Mine økonomiskes problemer efter mit barn blev myrdet.

Det er lidt over 8 måneder siden min lille dreng blev slået ihjel af sin far, de 8 måneder har været en kamp for overlevelse hver dag, og her mener jeg ikke “kun” psykisk som ellers er en hård nok kamp i sig selv, men jeg er også økonomisk presset til det yderste. Jeg er ikke i stand til at arbejde i nu, jeg vil gerne, men nogen gange kan jeg ikke andet end at græde, jeg har en frisør/skønheds salon i indre KBH og jeg elsker min salon, den har altid være mit fri rum, og jeg holder stadig meget af at komme der, men jeg kan ikke overskue at arbejde rigtig. Så jeg er på sygedagpenge. Salonen lider meget under jeg ikke er der, der er en stor husleje der inde, som skal betales, og selvom pigerne der inde kæmper hårdt for at få det hele til at virke og køre rundt, mangler min indtjening til huslejen, det gør at en stor del mine sygedagpenge går til salonen. Jeg har ikke betalt min private husleje siden august eller september, for det har der bare ikke være penge til hvis jeg ikke vil miste salonen, og det vil jeg ikke, så har jeg ingen ting, ingen ting at vende tilbage til når jeg en dag for kæmpet mig tilbage til livet. Lige efter Nord´s død tænkte jeg ikke på økonomi overhoved, jeg kunne ikke overskue det og måske var jeg enlig også ligeglad, og på mange måder havde jeg nok ikke forstillede mig at jeg skulle blive på denne jord så længe, at jeg behøvet at tanke på økonomi, Så det kunne være ligemeget. Jeg holdet den begravelse jeg synes Nord fortjente, med alt hvad det indebar, og heldigvis for mig, bor jeg et sted hvor folk hjælper hinanden når livet bliver umenneskelig, og der blev samlet penge ind til begravelsen og til psykolog timer. Hvis der ikke være blevet det, havde jeg ikke haft mulighed for at gå til psykolog, og jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret det uden hjælp fra min psykolog. Nu her 8 måneder efter, er jeg så ikke længere ligeglad med min økonomi, Jeg har brugt min opsparing, jeg har også brugt penge på en masse, som ikke er livs nødvendigt, og hvis jeg måske tidligere havde haft kræfter til at tænke på min økonomi, ville det måske ikke været blevet så slemt som det er nu, men det havde jeg altså bare ikke. Kræfter til at tænke på det nu, er også meget svære at finde, men hvis jeg ikke gør det nu, så graver jeg mig selv ned i et kæmpe (økonomisk) hul, og så skal jeg, så kæmpe med det, når jeg forhåbentlig en dag har lyst til live igen. Men hvordan kommer jeg tilbage på rette køl, når jeg ikke har overskuet til at tænke og gøre de ting der skal til? Jeg har ikke overskud til at købe ind og lave mad, så den står næsten altid på købe mad, hvilket er dyrt, og hvis mine forældre ikke hjalp mig med mad tit, ved jeg ikke hvordan jeg klaret det. Jeg kan ikke holde ud bare at side hjemme alene hver weekend, jeg har brug for at flygte fra virkeligheden nogen gange, ved at gå ibyen og drikke mig fuld, hvilket også er dyrt. Jeg har fået briller, forbi mit syn er blevet dårligere i alt det her. Jeg har fået lavet en tatovering af Nord, (som også kostede penge) og jeg vil meget gerne have mere med Nord, maleriger, tatoveringer, forsølve hans sidste sko, få lavet et tæppe, en ring med hans ringer aftryk osv. Og så vil jeg gerne på ferie. alt sammen noget der koster penge. Er det livs nødvendigt? nej ikke for folk der ikke har mistet et barn, men for mig, jo, det er det, det er det der gør at jeg kæmper og at jeg kan klare den lidt igen. Så hvordan spare jeg sammen til de her ting når der ikke er noget at spare af, hvordan får jeg råd til at leve på mine sygedagpenge? Hvis jeg betalt mine faste udgifter ville der være ca. 2000 kr tilbage at leve for, uden at betale til salonen) og det ville jeg godt kunne få til at virke, hvis jeg havde overskuet, men det har jeg ikke, jeg får ikke købt ind og lavet mad, jeg vil gerne, men det sker ikke. Jeg kan ikke. Min virkelighed ser heller ikke sådan ud, for jeg betaler jo ikke mine faste udgifter, desværre, igen, jeg vil gerne, men jeg kan ikke, for jeg har brug for de penge et andet sted, ellers forsvinder det lille lys jeg har for fremtiden.

Jeg vil så inderligt gerne lave et børnetøjs mærke i Nord´s navn, ære og ånd, hvor en så og sår stor %del af overskuet skal gå til andre i samme sorg og smerte som jeg, netop så de kan få hjælp (psykolog) måske komme ud og rejse, få et malerig eller hvad der ellers kan være brug for, for det betyder så meget mere end man kan forstille sig. Hvad vil jeg have ud af det her indsalg? enlig vil jeg bare gerne ud med hvor frustreret jeg er over, at der ikke er nogen hjælp og hente når man for myrdet sit barn, man skal selv betale for ALT. psykolog hjælp, medicin osv. Jeg har været “heldig” at der er nogen der har samlet nogen penge ind til mig, ellers havde jeg ikke haft råd til begravelse og psykolog, Og for det er jeg dybt dybt taknemmelig, men ikke alle er så “heldige” og derfor vil jeg gerne sætte noget fokus på det. Jeg er frustreret over at man bare bliver tabt på gulvet, at man skal stå for alting selv, der er ingen der hjælper en, eller fortæller hvor man kan gå hen for at få hjælp. Vi/jeg fik afvide at de ville kontakte os fra psykiskatisk skadestue, mandagen efter Nord´s død, det skete ikke, vi skulle selv ligge og ringe til dem, flere gange, for at komme indtil en samtale med en krise psykolog, efter samtalen fik vi afvide, at vi var en kærlig og “sund” familie, og at det var godt vi havde hinanden, de synes ikke de kunne gøre mere for os, men vi var selvfølgelig velkommen til at komme ind til en samtale mere, hvis vi havde brug for det. Men har man brug for en samtale mere med en/nogen der ikke mener de kan hjælpe? Man skal selv kontakte læge, man skal selv finde en psykolog, og ærligt hvis min svigerinde ikke havde findet en psykolog til mig, var jeg nok aldrig kommet til psykolog. Nu står jeg så her 8 måneder efter, og kassen er nu tom og hvad gør jeg så? Har jeg stadig mulighed for at gå til psykolog i fremtiden? nok ikke nej, er jeg bekymret for at skulle undværre hende? meget, rigtig meget, jeg kan allerede mærke nu, at jeg ikke kommer der tit nok, og det fylder meget i min “hverdag” men jeg har bare ikke råd, desværre. Så tanken om at miste hende skrammer mig helt vildt, kan jeg overhoved klaret mine tanker og følelser uden hende?

Jeg kæmper hver dag for at overleve en dag mere, jeg kæmper for at komme til at leve igen, men når/hvis jeg vinder den kamp, så står den næste og venter, nemlig kampen for at komme ud af det økonomiske hul jeg graver mig længere og længere ned i, det er noget jeg er begyndt at tænke meget over, og jeg er også begyndt at spare (der hvor jeg kan) Jeg spiser rigtig tit bare tun og majs til aftens mad, ellers kommer min mor med mad, jeg shopper ikke mere, Jeg siger nej til byture, jeg siger nej til at gå ud og spise, nej til bio ture, nej til rejser, for hvis jeg ikke siger nej, bliver hullet for dybt og jeg kommer aldrig op igen. Jeg kan ikke lad vær med at tænke at det jo er sygt hvis det er økonomien der gør at jeg giver op. Jeg burde jo kunne klare ALT, hvis jeg klare tabet af Nord, men måske er jeg bare ikke stræk nok alligevel.