Der har været mere end stille her på bloggen og det er på tros af at der er sket rigtig meget, og selvom jeg gerne vil dele alt med jer, lette mit hjerte og tømme mit hoved, som jo enlig er det jeg gør når jeg skriver har jeg ikke kunne finde ro eller overskud til at skrive, og det er selvom lysten til det i den grad er der, og der har været brug for det, jeg har flere gange sat mig ned og tænkt nu skriver du, der er jo masser der inde, jeg starter, men jeg har bare ikke kunne mærke mig selv i det jeg har skrevet, og så skal det altså ikke ud, for det føles ikke som om det så er mig, ihvertfald ikke sådan oprigtige og det synes jeg at det skal være. Jeg kommer med mange undskyldninger, som det er også fordi at jeg har en skod computer, at jeg ikke gider skrive på den, det ville være bedre hvis jeg fik en ny, hvilket ikke passer, for det betyder jo ikke noget i forhold til det jeg skal blogge om, ellers så skal jeg lige rydde op før jeg skriver for jeg kan jo ikke skrive, når alt omkring mig roder, og når jeg så har ryddet op, så er jeg for træt til at skrive. Så ja der har været mange “undskyldninger” men de holder bare ikke, men hvorfor er det så at jeg ikke for skrevet? jeg ved jo at det hjælper mig, jeg ved at når jeg blogger, så for jeg mine tanker ud og jeg får sat ord på mine tanker, jeg forstår mig selv bedre og jeg mærker støtte, så hvorfor gør jeg det ikke? Jeg ved det stadig ikke, men måske jeg ved det når jeg er færdig med det blog indlæg, jeg ved ihvertfald at Nord´s døds dag har ligge i mig længe og gerne ville ud, så nu kommer det, selvom det er noget tids siden.

Siden jeg forlod jer sidst, har det været Nord´s 2års døds dag. Dagen startede som så mange andre med at jeg vågner med tåre, jeg sætter mig op i sengen, krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig, jeg kigger på Nord´s seng som stadig står i mit sove værelse, smerten i mig vokser og vokser, tænk det er 2år siden jeg sidst så min smukke dreng stå der i sin seng med det største smil. Det smil der fik mig op om morgen og fyldte mig med kærlighed, ligemeget hvor træt, ked eller sur jeg var, satte det smil et smil på mine læber. Jeg mærker savnet og lysten til at kysse og kramme min søn vælde ind over mig, jeg samler tæppet der ligger i Nord´s seng op, det er fyldt med billeder og de smukkeste minder med Nord, jeg knuger det ind til mig og giver slip på kontrolden, tårene strømmer ned af mine kinder, jeg høre mig selv sige eller nok nemmere hulke, det her er ikke okay, det er ikke sådan her det skulle være, det er ikke fair, Nord skal leve, han fortjener at leve, lad mig tage hans plads, jeg vil give alt. Jeg falder om på sengen, med tæppet og Nulle i armene, her ligger jeg så i foster stilling og græder min smerte ud, jeg har lyst til at skrige, men af en eller anden og sikkert åndsvag grund, så gør jeg det ikke, for tænk hvis nogen høre mig, jeg vender hoved ned i madrasen, trykke mit hoved mod den så hårdt jeg kan, og giver så efter på lysten til at skrige min smerte ud, det hjælper lidt, men der er meget mere smerte i mig, så jeg gør det et par gange mere og det er befriende at få lov at lukke lidt smerte ud, efter følgende folder jeg mig igen sammen i foster stilling og lader tårene får frit løb, på den ene siden har jeg lyst til at blive liggende her, sådan her hele dagen, eller retter for resten af mit liv, for hvorfor skal jeg leve, når Nord ikke skulle? han fortjener det mere, hvorfor er verden sådan her og hvorfor findes der så onde, kolde og syge mennesker? De sidste spørgsmål for jeg nok aldrig svar på, men jeg ved at jeg ikke kan blive i sengen foraltid, selvom det idag er det jeg har mest lyst til, jeg ved at jeg skal leve, jeg ved at jeg skal gøre Nord stolt og det gør jeg altså ikke ved at ligge her. Jeg sætter mig igen op, tåre tårene bort, jeg rejser mig, går over til Nord´s puslebord, finder en Body frem, som stadig dufter af Nord, dette gør jeg tit når jeg har brug for at komme tætter på ham, og det virker, jeg dufter til den, og med den så velkendte duft af Nord, fyldes jeg med minder og kærlighed, jeg dufter til den et par gange mere og suger alt til mig, før jeg igen ligger den ned i den luft tætte pose i håb om at det holder på hans duft længe endnu, jeg ved duften en dag forsvinder og jeg frygter virkelig den dag, jeg skubber tanken væk, for jeg vil ikke tænke på det nu, jeg vil ikke mærke den frygt idag, idag er en svær nok dag som den er, jeg sætter mig igen på sengen for at samle mig lidt, jeg tager nogen dybe vejrtrækninger og prøver at berolige mig selv lidt, jeg ved at en del af mine veninder kommer om ikke så længe, for det har vi aftalt og de har jo lovet mig at hjælpe mig med at leve, og idag er der brug for hjælp. BB en veninder der er hos mig fortiden kommer ind, jeg tørre tåre og snot væk i håb om at udtrykke at jeg er okay, men da hun ligger sin hånd på mig, bryder jeg igen sammen, vi sider lidt i stilhed med lige forundtaget de snøft der kommer fra mig i et forsøg på at holde snot inde. Det ringer på døren og BB rejser sig for at åbne, jeg bliver hvor jeg er, det er som om jeg ikke kan rejse mig, som om at hvis jeg rejser mig nu, så kan mine ben ikke bære mig, mit blik søger mod himlen, hvor mon du er Nord? jeg savner dig så meget, du er nød til at hjælpe mig igennem dagen idag, jeg kan ikke uden dig.

Tøserne er kommet, vi spiser Morgen/frokost snakker og hygger så godt vi kan, stemningen er lidt trykket, men pigerne gør virkelig hvad de kan for at få mig igennem dagen. Jeg får smukke blomster, og andre meget fine ting, og det går lige i hjertet, det betyder ALT for mig at Nord ikke bliver glemt, så at se de smukke blomster der både er i mit hjem, men også dem og alle de lys der er sat på trappen, flyder mig med kærlighed og styrke og jeg er evigt tak nemmelig for at folk stadig støtter og husker os, jeg frygter den døds dag der ikke længere er bare et lys eller en blomst til Nord, men jeg hversætter hver og en der er nu, og det/de er med til at give mig styrke. Vi går over i kirken for at tænde lys og der mødes vi også med min mor, da vi træder ind i kirken lyder orglet, musikken er høj, mørk og søgelig og passer perfekt til dagen og stemingen, det er som om det er lavet til os og dagen, og selvom det er tilfældigt at det lige starter når vi går ind, er det som om det er meningen. Vi stiller os rundt om stedet hvor vi kan tænde lys og her tænder vi hver især alle lys til ære og minde om Nord, jeg kan ikke holde tårerene tilbage, og da musikken er høj tillader den mig at få lov at græde ud, jeg kan ikke holde igen, jeg skal ikke tænke over lyden af min smerte og i armene på  min mor føles det tryk bare at give efter, vi står længe og ser på lysene der brander og jeg er rørt over at så mange er med til at mindes Nord og støtte mig. Da mine tåre aftager lidt kigger jeg rundt på de andre, og på en og samme tid fyldes mit hjerte både med smerte og kærlighed, smerte over at Nord ikke er her, smerte over at han skulle dø fordi et andet menneske ville straffe mig, smerte over hvor mange mennesker der lider under dette og smerte over hvor ondt og uretfærdigt livet kan være, men også med kærlighed, kærlighed over hvor mange mennesker der har Nord i deres hjerter, kærlighed over deres kærlighed til mig, og kærlighed fra og til Nord. Musikken stopper og det er på en måde mit tegn til at det er tid til at gå, på vejen ud ligger jeg mærke til alle de andre mennesker der også er i kirken, folk kigger på mig, og den typiske dansker “samvittighed” rammer mig,  mon de hørte mig græde? mon de kan se min smerte? eller tror de bare jeg er skør? mit blik fanger den engel jeg altid kigger mest på når jeg er i kirken, (den minder mig og Nord) og jeg glemmer alt andet, jeg sender et luft kys afsted til den inden jeg går ud af kirken. Vi står lidt udenfor, før vi begiver os hen til hjerte træet, der er også langt blomster og en fin hilsen til Nord og jeg, jeg krammer træet selvom jeg godt ved at det er skørt, men jeg har brug for det, så der står jeg så som en skør og krammer et træt, og jeg tror det udefra ser lidt mærkeligt ud, jeg står der længe men heldigvis er de andre søde og lades som om at det er da helt normalt, de står bare og små snakker og venter på at jeg er mættet, og efter noget tid kan jeg give slip og vi gå hjem til mig igen.

om aften er jeg træt, meget meget træt, og selvom dagen har været hård og det har føles som at være tilbage til d. 10/6 2016 mit livs værste dag, fordi jeg idag d. 10/6 2018 har gemmen lever det hele igen og igen og igen, time for time, jeg har kæmpet for at finde en løsning så Nord ikke skulle dø når klokken slår 17.00, jeg har kigget på uret idag flere gange end normalt, for at forsøge at løbe omkamp med tiden, alt dette på tros af jeg godt ved jeg ikke kan ændre det der er sket, jeg kan ikke gøre det om, jeg kan ikke skrue tiden tilbage, men min hjerte vil ikke finde sig i det, så den prøver desperat at finde en løsnings så Nord ikke skal dø igen, alt imens forholder kroppen sig i “ro” for jeg kan jo ikke gøre noget, men alligevel gennem lever jeg det hele igen og igen, time for time, det køre som en fil for mine øjnene, jeg gemmen lever alle  følelserne, både de gode, den skønneste morgen med Nord, smilet, kysset osv. men også de dårlige, beskeden der gav mig uro, opkaldet der gav mig kvalme og slog noget i stykker i mig, billederne i mit hoved af min døde søn, minderne om at prøve at genoplive ham, og den værste besked man kan få som menneske din søn er død, og som knuste mit hjerte og slog en del af mig ihjel. Men på tros af alt dette så er jeg her endnu og jeg står stadig på mine ben, jeg har godt nok været tvunget i knæ et par gange i løbet af dagen, men jeg er her, jeg rejser mig op og jeg bliver stærkere og stærkere for hver gang jeg rejser mig, så da jeg går i seng den dag er det med smerte, sorg, savn, tåre men også med stolthed og kærlighed, jeg kysser Nulle, lukker mine øjne og hvisker, Nord min skat mor elsker elsker elsker dig, og jeg lover dig at jeg gør det bedre i morgen, jeg lover dig aldrig at give op, jeg lover dig at din og min kærlighed kan klare ALT, Tak for dig, Tak for din kærlighed, dit smil, dine kys og din varme, Tak for at du valgte mig til at være din mor, du er det største og bedste der er sket mig, du er min kærlighed, min styrke, min stolthed og min smerte. Jeg vil gøre alt for at være en god mor og gøre dig stolt. jeg savner dig hver dag, jeg savner dig hele tiden, jeg elsker dig altid, jeg elsker dig forevig,  det skal være dig og mig for altid som vi aftalte, Mor og Nord altid altid, godnat min skat din mor elsker dig.