Fastelavn med sjov, hygge, savn og smerte

Mit vægge ur ringer, klokken er 05.00, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har stået så tidligt op, eller jo det passer så ikke, det gjorde jeg da Nord var i live, men ikke ville sove mere og synets at nu kunne vi op. Idag er det desværre ikke fordi Nord vækker mig, selvom jeg ville ønske af hele mit hjerte at det var det. Idag står jeg tidligt op, for at ride fastelavn, noget jeg har gjort i mange mange år. Første gang jeg red med, var jeg vist 15 eller 16 år og sidste gang jeg red med var jeg gravid med Nord, ja faktisk var det den dag jeg fandt ud af at jeg var gravid. Jeg står op, og jeg glæder mig, der er ikke meget jeg glæder mig til i livet eller min hverdag mere, men det gør jeg idag, og det følelse godt, men jeg har også en knude i maven og en lille stemme i hoved der siger, sidst var det med Nord, og jeg havde glædet mig til at han i år, skulle se mig ride, han skulle slå katten af tønden, og bagefter se sin mor gøre det samme, men på hest, jeg ved han ville synes det var en fest, så i år rider jeg for ham. Jeg gør mig klar, pakker mine ting, tager den høje sorte hat på, der er pyntet med gule og blå bånd. Jeg kommer ud på trappen hvor billedet står af Nord, jeg kysser det, og mærker en tåre trille stille ned af min kind, jeg kysser det igen, og siger, mor elsker dig. Jeg tager min cykel og cykler ned i stalden. Vi spiser lidt morgen mad, for en lille en, sidder og snakker, før vi går over og gør hestene klar, de skal pyntetes med blomster og bånd. Den hest jeg skal ride, bliver pyntet i gult og blåt. Vi rider mod Amager, hvor vi skal mødes med alle de andre flotte heste og deres skønne rytter.

Hesten jeg rider, hedder Peter plys (Nord ville have elsket det) og jeg har lånt ham af min brors svigermor. Han er en ung hest og har ikke prøvet så meget, og det er hans første år, så jeg er ret nevøs for hvordan har tager det. Vi ridder afsted og det går fint, han er sød, men det kan godt mærkes at han er ny, han bryder sig ikke om, at han skal gå ved siden af en hest han ikke kender og det tager lidt tid før han vender sig til det. Han stiller sig lidt på bag benene engang imellem, men ellers går det fint. Vi hygger, synger og det er dejligt at være tilbage, jeg nyder det faktisk. Jeg kan lidt lades som om, at alt er godt, og at Nord hygger med mormor og morfar, som han ville have gjort hvis han var i live. Vi kommer til det sted hvor vi skal slå katten af tønden, og jeg bliver igen lidt nevøs for hvordan Peter plys tager det. En af mine veninder som også rider med, kigger på mig og siger, træk vejret, det skal nok gå, Jeg trækker vejret dybt og tænker, selvfølgelig skal det nok gå, og hvis jeg bliver smidt af, hvad så? jeg har prøvet det som er værre, og nervøsiteten ligger sig. Der er mødt mange mennesker op for at se os slå katten af tønden og det er rigtig fedt. Der er så mange glade børn, det giver et stik i mit hjerte, for Nord skulle jo også havde været der, ligesom fætter Ja-ja er der med sin mor og far. Jeg mærker tårerne presse sig på, jeg trækkere vejret dybt, og siger til mig selv, ikke nu Sara, ikke nu. Så kigger jeg mod himmelen og hvisker, mor elsker dig min skat. Så går vi igang, de første heste sætter igang og man kan mærke suset, de andre heste vil med, og det gælder også Peter plys, vi ridder frem og sætter i galop, men lige inde vi når tønden bliver han urolig og vil gerne uden om tønden istedet for under den, så han hopper til siden, jeg for holdt ham og vi rider under tønden, men jeg slår ikke til den. Jeg bliver nevøs for om jeg kan holde ham, hvis jeg slår til tønden og han bliver forskrækket. Så jeg rider bare under tønden et par gange mere uden at slå  til den og så stopper jeg. Jeg vil have at både han og jeg for en god oplevelse, og så må vi bare gøre det bedre næste år. Min mor kommer og hilser på, ligesom min bror og en masse andre, og det er selvfølgelig dejligt at se dem, men hvor gør det ondt at Nord ikke er der også, jeg mærker hvordan mit hjerte banker hårdt og hurtig, og tårene presser sig igen på, for Nord skulle jo være der.

Da tønden er slået ned, rider vi videre på vores tur, og vi har en dejlig tur, jeg smiler, synger, for noget at drikke og griner, men det er stadig men den indre splittelse jeg efterhånden kender så godt, og jeg hader den ubeskriveligt meget. Når jeg griner er den der, og siger, hvordan kan du grine når Nord ikke lever? Når jeg græder, er den er, er det sådan her du gerne vil have at Nord ser dig. Jeg føler aldrig bare en ting, eller har en tanke, der er aldrig ro, hverken i mit hoved, krop eller hjerte, og det tager tit kræfterne fra mig. Turen stopper hos min bror´s svigermor, vi sætter hestene ind, de for pynt osv. af og jeg klapper Peter plys og siger tak, han skal nok blive en rigtig god fastelavn´s hest. Alle rytter og heste holder skal ud og spise og det forgår ude på Amager. Da klokken er omkring 23.00 kan jeg ikke mere, jeg er træt, og jeg savner Nord, og selvom jeg godt ved han ikke er der hjemme, så vil jeg gerne hjem til ham. Da jeg kommer hjem, rammer tomheden mig, jeg går hen til billedet af Nord, kysser det, jeg lader nogen tårer trille stille ned af mine kinder, før jeg igen kysser billedet, jeg går over til Nord´s seng, vor ville jeg dog ønske at han lå der, jeg løfter dynen, samler Nulle (Nord´s nus bamse) op, kysser den, krammer den indtil mig, og siger, mor elsker dig Nord. Så tørre jeg tårne bort og går i seng. Jeg ligger lidt med Nulle knuget indtil mig, før jeg falder i søvn.

Jeg vågner næste morgen, jeg har det skidt, jeg føler mig tom, ensom og meget meget trist. Savnet til Nord fylder alt. Jeg ligger bare i sengen og ser tv imens jeg prøver at skubbe alle følser og tanker væk, men det virker ikke, der triller hele tiden tårer ned af mine kinder, og selvom jeg kæmper imod, kan jeg ikke holde dem tilbage. Jeg prøver igen og igen at sige til mig selv, det er okay du var “glad” igår og havde en god dag, det er der ingen grund til at få det dårligt over, det gør jo ikke at jeg savner eller elsker Nord mindre af den grund. Men min krop eller hjerne er ikke helt enig. Jeg for hjerte banken, jeg kan ikke holde tårene tilbage, og jeg bryder ud i en total ukontrolleret gråd, jeg græder og græder, og smerten i mig vokser og vokser, jeg for svære og svære ved at trække vejret, jeg roder i min skuffe efter nogen beroligne piller, jeg bryder mig ikke om at tage dem, men jeg er nået der ud hvor jeg begyder at blive bange for om jeg ville kunne finde på at gøre noget dumt. Jeg tager en pille, og prøver at få styr på min gråd, tanker og smerten inden i mig, men det hjælper ikke, og jeg føler heller ikke at pillen hjælper. På et tidpunkt efter timers gråd, begyder de mørke tanker at tage over, ville de piller jeg har, kunne tage livet af mig, hvis jeg bare tager nok? Da jeg har tænkt tanken, bliver jeg skræmt, og jeg skammer mig på samme tid over at tænke sådan. Men lige nu vil jeg bare have smerten til at forsvinde, det gør så ondt og jeg kan ikke længere holde smerten ud, jeg bliver bange, for tænk hvis jeg kunne finde på at gøre nogen af de ting jeg tænker. Jeg går i panik og ringer til min mor, den går på telefon svare og jeg mærker angsten vokse i mig, jeg ringer igen og igen indtil en stemme endelig siger, det er mor, jeg kan dårlig nok få luft eller sagt noget, og hun siger igen og igen, rolig nu skat, jeg kan ikke forstå hvad du siger. Der kommer stadig ingen ord ud af mig, det er kun hysterisk gråd der kommer ud af min mund. Min mor siger, prøv at tage det roligt, jeg kommer nu.

Da min mor kommer, ligger jeg på gulvet, jeg græder stadig og jeg kan ikke styre det, jeg ligger i en pøl af spyt/savl,snot og tåre. Mega klamt, men jeg er ligeglad. Hun samler mig op, og holder mig tæt, imens hun forsøger at trøste mig. Hun tørre flere gange savl, snot og tårer væk, vi sidder længe på gulvet, imens jeg græder og græder. Det påvirker min mor meget at se mig sådan her, og hendes vrede vokser og vokser, hendes vrede til X, men også vreden til den del af familien, som i den grad har svigtet os. Og da hendes vrede desværre ikke kan gå udover X, går det udover Q, hun forsøger at ringe hende op, men Q tager den selvfølgelig ikke. Jeg ville ønske min mor kunne slippe noget af den vrede, og slette den del af familien helt, både fra telefon, men også fra vores liv. Hvis de ikke kan og vil være der for os nu, hvad skal vi så med dem? Min bror kommer ind, og han diskutere lidt med min mor om netop det. Imens kan jeg høre fætter Ja-ja (Nord´s fætter på snart 3 år) i gangen og jeg kan høre han siger han gerne vil ind til mig, jeg prøver at samle mig lidt, tørre tårerne bort. Ja-ja kommer ind og han vil gerne aflevere en af de blomster jeg havde pyntet hesten med igår, men som jeg har tabt og som han så har fundet, han er så sød og stolt over at han altså havde fundet en af mine blomster. Han viser mig en af hans biler og vil gerne have at jeg går med ind til ham for at vise mig nogen flere ting, så det gør jeg så. Jeg er så glad for, at jeg har ham i mit liv, han giver mig et indblik i hvad Nord ville kunne nu, og via ham, kan jeg være lidt tætter på Nord, men det er også rigtig hårdt at se alt det, jeg og Nord går glip af. Ja-ja og hans mor bager fastelavn´s boller og jeg ville ønske Nord kunne være med. Jeg håber af hele mit hjerte at Nord kan se hvor elsket han er og at han ved at jeg/vi har ham med i alt hvad jeg/vi gør.

Jeg går tidligt i seng, mine øjne gør ondt, og jeg er sindsygt træt, men jeg kan ikke rigtig falde i søvn, så jeg ender med at ligge og se lidt tv. Min mor har valgt at blive og sove og det giver mig lidt ro at jeg kan høre hun er inde i stuen, så til sidst falder jeg endelig i søvn.

Nord min skat, så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit.

Billedet er fra Nord´s første og eneste fastelavn. Mor og Nord altid altid.