg ser Nord for mig, glad som altid, han elskede livet, og hvilken mor ville jeg være, hvis jeg opgav noget han så gerne ville. Nej jeg er nød til at kæmpe, jeg er nød til at leve, jeg er nød til at leve for Nord og for de mennesker der elsker mig.

Jeg kommer lidt mere til mig selv, tårerne står stadig ud, snotten løber, og jeg for frem strammet, tager du ikke noget papir til mig, min mor rejser sig og henter noget papir, jeg tørre snot og tåre væk, forsøger at trække vejret helt ned i maven. Jeg for lidt mere kontrol, kigger på min mor og siger, mor, jeg savner ham så meget, hun svare, det ved jeg godt skat, det gør vi alle sammen, og selvfølgelig savner du ham mere, han var jo altid hos dig, du er hans mor, men vi andre savner ham også. Her er så tomt uden ham, jeg er så tom uden ham, Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal klare det uden ham, jeg ved ikke hvordan jeg skal leve eller bare overleve uden ham. Jeg kan ikke uden ham, det ved jeg godt siger min mor, men det skal du, det er du nød til, og han vil altid være hos dig, bare desværre ikke sådan som vi ønsker han skal være det, men han er  altid hos dig, han er en del af dig. Jeg græder igen, jeg vil så gerne holde ham, jeg vil så gerne høre ham sige mor.

Jeg bryder sammen igen, min lille dreng, min lille uskyldige dreng, hvordan fanden kunne X gøre ham ondt, hvordan fanden kunne han få sit selv til det, hvordan kunne han slå et lille uskyldigt barn ihjel? sit eget barn. Hvordan kunne hans kærlighed til Nord ikke være større end alt andet? Jeg bliver gal, jeg bliver så sur på Nord´s vegne, X har misbrugt Nord´s tillid, føj, jeg får kvalme når jeg tænker på det. Jeg ser X stå på knæ i sin seng med en pude, jeg ser ham sætte puden ned for Nord´s ansigt. Jeg ser det som om jeg er X og jeg ser det i sort/hvid. I det puden rammer Nord, slipper hænderne puden, men det er mine hænder der slipper puden. Jeg kan ikke holde tanken ud, jeg kan ikke tænke den til ende, sådan er det hver gang jeg prøver at “forstille” mig hvordan X dræbte Nord, det starter med jeg ser X stå på knæ i sengen med puden, han sætter den ned foran Nord´s ansigt og så er det mine hænder der slipper puden i det sekund den bliver sat henover Nord, og det er altid i sort/hvid. I tankerne, er jeg tilbage i X´s bolig, det er nu i farver igen, og Nord ligger død på sengen, jeg gemmen lever mit marerigt igen og igen, som så mange gange før. det skær i mit hjerte og jeg ikke holde ud at være i det ret meget længere, jeg skubber alle tankerne væk. Jeg kan ikke være i det mere, jeg kigger op på himlen, trykker mig ind til min mor, og siger så, hvordan skal jeg overleve det her? min mor siger det ved jeg ikke skat, men jeg ved du kan, du skal, vi skal, vi skal vinde, kærligheden skal vinde.

Det er onsdag, det er 5 dage siden Nord blev slået ihjel, og vi får idag besøg af familien, (de kunne ikke komme før) der i blandt Q, som jeg ikke har haft kontakt til i et lille 1 år, Grunden er at hun var en stor, nok den største grund til X og jeg gik fra hinanden.

Q og jeg har været meget meget tætte, jeg så hende ihvertfald en gang om ugen og jeg så hende som min søster, men fra midten af min graviditet begyndte hun at hægte sig meget på X, hun kom tit forbi hans arbejde, og ville altid med når han skulle ud, og det var os selvom vi havde en aftale. Men hvis X så skulle ibyen, tog hun med ham istedet for at blive hos mig, i starten tænkte jeg at hun bare gerne ville ud og møde nogen mennesker, (drenge) men jeg kunne godt mærke at hun var vild med ham, men jeg skubbet det væk, tænkte pyt, det er jo ikke sådan at hun kunne finde på at jagte ham, (men det kunne hun så, mere om det senere)

Jeg finder ud af at de har sovet sammen imens jeg er på ferie, (med min mor og Nord) X starter med at sige, at det er fordi han havde taget stoffer og han ikke ville have jeg fandt ud af det, (men dette fortæller han mig allerede da jeg kommer hjem fra ferie, altså at han havde taget stoffer) Allerede der synes jeg at Q er mig illoyal, at hun skulle ha´ fortalt mig det, (hvis det virkelig var derfor) Hvis jeg var hende, havde jeg sagt, Sara, jeg synes du skal snakke med din mand, for han var så fuckt op på stoffer at han måtte sove hos mig, så var jeg, ja blevet sur på ham, men ikke på hende, så havde hun jo været mig loyal. Men nej de siger ikke noget, før jeg selv finder ud af det. X siger de ikke har lavet noget, men at de dog sov i samme seng. hvilket også er mærkeligt, når der havde været rig mulighed for at sove hos hende uden at sove i samme seng. Jeg kontakter Q og vi mødes og snakker, hun siger undskyld, men at hun godt mener man kan være loyal over for begge partner, hvilket jeg ikke mener, når X er min mand, og hun vælger at dække over ham, så er hun sgu ikke mig loyal. Q er en af de eneste, der ved mange af alle de grimme ting X har budt mig, men hun synes stadig han er fantastisk (ligesom jeg os gjorde, da jeg var vild med ham) og det gør man altså kun hvis man er forelsket eller forblindet. (Især da det ikke er småting han har udsat mig for) Det kommer også frem, ved at X dummere sig, da han skal fortælle noget helt andet om den bytur, hvor X og Q endte med at sove sammen, Q er tage hjem fra byen 5-10 min før X, og han er så efterfølgende taget hjem til hende, så han var altså ikke så stiv og fuckt på stoffer at han ikke kan finde hjem til hende, men han kunne åbenbart ikke finde hjem til sig selv. Jeg tror ikke på dem, og jeg kan os se og høre på X at han lyver, (han har da også senere tilstået at de har været sammen)  X bliver ved med at sige, at han aldrig kunne finde på at være sammen med hende, at han på ingen måde ville kunne tænde på hende, (noget han tit sagde om de tøser han havde været sammen med eller skrevet med) og han holder fast i at de ikke har lavet noget. Det hele ender ud i at jeg ikke stoler på nogen af dem.

Jeg vil have de tager en løgn test, jeg ved godt det er langt ude, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil vide sandheden og jeg kan stole på dem, jeg vil redde min lille familie. Så jeg beder X om at tage testen, han går helt amok, hvilket jeg godt kan forstå, men som jeg siger til ham, så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre, Han har løget så mange gange før og nu er det altså bare nok. Jeg vil have sandheden, kun med sandheden kan jeg tilgive. Q er min familie, og jeg kan ikke bare vippe hende ud af mit liv, (jeg elsker hende) X forstår ikke, at jeg ikke bare kan stole på ham og at vi så “dropper” Q. Men det vil jeg ikke, hvis de virkelig ikke har lavet noget, vil jeg gerne sige undskyld for mine beskyldninger og jeg vil gerne have hende i mit liv, men hvis de har lavet noget, vil jeg vide det, så kan jeg arbejde på at tilgive og vi kan komme videre. X går med til at tage testen, eller det siger han ihvertfald at han gør, men de næste mange dage prøver han med alt han har, at få mig til at droppe det, og lige som Jeg skal bestille tid og betale halvdelen af beløbet, (det skal man på forhånd) starter han et skænderi om netop Q, og det ender med at han forlade mig og Nord den nat. Dagen efter pakker han sine ting, imens jeg er til navnedag/fødselsdag med Nord, og så er han ude her fra. Jeg er målløs, en ting er at han bare kan forlade mig, (selvom han 2 dage før sad og sagde han ville gøre alt, hvis jeg bare ville give ham EN chance mere) men at han bare kan gå fra sit 8 måneder gammelt barn forstår jeg simpelthen ikke ( det giver bedre mening idag)

Jeg beder også Q om at tage testen, jeg var sikker på hun ville blive sur, men sige fint nok, hvis det er det der skal til, så gør jeg det, og når den så viser jeg taler sandt, så er det dig der står med en dårlig smag i munden og skylder mig en undskyldning, og så gider jeg ikke høre mere om, at jeg er vild med din mand. Men sådan går det ikke, hun svare at hun på ingen måde vil tage testen, og der ved jeg at hun skjuler noget. Det “sjove” ved det er, at hvis hun bare havde sagt ja til at tage den, så havde jeg aldrig bedt hende om faktisk at gøre det, et ja ville ha været nok til jeg ville stole på hende.

Men i dag kommer de så, Q kommer, sammen med hendes mor, far og bror, og vi har som sagt ikke rigtig haft kontakt med dem længe, men nu er de her. Jeg håber så inderligt at vores familie kan hele igen, vi var som sagt meget tætte, og jeg elsker faktisk min familie, selvom de har lukket deres hjerter og hjem op for X, dengang han gik fra mig. De har haft “glæden” af X det sidste års tid, de har troet på alt han har sagt, han har fået manipuleret dem godt og grundigt, ligesom han har haft gjort med mig og min familie, Men nu må de da kunne se, at han ikke var rask, at det er ham der har skabt drama, (kig på det han har gjort) at han også har brugt, udnyttet og røvrendt dem, ligesom han har med os.

X har altid pralet med at, han altid fik det som han ville, at han kunne få folk til at gøre alt, og ja man må sige han var dygtig, og det viste han også godt selv. Han har flere gange sagt til mig, jeg har din familie, lige der hvor jeg gerne vil have dem, de vil altid vælge mig frem for dig. (han havde desværre ret)

Vi står klar med åbne arme, jeg krammer dem alle sammen, vi græder, Jeg siger til Q at alt det andet er lige meget, det er lige meget nu, det X har gjort nu er så sygt og så forfærdeligt at jeg er ligeglad med alt det andet, jeg har ingen føleser for ham mere, de forsvandt alle sammen, da jeg så Nord ligge bleg og livløs på sengen i X´s lejlighed, så jeg er ligeglad med hvad de har lavet, eller hvad han ellers har gjort, alt andet end Nord er ligemeget.

Jeg holder Q i hånden, og jeg har virkelig et inderligt håb om at vores familie nu kan hele igen, at han ikke stadig skal splitte os, at de kan se det hele i samme lys som mig/os nu. At når man kan finde på at slå et barn ihjel så er man virkelig syg i hoved. Q står og kigger på mine køleskabsmagnet af Nord, og jeg giver hende, lov til at tage en af dem. (det er en af dem jeg altid holder i hånden når jeg skal være “stærk” ) Vi krammer igen inden de går, og jeg ser frem til at se dem igen, jeg ser frem til at få min familie igen, det kan måske give lidt styrke og lys i min/vores mørke verden. Men sådan går det desværre ikke. De er stadig fanget i X spind.