Besøget i vuggestuen efter Nord´s død

Jeg har for nogen dage siden ringet til Nord´s vuggestue for at fortælle dem at jeg ville komme og hent Nord´s ting. Det var et svært opkald, og bare det at tage mig sammen til at ringe der til har taget nogle dage, men jeg synes de skulle “advares om at jeg kom. Nu er dagen så kommet hvor jeg faktisk skal der ned, sidst jeg så Nord i live var i vuggestuen, det var den fredag morgen d.10/6 hvor jeg afleveret min elskede og glade søn, jeg husker ALT fra da jeg så ham sidste gang, jeg husker at han var glad for at komme i vuggestue, hvad han havde på, hvor han var da jeg sagde, ha en go dag skat, mor elsker dig. Jag havde aldrig troet det var sidste gang jeg så ham i live, men det betyder meget for mig at jeg også den morgen fortalte ham at jeg elsker ham. Jeg siger det stadig hver dag. Nord min skat, mor elsker dig.

 

Min mor tager med mig ned i vuggestuen, og det er jeg glad for, jeg kunne ikke gøre det alene. Vi går afsted mod vuggestuen og i starten går det fint nok, Jeg har samlet lidt tøj som vuggestuen skal have, jeg har været så glad for hans vuggestue, så jeg synes de skal have tøjet, en bog og et billede af Nord jeg har fået lavet i træ, hvor der også står hvor glad jeg og Nord har været for at de i vuggestuen har været med til at give Nord en god,tryg og kærlighed hverdag. Jeg frygter lidt hvad der sker når jeg kommer ned i vuggestuen, hvad hvis en af børene siger, hej Nord´s mor, kan jeg klare det? men ellers har jeg det enlig okay. Det er så kun indtil vi kommer på den anden side af Torvegade, jeg får ondt i maven, kvalme og tårerne presser sig på, Jeg har ikke være nede af den her vej siden den morgen jeg fulde Nord i vuggestue for sidste gang. Min mor tager min hånd og siger det er okay skat. Jeg mindes mange af Nord og jeg´s morgner og turene til vuggestuen, jeg elskede turen til vuggestuen, og det samme gjorde Nord,  vi så altid på biler, lastbiler og busser osv. Vi har mange gange øvet at det hed bus, bil osv. for Nord kaldte i starten alle biler for barbu. På vejen der ned ligger også en anden vuggestue som har nogen dyr malet på væggen, Nord peget på dem, og sagde deres lyde, han var især god til fuglen og kunne sige pip på den sødeste måde. Da vi når der til bryder jeg sammen, vi stopper op, mor holder om mig. Jeg forstår ikke at man kan finde på at gøre et lille barn ondt, at man kan føle man har ret til at taget et barns liv, jeg bliver gal, hvordan fanden kan man gøre det? min mor siger, at det har man heller ikke ret til, og at X synes det, viser bare hvor syg han virkelig har været. Vi går stille videre, og tårerne løber bare ned af kinderne på mig. Da jeg kan se vuggestuen, kan jeg slet ikke styre det, knuden i min mave stramme´s til og jeg føler ikke jeg kan få luft. Jeg ser Nord løbe rundet der på legepladsen, med en gravko i hånden, jeg husker hvordan hans øjne lyste af glæde når han fik øje på en, og så skulle man se den lege han nu havde gang i. Jeg tænker på sommerfesten (der var ugen før, Nord´s død) X og jeg var der sammen, Nord elskede det, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Det hele vender sig i mig, hvordan har jeg kunne nyde at være i X selskab, jeg føler jeg skal kaste op, jeg mærker hadet til X komme mere og mere. Jeg elskede ham, vi elskede ham og alligevel ønskede han at gøre Nord og jeg så ondt som over hoved muligt. Jeg HADER ham og jeg hader mig selv for at have elskede ham.

Jeg går ind i vuggestuen, der er stille, det er sommerferie og der er kun meget få børn, og de sover lur lige nu. Jeg bliver mødt at en pædagog fra den anden stue ned Nord´s, hun får tåre i øjnene da hun ser mig, og jeg da jeg ser hende, vi snakker kort, hun siger at de er så kede af det og at de virkelig tænker på mig. Nord´s plads er der stadig, og hans navn står også stadig på sommerferie planen. Nord´s prima pædagog kommer hen og giver mig et stort kram, vi går ind i et rum hvor vi kan snakke, og jeg får givet dem de ting jeg har med. Vi snakker om det der er sket, og om X, de kunne intet mærke på X, den fredag der blev Nord´s sidste dag. Nord var glad for at se X, og X virkede også glad for at se Nord, det gør mig gal at han ikke engang virkede trist eller ked af det. Vi snakker en masse om Nord, om hvilken skøn, glad og kærlig dreng han var, og om mange af de minder de havde med ham i den tid han har gået i vuggestuen. Nord havde en svær start, men efter en måned, elskede han det, og han var stort set altid glad når han var i vuggestue. De giver mig en mappe de har lavet, med billeder af Nord og ting Nord han havde lave i vuggestuen. Den mappe betyder så meget for mig, for det er minder og billeder jeg ikke selv har, men at få dem, giver mig lidt mere af Nord. Og det har jeg så desperat brug for. Jeg synes at selvom jeg heldigvis har mange minder og billeder, så er det slet ikke nok. Jeg kan og vil måske heller ikke accepterer at jeg aldrig kommer til at få nye minder med Nord, og at jeg aldrig kommer til at tage et billede mere af min elskede søn igen.

 

Vi afslutter med, at jeg for fortalt dem i vuggestuen hvor meget det betyder for mig, at Nord elskede sin vuggestue og at jeg er så taknemmelig for at de har været med til givet ham en god hverdag og der ved et godt liv, selvom det var alt alt alt for kort. De var der også til Nord´s begravelse, hvilket jeg er meget rørt over og det betød meget for mig. Vi krammer og jeg trækker vejret dybt, og siger tak for alt, de siger jeg altid er velkommen og de tænker meget på mig og Nord.

Da mor og jeg er kommet ud fra vuggestuen, får jeg det rigtig dårligt, og jeg forstår det ikke helt, det er jo over nu, jeg  gik der ind, jeg gjorde det, og jeg har fået hans tøj, hans ting og hans vuggestue Nulle (nys bamse) med mig. Da vi er gået forbi vuggestuen bryder jeg helt sammen, det her er jo helt forkert, sidst jeg var her, afleveret jeg Nord, og nu går jeg her fra uden ham, det kan jeg da ikke. Man aflevere og så henter man igen. Min mor holder om mig, og siger det er okay skat, jeg forstår godt det gør ondt. Jeg havde ubevist oppe i mit hoved fået bildt mig selv ind, at jeg da skulle hente Nord idag og ikke kun hans ting. At sådan måtte det være, jeg afleveret ham i live der, så nu skulle jeg da også have ham med hjem i live. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det ved jeg jo også godt, men jeg kan bare ikke holde tanken ud om at jeg aldrig skal holde Nord i mine arme igen, så jeg vil ikke accepterer det.

Da vi kommer hjem, kan jeg ikke så meget andet end at græde, Nord´s tøj fra vuggestuen dufter stadig af Nord, og hans vuggestue Nulle, dufter ligesom Nord da han var lille, Jeg krammer hans tøj og hans Nulle og sidder bare og dufter til det og græder. Da der til sidst ikke kan komme flere tåre og jeg er helt umattet ligger jeg hans tøj og Nulle i nogen poser for at “gemme” duften af ham så længe som overhoved muligt. Jeg tager tit de poser frem når jeg har det rigtig rigtig skidt. og savnet er for stort, så har jeg brug for at mærke Nord lidt mere, og det kan jeg nogen gange med hans duft.