Selvom jeg på igen måde havde råd til det, måtte jeg bare lidt væk fra hverdagen, savnet til Nord og det liv jeg ønskede at leve er så stort, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg ønsker ikke at leve det liv jeg lever lige nu, det er menings løst, det gør ondt, men på samme tid, er det det eneste jeg har kunne hold ud. Jeg går rigtig meget ud, jeg drikker mig fuld hver weekend og jeg skriver og snakker med en masse fyre der ikke rigtig siger mig noget, jeg ønsker ikke en kæreste i mit liv lige nu, jeg er ikke klar, så hvorfor gør jeg det? måske gør jeg det, for at holde mig oppe, måske for at have noget at lave, have noget at snakke om, eller nogen at snakke med, eller måske er det for, at prøve at overbevise mig selvom, at en af de fyre jeg faktisk synes er ret sød, ikke er noget for mig, for jeg ønsker/tør ikke være i et forhold endnu, jeg stoler ikke på nogen, og  på den her måde bliver jeg da også bekræftet i at, jeg ikke skal være i et forhold før jeg har fået styr på mig selv igen. Men hvordan for jeg styr på mig selv? hvordan finder jeg min vej i livet? jeg er blevet såret så voldsomt, jeg er blevet kørt psykisk ned, og mange af de ting X har brugt år på at putte ind i hoved på mig, sidder der desværre stadig, så hvordan slipper jeg af med dem? Jeg ønsker at blive mig selv igen, findet mit rette jeg igen, mig som før X ødelagde mit selvværd, jeg ønsker at blive et bedre menneske pga. Nord. Nord gjorde mig til et bedre menneske, han fik det bedst frem i mig, og jeg ønskede at gøre verden til et bedre sted for ham. Sådan har jeg det stadig, og jeg ved jeg nok også skal komme der til, men lige nu er jeg der bare ikke, tværdigmod, jeg har ikke behandlet mænd så pænt, siden Nord´s død, jeg ved ikke om det er fordi jeg er bange for at de såre mig, og jeg derfor er som jeg er, men jeg ønsker ikke at være sådan, for skal man gøre verden til et bedre sted, skal man behandle alle ordenligt. Jeg har fået nok af at leve sådan her, og jeg må lidt væk, så jeg kan få lidt ro på mig selv og mine tanker.

Jeg tager en uge væk, med en veninde og min mor, vi har alle brug for det, min mor kæmper så hårdt for at holde mig oppe, og jeg ved hun også er træt og udkørt, derfor er det fedt at hun tager med, og ja så er hun jo også en god støtte af have med, for selvom det er dejligt at komme lidt væk, kan det også slå hårdt, og så er det godt at have hende tæt på. Vi ankommer til sol og varme, vi skal bo på et lækkert all-inclusive hotel. Vi ankommer sent om aften, vi er små trætte og lidt sultne, så vi for noget at spise, ser os lidt omkring, og så er det ellers i seng. Da vi vågner næste dag, er det varmt og jeg kan næsten ikke vente med at komme på stranden, men først står den på morgen mad, og et lille info møde om hvad vi kan opleve i løbet af ugen. Vi vælger at vi gerne vil en tur ud i ørkenen og ride på kameler, og at vi også gerne vil på en båd tur, men det er så også det, for der skal også slappe´s af, for det er jo derfor vi er her. Da solen endelig rammer mit ansigt, og min krop fyldes op af varme, mærker jeg for første gang i lang tid, en føles af ro, jeg ligger på stranden, jeg kan høre havet, mærke varme, jeg lukker øjnene og med et er jeg tilbage i et minde med Nord. Jeg husker varmen, solen, stranden og Nord´s frække smil, da han i Thailand sender mig hans ballede blik, før han vender sig om og løber ned af stranden, han løber alt hvad han kan ud mod havet, og da han kun er lidt over 1år og jo ikke kan svømme, smider jeg alt jeg har i hænderne og løber efter ham, jeg når ham lige inden han når vandet, jeg kan se skuffelsen i han øjne over at han ikke kom i vandet, Nord peger mod havet, og siger Ee, en lyd han altid kom med når der var noget han ville have eller ville, jeg smiler og siger ja skat, det er skønt, jeg tager ham i hånden og vi går ud i det smukke vand. Nord elsker det, jeg elsker det, og selvom man skal holde øje med Nord HELE tiden og han kan være en mundfuld, og jeg helt sikkert kommer til at løbe efter ham rigtig rigtig mange gange, så er det skønt at se og mærke hvor nysgerrig og tillidsfuld han er til verden. Jeg bliver afbrudt i mit minde med Nord, da en dame snakker til mig, hun snakker noget om at vi kan få ordnet fødder osv, jeg bliver lidt irriteret på hende, jeg føler hun afbryder mig i min så kostbare tid med Nord. Jeg kæmper for at komme tilbage i mindet, og selvom jeg tænker på Nord og vores tid sammen, falder jeg ikke hen i mindet/drømmen igen, ihvertfald ikke den dag.

Næste dag, nyder vi igen lidt tiden ved stranden, før den står på en tur i ørken. Vi bliver hentet på hotellet og kørt ud i ørkenen, der bliver vi mødt af kamelfolket og deres kameler, jeg kan mærke at jeg bliver lidt nervøs, men på samme tid, kan jeg heller ikke lad vær med at tænke på Nord, han ville elske det, han var så glad for dyr, og jeg husker tydeligt hans ansigt, da jeg sætte ham op på en hest for første gang, han var et stort smil, han var stolt han synes helt sikkert selv at han var rigtig sej, og han ville på ingen måde ned igen, faktisk blev han skide sur, da jeg tog ham ned, og det to nået tid før vi kunne gå, for Nord skulle da lige klappe og kysse hesten rigtig mange gange først. Efter en sjov tur på kamelen hvor mine veninde (lad os kalde hende Dj) var ved at dø af skræk flere gange, er vi igen tilbage på jorden. Vi skal se og høre om hvordan de lever i ørken, en af mændene laver noget mad til os, imens vi for lov at gå lidt op af et bjerg (bakke) og se solen gå ned, jeg står på en kæmpe sten og ser udover ørken, det er meget smukt, himlens klare blå farve blander sig med solens varme gule og røde farver, og sammen med ørkens sandbjerge er det et perfekt billede, det virker så fredfuldt, jeg tager armene ud til siden, tænk hvis jeg bare kunne lad mig falde forover, og “flyve” op til Nord. Det er fristende, som sår mange gange før, men jeg ved desværre godt at det ikke er en mulighed jeg har, jeg skal leve, jeg skal leve for Nord, jeg skal vise ham verden, og jeg skal vise verden ham. Jeg kæmper med tårerne, jeg kigger på min mor, der står nede på jorden og kigger op på mig, et stik rammer mit hjerte og jeg skammer mig over, lige at have haft den tanke jeg havde. Jeg skynder mig ned, vi spiser, snakker, hygger og da solen er gået ned af det tid til ligge sig tilbage og kigge på stjernehimmelen i stilhed, det er helt mørket, så stjerne står rigtig klart og lysende på himlen. Jeg føler mig altid tætter på Nord når jeg ser på stjerne, tårene presser sig på, jeg tager en dyb indåndingen, og lader tårene trille, jeg hvisker stille, mor savner dig så meget min skat, elsker dig Norden, jeg mærker mit hjerte slå hårdt, og i samme sekund sender himmelen mig det smukkeste stjerneskud, jeg mærker Nord, og mit hjerte fyldes af smerte og kærlighed, jeg ved godt det nok bare er et tilfælde, men jeg vælger at tro på at det er et tegn, et tegn fra Nord, et tegn på at han mærker mig, ligsom jeg mærker ham. Jeg sender himlen et kys, elsker dig forevigt, mor og Nord altid altid, så tørre jeg mine øjne, krammer min mor, og så er det tid til at komme tilbage til hotellet.

Vi har nogen skønne dage, vi møder nogen søde mennesker, både andre dansker, men også de lokale, og jeg kan virkelig mærke at det er godt for mig at være lidt væk hjemme fra, ikke fordi jeg ikke tænker på og savner Nord når jeg er her, og ikke fordi jeg ikke stadig føler smerte og savn hver dag, for det gør jeg, men alligevel hygger jeg mig også, og jeg får slappet af, jeg ser noget andet, og det er rigtig dejligt, jeg føler det er sådan noget her, der giver mig styrke til at kæmpe, og det er vigtigt, for til tider føler jeg at jeg er ved at tabe kampen, netop fordi jeg ikke har flere kræfter, så at få lidt ro til at samle kræfter, betyder alt. Jeg bliver mere og mere bevist om at jeg vil gøre en forskel for andre der mister, jeg vil gerne gøre noget så penge ikke skal være en kamp, når man skal kæmpe i og med sorgen, der skal være mulighed at kunne få så meget psykolog hjælp man har brug for, der skal være mulighed for at kunne rejse væk når der virkelig er brug for det, for selvom man ikke kan eller skal flygte fra sorgen, så er det vigtigt og rart med et afbrud i den så svære hverdag i helved.

Nu er jeg så hjemme igen efter en uge væk, jeg har fået fyldt lidt op, og selvom det nok ikke holder længe, så føler jeg mig mere klar til den svære tid, der kommer lige om hjørnet. Jeg er klar til at kæmpe for det liv jeg ønsker at leve, jeg ved at kampen er hård og at jeg knækker af og til, og det vil jeg nok gøre det resten af mit liv, men jeg har fået lidt ro, og lidt styrke, så tak til min mor, Dj og de nye bekendskaber for at give mig en skøn ferie, hvor der både blev grædt, grint og hygget.

Jeg har i længere tid haft hjerte banken, faktisk nok fra den dag, Nord døde, men ikke på samme måde som nu. I de sidste 3 måneder, har jeg haft det mere og mere, i starten fik jeg det måske hver 14 dag, mit hjerte banker hårdt et par slag, så er der en pause og så banker det hårdt igen nogen slag, og sådan kan det så blive ved i et par minutter, når det sker, gør det ondt og jeg får svært ved at få luft.  Jeg har prøvede at ignoreret og bare ladet som ingenting, for det går jo over, det holder jo op efter noget tid. De sidste 4 ugers tid, er det så kommet oftere og oftere, og de sidste 14 dage har jeg stort set haft det hver eneste dag, og flere gange om dagen. Jeg har snakket med min læge om det, og jeg har derfor været inde og få taget en masse prøver. En morgen vågner jeg, så af at jeg har hjerte banken, det er ret voldsomt og jeg kan ikke få luft, det er vildt ubehageligt, men jeg ved jo at det holder op igen, så jeg prøver bare at ladesom ingenting, Jeg skal ordnet en masse ting, så jeg følger ikke lige, at jeg har tid til vente på at det her “anfald” går over, jeg står op, går i bad, og gør mig klar, alt i mens mit hjerte hammere der ud af, jeg skynder mig ud af døren, og mødes med min veninde som jeg føgles med ind til salon B Nice. Jeg siger ikke noget, men jeg bliver godt forpustet bare af at gå, og jeg kæmper med smerten fra mit bryst. Vi kommer der ind og jeg går igang med at få styr på de ting jeg skal, men jeg har svært ved at koncentrere mig, det er som om at mit hjerte ikke rigtig vil tillade, at jeg ikke giver det, min fulde opmærksomhed, det begyder at gøre mere og mere ondt, jeg kæmper mere og mere med at få luft, og pauserne hvor det ikke banker så voldsomt bliver kortere og kortere. Jeg går lidt i panik, min veninde Cille har skrevet om jeg er okay, som hun så ofte gør, jeg har mest lyst til at svare hende at jeg er okay, men at det “bare” er en svær dag, som nok er det svar hun ofte´s før, da jeg ikke vil bekymre hende mere en jeg allerede gør, for nogen gange så falder jeg total fra hinanden, og det er tit hende der har samlet mig op. Det er det så også her, for jeg kan ikke svare hende at jeg er okay, for det er jeg ikke,  jeg har det ikke godt, jeg har ondt, og jeg kæmper med at få luft.  Cille ringer til mig, og hun synes at jeg skal ringe 1813, så det gør jeg, selvom jeg ikke er meget for det, for det er jo sikkert “bare” stress/angst. Jeg snakker med en sygeplejeske, som meget gerne vil have at jeg skal en tur på akut afdelingen (skadestuen) jeg fortæller hende at jeg lige skal ordne nogen ting og at jeg også lige skal hjem med min hund, hun siger at det må vente og at hvis jeg ikke tager afsted nu, får nogen til at køre mig, eller tager en taxa så sender hun en ambulance, og da jeg på ingen måde ønsker det, lover jeg hende at tage en taxa med det samme. Jeg ringer til Cille og fortæller at jeg tager på skadestuen. Cille for min veninde B til at hente Batman (min lille hund) i salonen og gå hjem med ham. Da Cille er på job, aftaler de at BB, skal tage ud til mig på Amager hospital,  jeg ikke har det godt med hospitaler og derfor vil jeg helst ikke være der alene. Jeg ankommer til Amager hospital, og jeg kommer til med det samme, der er en sød sygeplejeske der tager nogen prøver, jeg fortæller hende at jeg bare tror det er stress/angst, som er kommet af en efter ve af at, jegh ar mistede min søn, og så fortæller jeg hende om Nord. Hun bliver meget berørt, og hun forsøger så godt hun kan at trøste mig, da jeg både er ked af det, og i panik over, hvad det enlig er der sker med mig.

Efter lidt tid kommer BB, det er dejligt at hun er der, og jeg slapper lidt mere af, vi venter på lægen i noget tid, da han skal have svar på mine prøver. Han kommer ind og jeg skal svare på en masse spørgsmål, jeg fortæller også ham at jeg bare tror at det er stress/angst pga. det jeg har været og er udsat for. Han giver mig ret i at det er meget muligt og at det ville være helt normalt, men han vil alligevel gerne have undersøgt mig og mit hjerte ordenligt, så han vil gerne indlægge mig. Det har jeg på ingen måde lyst til, og jeg går lidt i panik ved tanken, og det tror jeg godt at lægen kan se og høre på mig. Han fortæller mig, at vi kan også godt gøre det på en anden måde, men så skal jeg også komme ind til en masse prøver og få en optager på mig hjerte, det går jeg med til, så jeg for lov at tage hjem. Jeg skal love ham at komme igen, hvis det bliver værre og han ser også gerne at jeg slapper lidt af de næste par dage.

Det er dejligt at få lov at tage hjem, for jeg kan virkelig ikke lide tanken om at skulle overnatte alene på et hospital, men allerede inden vi er nået helt hjem, bliver jeg i tvivl om, om det var den rigtige beslutning. Da vi kommer hjem, er jeg sindsygt træt, så jeg ligger mig bare på sofaen, BB søger for at jeg for noget at spise og drikke, selvom jeg på ingen måde har lyst, men det svar er ikke godt nok for BB, for lægen sagde også at jeg skulle huske at få spist. Mit hjerte banker stadig hårdt og jeg er enlig lidt bekymret, min bror kommer ind og vi snakker lidt, jeg fortæller ham at jeg er lidt bekymret og at jeg ikke helt ved om det var klogt at tage hjem, men på den anden side, hvis jeg nu skal dø, så vil jeg heller dø her hjemme, end alene på et hospital. Jeg ved godt at jeg selvfølgelig ikke dør af det her, men det kan godt følelse sådan, når jeg for de her anfald, hvor mit hjerte bare banker der ud af, og jeg ikke rigtig kan få luft. Min lillebror er selvfølgelig også lidt bekymret, men nok mest over at jeg går lidt i panik, og derfor synes han at jeg skal prøve at tage hans puls måler på, det gør jeg så og min hvile puls ligger på lidt over 70 hvilket er lidt højt, da den normalt ligger på omkring de 55, jeg kan også se at når jeg får de her anfald så stiger min puls til over de 120 selvom jeg sidder helt stille. Jeg går i seng den aften med en lille fortrydelse over at jeg ikke bare blev på hospitalet, så jeg kunne få det overstået, istedet for at skulle vente på at få afvide at mit hjerte er okay og at det “bare” er stress/angst, som er en helt almenlig efter ve, af alt det traume jeg har været og er udsat for. Jeg krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig og hvisker, mor elsker dig, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der en lille del af mig, som håber at det er i nat at jeg bliver genforenet med Nord, måske fordi alt i mig gør så ondt, måske fordi jeg virkelig er træt, træt af sorg, træt af smerte, træt af savn. Inderste inde ved jeg godt, at så nemt slipper jeg ikke, jeg ved at Nord ikke ønsker at jeg giver op, og jeg ved også at det er derfor jeg vågner imorgen, jeg ved jeg er nød til at kæmpe videre, og det lover jeg at jeg gør, men lige idag, lige nu, vil jeg gerne bare slippe for alle tanker og følelser. Nat nat min skat, mor elsker dig altid altid.