Mit vægge ur ringer, klokken er 05.00, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har stået så tidligt op, eller jo det passer så ikke, det gjorde jeg da Nord var i live, men ikke ville sove mere og synets at nu kunne vi op. Idag er det desværre ikke fordi Nord vækker mig, selvom jeg ville ønske af hele mit hjerte at det var det. Idag står jeg tidligt op, for at ride fastelavn, noget jeg har gjort i mange mange år. Første gang jeg red med, var jeg vist 15 eller 16 år og sidste gang jeg red med var jeg gravid med Nord, ja faktisk var det den dag jeg fandt ud af at jeg var gravid. Jeg står op, og jeg glæder mig, der er ikke meget jeg glæder mig til i livet eller min hverdag mere, men det gør jeg idag, og det følelse godt, men jeg har også en knude i maven og en lille stemme i hoved der siger, sidst var det med Nord, og jeg havde glædet mig til at han i år, skulle se mig ride, han skulle slå katten af tønden, og bagefter se sin mor gøre det samme, men på hest, jeg ved han ville synes det var en fest, så i år rider jeg for ham. Jeg gør mig klar, pakker mine ting, tager den høje sorte hat på, der er pyntet med gule og blå bånd. Jeg kommer ud på trappen hvor billedet står af Nord, jeg kysser det, og mærker en tåre trille stille ned af min kind, jeg kysser det igen, og siger, mor elsker dig. Jeg tager min cykel og cykler ned i stalden. Vi spiser lidt morgen mad, for en lille en, sidder og snakker, før vi går over og gør hestene klar, de skal pyntetes med blomster og bånd. Den hest jeg skal ride, bliver pyntet i gult og blåt. Vi rider mod Amager, hvor vi skal mødes med alle de andre flotte heste og deres skønne rytter.

Hesten jeg rider, hedder Peter plys (Nord ville have elsket det) og jeg har lånt ham af min brors svigermor. Han er en ung hest og har ikke prøvet så meget, og det er hans første år, så jeg er ret nevøs for hvordan har tager det. Vi ridder afsted og det går fint, han er sød, men det kan godt mærkes at han er ny, han bryder sig ikke om, at han skal gå ved siden af en hest han ikke kender og det tager lidt tid før han vender sig til det. Han stiller sig lidt på bag benene engang imellem, men ellers går det fint. Vi hygger, synger og det er dejligt at være tilbage, jeg nyder det faktisk. Jeg kan lidt lades som om, at alt er godt, og at Nord hygger med mormor og morfar, som han ville have gjort hvis han var i live. Vi kommer til det sted hvor vi skal slå katten af tønden, og jeg bliver igen lidt nevøs for hvordan Peter plys tager det. En af mine veninder som også rider med, kigger på mig og siger, træk vejret, det skal nok gå, Jeg trækker vejret dybt og tænker, selvfølgelig skal det nok gå, og hvis jeg bliver smidt af, hvad så? jeg har prøvet det som er værre, og nervøsiteten ligger sig. Der er mødt mange mennesker op for at se os slå katten af tønden og det er rigtig fedt. Der er så mange glade børn, det giver et stik i mit hjerte, for Nord skulle jo også havde været der, ligesom fætter Ja-ja er der med sin mor og far. Jeg mærker tårerne presse sig på, jeg trækkere vejret dybt, og siger til mig selv, ikke nu Sara, ikke nu. Så kigger jeg mod himmelen og hvisker, mor elsker dig min skat. Så går vi igang, de første heste sætter igang og man kan mærke suset, de andre heste vil med, og det gælder også Peter plys, vi ridder frem og sætter i galop, men lige inde vi når tønden bliver han urolig og vil gerne uden om tønden istedet for under den, så han hopper til siden, jeg for holdt ham og vi rider under tønden, men jeg slår ikke til den. Jeg bliver nevøs for om jeg kan holde ham, hvis jeg slår til tønden og han bliver forskrækket. Så jeg rider bare under tønden et par gange mere uden at slå  til den og så stopper jeg. Jeg vil have at både han og jeg for en god oplevelse, og så må vi bare gøre det bedre næste år. Min mor kommer og hilser på, ligesom min bror og en masse andre, og det er selvfølgelig dejligt at se dem, men hvor gør det ondt at Nord ikke er der også, jeg mærker hvordan mit hjerte banker hårdt og hurtig, og tårene presser sig igen på, for Nord skulle jo være der.

Da tønden er slået ned, rider vi videre på vores tur, og vi har en dejlig tur, jeg smiler, synger, for noget at drikke og griner, men det er stadig men den indre splittelse jeg efterhånden kender så godt, og jeg hader den ubeskriveligt meget. Når jeg griner er den der, og siger, hvordan kan du grine når Nord ikke lever? Når jeg græder, er den er, er det sådan her du gerne vil have at Nord ser dig. Jeg føler aldrig bare en ting, eller har en tanke, der er aldrig ro, hverken i mit hoved, krop eller hjerte, og det tager tit kræfterne fra mig. Turen stopper hos min bror´s svigermor, vi sætter hestene ind, de for pynt osv. af og jeg klapper Peter plys og siger tak, han skal nok blive en rigtig god fastelavn´s hest. Alle rytter og heste holder skal ud og spise og det forgår ude på Amager. Da klokken er omkring 23.00 kan jeg ikke mere, jeg er træt, og jeg savner Nord, og selvom jeg godt ved han ikke er der hjemme, så vil jeg gerne hjem til ham. Da jeg kommer hjem, rammer tomheden mig, jeg går hen til billedet af Nord, kysser det, jeg lader nogen tårer trille stille ned af mine kinder, før jeg igen kysser billedet, jeg går over til Nord´s seng, vor ville jeg dog ønske at han lå der, jeg løfter dynen, samler Nulle (Nord´s nus bamse) op, kysser den, krammer den indtil mig, og siger, mor elsker dig Nord. Så tørre jeg tårne bort og går i seng. Jeg ligger lidt med Nulle knuget indtil mig, før jeg falder i søvn.

Jeg vågner næste morgen, jeg har det skidt, jeg føler mig tom, ensom og meget meget trist. Savnet til Nord fylder alt. Jeg ligger bare i sengen og ser tv imens jeg prøver at skubbe alle følser og tanker væk, men det virker ikke, der triller hele tiden tårer ned af mine kinder, og selvom jeg kæmper imod, kan jeg ikke holde dem tilbage. Jeg prøver igen og igen at sige til mig selv, det er okay du var “glad” igår og havde en god dag, det er der ingen grund til at få det dårligt over, det gør jo ikke at jeg savner eller elsker Nord mindre af den grund. Men min krop eller hjerne er ikke helt enig. Jeg for hjerte banken, jeg kan ikke holde tårene tilbage, og jeg bryder ud i en total ukontrolleret gråd, jeg græder og græder, og smerten i mig vokser og vokser, jeg for svære og svære ved at trække vejret, jeg roder i min skuffe efter nogen beroligne piller, jeg bryder mig ikke om at tage dem, men jeg er nået der ud hvor jeg begyder at blive bange for om jeg ville kunne finde på at gøre noget dumt. Jeg tager en pille, og prøver at få styr på min gråd, tanker og smerten inden i mig, men det hjælper ikke, og jeg føler heller ikke at pillen hjælper. På et tidpunkt efter timers gråd, begyder de mørke tanker at tage over, ville de piller jeg har, kunne tage livet af mig, hvis jeg bare tager nok? Da jeg har tænkt tanken, bliver jeg skræmt, og jeg skammer mig på samme tid over at tænke sådan. Men lige nu vil jeg bare have smerten til at forsvinde, det gør så ondt og jeg kan ikke længere holde smerten ud, jeg bliver bange, for tænk hvis jeg kunne finde på at gøre nogen af de ting jeg tænker. Jeg går i panik og ringer til min mor, den går på telefon svare og jeg mærker angsten vokse i mig, jeg ringer igen og igen indtil en stemme endelig siger, det er mor, jeg kan dårlig nok få luft eller sagt noget, og hun siger igen og igen, rolig nu skat, jeg kan ikke forstå hvad du siger. Der kommer stadig ingen ord ud af mig, det er kun hysterisk gråd der kommer ud af min mund. Min mor siger, prøv at tage det roligt, jeg kommer nu.

Da min mor kommer, ligger jeg på gulvet, jeg græder stadig og jeg kan ikke styre det, jeg ligger i en pøl af spyt/savl,snot og tåre. Mega klamt, men jeg er ligeglad. Hun samler mig op, og holder mig tæt, imens hun forsøger at trøste mig. Hun tørre flere gange savl, snot og tårer væk, vi sidder længe på gulvet, imens jeg græder og græder. Det påvirker min mor meget at se mig sådan her, og hendes vrede vokser og vokser, hendes vrede til X, men også vreden til den del af familien, som i den grad har svigtet os. Og da hendes vrede desværre ikke kan gå udover X, går det udover Q, hun forsøger at ringe hende op, men Q tager den selvfølgelig ikke. Jeg ville ønske min mor kunne slippe noget af den vrede, og slette den del af familien helt, både fra telefon, men også fra vores liv. Hvis de ikke kan og vil være der for os nu, hvad skal vi så med dem? Min bror kommer ind, og han diskutere lidt med min mor om netop det. Imens kan jeg høre fætter Ja-ja (Nord´s fætter på snart 3 år) i gangen og jeg kan høre han siger han gerne vil ind til mig, jeg prøver at samle mig lidt, tørre tårerne bort. Ja-ja kommer ind og han vil gerne aflevere en af de blomster jeg havde pyntet hesten med igår, men som jeg har tabt og som han så har fundet, han er så sød og stolt over at han altså havde fundet en af mine blomster. Han viser mig en af hans biler og vil gerne have at jeg går med ind til ham for at vise mig nogen flere ting, så det gør jeg så. Jeg er så glad for, at jeg har ham i mit liv, han giver mig et indblik i hvad Nord ville kunne nu, og via ham, kan jeg være lidt tætter på Nord, men det er også rigtig hårdt at se alt det, jeg og Nord går glip af. Ja-ja og hans mor bager fastelavn´s boller og jeg ville ønske Nord kunne være med. Jeg håber af hele mit hjerte at Nord kan se hvor elsket han er og at han ved at jeg/vi har ham med i alt hvad jeg/vi gør.

Jeg går tidligt i seng, mine øjne gør ondt, og jeg er sindsygt træt, men jeg kan ikke rigtig falde i søvn, så jeg ender med at ligge og se lidt tv. Min mor har valgt at blive og sove og det giver mig lidt ro at jeg kan høre hun er inde i stuen, så til sidst falder jeg endelig i søvn.

Nord min skat, så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit.

Billedet er fra Nord´s første og eneste fastelavn. Mor og Nord altid altid.

Det er lidt over 8 måneder siden min lille dreng blev slået ihjel af sin far, de 8 måneder har været en kamp for overlevelse hver dag, og her mener jeg ikke “kun” psykisk som ellers er en hård nok kamp i sig selv, men jeg er også økonomisk presset til det yderste. Jeg er ikke i stand til at arbejde i nu, jeg vil gerne, men nogen gange kan jeg ikke andet end at græde, jeg har en frisør/skønheds salon i indre KBH og jeg elsker min salon, den har altid være mit fri rum, og jeg holder stadig meget af at komme der, men jeg kan ikke overskue at arbejde rigtig. Så jeg er på sygedagpenge. Salonen lider meget under jeg ikke er der, der er en stor husleje der inde, som skal betales, og selvom pigerne der inde kæmper hårdt for at få det hele til at virke og køre rundt, mangler min indtjening til huslejen, det gør at en stor del mine sygedagpenge går til salonen. Jeg har ikke betalt min private husleje siden august eller september, for det har der bare ikke være penge til hvis jeg ikke vil miste salonen, og det vil jeg ikke, så har jeg ingen ting, ingen ting at vende tilbage til når jeg en dag for kæmpet mig tilbage til livet. Lige efter Nord´s død tænkte jeg ikke på økonomi overhoved, jeg kunne ikke overskue det og måske var jeg enlig også ligeglad, og på mange måder havde jeg nok ikke forstillede mig at jeg skulle blive på denne jord så længe, at jeg behøvet at tanke på økonomi, Så det kunne være ligemeget. Jeg holdet den begravelse jeg synes Nord fortjente, med alt hvad det indebar, og heldigvis for mig, bor jeg et sted hvor folk hjælper hinanden når livet bliver umenneskelig, og der blev samlet penge ind til begravelsen og til psykolog timer. Hvis der ikke være blevet det, havde jeg ikke haft mulighed for at gå til psykolog, og jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret det uden hjælp fra min psykolog. Nu her 8 måneder efter, er jeg så ikke længere ligeglad med min økonomi, Jeg har brugt min opsparing, jeg har også brugt penge på en masse, som ikke er livs nødvendigt, og hvis jeg måske tidligere havde haft kræfter til at tænke på min økonomi, ville det måske ikke været blevet så slemt som det er nu, men det havde jeg altså bare ikke. Kræfter til at tænke på det nu, er også meget svære at finde, men hvis jeg ikke gør det nu, så graver jeg mig selv ned i et kæmpe (økonomisk) hul, og så skal jeg, så kæmpe med det, når jeg forhåbentlig en dag har lyst til live igen. Men hvordan kommer jeg tilbage på rette køl, når jeg ikke har overskuet til at tænke og gøre de ting der skal til? Jeg har ikke overskud til at købe ind og lave mad, så den står næsten altid på købe mad, hvilket er dyrt, og hvis mine forældre ikke hjalp mig med mad tit, ved jeg ikke hvordan jeg klaret det. Jeg kan ikke holde ud bare at side hjemme alene hver weekend, jeg har brug for at flygte fra virkeligheden nogen gange, ved at gå ibyen og drikke mig fuld, hvilket også er dyrt. Jeg har fået briller, forbi mit syn er blevet dårligere i alt det her. Jeg har fået lavet en tatovering af Nord, (som også kostede penge) og jeg vil meget gerne have mere med Nord, maleriger, tatoveringer, forsølve hans sidste sko, få lavet et tæppe, en ring med hans ringer aftryk osv. Og så vil jeg gerne på ferie. alt sammen noget der koster penge. Er det livs nødvendigt? nej ikke for folk der ikke har mistet et barn, men for mig, jo, det er det, det er det der gør at jeg kæmper og at jeg kan klare den lidt igen. Så hvordan spare jeg sammen til de her ting når der ikke er noget at spare af, hvordan får jeg råd til at leve på mine sygedagpenge? Hvis jeg betalt mine faste udgifter ville der være ca. 2000 kr tilbage at leve for, uden at betale til salonen) og det ville jeg godt kunne få til at virke, hvis jeg havde overskuet, men det har jeg ikke, jeg får ikke købt ind og lavet mad, jeg vil gerne, men det sker ikke. Jeg kan ikke. Min virkelighed ser heller ikke sådan ud, for jeg betaler jo ikke mine faste udgifter, desværre, igen, jeg vil gerne, men jeg kan ikke, for jeg har brug for de penge et andet sted, ellers forsvinder det lille lys jeg har for fremtiden.

Jeg vil så inderligt gerne lave et børnetøjs mærke i Nord´s navn, ære og ånd, hvor en så og sår stor %del af overskuet skal gå til andre i samme sorg og smerte som jeg, netop så de kan få hjælp (psykolog) måske komme ud og rejse, få et malerig eller hvad der ellers kan være brug for, for det betyder så meget mere end man kan forstille sig. Hvad vil jeg have ud af det her indsalg? enlig vil jeg bare gerne ud med hvor frustreret jeg er over, at der ikke er nogen hjælp og hente når man for myrdet sit barn, man skal selv betale for ALT. psykolog hjælp, medicin osv. Jeg har været “heldig” at der er nogen der har samlet nogen penge ind til mig, ellers havde jeg ikke haft råd til begravelse og psykolog, Og for det er jeg dybt dybt taknemmelig, men ikke alle er så “heldige” og derfor vil jeg gerne sætte noget fokus på det. Jeg er frustreret over at man bare bliver tabt på gulvet, at man skal stå for alting selv, der er ingen der hjælper en, eller fortæller hvor man kan gå hen for at få hjælp. Vi/jeg fik afvide at de ville kontakte os fra psykiskatisk skadestue, mandagen efter Nord´s død, det skete ikke, vi skulle selv ligge og ringe til dem, flere gange, for at komme indtil en samtale med en krise psykolog, efter samtalen fik vi afvide, at vi var en kærlig og “sund” familie, og at det var godt vi havde hinanden, de synes ikke de kunne gøre mere for os, men vi var selvfølgelig velkommen til at komme ind til en samtale mere, hvis vi havde brug for det. Men har man brug for en samtale mere med en/nogen der ikke mener de kan hjælpe? Man skal selv kontakte læge, man skal selv finde en psykolog, og ærligt hvis min svigerinde ikke havde findet en psykolog til mig, var jeg nok aldrig kommet til psykolog. Nu står jeg så her 8 måneder efter, og kassen er nu tom og hvad gør jeg så? Har jeg stadig mulighed for at gå til psykolog i fremtiden? nok ikke nej, er jeg bekymret for at skulle undværre hende? meget, rigtig meget, jeg kan allerede mærke nu, at jeg ikke kommer der tit nok, og det fylder meget i min “hverdag” men jeg har bare ikke råd, desværre. Så tanken om at miste hende skrammer mig helt vildt, kan jeg overhoved klaret mine tanker og følelser uden hende?

Jeg kæmper hver dag for at overleve en dag mere, jeg kæmper for at komme til at leve igen, men når/hvis jeg vinder den kamp, så står den næste og venter, nemlig kampen for at komme ud af det økonomiske hul jeg graver mig længere og længere ned i, det er noget jeg er begyndt at tænke meget over, og jeg er også begyndt at spare (der hvor jeg kan) Jeg spiser rigtig tit bare tun og majs til aftens mad, ellers kommer min mor med mad, jeg shopper ikke mere, Jeg siger nej til byture, jeg siger nej til at gå ud og spise, nej til bio ture, nej til rejser, for hvis jeg ikke siger nej, bliver hullet for dybt og jeg kommer aldrig op igen. Jeg kan ikke lad vær med at tænke at det jo er sygt hvis det er økonomien der gør at jeg giver op. Jeg burde jo kunne klare ALT, hvis jeg klare tabet af Nord, men måske er jeg bare ikke stræk nok alligevel.

Det er valentine´s day idag, en dag jeg normalt synes er hyggelig, det er en dag i kærlighedens tegn, og det behøver ikke betyde at man skal have en kæreste for at fejre den, eller at man skal købe gaver, blomster osv. Nej det er en dag hvor man skal vise og/eller fortælle dem at man elsker at man elsker dem. Kan man ikke gøre det alle andre dage? Jo det kan man godt, men gør vi det? hvorfor skal vi have en dag hvor vi gør det? Jo det skal vi, for at vi husker det, rigtig mange mennesker er dårlige til at vise eller sige at de elsker en, og der kan dagen idag hjælpe lidt. Selvfølgelige ville det være meget federe, hvis hver dag var en kærligheds dag, og det er en ting jeg altid selv har dyrket meget, jeg synes det er vigtigt at fortælle dem man elsker at man elsker dem, og jeg tror heller ikke at de mennesker jeg elsker er i tvivl om at jeg elsker dem, for jeg prøver at vise det tit og jeg siger det meget, (ikke kun på valentine´s day) Det gælder især Nord, jeg sagde hver dag, jeg elsker dig eller mor elsker dig, og det gør jeg faktisk stadig, hver dag, for det gør jeg, jeg elsker Nord, hver dag, hele tiden, og derfor siger jeg det stadig højt hver dag. Nord mor elsker dig.

Sidste år på Valentines day, var jeg i Thiland, med hele familien, mor, far, min bror, svigerinde, fætter Ja-ja og Nord, det var den bedste ferie nogenside, der var så meget kærlighed, lykke og hygge, og det var der selvfølgelig også på Valentines day. Vi hyggede hele dagen, med at bygge sandslotte, Nord smadret dem igen, og grinede hver gang, hel vildt, vi badet både i poolen og på stranden, og Nord var blevet så sej til at svømme med bade vinger. Han kastede sig bare ud i vandet, ikke bange for noget, så tillidsfuld, sikker på at verden var et trygt og kærligt sted, det var vidunderligt at se, men også et stort arbejde, for han skulle jo redes nogen gange, når han løb ud i vandet uden vinder på, eller han bare spang i poolen, så med Nord skulle man altid være på og være vågen, for der var knald på. Nord, han skulle opleve det hele, og gerne på den halve tid, og når man ser tilbage på det, er det som om Nord godt viste at han skulle nå så meget som muligt, som om han godt viste at han ikke havde så meget tid her på jorden, så han skulle have det hele med. Om aften to vi det fine tøj på, og jeg fik en smuk lyserød rose af Nord. Han var så smuk og sød i sin fine skjorte, vi spiste lækker mad, og da vi kom hjem den aften, stod den på putning og masser af kys og kram inden det var senge tid.

Idag her et år efter, ville jeg ønske jeg kunne opleve igen, hvis jeg dog bare kunne sætte tiden tilbage og bare blive der i min lykke og kærligheds bobel med Nord til evig tid Men sådan er livet og virkeligheden desværre ikke, og intet vare evigt (andet end ægte kærlighed) så hvad gør man så, når ens kærlighed ikke er her mere? Hvordan fejre man kæreligheds dag? Valentines day? For mig, har dagen idag været svær, fyldt med savn og smerte, (ligesom alle andre dage) men den har også været fyldt med kærlighed og minder om min vidunderlige dreng, min Valentine. Jeg var en tur forbi tatovøren for lige at få tegnet min tatovering af Nord op, og selvom jeg ikke tænkte over det, da jeg booket tiden, var det den helt rigtige dag at gøre det på, smerte og kærlighed på engang. Nord er min kærlighed, min stolthed, min styrke og min smerte. Dagen idag gør ondt, det gør den fordi jeg elsker Nord, fordi jeg savner ham og fordi den jeg helst vil vise og give min kærlighed til, ikke er her til at modtage den, men Nord er og vil altid være min kærlighed, min valentine. Mor og Nord altid altid, mor elsker dig. Happy Valentines day min skat.

Det er måske et lidt rodet indlæg fra mig idag, men alt i mig er også meget rodet, og jeg har det rigtig svært fortiden, og især dagen idag har været svær,hård,tom og trist.

Mit vækkeur ringer, og hiver mig ud af drømmen med Nord, jeg sætter mig op i sengen, med en følelse af at Nord er her, jeg har ikke lyst til at miste den følelse, men jeg ved godt at lige så snart jeg kigger over på hans seng og ser han ikke ligger der, er jeg nød til at se virkeligheden i øjnene, ligesom jeg har skulle gøre det hver morgen siden jeg mistede Nord. Jeg sidder med Nulle (Nord´s nus bamse) jeg kysser den og krammer den indtil mig, jeg er ikke klar til dagen endnu, jeg vil tilbage til drømmen og Nord. Jeg ligger mig ned, lukker øjnene og tænker på Nord, men jeg kan ikke komme tilbage til drømmen, jeg ligger længe med lukket øjne, og selvom jeg har lukket øjnene, triller tårene stadig stille. Efter lang tid, sætter jeg med igen op, jeg tørre tårene bort og rejser mig. Jeg løfter Nord´s dyne, kysser Nulle og putte den i Nord´s seng, som jeg gør hver morgen. Jeg står længe og kigger på et billede af Nord, jeg savner ham så ubeskriveligt meget, det gør så ondt på mig, at han ikke for lov at leve, det gør så ondt at nogen har kunne gøre ham ondt, og tanken om at det var hans far, giver mig kvalme. Nord var så sød og kærlig en dreng, hvordan kan man tage livet fra et så vidunderligt menneske? Jeg for igen kvalme ved tanken om hvordan Nord blev fra taget livet, og jeg er med et tilbage i rakkehuset i Albertslund. Jeg løber ind, ser Nord´s klapvogn og jeg for en følelse af håb, måske er X og Nord her stadig, måske har X ikke taget Nord med ud, for at springe ud foran et tog, som han ellers sagde/ truget med i telefonen at han ville. Men håbet vare kun kort, Dorte (X´s svigerinde) læser en seddel der hænger på døren op, der står at Nord og X begge er døde og at det skete kl. 17.00. Mine ben ryster og det er som om mit hjerte går i stå, jeg vil ikke tro på det, jeg kan ikke tro på det, jeg tror ikke på at X kan slå sit eget barn ihjel, det må være en dårlig joke, det må være endnu et af hans forsøg på at ødelægge mig. Men det var desværre ikke bare et forsøg denne gang, denne gang ramte han plet, den gange ødelage han alt, han tog alt fra mig. Jeg høre Nord´s farmor, oppe i soveværelset oven på, Nej, X hvor er du? Nord vågn op, Farmor er her, Nej nej NEJ vågn op Nord, vågn op. Jeg løber der op, og ser Nord ligge helt livløs og bleg på sengen, hans sut ligger også i sengen men langt fra ham, ekstra Nulle (Nord´s ekstra nus bamse) som han altid havde med, når han skulle sove ude ligger ved siden af Nord, han ligger kun i ført sin body. Jeg bliver ramt af en følelse jeg aldrig glemmer og aldrig håber jeg skal opleve igen, det er som om mit hjerte vokser, som en ballon der pustes op, det bliver større og større indtil det med et kæmpe brav sprænger. Jeg falder på knæ og skriger min smerte ud. Jeg skriger og skriger indtil jeg bliver afbrudt af en stemme der siger, Sara du skal ikke være her, du skal ikke se det her. Jeg rejser mig op, og siger, jo jeg skal, det er mit barn og jeg skal gøre noget, jeg skal redde ham. Jeg sætter mig på knæ i sengen og går i gang med første hjælp, min bror kommer ind, hans stemme knækker da han siger nej Nord NEJ, søs lad mig hjælpe, og sammen giver vi første hjælp, og en enkel gang, for jeg et lille håb om at vi måske kan redde Nord, da der kommer lyde fra ham når vi trykker på ham, men det er desværre lyden af det indhold Nord har i sin mave der kommer op, jeg kigger på min bror der er smurt ind i Nord´s opkast, jeg tørre min brors mund, imens han halv kvalt siger, det er ligemeget søs, Kom nu Nord, Kom NU. Men Nord vågner ikke, han er væk, han har ligget død i mange timer, og vi kan ikke redde ham. redderne kommer og tager over, men heller ikke de kan få liv i Nord. Jeg kan stadig ikke tænke på det, uden at få dårlig samvittighed, Min lille dreng har ligget der helt alene, Han døde uden at der var nogen der elsker ham til at holde ham i hånden, han døde uden kærlighed omkring ham. Han døde alene, eller i selskab med en koldblodig morder, og bagefter han har ligget død, alene i flere timer før jeg fandt ham. Jeg kan ikke lad vær med at tænke om Nord har følt sig sviget, måske har han kaldt på mig inden han døde, måske har han kigget ned på sig selv, og tænkt hvorfor er min mor her ikke?  Hvis jeg nu bare havde være der før, hvis jeg nu bare var kørt der ud, da jeg fik den første underlige besked fra X, der havde Nord kun ligget død i en halv time, måske jeg havde kunne redde ham der? Jeg ville give alt for at få en change til, til at redde ham, jeg ville ofre alt for at Nord kunne leve.

Der er idag gået 8 måneder siden Nord´s død, 8 måneder hvor jeg har grædt hver dag, 8 måneder hvor jeg ikke har sovet mere end max 5 timer på en nat, og det har kun været muligt når jeg fylder mig selv med piller. 8 måneder hvor jeg hver dag savner Nord, 8 måneder fyldt med smerte, en smerte og et savn der hver dag får mig til at tænke hvor befriende det ville være, at finde et meget meget højt sted, stille sig på kanten, sprede sine arme ud, lukke øjnene, se Nord for sin og lad sig falde forover, mærke suset, efterfuldt af en helt enorm men forhåbelig kort smerte. Jeg skammer mig over at have de tanker, men jeg kan ikke lad vær, jeg vil være hos Nord. Smerten bliver tit for meget for mig, og jeg forstår virkelig godt dem der gør skade på sig selv, jeg sidder nogen gange og knalder hoved ind i væggen bare for at slippe for den inder smerte bare lige i et par sekunder, jeg stopper som regel fordi jeg ved at X ville nyde at se mig sådan, og den tilfredsstillelse skal han ikke have, så jeg tørre tårerne bort, samler mig selv op, kysser billede af Nord, og siger, Nord og mor altid altid vi skal klare det her,  X skal ikke vinde, ikke fucking den her gang.

Jeg går en tur med Batman, jeg prøver at samle mine tanker lidt, jeg går ind på en cafe for at få mig en Chai latte som idag er både min morgen mad og frokost, der bliver spillet I have Nothing med Whitney Houston og tårerne triller stille igen, jeg skynder mig ud, jeg kan ikke klare det idag. Jeg går hjem med Batman og gør mig klar til skulle til psykolog. Jeg sætter mig i bilen, med tanken om at det er godt jeg skal til psykolog idag, der er virkelig brug for det, og ligefortiden er jer der desværre slet ikke ligeså meget som jeg gerne ville eller der er brug for, det er der desværre ikke råd til. Jeg ved ikke hvorfor men at køre bil, er enlig ret rat, især hvis jeg har mulighed for at køre lidt hurtig. Jeg køre ned af Vesterbrogade, radioen står på p3 som så har valgt at lige idag skal vi da høre Céline Dion med my heart will go on (Titanic) tårerne presser sig på, og mit hjerte banker hurtig og hårdt, jeg kan ikke holde tårerne tilbage og da jeg næsten er ved Zoologisk have er jeg nød til at køre indtil siden. Jeg bryder fuldstædig sammen, tårerne strømmer som et vandfald, og jeg har svært ved at få luft. Da sangen er slut, og jeg har fået grædt ud, køre jeg videre, jeg køre forbi en kirkegård, og noget i mig har den vildeste lyst til at finde X´s gravsted og pisse på den, jeg gør det selvfølgelig ikke, nok mest fordi jeg stadig holder af X´s mor, hun var en vidunderlig farmor for Nord og det vil jeg altid elske hende for. Jeg kommer til psykolog og vi snakker om hvor jeg er nu, hvad jeg føler og tænker og hvordan jeg har det. Men vi snakker også om tankerne og følelserne omkring måske at få et barn mere. Jeg tænker meget over det, og jeg ønsker det på mange punkter, men jeg er også midt sagt pisse bange. hvad hvis jeg også mister det her barn? Kan jeg være den samme mor for det her barn som jeg var for Nord? Kan jeg stadig være den bedste mor for Nord? Kan jeg være den mor jeg ønsker at være? Ville jeg kunne blive en god mor? Ville jeg ture at lad andre passe mit barn? Ville jeg ture at være væk fra mit barn? og kan jeg overholde klare det? Kan jeg klare at være gravid? kan min krop klare det? Kan jeg elske igen? Tør jeg elske igen? Jeg går fra psykologen med en lidt mindre knude i maven end da jeg kom, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden hende.

Da jeg kommer hjem, har nogen været forbi med et sødt kort og en hvid smuk rose til Nord og jeg, det varmer mit hjerte så meget, at se og vide at folk stadig tænker på os, og at Nord stadig røre folk, ligesom når folk skriver til mig at de fordi de har læst om Nord, vil de værdsætte deres liv og børn lidt mere, de kysser og krammer dem lige lidt mere og de husker hvor heldige de er at have deres børn også på de dårlige dage, og det er jeg glad for, for jeg ville give ALT for at have Nord, selv kun på de dårlige og umulige dage. Jeg ville give alt for bare at få lov at holde ham, kysse og kramme ham bare engang mere.

Klokken nærmer sig 21.00 og jeg kan snart sige godnat, jeg skal bare lige lufte Batman, og så kan jeg gå i seng, jeg overlevet endnu en dag i helved og idag har virkelig været svær, Det er 8 måneder siden Nord blev slået ihjel, det er fredag, og jeg gennemlever d.10/6 2016 igen og igen, jeg er meget såret, ked af det, og virkelig træt, jeg føler mig alene, jeg er ensom og jeg vil gerne bare være hos Nord. Så jeg håber at jeg kan være hos ham i drømmene i nat, jeg har brug for det, jeg har brug for at kunne røre ham, kysse og kramme ham, høre ham, dufte ham, holde om ham, jeg har brug for et kram. Igår aftes, have jeg en klam oplevelse, Batman rejste børster og blev ved med at gø af “ingenting” der kom en kold luft, og jeg følte X var der, og det er så typisk ham at prøve at opnå noget når jeg er allermest sårbar og alene. Jeg prøve længe at lades som ingenting, men efter lang tid, fik jeg nok og sagde højt, X du kan godt fucke af, jeg hader dig, og jeg tilgiver dig aldrig, aldrig, ikke fucking den her gang, jeg har altid tilgivet dig alt andet, men ikke det her, ikke det du har gjort mod Nord, det kan jeg ikke, og det vil jeg ikke, så du skal bare pisse af. Den kolde luft forsvandt og Batman lagde sig pænt i sin kurv. Jeg har ikke før følt at X var i mit hjem, så det skræmte mig lidt, og jeg håber aldrig jeg oplever det igen, for X er på ingen måde velkommen. Det er X´s skyld Nord ikke længere er her, det er X´s der har gjort Nord ondt, Det er X´s skyld at mange mennesker, ikke kun mig skal leve i sorg,savn og smerte.

Nord min skat, du er mit et og alt, jeg elsker dig mere end jeg hader X, jeg elsker dig mere end ord kan beskrive. Jeg savner dig hele tiden, hver dag. Jeg ville give og gøre alt for at du kunne leve, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads. Du er det bedste der nogenside er sket mig og jeg ville aldrig have været dig foruden. Du gav så meget kærlighed, du lyste min verden op, og du fyldte mig med lykke. Jeg kæmper for dig, og jeg håber jeg kan gøre dig stolt, jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at vise verden hvilken vidunderlig og kærlig dreng du er. Din kærlighed skal stadig ud i verden, man skal kunne se og mærke at du har været her. Det skal være mor og Nord altid altid som vi aftalte. Nord min elskede lille dreng, mor elsker dig, savner dig og har brug for dig. Mor og Nord altid altid

Det er vinter, det er morgen og det har sneet i løbet af natten, så der ligger lidt sne, Nord synes at det er sjovt, så turen til vuggestuen tager noget længere tid end normalt, for vi skal jo lige lege lidt i sneen. Da jeg senere samme dag henter Nord, er der ikke meget sne tilbage, men vi går alligevel på volden og leger i den sne der er tilbage, Nord griner hver gang jeg laver en snebold og kaster den, han forsøger også selv at leve en, men det går ikke så godt, så det bliver mest til at han bare kaster sne op i luften og får det hele i hoved selv, men han synes det er sjovt, og han kaster sig også ned i sneen flere gange. Sneen smelter og forsvinder. Nogen dage efter om aften, da Nord er kommet i nattøjet, kalder han på mig, han står og kigger ud af altandøren. Hvad kigger du på Norden? han peger og sige Eee, jeg kigger ud, og kan ikke se noget, Mor kan ikke se hvad du peger på? hvad kan du se? Nord peger igen og siger Eeee Eeee, og han bliver lidt fustræret over jeg ikke lige kan se hvad han peger på, og siger Eee Eee igen. Det går så op for mig, at det er begyndt at sne. Du peger på sneen, ja mor kan godt se det sner skat, hvor er det fint. Nord nikker, og står helt op af ruden. Kom min skat det er senge tid, jeg tager Nord i hånden, og han går med ind i soveværelset, jeg tager hans dyne op og ryster den, da jeg vender mig rund for at løfte Nord op i sengen, er han på vej ud af soveværelset. Hey du din lille bandit, du skal putte sove, kom så her. Men Nord er smuttet, jeg går efter ham ud i gangen, hvor han henter sine sko, jeg smiler og siger, vi skal ikke ud nu skat, vi kan lege i sneen imorgen. Nord er ikke helt enig og vil gerne ud, men han stiller dog sine sko pænt på plads, da jeg siger kom min skat, vi går ind og synger en sang og putte lidt. Vi synger og putter, og jeg siger godnat, Nord ligger sig pænt ned, men efter et par minutter kalder han igen på mig. Jeg går ind til hans seng, hvor han har rejst sig op, skat du skal ligge dig ned og sove, han peger mod vinduet og siger Eee, Ja skat, mor ved godt at det sner, men du skal sove og vi skal ikke ud nu. Næste år skat, når du er blevet større og det sner, så kan vi gå ud en aften og lege i sneen, vi kan lave engle og snemænd, men nu skal du sove. Jeg kysser Nord og han ligger sig pænt ned og falder hurtig i søvn. Vi fik leget i sneen dagen efter.

Nu her et år efter, sner det så igen, Jeg er på vej hjem, gaderne ligger øde, jeg cykler forbi Nord´s træ, og siger, se min skat, det sner, kan du huske da vi leget i det, og hvor sjovt vi havde det, åh hvor ville jeg ønske vi kunne gøre det igen, bare en gang mere. En tåre triller ned af min kind, jeg krammer træet, og sender et kys mod himmelen, mor elsker dig. Jeg går med min cykel på volden, og tænker på minderne med Nord i sneen, jeg smiler, mens tårerne triller. Det var så sjov og det er så dejligt et minde. Det gør så ondt at vi ikke skal opleve det igen. Jeg tørene bort, og kigger mod himmelen, mor savner dig så meget min skat. Jeg er næsten hjemme, da mindet med ordene, Næste år skat, når du er blevet større og det sner, så kan vi gå ud en aften og lege i sneen, dukker op. Mit hjerte banker hårdt og hurtig, og tårene vælder ud, jeg kan slet ikke styre det. åh gud, undskyld min skat, jeg bryder sammen, endnu et løfte jeg ikke kan holde. Der går nogen unge drenge forbi mig, de kigger mærkeligt/bekymret på mig, da jeg jo går og stor tuder, jeg prøver at samle mig lidt, og jeg får nogenlunde styr på mig selv og tårerne igen, men det er kun lige indtil jeg for øje på min mor, og så bryder jeg sammen igen. Jeg når slet ikke at sige noget eller fortælle hende hvorfor jeg er brudt sammen, hun holder mig bare tæt, og siger, jeg ved det godt skat, det er også så uretfærdigt og meningens løst. Hun holder om mig imens jeg græder ud i hendes arme. Vi snakker om Nord, minderne og hans død imens vi spiser, men jeg er stadig ramt, og græder meget imens. Jeg er så bange for at Nord føler sig sviget, jeg kan ikke holde tanken ud om at han har ligget der på sengen helt alene i så mange timer, selvom han var død, men måske har han kigge ned på sig selv, og tænkt, hvorfor er min mor der ikke, måske var han bange da han døde, måske kaldte han på mig. Jeg deler mine tanker med min mor, og hun bliver hos mig og sover. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bedre falde i søvn og sove når jeg ikke er alene og det er også selvom min mor sidder inde i stuen, men det er bare beroligne at der er nogen der. Jeg falder i søvn, og sover faktisk okay den nat, og så drømte jeg faktisk at Nord og jeg leget i sneen.