Jeg har siden d.10/6 2016 altså dagen Nord blev myrdet, taget sove piller for at kunne sove, i starten virkede de som de skulle, jeg tog en pille, og efter ca en time var jeg fandet i søvn, der var helt slukket i Ca. 4-5 timer. Men nu virker de ikke rigtig længere, jeg har prøvede at skifte mærke, men det virkede heller ikke, jeg kan enlig godt falde i søvn, altså jeg har svært ved det, men jeg kan godt. Jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse) ind til mig, og siger højt, Nord min skat mor elsker dig, og så forsøger jeg at forstille mig at jeg er hos Nord, jeg prøver at holde fast i de gode mindre og tanker om Nord inden jeg falder i søvn. Jeg vågner så ca 2 timer efter og kan ikke sove igen, tankerne køre rundt, jeg ser Nord ligge død på sengen, og aften da jeg fandt ham livløs, køre i mit hoved igen og igen som en film, mig der løber op af trappen, jeg for øje på Nord, jeg sætter mig ned og skriger, jeg og min bror der forsøger at genoplive Nord, kniven der lå på sengen, hvad skulle den bruges tid? til X? til mig? til Nord? hvorfor lå den der? Tankerne, hvorfor skulle Nord dø? hvordan kunne X gøre det? hvad fik han ud af det? hvad ville han have ud af det? hvorfor skulle det gå udover Nord? Jeg krammer Nulle, og forsøger at skubbe tankerne væk, men det er svært, de vender hele tiden tilbage, og tit overtager savnet til Nord alt, jeg bryder sammen, og græder mig selv i søvn, søvnen er dog kort, for efter ca 20 min er jeg vågen igen, jeg vågner af uroen i min krop eller af en drøm, og resten af natten sover jeg ca 15-20 min afgangen.
Jeg har besluttede at når sove pillerne alligevel ikke rigtig virker, har jeg ikke lyst til at blive ved at tage dem, jeg vil ikke være afhængig, jeg bryder mig ikke om at fylde min krop med noget kemisk, jeg hader også den efter smag de giver dagen efter, jeg følger jeg smager af sygdom i min mund, så ja hvis de alligevel ikke rigtig hjælper mig, hvorfor så tage dem?
Jeg har droppet sove pillerne helt i 10 dage, jeg er træt, jeg har stort set ikke sovet i 10 dage, jeg kan godt falde i søvn, der er det som det plejer at være, så sover jeg max 1 time og så køre hele filmen igen og igen, og der efter sover jeg ca. 10-15 min afgangen resten af natten. Jeg er træt om dagen, og jeg bryder sammen flere gange, jeg er helt ødelagt. Nat nr 11 uden sove piller, vågner jeg efter ca 45min søvn, og da jeg har ligget vågen i næsten 4 timer, hvor sorgen, savnet, smerten og tankerne har taget over, står jeg op for at tisse, da jeg er på vej tilbage i seng er jeg åbenbart besvimet, jeg vågner ihvertfald op på gulvet, Jeg ligger der et stykke tid, før jeg samler mig selv op og går tilbage i seng, jeg falder hurtig i søvn, men mit vækkeur ringer desværre kort efter. Jeg har en aftale, så jeg står op, selvom jeg stadig er sindsyg træt. Min nakke gør ondt, hvilket jeg tror stammer fra mit styrt i nat, det dunker i mit ene øre, og mit hjerte banker hårdt. Hele dagen er jeg helt ødelagt og jeg bryder sammen igen og igen, så da min aftale er over, ringer jeg til min mor, og vi aftaler at hun kommer hjem til mig. En Veninde, hendes mand og deres datter, er inde og besøge min bror, svigerinde og deres søn, Jeg går der ind og snakker lidt, deres datter og Nord var også meget glade for hinanden, så de har selvfølgelig være der meget for mig. Det er hyggeligt at se fætter Ja-ja og deres datter lege så godt sammen, men det smerter mit hjerte at Nord ikke er med, han mangler så meget, og det gør så ondt på mig. Så da vi har spist og hygget lidt er jeg nød til at trække mig lidt, savnet til Nord overtager alt og smerten ved at han ikke kan lege med de andre rammer mig hårdt. Jeg græder meget og jeg kan slet ikke hænge sammen, så min mor bliver hos mig, og selvom hun også bliver og sover, giver jeg stadig efter og tager en sove pille, for jeg kan ikke klare sådan en dag her mere, ihvertfald ikke lige pt, selvom jeg jo godt ved de kommer, og det vil de nok gøre resten af mit liv, men lige nu har jeg brug for en pause, og det er her sovepillerne og søvnen skal hjælpe mig. Jeg falder i søvn med Nulle i mine arme og for sove i lidt over 3 timer, så nu er jeg klar til at tage et par dage igen uden sove piller.
Der dukker et minde op på facebook, det giver et sæt i min krop og et stik i mit hjerte, jeg for tårer i øjnene, og savnet til Nord vokser, selvom det ikke burde være muligt, jeg savner ham mere end jeg på nogen måde kan beskrive, jeg føler mig tom og ensom, og jeg ville ønske jeg bare kunne lukke mine øjne og være hos Nord. Jeg klikker på videoen mindet viser, mindet der dukker op på facebook, er hvor Nord og jeg for et år siden, sidder og synger, jeg husker det som var det igår, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Jeg sang tit for Nord inden han skulle ind og sove, og det går op for mig, at jeg siden Nord´s død ikke rigtig synger mere, jeg elskede at synge for Nord. Nord var en dreng med krudt i røven og der skulle altid ske noget, han var ikke en dreng man kunne sætte foran tv´et og så lige få lavet maden færdig, nej Nord ville ikke gå glip af noget. Der var altid fuld fart på, men når vi sang, faldt Nord til ro, og vi kunne sidde og putte i meget lang tid. Jeg elskede vores aftner sammen, der var så dejligt at han gad, sidde og putte, og når han så sang med, var det bare det bedste, mit hjerte blev fyldt med lykke. En aften da vi sad og sang, kom sangen, your song (Elton John) til mig, og jeg sang den for Nord, det gav så meget mening, for verden var vidunderlig med ham i den. Han gjorde verden vidunderlig, og selvom mit hjerte var knust, (ulykkelig kærlighed) var jeg lykkelig når jeg var i selskab med Nord, han gjorde mig så lykkelig. Jeg sang sangen for Nord, og jeg kan huske hvordan han puttede sig ind til mig, det var vidunderligt, jeg sang sangen en gang mere, hvor jeg filmede det, og der sang Nord så med, jeg kan huske følsen af glæde, tænk at jeg var så heldig at have så vidunderlig dejlig en dreng, han var lykken selv. Nu sidder jeg så tilbage med et knust hjerte, og denne gang desværre ikke pga. kæreste sorger, Mit hjerte er knust fordi den dejligste lille og glade dreng ikke fik lov til at leve. Jeg sidder tilbage med sorgen og smerten ved at have mistede det jeg elsker allermest, jeg har ingen ide om hvordan jeg igen skal finde lysten til live igen. Jeg savner den lykke følelse Nord gav, jeg savner Nord, og jeg ville give alt for at få bare en sang mere med Nord. X tog Nord fra mig, X tog Nord fra verden, X tog livet fra Nord, men minderne og kærligheden til Nord kan han aldrig tage. Nord min elskede lille dreng, mor elsker dig, og mor vil altid elske dig. Du var kærligheden og lykken selv. Mor og Nord altid altid
Jeg har idag være ude og ride en lille tur, med en veninde, det var med blandet følser at jeg sagde ja. Men jeg er glad for hun fik mig med. Sidst jeg var ude og ride er næsten 3 år siden og der var jeg gravid med Nord, faktisk var det den da jeg fandt ud af at jeg var gravid.
Klokken er 05.00 da uret ringer, jeg kan huske at jeg tænkte, hvorfor er det jeg har valgt at sige ja til at ride fastelavn i år, det er mørkt, jeg er træt og det er skide koldt, og normalt bliver kulden klaret ved at drikke lidt alkohol, men ikke i år, for jeg har på fornemmelsen at jeg er gravid, selvom den test jeg tog sidste lørdag var negativ, men min krop og hjerne fortæller mig noget andet, så jeg har ikke lyst til at drikke, og fastelavn´s ridning uden at drikke, kan godt blive svær. Men nu har jeg sagt ja, og så gør jeg det, og jeg må jo bare lades som om jeg drikker, så ikke de andre spørger ind til om hvorfor jeg ikke gør, for jeg ved jo ikke med sikkerhed om jeg virkelig er gravid.
Turen går fint, og vi har en hyggelig dag, det lykkes mig at komme igennem uden at drikke og uden der var nogen der lagde mærke til at jeg ikke drak, altså lige udover min heste holder, så hun fik drukket en del, da hun fik alt det jeg skulle have drukket. På en af de sidste stop på turen, kommer X hen og hilser på, han kigger på mig og siger, du virker overhoved ikke fuld? jeg svare at jeg heller ikke har drukket, han siger hvorfor? er du gravid? jeg kan ikke lad vær med at smile og svare at det tror jeg, han kysser mig, og hvisker, det håber jeg. (Den tanken, giver mig kvalme nu)
Om aften da jeg kommer hjem, bliver jeg mødt af X, der siger, du er nød til at gå ud og tage en test nu, jeg har været ude og købe en graviditets test. Han har en karmaret med hjem, så jeg svare om vi ikke kan vente til imorgen, så vi er alene og at det også er bedst at tage testen om morgen. Svaret er nej, det skal være NU, så jeg tager testen og går ud på toilettet og tisser på den, jeg kan huske at imens jeg sidder og venter på svaret, er jeg nervøs og spændt, og jeg håber inderligt at den er positiv, men jeg er også bange, for X og jeg har for kun 3 måneder siden været ved at gå fra hinanden, jeg fandt ud af at, han skrev frækt og fik sendt nøgen billeder af en af mine bekendte. Kan vores forhold klare at vi for et barn? og hvis ikke, kan vi så stadig finde ud af at være gode forældre hver for sig? Tiden er gået, og jeg kigger på testen der viser et svagt svar, men et positivt et, jeg går ud med testen i hånden, X står i gangen og venter på mig, jeg kan ikke sige noget, så jeg nikker bare og tårene fylder mine øjne, det var en skøn følelse, og lykken overtager min krop og tanker. X kysser mig og krammer mig, jeg skal være far siger han, jeg nikker og han kysser mig igen, før han efterlader mig i gangen, for at gå ud i køkkenet til karmaraten. Jeg står tilbage i gangen, med tårene i øjnene og hele min krop er fyldt af lykke. Min svigerinde kommer ud, indefra hende og min brors bolig, jeg tror at hun for øje på testen jeg har i hånden, hun kigger ihvertfald på mig, og siger, søsse er du gravid? jeg nikker med tårerne der triller stille ned af mine kinder, hun krammer mig, åh tillykke søsse, hvor er det skønt, hun er selv gravid, og tanken om at vi før børn i samme år er vidunderlig, og jeg kan huske at jeg tænker, de kommer til at få så meget glæde af hinanden.
Det er så snart 3 år siden jeg havde det sådan, det er snart 3 år siden jeg fandt ud af jeg var gravid, dengang viste jeg ikke hvilken vidunderlig lille dreng det var jeg ventende, og jeg viste heller ikke hvilken uhyggelig skæbne der ventet ham. Jeg var glad, lykkelig, og top forelsket, jeg viste desværre ikke hvilken syg syg mand jeg ventet barn med, jeg viste godt at han ikke var helt rask, men jeg viste ikke han var sindsyg. Jeg elskede ham og jeg var sikker på at han ville ændre sig, og få noget hjælp til at blive den dejlige mand han også kunne være, for det havde han jo lovet mig, inden jeg blev gravid.
Idag var jeg så for første gang siden dagen jeg fandt ud af jeg var gravid oppe på en hest igen, og jeg må sige at, jeg var nervøs, men det var hyggeligt og jeg skal forhåbelig ud og ride igen meget snart, for planen er at jeg skal ride fastelavn i år. Jeg ville ønske jeg havde nået at komme ud og ride med Nord, det havde jeg lovet ham mange gange at vi skulle, han skulle bare lige blevet lidt større og da han så var stor nok, skulle vejret lige være bedre og så skulle hestene lige hjem fra græs, alt for mange undskyldninger, og inden jeg fik set mig om, var Nord ikke længere i live. Nord nået at komme op og sidde på en hest og han var vild med det, så jeg er så ked af at jeg aldrig nået at komme ud og ride med ham, og jeg er så ked af at jeg har lovet ham det, og ikke kunne over holde det løfte. Idag var det med Nord i mine tanker og fyldt i mit hjerte at jeg satte mig op på hesten og red en lille tur, jeg så ham for mig, jeg så ham sidde foran mig, og vi sammen red, jeg ved han ville have elsket det, og jeg kan ligefrem høre hvordan han ville ha grint. Åh Nord jeg ville ønske jeg kunne holde mit løfte, jeg savner dig så inderligt, jeg håber du har kunne se og mærke at jeg har haft dig med mig på hesten (Peter plys) idag, og jeg håber du synes det var sjovt.
Jeg har ikke så meget på hjertet idag, andet end smerte og savn. Idag er en meget svær dag, savnet og smerten er enorm.
Idag tirsdag d.10/1 er det 7 måneder siden, jeg så brutalt fik myrdet min lille Nord. Frygten for at miste ham har været der fra den dag han blev født, men aldrig havde jeg tænkt tanken, at det faktisk sådan rigtig kunne ske. Jeg husker en gang hvor jeg var virkelig bange for der skulle ske ham noget, det var i Thailand i en speed båd, det var mørkt og der var høje bølger. Jeg bliver urolig og det kan Nord mærke, jeg sidder med ham på skødet, og han bliver ked af det, jeg synger ham stille til ro, (Så ikke græde, jeg er her hos dig, kom tag min hånd stol på mig, jeg passer på dig i den store verden, ja jeg er her, fald til ro) men frygten for at ende i det mørke vand, langt væk fra alting bliver ved at dukke op, og jeg kan ikke slippe tanken om hvordan jeg skal rede ham hvis det sker. Jeg beder derfor min bror om at puste en “rednings”/svømme vest op, som jeg har købt til Nord som han kunne bade og svømme i, Min bror puster den op og jeg giver Nord den på. Det giver mig lidt ro, for nu kan Nord da holdes oppe, og jeg ved at jeg er en god svømmer, så jeg skal nok rede Nord, hvis det skulle ske at vi ender i det mørke vand. Vi ender selvfølgelig ikke i vandet, men jeg var urolig, og det havde jeg ikke været, hvis jeg ikke havde haft Nord, det var frygten for at der skulle ske ham noget jeg var bange for.
Jeg ville ikke sige at mit værste mareridt er blevet virkeligt, for jeg ville ikke i min vildeste/sygeste fantasi kunne forstille mig, at Nord kunne dø, på den møde han gjorde, og jeg kan stadig ikke forstå at det faktisk er sket, jeg kan ikke forstå at det har været fysisk muligt for X at tage Nord´s liv, jeg forsåt ikke at X i over 3 minutter har siddet og set og mærket livet forsvinde ud af den smukkeste, dejligste, gladeste og kærligste dreng, jeg forstår ikke at det er min og Nord´s virkelighed, og jeg forstår ikke at et menneske jeg har elskede så højt har kunne hade mig mere end han elskede Nord, jeg forstår det ikke. Der er idag gået 7 måneder og jeg håber stadig hver dag at jeg vågner imorgen og det hele bare har været en ondeste drøm. På mange måder føler jeg at det skete igår, men savnet til Nord for mig på samme tid til at følge at det er over 10 år siden jeg har set ham. Jeg tænker på ham hele tiden, jeg savner ham hele tiden, og smerten over han ikke fik lov at leve, er der hele tiden.
Der er et kæmpe tom rum inden i mig, mit hjerte er knust og der er en kæmpe knude i min mave, og ingen af delene er blevet bedre eller på nogen måde lettere at “leve” med på de 7 måneder, nej faktisk synes jeg, at kroppen giver mig flere og flere tegn på, at jeg ikke har det godt. Min hud er blevet fuckt, mit syn driller mig, jeg er svimmel, jeg har kvalme mindst en gang om dagen, jeg har tit svært ved at trække vejret, og så er jeg træt, jeg er drænet for alt energi. Jeg er så træt, jeg har aldrig i mit liv været så tæt, og alligevel kan jeg ikke sove, heller ikke selvom jeg tager sove piller. Jeg tænker tit at jeg ikke ved hvor meget mere, jeg eller min krop kan klare, giver min krop op før mig? Jeg føler mig så tom, så ulykkelig, så trist, og jeg synes også (vis muligt) at jeg græder mere. Jeg “lever” eller overlever vil jeg nok heller kalde det, men jeg gør det ikke for min skyld, jeg gør det for andre, og i starten var det okay at “leve” for andre, det ville ikke være fair at de også skulle miste mig, når vi har mistet Nord. Nu er der så begyndt at komme andre tanker, og jeg skammer mig over at er begyndt at tænke sådan. Det er ved at blive hver dag for de andre, de er ved at lære at leve med tabet af Nord, og deres liv går stille og roligt den rigtige vej, men det er ikke hver dag for mig, jeg har ikke lært at leve med tabet af Nord, og mit liv går ikke stille og roligt den rigtige vej, og jeg er bange for det aldrig rigtig kommer til det, jeg “lever” for andre og hvor længe kan man det? Tanken rammer mig så, om noget tid, når de andre er helt tilbage på rette spor, ville de så kunne klare hvis jeg tog her fra? ville de kunne forstå mig? ville de kunne tilgive mig? og vigtigt af alt, ville de stadig kunne få et lykkeligt liv? Jeg forsøger at skubbe tanken fra mig, for jeg ved godt at jeg ikke burde tænke sådan, og at det ikke er et valg jeg har. Men hvor længe kan man “leve” KUN for andre?
7 måneder er gået siden min elskede Nord blev slået ihjel, I 7 måneder har jeg grædt hver dag, jeg har savnet hver dag og jeg har været i konstant smerte hver dag.
Tankerne, sorgen, smerten og savnet fylder alt.
Nord min skat, jeg elsker dig, jeg vil altid elske dig. Jeg savner dig og alt i mig skriger i smerte, men jeg ville aldrig ha været dig for uden. Du har givet mig, så meget mere kærlighed og lykke, i den alt for korte tid du har været her, end nogen andre nogensiden har givet mig, og for det er jeg dig evigt taknemmelig. Mor elsker dig,
Det er nytårs aftens dag, og der er kun nogen timer tilbage af året 2016. I starten af 2016 var jeg på mit livs bedste ferie, jeg var i Thailand med Nord og resten af familien. Jeg var glad, og fyldt med lykke og kærlighed, men d. 10/6 blev den lykke og kærlighed på brutalt vis taget fra mig, min lille dreng Nord på 1 år og 7 måneder blev myrdet af sin far. Mit liv gik i stå, min verden gik i stykker og mit hjerte blev knust i en million stykker, sorg, svigt, smerte og savn blev mit nye liv, og i lang tid, ja faktisk siden dagen Nord blev slået ihjel, har jeg tænkt at resten af det her år bare skulle overstås, ja faktisk ville jeg gerne bare sætte tiden frem til, året efter Nord´s død, for de (kloge) siger det første år er det sværeste. Selvfølgelig ville jeg allerhelst sætte tiden, tilbage til før Nord´s død, men med sammen viden jeg har nu, så jeg kunne stoppe Nord´s død, men det kan man desværre ikke. Om det bliver nemmere at takle tabet af Nord, sorgen, savnet og smerten når der er gået et år, det ved jeg ikke, men det føles ikke sådan lige nu, Og nu hvor vi faktisk er på vej ud af år 2016 vil jeg ikke med, jeg har ikke lyst til at gå ind i et år, hvor Nord ikke har levet. Jeg går faktisk lidt i panik med tanken om at Nord ikke kommer til at opleve år 2017. 2014-2016 det var alt Nord fik lov til at leve, og det smerter mig helt vild, mit hjerte banker hårdt og hurtig, som om det vil ud af kroppe på mig, det bliver ved at banke hårdt, men slagene bliver stille langsommere og langsommere, og det gør ondt, både psykisk men også fysisk, det banker så hårdt at, jeg kan se mit bryst hoppe når jeg kigger ned af mig selv. Jeg tager mig til brystet, det følelse virkelig som om mit hjerte vil ud af kroppen på mig, og jeg forsøger at holde det inde i mig med at trykke min hånd hårdt mod hjertet. Det er en mærkelig følelse, men den er desværre blevet ret velkendt, jeg har haft det sådan mange gange de sidste 6 måneder og derfor ved jeg også, at jeg om lidt føler jeg, at jeg ikke kan få luft, jeg prøver at komme det i forkøbet ved at forsøge at trække vejret helt ned i maven, men jeg kan ikke, det er som om knuden i min mave, vokser og vokser og der derfor ikke er plads til at trække vejret. Til sidst kan jeg kun trække vejret ret overfladisk, jeg sætter mig på gulvet, da det sortner for mine øjne, tankerne køre rundt, skal jeg give op? skal jeg blive og kæmpe? hvad gør jeg? hvad ville Nord ønske? Tårrene strømmer fra mine øjne, Nord min skat, hvad skal jeg gøre? Jeg savner dig så ulideligt meget, det hele er så svært uden dig, det er så hårdt, så tomt, så trist og jeg har slet ikke lyst til at være her uden dig.
Jeg går en tur op til træet, jeg pynter op, ligesom jeg har gjort ved pusleboret og ude på trappen, så Nord også er klar til nytår aften. Jeg står der længe, jeg snakker til Nord og fortæller ham hvor meget jeg savner ham, og hvor højt jeg elsker ham, så fyrre jeg et konfettirør af, mor kommer igen senere min skat. På vejen hjem går jeg forbi kirken, og selvom det enlig ikke var min plan at gå der ind i dag, trækker det i mig da jeg går forbi. Jeg skubber den tunge dør op,og går ind, alle stjerne i loftet fanger mig, som de har gjort det siden den dag jeg var over at snakke med præsten første gang. Jeg tvinger mit blik ned af kirke gulvet, jeg kan stadig se Nord´s kiste for mig, jeg mærker hvordan mine øjne fyldes med vand, og mine ben ryster under mig, så jeg går hurtig over til en bænk og sætter mig ned, tænk at jeg har boret min lille Nord ud i en kiste, tænk at jeg så ham ligge der, helt livs forladt og alt sammen bare fordi X ville ramme mig, jeg er så ked af det Nord, jeg ville ønske X havde taget mig og ikke dig, det er på ingen måde fair at du skulle dø. Jeg rejser mig og tænder lys, der har desværre været mange børn der har måtte lade livet i år, og dem tænder jeg også lys for. Hvad er det her for en syg verden vi lever i? hvorfor kan mennesker være så onde? De mennesker der kan gøre børn ondt, de er virkelig syge i hoved, børn, hvordan kan man det? små uskyldige børn, som på ingen måde kan forsvare sig, der kan da ikke være noget mere sygt end det. Av hvor gør det ondt i hele min krop, øv hvor er jeg ked af det, hvis jeg bare kunne gøre noget? Det burde ikke være fysisk muligt at slå et barn ihjel, og da slet ikke sit eget, hvordan kan man tage et liv man selv har skabt? hvordan kan man det? Jeg sidder længe og kigget på lysene der brænder. Der er tændt mange lys i dag, hvilket viser mig at vi har mistet alt for mange mennesker i år. Jeg synger stille for mig selv, imens jeg ser på det lys jeg har tændt for Nord.
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.
Tårrene triller stille ned af mine kinder, der kommer en lille pige på ca 7-8 år hen med en ældre dame, de tænder også et lys og sætter sig, i et par sekunder slår mine tanker væk fra Nord og over på dem. Måske har hun mistede sin mor, måske sin far, eller måske begge dele, jeg får et lille stik i hjertet, åh det håber jeg ikke at hun har, tænk hvor svært det må være at vokse op uden sig mor eller far. Så komme de egoistiske tanker, ja det ville være forfærdelig at miste sine forælder, og især i en ung alder, men det er meningen ens forældre skal dø før en, ikke omvendt, det er ikke meningen man skal overleve sine børn, det burde ingen forældre opleve. Tårrene strømmer nu ud, det gør så ondt inde i mig, og samtidlig bliver jeg ramt af dårlig samvittighed, tænk jeg kan tænke sådan, tænk hvis den lille pige har lige så ondt, som jeg har inden i, sorg er jo sorg ligemeget hvem man har mistet, og det vil altid gøre ondt. Men jeg er fanget i min egen sorg og smerte, at jeg synes at jeg har den værste og største smerte af alle, min lille Nord er død, og han er ikke “bare” død, han er blevet slået ihjel, og han er ikke “bare” blevet slået ihjel, han er blevet slået ihjel af et menneske han (og jeg) elskede og stolede på, og ikke bare et menneske, men sin far, sin egen far. Jeg rejser mig, sender den lille pige et forsigtigt smil, kigget på lysende, sender Nord alt min kærlighed og så tørre jeg tårrene bord og går ud.
Jeg står hjemme foran spejlet, jeg har fået fest tøjet på, og jeg ser enlig okay ud, men jeg har det stadig af lort til, telefonen giver lyd fra sig, det er Cille der siger hun er ved træet. Jeg kysser billedet af Nord, siger mor elsker dig, vær stræk. Jeg skynder mig op til Cille, hun er ved at åbne en asti, vi har aftalt at vi skulle mødes her og skåler for og med Nord inden vi tager til middag og nytår hos en veninde. Vi skåler, tænder stjernekastere, og fyrre endnu et konfettirør af, vi står lidt og snakker om Nord, så skåler vi igen, ønsker Nord godt nytår, vi elsker og savner dig Nord, og du vil altid være med os. Vi tager hjem til en af mine Veninder/kollager. Der er dejlige tøser, god mad, en masse at drikke, og vi hygger, men hele tiden er der den der stemme inden i mig, der siger hvis dog bare Nord var her, jeg ville meget heller sidde der hjemme og hygge med ham, ja jeg ville meget hellere gå tidligt i seng og stå op til et nytår med ham. Klokken bliver mange, og vi tager ind til byen, hvor vi skal skåle nytåret ind, og det gør vi, med masser af konfetti og hvis muligt endnu mere at drikke, vi synger, danser, griner og hygge, og nogen gange kan jeg faktisk godt være i det og nyde det, men det meste af tiden, skriger hele min krop af savn og smerte. Og selvom man ikke kan se det på mig, så fylder Nord mine tanker hele tiden.
Da jeg lander i min seng er jeg godt fuld og klokken omkring 07.30, inde da har jeg haft et mindre sammenbrud ude på trappen, det sket da jeg kom op til min etage, og billedet af Nord stod der i nytårs pynt og lys, jeg savner ham bare så ubeskriveligt, jeg havde så mange drømme, jeg husker hvordan Nord og hans fætter Ja-ja sidste år hyggede, og jeg havde troet de skulle fejre nytår i år sammen. Jeg kommer til at tænke på at tidligere idag hørte jeg fætter Ja-ja og hans mor og far fyrre bordbomber af, her ude ved billedet af Nord, det giver et stik i mit hjerte og det gjorde det også da jeg hørte det tidligere, men det varmer også mit så kolde og knuste hjerte at de gør det, at de husker Nord og at jeg ved de også har ham med i mange af de ting de gør. Jeg kysser billedet af Nord, og går ind. Jeg er helt alene i hytten, min bror,svigerinde og fætter Ja-ja sover hos min brors svigermor, og vuffen (Batman) bliver passet. Der er tomt, meget tomt, jeg kigger på Nord´s seng, åh hvor ville jeg ønske at, når jeg omlidt fjerner dynen for at tage Nulle (Nord´s nus bamse) at så lå Nord der, jeg lukker mine øjne og mærker mit hjerte slå, jeg ønsker at Nord ligger i sin seng og sover, jeg tager en dyb indånding og åbner så mine øjne, fjerner dynen, men Nord er der ikke, tårrene presser sig på igen, jeg tager Nulle og Nord´s dyne med over i min seng, jeg tager min sove pille, krammer Nulle ind til mig, lukker øjnene og ønsker af hele mit hjerte, at jeg ikke behøver opleve resten af 2017 uden Nord.
