Jeg vågner tidligt, men ligger lidt med Nord´s Nulle (Nord´s nus bamse) min bror banker på min dør, han vil lige tjekke at jeg er oppe, for jeg skal følge hans søn (Nord´s fætter Ja-ja) i vuggestue. Min bror og hans kæreste har planer, så for at Ja-ja ikke skulle afleveres tidligt, har jeg fået æren af at afleveres ham i vuggestue idag. Jeg står op, og idag spiser jeg også morgen mad, noget jeg ikke rigtig har gjort siden Nord´s død. Jeg har aldrig rigtig været god til at spise morgen mad, men jeg spiste morgen mad med Nord. Jeg går ind til min bror og svigerinde, Ja-ja vil gerne vise mig nogen biler, og da hans mor og far er gået, leger vi lidt med biler (ligesom jeg gjorde med Nord) inden vi tager overtøj på. Ja-ja for øje på Nord´s sol briller, som han har haft lånt da min bror,svigerinde og Ja-ja var på skiferie. Mine og Nord´s siger han, ja siger jeg det var Nord´s men du må gerne låne dem. På, solen skinner siger han. Vi tager brillerne med, og så er vi ellers klar til at tage i vuggestue.

Jeg tager min cykel, hvor jeg stadig har Nord´s barnesæde på, Nord elskede at cykle, jeg mindes hans smil, når han fik sin cykelhjelm på. jeg sætter Ja-ja op på cyklen, selen skal spændes lidt ud, og det går op for mig, hvor stor en dreng Nord ville være blevet hvis han stadig var i live. Ja-ja for cykelhjelm og solbriller på, og jeg høre mig selv sige, åhh smart, noget jeg tit sagde til Nord. Det giver et lille stik i mit hjerte, men på samme tid, er det som om jeg kan mærke Nord og jeg kan se ham for mig, og den måde han smilede på, når jeg sagde det. Vi cykler afsted til vuggestuen, vi har Batmanden med (min hund) så Ja-ja sidder stolt og kalder på ham, når han stopper op for at tisse eller bare er for langt bagud. Batmanden kommer løbende i fuld fart og Ja-ja synes det er sjovt. Det er skønt at høre ham grine, det giver igen et lille stik i mit hjerte, åh hvor jeg savner at høre Nord´s grin, hans grin satte altid et smil på mine læber og gik lige i hjertet.

Da vi når ned i vuggestue, viser Ja-ja mig stolt sin plads, og vi for overtøjet af og sutskoene på, ligesom når jeg afleveret Nord, vi går ind på stuen, hvor Ja-ja med det samme går igang med at lege, jeg for flash back og ser Nord for mig. Jeg går hen til Ja-ja og siger, faster går nu, må faster på et kys? Ja-ja kysser mig, og jeg rammes igen. Vi ses min skat, ha en god dag, faster elsker dig, og så går jeg. Da jeg kommer ud kan jeg mærke tårerne presse sig på, det var som at aflevere Nord, og det er jo sådan det skulle være, det gør ondt i mit hjerte, og jeg husker tilbage på den morgen jeg afleveret Nord for sidste gang, det var sidste gang jeg så ham i live. En tårne triller stille ned af min kind, jeg trækker vejret dybt, og mærker mit hjerte slå, jeg høre ordene i mit hoved, så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit. Jeg tørre tårne bort, kigger op mod himmelen og af en eller anden grund kommer jeg til at smile, det er et lille og kort smil, men det var der. Jeg går fra vuggestuen, med følelsen af at det her giver mening, det er sådan her det skulle og skal være, jeg får en følelse af at være mor, altså at gøre en mor ting, og det følelse faktisk godt.

Jeg møder min lillebrors svigermor, som bor lige ved siden af vuggestuen, jeg har kendt hende siden jeg var lille og hun er et menneske der betyder meget for mig. Vi står og snakker længe, vi snakker om Nord, og den oplevelse jeg havde på hans 9 måneders døds dag, jeg er sikker på at det var Nord, der sendte mig et tegn, og gav mig et himmels kram, jeg mærkede hans kærelighed og jeg havde følsensen af, at jeg lige fik lov at være lidt sammen med ham. Det har givet mit lidt styrke og tro på, at måske kan jeg godt klare livet igen en dag, for han er der jo stadig, godt nok ikke som jeg gerne vil have det, og godt nok slet ikke nok, men han er der alligevel på en eller anden måde. Jeg er sikker på at Nord kæmper for, at jeg en dag kan smile fra hjertet igen.

Senere samme dag, har jeg/vi besøg af psykologen, idag er det både mig, min bror, svigerinde og mor der er tilstede, det er et set up af mig og psykologen, da der er brug for at psykologen høre lidt om hvad de andre tænker i forhold til mig, hvor og hvordan de ser mig i min sorg, Og jeg har brug for at få delt mine tanker og følelser med dem. Jeg sætter så meget pris på de gider og tager sig tid, da det betyder meget for mig, Jeg ved ikke hvorfor, men det er bare på mange måder nemmere for mig at få sat ord og være åben omkring mine tanker og følelser i selskab med min psykolog. Jeg får også fortalt at, det at være i selskab med Ja-ja giver mig noget styrke og måske også et skub i forhold til at, få et barn mere en dag. Det er lidt som om når jeg er i selskab med Ja-ja er jeg nød til at tage mig sammen, og om nogen gang han også få mig til at smile, ligesom at lige meget hvor ked af det jeg var, så gjorde Nord mig altid i godt humør, på mange måder ser jeg nok lidt af Nord i Ja-ja og derfor betyder hans smil, kys, kram og nærvær bare så utrolig meget for mig. Jeg for følelsen af, at jeg godt kan taget mig af et barn og det giver et lille stik i hjertet, men på den gode måde, og jeg ved at Nord ville være stolt af mig.

Igår fredag d. 10/3 var det 9 måneder siden min søn Nord blev slået ihjel af sin far. Jeg vågnede op nærmest grædende, jeg sætter mig i vinduskarmen, kigget op mod himmelen, Nord, hvordan skal jeg leve uden dig, jeg kan ikke uden dig, du er nød til at vise mig at du stadig er her, jeg har brug for dig.

Da jeg senere på dagen, går forbi den kirke vi holde hans begravelse i, ser jeg at der er Natkirke i aften, jeg tænker at, måske skal jeg gå der over senere i aften, og tænde et lys for Nord.

Da jeg om aften kommer hjem, efter at have gået tur med Batman, (min lille franske bulldog) sætter jeg mig i sofaen, tænder for tvet, og tager den bærbar frem, for at skrive lidt blog, det har været en meget svær og hård dag, og jeg har brug for at få lidt luft fra tankerne og smerten, det hjælper mig nogen gange at få skrevet, så det kommer ud. Da jeg er færdig med at skrive, ligger jeg computeren fra mig, og overgiver mig til sofaen og tvet, hvor der køre x-faktor, og selvom jeg ikke har fuldt med, så kan det vel stadig underholde lidt. Jeg er træt og udkørt, og da der er sunget et par sange, tænker jeg at, måske skal jeg bare gå i seng, men så rammer en følelse mig, jeg skal over i kirken. Jeg roder i en skuffe efter Nord´s kompas, for det skal jeg have med mig, jeg føler jeg skal skynde mig, så jeg griber min jakker og hopper i et par sko og så er det ud af døren. Da jeg kommer ned på gaden, har jeg lyst til at løbe, og jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at noget i mig siger, jeg skal hurtig over i kirken. Jeg går meget meget hurtig, det er ligefør at jeg løber, da jeg kommer ind i kirken er der gang i en lille gudstjeneste over i den ene siden, der hvor man normalt tænder lys og kan sidde og kigge på dem, som jeg har gjort så mange gange siden Nord´s død. Jeg går stille frem mod det sted Nord´s kiste stod, den dag han blev begravet, jeg kan stadig se den for mig, der for ende, på gulvet. Billederne af kisten og Nord som ligger i den, køre igen og igen i mit hoved, det var så hårdt at se sin lille dreng ligge der i en kiste, han var stadig smuk, men han så ældre ud. Jeg kan huske at jeg havde lyst til at ligge mig op ved siden af ham. Jeg ville holde ham i mine arme, han skulle ikke ligge der, han fortjente det ikke. Nord skulle leve, Nord elskede livet. Jeg stiller mig, der hvor kisten stod, og jeg høre svagt præsten sige noget om, en stærk og sårbar kvinde i hende gudstjeneste, og der går det op for mig, at det er samme præst som til Nord´s begravelse, jeg for kuldegysninger. Jeg kigger op på de engle der er et “billede” af, og da jeg lader blikket falde, på den engle jeg også kigget på til Nord´s begravelse, siger præsten, og nu skal vi synge, du som har tændt millioner af stjerne, jeg bliver med et sat tilbage til dagen vi begravede Nord. Tåreren vælder frem, det er den første salme vi sang til Nord´s begravelse. Jeg går over mod der hvor gudstjenesten er, og præsten for øje på mig, hun sender mig et kærligt men også et lidt smerte fuldt smil. Jeg sætter mig på en af bænkene tæt ved dem, jeg lader tårerne strømme, jeg er på mange måder hivet tilbage til dagen Nord blev begravet, som jo også var den sidste dag jeg så og kyssede hans smukke krop.

Efter gudstjenesten er slut, kommer præsten over og sætter sig ved siden af mig, vi krammer, og hun spøger ind til mig, og hvorfor jeg lige er her idag, jeg fortæller hende at det idag er 9 måneder siden Nord døde, og at noget i mig sagde at jeg skulle gå her over, hun siger at hun tror på at det er Nord, for selvom det jo kan være et tilfælde at de synger lige netop, du som har tændt milioner af stjerner (Nord´s salme) nærmest ligesom jeg kommer ind, så virker det ikke sådan. Vi snakker om at nogen gange kan man godt have kontakt uden at kunne se hinanden, og jeg tror det var lige netop det Nord og jeg havde. Da vi har snakket i noget tid, og jeg har fået grædt godt ud, rejser vi os, krammer farvel, og så går jeg over for at tænde et lys for Nord, jeg står længe og kigger på lyset der brander, imens tårerne igen triller ned af mine kinder. Da der ikke længere kommer flere tårer og jeg er klar til at gå, sender jeg et luft kys ud i kirken og siger, husk mor elsker dig, og så går jeg, ligesom jeg gjorde den morgen jeg afleveret ham i vuggestuen for sidste gang. Og jeg går med samme følelse som den morgen, nemlig kærlighed og at vi selvfølgelig ses igen. Det gjorde vi desværre ikke den gang, men det gør vi en dag, det SKAL vi, vi høre sammen, mor og Nord altid altid. Da jeg går fra kirken og kommer hjem, føler jeg at jeg har været sammen med Nord, og jeg går i seng med en følelse af kærlighed.

Nord du har tændt milioner af stjerner, du vil altid være min nr 1, og min kærlighed til dig forsvinder aldrig, den bliver kun større og større. Så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit. Mor og Nord altid altid.

Idag er det fredag, jeg hader fredag, fredag er den dag det gør allermest ondt, jeg gennemlever hver fredag, dagen min søn blev myrdet, nemlig fredag d.10/6 2016. Jeg går igennem den time for time, og venter på, at nu sker det, nu slår X, Nord ihjel og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det, og selvfølgelig kan jeg ikke det, for Nord er jo død, han er blevet slået ihjel, men alligevel er det som om det sker igen hver fredag. Idag er det så ikke “bare” fredag, det er også d.10/3 og det betyder at det idag er 9 måneder siden jeg mistede Nord, 9 måneder i helved, 9 måneder med tåre hver dag, 9 måneder uden rigtig søvn, 9 måneder i konstant smerte, 9 måneder hvor savnet bliver større og større, det er idag 9 måneder siden mit liv blev ændret foraltid. Er det blevet nemmere? nej det er det på ingen måde, nok mere tværdigmod, gør det mindre ondt? nej slet ikke, savnet bliver kun større og mit overskud mindre, folk “forsvinder” da de har jo deres liv og hverdag, så det er på ingen måde bedre eller letter nu. Faktisk har jeg aldrig følt mig så meget alene som jeg gør nu, jeg er trist, ked af det, træt, udkørt og meget meget ensom. Kan jeg blive glad igen? ja det kan jeg måske godt, med tiden, men det vil altid være med den tanke at jeg ville være gladere hvis Nord var har, kan jeg blive lykkelig igen? Det er svært at tro på, og selv hvis jeg kan, vil det aldrig være 100% for Nord vil altid mangle og jeg vil aldrig kunne blive så lykkelig som hvis han stadig var i live. Det er rigtig svært at finde lyst til at kæmpe for et liv, man ved aldrig kan blive som man ønsker det, ligemeget hvad man gør eller hvor meget man kæmper.

Jeg kunne allerede igår mærke, at smerten i mig voksede og jeg endte da også med at græde mig selv i søvn. Da jeg vågnede i morgens startede jeg hvor jeg sluttede igår, jeg vågnede med tåre i øjnene, jeg har Nord´s nus bamse aka. Nulle i hånden. Jeg sætter mig op, med tårerne løbende ned af kinderne, jeg kigger over på Nord´s tomme seng. Åh hvor jeg savner at vågne op til Nord´s altid glade ansigt og det frække smil. Selv når jeg var allermest morgen sur, gjorde han mig i god humør, så snart jeg så ham smile, han fik mig altid til at smile, og jeg ved at han ønsker og kæmper for, at jeg igen en dag kommer til at smile fra hjertet, og det er derfor jeg står op hver dag, selvom det nu er med tåre og smerte, men jeg kæmper for Nord, jeg kæmper for at kunne gøre ham stolt en dag. Solen skinder og det er nok første gang jeg rigtig har lagt mærke til det, siden Nord´s begravelse. Jeg sætter mig i vinduskarmen med fødderne oppe, hoved mod ruden, og Nulle knuet tæt ind til mig. Jeg kigger op mod himmelen, tårerne triller stille ned af mine kinder, åh Nord jeg er så ked af det, det er slet ikke okay at du ikke er her mere, hvordan skal jeg leve uden dig? Jeg mangler dig så meget, min stemme knækker, og jeg brynder sammen, som så mange gange før, mit hjerte bløder.

Min mobil giver lyd fra sig, det er min kollega/veninde, der skriver hun er ved mig omlidt, vi har aftalt at hun skulle hente mig, så vi sammen kunne gå ind til salonen, som jeg lige pt. kæmper for at få styr på. Jeg tørre tårene bort, kysser Nulle og putter ham i Nord´s seng som jeg har gjort hver dag, de sidste 9 måneder, så kysser jeg billedet af Nord. Jeg ville give alt for at du var her min skat, mor elsker dig så højt, og jeg savner alt ved dig, tårerne presser sig på igen, så jeg kysser billedet igen, og skynder mig ud af døren, før jeg når at bryde sammen. Min veninde kan godt se på mig at det er en meget svær dag, vi snakker om Nord, og om jeg skal prøve at give mig selv lov til at kunne blive glad igen, se siger hun, solen skinner, det er Nord der skinner ned på sin mor og siger det er okay mor, jeg fælder igen en tårer. Da vi kommer ind i salonen forsøger jeg at få lavet de ting jeg skal, men det er svært at holde tankerne væk, og flere gange er jeg ved at bryde sammen. Jeg tjekker facebook osv. og der er mange som har vist deres støtte på denne svære dag, det betyder så ubeskriveligt meget, hvert et like, hvert et hjerte og alle de smukke ord, det røre mig dybt, men det giver også lys i mørket og gør at jeg samler mig selv op og kæmper videre. Dagen går, men det er hele tiden med tanken, nu er der så og sår mange timer til at X henter Nord fra vuggestuen, nu står X ham ihjel, nu sidder han og skriver mail, og sms imens Nord ligger død på sengen, måske lige ved siden af X. Nu modtager jeg sms´en der gør mig urolig, men som jeg ikke gør så meget ved, andet end at svare, at Nord altid kommer først. Tænk hvis jeg allerede havde taget ud til X da jeg fik sms´en, havde jeg så kunne rede Nord? der havde han jo “kun” ligget død i ca 30 min. Måske havde X stadig været i huset, jeg ville så gerne selv havde slået X ihjel. Måske havde X slået mig ihjel også, selvom han ikke ville det. For så var jeg der jo ikke til at opleve smerten af at han havde myrdet Nord, og det var jo derfor Nord skulle dø, det var for at straffe mig og ødelægge mig. Det gør så ondt på mig at Nord bare blev brugt som et våben mod mig, tænk at X kunne hade mig mere end han elskede Nord, det kommer jeg aldrig til at forstå. Selv nu med det X har gjort, elsker jeg stadig Nord højere end jeg hader X, og jeg hader X mere end ord kan beskrive. Time for time har jeg gennemlevet dagen, som jeg gør hver fredag. Jeg ser det hele i mit hoved som en film, igen og igen. Omlidt er det sidste gang jeg sidder med Nord i mine arme.

Jeg har ikke lyst til at tage hjem fra salonen, jeg har ikke lyst til at komme hjem til et tomt hjem, jeg vil ikke se virkeligheden i øjnene, jeg vil ikke hjem til ensomheden, sorgen, savnet og smerten. På vej hjem går jeg forbi den kirke hvor vi holdet Nord´s begravelse, der er nat åben idag, og jeg overvejer om jeg skal gå der hen senere. Jeg tror ikke på gud, og havde jeg gjort det før Nord´s død, så ville jeg da slet ikke gøre det nu, for hvordan kan sådan noget her ske, hvis der var en gud? Var der en gud så skulle han da fyres eller på pension, for ham der var, er da helt galt på den. Så nej jeg tror ikke på gud, men jeg tror på engle, og jeg tror på Nord, så kirken betyder helt sikkert noget for mig nu, så måske jeg skulle gå der ind i aften, måske det kan give mig noget, om ikke andet så kan jeg tænde et lys for Nord. Jeg tænder ofte lys i kirken nu, så sidder jeg der lidt og kigger på det, imens jeg mindes Nord. Jeg savner ham hele tiden, og mere end jeg kan beskrive. Jeg bliver aldrig hel igen, men jeg vil heller aldrig havde været Nord foruden, jeg vil heller leve resten af livet i smerte end ikke at have haft Nord, den kærlighed jeg følte med ham, er det bedste der nogenside er sket mig.

Nord min skat,  jeg savner dig hele tiden, jeg savner alt ved dig. Jeg elsker dig mere end ord kan beskrive, jeg vil altid elske dig. Så længe mit hjerte slår, slår dit i mit, og når mit hjerte ikke slår mere, skal vi igen være sammen. Mor og Nord altid altid.