Idag kommer et lidt kort indlæg fra mig, det er enlig ikke fordi jeg ikke har meget på hjertet, for det har jeg, jeg er bare meget meget træt, sorgen er hård ved mig for tiden, og især savnet tære på mine kræfter.

Det er søndag aften, jeg har haft en okay weekend, fredag var jeg i Tivoli til fredags rock og derefter ude og drikke nogen drinks. Igår lørdags stod den på lidt hygge med mad, vin og drinks med 2 skønne tøser. Jeg forsøger lige pt. at flygte lidt fra mit “nye” liv som mor til en engel, desværre kan man ikke løbe fra virkeligheden, så det lykkes kun kort, men lige nu er det bedre end ingen ting. Jeg er så meget i min sorg, i savnet og i smerten, at jeg har brug for en pause, bare en gang imellem, og selvom det måske kun lykkes et par minutter af gang, er det som sagt bedre end ingen ting. Klokken er lidt i 17.00 min bror og jeg skal til fodbold, der er sæsonstart og det har jeg set frem til, for på stadion med mennesker jeg holder af, kan jeg i små glimt drømme mig tilbage til mit gamle liv. Jeg står i gangen med alt overtøjet på, da min bror kommer ud og siger, der går lige et par minutter, Ja-ja (Nord´s fætter) vil meget gerne med på stadion i dag, der går et sug igennem min krop, knuden i min mave vokser og mit hjerte slår hurtig, jeg har drømt om den her dag siden Nord blev født, dagen hvor Nord og Ja-ja skulle med til fodbold, jeg har forstillet mig dem på stadion så mange gange, Nord ville elske stemingen og larmen, de skulle spise popkorn, løbe og leje mellem sæderne, jeg ved de ville fjolle og lave ballade, de ville hygge og pjatte og med tiden blive mere og mere interesseret i kampen, som de blev større og større, en dag ville de selv tage på ture og jeg ville være hammer nervøs for, om Nord fik rodet dem ud i ballade, eller om de nået toget hjem osv.  Det var sådan jeg forstillede mig at det skulle være, men sådan blev det ikke, og nu står jeg så her og kæmper imod alle de følelser der vælder rundt inde i mig, imens jeg prøver at virke som om at det er det bedste i verden at Ja-ja gerne vil med os til fodbold, ikke fordi det ikke er det, for jeg har glædet mig, men Nord skulle jo også være der og det er han ikke. På vej der ud i bilen, skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at bryde sammen.

Vi kommer ud på stadion, og kommer op på vores pladser, jeg hænger Nord´s Brøndby trøje op, som har været med siden Nord døde. Jeg kigger på Ja-ja og jeg kigger på Nord´s trøje, det er helt forkert at det skal være sådan her, Nord skulle sidde der ved siden af Ja-ja i hans Brøndby trøje, den skulle ikke hænge bag os. Jeg kan se Nord for mig, i hans Brøndby trøje, jeg husker hvor stolt han var når han havde den på, og jeg husker måde han sagde Brøndby på. Hadet til X stiger i mig, hvordan kunne han tage oplevelser som denne fra Nord, fra Ja-ja, fra mig og enlig også fra ham selv? Jeg husker at vi bare nogen dage inden, X myrder Nord, sidde og snakker om, at når X´s karantæne udløber om ikke så længe, så skal vi have Nord med på stadion, og selvom jeg var ked af at skulle vente, så lovet jeg X at jeg ikke vil tage Nord med før X også kunne tage med. Jeg hader X for ikke at elske Nord nok til at lade ham leve, Nord ville elske dagen idag, og det smerte mit hjerte at livet og de oplevelser livet byder på, blev taget fra ham, og så af hans egen far. I slutningen af første halvleg bliver følelserne for meget for mig, Ja-ja der hygger, stoltheden i min brors øjne, over at have sin søn med på stadion, savnet og smerten i mig overtager alt. jeg kæmper for at holde tårene inde, jeg rejser mig, og siger jeg lige skal ned og tisse, jeg skynder mig ned af trapperne med tårene der presser sig på, jeg løber ud på toilettet og der står jeg så og stor tuder på et toilet på Brøndby stadion. Efter noget tid, kan jeg igen samle mig, jeg tørre tårerne bort, trækker vejret dybt, jeg er nød til at holde fokus, det skal være en god oplevelse for Ja-ja at være med til fodbold, så jeg tager mig sammen, og køber en popkorn med op. Vi vinder 4-0 og Ja-ja har haft en god første gang på Brøndby stadion, jeg er stolt af at jeg klaret det, men jeg er også synderkunst over at jeg kun kan have Nord med mig i hjertet, jeg har brug for mere og Nord fortjener mere, men jeg har Nord med i mit hjerte hver gang og det har jeg haft siden første kamp efter Nord´s død. Til vores første hjemmebane kamp efter Nord´s død, havde de i Brøndby lavet et banner til ære for Nord, det varmede mit hjerte og betød så inderligt meget for mig, og jeg er dem stadig her et år efter meget meget taknemmelige, det var så stort, det var så stort af dem, og det betyder stadig rigtig meget for mig, de havde ham med, de vise ham ære. Det var en følelse af sammenhold, støtte og kærlighed, og det vil jeg aldrig glemme dem for, så Tak af hele mit (blå gule) hjerte.

Mor og Nord altid altid.

Dette indlæg har ligesom indlægget omkring Nord´s 1 års døds dag, taget mig lidt lang tid at skrive, det har det fordi de dage her gør virkelig virkelig ondt på mig, og tiden både før og efter har været og er rigtig hårde.

Det er fredag, det er sankthans og det er 1 års dagen for Nord´s begravelse, Jeg har ikke kunne sove i nat, jeg har som så mange gange før gennemlevet dagen igen og igen, jeg husker hvilken smerten jeg følte, jeg kan huske at jeg glædet mig til at skulle se Nord, men jeg hadet tanken om at det også var sidste gang jeg kunne se ham. Idag ville jeg på nogen punkter ønske jeg kunne have den samme dag, som for et år siden, for selvom det var den hårdeste dag i mit liv, og jeg ikke tror jeg ville kunne holde til at gøre det hele igen, så var det også en dag, hvor jeg kunne kysse Nord, og jeg følte at jeg gjorde noget for ham, jeg følte at jeg æret ham, jeg følte jeg viste ham at jeg og mange andre mennesker elsker ham så ubeskriveligt og ubetinget højt. Jeg gad måske godt at man havde andre ceremonier end begravelsen, den kommer alt for hurtig, og er alt for hurtig “overstået” jeg har brug for at der er mere, jeg har brug for stadig at mindes og ære Nord.

Fordi jeg slet ikke har sovet i nat, har jeg det som om jeg har tømmermænd, jeg er mega træt og jeg har det rigtig dårligt, sorgen, smerten og savnet som igår var meget voldsomt, sidder stadig i mig, jeg er meget meget ked af det, og jeg har mest lyst til bare at blive liggende i min seng, resten af dagen, måske endda resten af livet. Men jeg har lovet Nord at jeg ville kæmpe hverdag, og det løfte SKAL jeg holde, om jeg har lyst eller ej. Jeg har lovet at jeg ville stå op hver dag, så det skal jeg også idag, selvom jeg på ingen måde har lyst, og det tager mig da også lang tid at tage mig sammen til at stå op og gå i bad. Imens jeg står i badet strømmer tårene ned af kinderne på mig, jeg ved ikke hvorfor, men det følges godt at græde i badet, det er som om at vandet trøster mig, det tørre tårene væk, og vandet fra bruseren aer mit ansigt. Efter noget tid, stopper tårene og knuden i min mave løsnes lidt.

Dagen går meget langsomt, og jeg bryder on and off sammen, men dagen tros alt, og om aftens mødes jeg med nogen veninder for at få styr på en gave til en anden veninde, som holder 30 års fødselsdag imorgen. Jeg har været meget i tvivl om, om jeg ville med, for jeg har virkelig haft det skidt, det sidste lange stykke tid, så der er ikke så meget energi, men nu har jeg besluttet mig for at tage med, jeg er nød til at blive ved med at prøve at “leve” og kæmpe for at få et liv igen, og det tror jeg at jeg gør bedst ved at gøre og deltage i ting, og jeg må jo bare tage hjem, hvis det hele bliver for meget. Vi får styr på gaven og så hygger vi med lidt sushi, vi snakker meget om Nord og hans begravelse, veninderne minder mig om, at selvom dagen var den hårdeste dag i mit liv, så var den også virkelig smuk,  den var fyldt med kærlighed, og det er det jeg skal prøve at holde fast i,  jeg/vi gav ham den smukkeste afsked og jeg håber han kunne mærke kærligheden, selvom sorgen selvfølgelig fyldte rigtig rigtig meget. Jeg er glad for vi gjorde alle de ting vi gjorde, jeg er glad for vi gjorde dagen til Nord´s dag, og jeg er glad for jeg sang for ham, selvom jeg idag ikke aner hvordan det lykkes mig,  jeg kan huske jeg næsten ikke kunne få luft, mine ben rystede under mig, og jeg var flere gang i tvivl om, om de ville give efter under mig. Men jeg gjorde det, og jeg er sikker på jeg må ha fået styrken fra Nord, for ellers ville det ha været helt umuligt, det var aldrig lykkes mig, hvis ikke Nord havde været med mig, det var aldrig lykkes uden hans og min kærlighed, men det lykkes og det er jeg så glad for idag. Jeg kan se tilbage på dagen, med stolthed og kærlighed, og det eneste jeg fortryder ved Nord´s begravelse, er at Q og alle de andre der stadig den dag idag støtter X (foruden Nords farmor og farbror) var med til Nord´s begravelse, havde jeg vist at deres støtte er hos X og ikke hos Nord, havde de ikke været velkommen, så lige der ville jeg ønske X var blevet begravet først så jeg kunne se hvem der var på hans side, men sådan var det desværre ikke, og det er en af de ting, jeg jo desværre heller ikke kan lave om på. Nord fik en konge værdi begravelse, med så meget kærlighed og støtte, og der er ingen tvivl om at vi fik vist Nord at han er så ubetinget elsket og at hans liv var meget mere værd end den skæbne X gav ham.

Da jeg kommer hjem, er jeg meget meget træt, og jeg har enlig meget lyst til at gå i seng, men jeg ved jeg ikke kan finde ro, det er nemlig som om jeg stadig mangler at gøre noget for Nord idag. Jeg beslutter mig for at gå over i kirken, der er nemlig nat åbne idag, jeg går der over, og fra jeg kommer ind af den store dør, fyldes mine øjne med vand, jeg savner min lille dreng så meget, det gør ondt i hver en celle af min krop, mine ben ryster igen under mig, og jeg er bange for jeg knækker sammen, jeg prøver at bevare “roen” jeg trækker vejret så dybt jeg kan flere gange, samler mig sammen, og så går jeg over og tænder et lys for Nord, jeg står længe og ser det brænde, imens jeg lader tårene trille. Jeg sætter mig i en sække pude på gulvet og kigger op på englene for ende af kirken, der er en der vender på hoved, jeg kommer til at smile et lille smil, det ville være så typisk Nord. Da tårene holder op, og jeg igen føler jeg kan få luft rejser jeg mig, sender et kys ud i rummet og hvisker, Nord mor elsker dig.

Da jeg skal sove, er jeg fyldt helt op af savn, sorg og smerte, og jeg kan ikke finde ro, tankerne køre rundt, og jeg mærker hadet til X, sprede sig i min krop, hadet er normalt ikke det der fylder mest, det er Nord og kærligheden til Nord, for sådan har jeg valgt det skal være, min kærlighed til Nord er større end hadet til X. Men lige nu fylder det, jeg bliver gal, fordi det er så meningsløst at Nord skulle dø, X kunne ha fået det næsten som han ville, jeg elskede ham og jeg ønskede mere end noget andet i at vi skulle være en familie, jeg ville opgive alt for ham, mit eneste krav var at X droppet kontakten til Q. Men det kunne han ifølgelig ham selv, ikke selv vælge, eller som han sagde det, at det var ikke fordi han havde et behov for at se Q eller at han gad snakkede med hende, men han kunne ikke vælge hende fra i hans liv, det var ikke et valg eller en mulighed han havde. Men han kunne godt slå sit eget barn ihjel. Noget jeg på ingen måde kan forstå, og hvis han ikke “gad” hende, hvis hun ikke var så vigtig for ham, som han selv blev ved at sige, hvorfor kunne han så ikke vælge hende fra? hvordan kan det være nemmere for ham at slå Nord ihjel? Mit hjerte knuses, og jeg hader at jeg nogenside har elskede den mand, jeg hader at jeg fortalte ham at jeg elskede ham da han ringede få minutter før han to livet af sig selv, men der viste jeg ikke at han havde slået Nord ihjel eller han nogensinde kunne finde på at gøre Nord ondt, og det var desværre først da jeg så Nord ligge død på sengen at alle følelser for X forsvandt. Det føles som om mit hoved skal springes, smerten er så stor at jeg har lyst til at slå hoved ind i væggen, bare for at mærke en anden form for smerte, alt i min krop gør ondt, og jeg har på mange måder lyst til at give efter for smerten og give op, hvis jeg dog bare kunne få fred for smerten bare lige lidt. For selvom det ikke hele tiden gør så ondt her, selvom jeg på mange måder er ved at lære at leve med smerten, så er det sindsygt hårdt at have ondt inden i hele tiden. Jeg rejser mig fra sengen for at hente et glas vand, jeg bliver svimle og det sortner for mine øjne, jeg skynder mig at sætter mig på sengen, tager hoved ned mellem benene og prøver at trække vejret så langt ned i maven jeg kan, jeg har prøvet det så mange gange før, så jeg ved at jeg ikke besvimer, hvis jeg bliver siddende sådan til det værste lige har lagt sig. Efter noget tid rejser jeg mig langsomt op, og så går jeg ud og henter jeg et glas vand, så jeg kan tage en sove pille. Jeg ligger mig i sengen med Nulle (Nord´s nus bamse) kysser den og holder den tæt, jeg prøver at fylde mit hoved med gode tanker, jeg tænker på tiden med Nord, og alt den kærlighed han gav. Da jeg mærker sove pillerne begynder at virke, synger jeg elefantens vuggevise som jeg også sang i kirken for Nord, for et år siden, Tårene fylder igen mine øjne, og sangen afsluttes med ordene, nu sover du sødt allerede, jeg husker hvor ondt det gjorde at synge det i kirken, for der i kisten for an mig, lå min lille dreng, lag til at sove forevigt, lagt til a sove alt alt for tidligt. Nord, jeg er så ked af at X´s had til mig, gik udover dig, det er på ingen måde okay, det er på ingen måde fair. Du var den sødeste, gladeste, kærligste lille dreng, du fortjente ikke den ondskab X bød dig. Du fortjener kun kærlighed, du fortjente livet. Søvnen hiver i mig, og lige inde jeg lukker mine øjne, hvisker jeg, Sara du har overlevet det første år i helved, du har nu været igennem alle mærke dage og datoer som mor til en engle for første gang, og som alle ved så gør øvelse mester, det bliver bedre her fra, det skal det, små skidt, lidt af gangen, det bliver nok aldrig godt, men det bliver bedre, men Nord jeg kan ikke uden dig, godnat Norden min skat, mor elsker dig.

Mor og Nord altid altid.