Det er juleaftens dag, det er d. 24 december, jeg vågner lige så stille, af en dejlig drøm med Nord, jeg kæmper for at blive i drømmen, men langsomt bliver jeg mere og mere bevist om lydene omkring mig, jeg vil ikke vågne, jeg vil blive hos Nord, men jeg kan ikke længere kæmpe imod dagen, jeg kan mærke lyset fra solen og jeg kan høre verden omkring mig er ved at vågne. Som sår mange gange før, de sidste 6 måneder, bliver jeg liggende i sengen med lukket øjne, selvom jeg er vågen. Jeg bed igår en bøn for første gange i mit liv sådan rigtig, med hele mit hjerte, af hele mit hjerte. Jeg bed til at jeg kunne ændre Nord´s død, men da jeg vågner ved jeg godt min bøn ikke er blevet hørt, jeg ved godt, at jeg ikke får mit eneste ønske opfyldt. Det er ikke første gang jeg har først at forhandle med døden, og det er helt sikkert heller ikke sidste gang, men jeg ved godt at man ikke kan forhandle med døden, ligemeget hvad man har at forhandle med, jeg har tilbudt døden alt, alt jeg eger og har, min sjæl, mit liv, andres liv, dit liv, ja ALT hvis det kunne bringe Nord tilbage. Jeg mærker tårerne trille ned af mine kinder, mine hænder knuger Nulle (Nord´s nus bamse) ind til mig. Jeg mærker smerten brede sig fra mit hjerte ud i hele kroppen, jeg ligger i fosterstilling, og kæmper imod smerten og tårerne, indtil jeg til sidst ikke kan kæmpe imod mere og bare må giveefter. Min elskede lille Nord, det er så uretfærdigt du ikke skal opleve en jul mere, jeg ved hvor meget du ville havde elsket den her, dig og fætter Ja-ja ville havde lavet så meget ballede og jeg kan se for mig, at juletræs dansen ville være blevet en fest. Jeg husker hvordan du sidste år, grinede og ikke mindst dine smukke øjne´s lys når du kigget på det smukke træ med de så flotte farver og lys. Jeg havde glædet mig så meget til at skulle opleve en jul med dig og fætter Ja-ja sammen, som “store” drenge.

Jeg står ud af sengen, kysser Nulle og putter ham i seng, så kysser jeg billedet af Nord, Mor elsker dig, jeg tørre tårerne bort, taget et håndklæde omkring mig og går ud i bad. Det varme vand føles godt, vand, tåre og følelser flyder ligesom sammen og det føles lidt beroligende og befriende. Jeg siger til mig selv, okay Sara, prøv nu at komme bare lidt i julestemning, det bliver jul om du vil det eller ej. Jeg starter stille med at synge en julesang. Højt fra træets grønnetop, ståler juleglansen, det går fint, jeg ser Nord´s dejlige smil for mig, imens jeg synger, men så kommer ordrene ud af min mund, når du strammer granet, kvæler du jo,____ det sidste ord sidder i halsen på mig og det kommer ikke ud, jeg mærker min mave vende sig, og billedet af Nord der ligger livløs på X´s seng dukker endnu engang op i mit hoved, det sortner for mine øjne og jeg må sætte mig ned, jeg skal kaste op, men da jeg ikke har spist noget i nu, kommer der kun en lille smule mavesyre op. Tårerne vælder ud, jeg bryder fuld stendig sammen. Hvordan fanden har X  kunne få sig selv til det? hvordan har det været mulig for ham at gøre det? og ikke mindst at gennemføre det? hvordan har han kunne sidde der så længe og mærke og se livet forsinde ud af Nord? Hvordan har han kunne gå rundt i huset med Nord liggende død i samme hus? Hvorfor har han ikke forsøgt at genoplive ham? hvorfor har han ikke ringet til en ambulance? hvorfor har han ikke fortrudt sin handling? hvorfor synes han ikke at Nord skulle leve? hvorfor kunne han ikke bare kun havde taget livet af sig selv? eller hvorfor kunne han ikke havde slået mig ihjel istedet for Nord? Jeg elskede ham, hvordan kunne han hade mig mere end han elskede Nord? Jeg mærker hadet til X i mig, men selv efter det han har gjort, selv efter mordet på Nord, elsker jeg stadig Nord mere end jeg hader ham. Jeg samler mig selv op fra gulvet i badet, står lidt under det varme vand, før jeg tager mig til slukke for vandet, og gå ud af badet. Det gode ved at græde i badet er at man ikke kan se hvad der er vand og hvad der er tårer, og normalt for jeg ligesom grædt ud når jeg er i bad, men ikke idag, idag forsætter tårerne med at trille stille ned af mine kinder. Jeg går ind for at tage tøj på, tårene strømmer stadig og jeg kan mærke at lige der under de stille tårer ligger et sammen brud mere og lure. Jeg forsøger at skubbe tankerne væk. Tøj, tænk på noget andet, hvad skal jeg have på, hmm nej ikke den, den havde jeg på, da mig og X´s skulle på første date efter vi havde fået Nord, en date jeg havde sørget for da Nord var 3 måneder, vi var på hotel. Tænk på noget andet Sara, tøj, hvad med den der, nej heller ikke den, den havde jeg på til Nord´s navne dag, og den der havde jeg på første gang jeg skulle ud efter jeg var blevet single, der hvor X blev ved at sige hvor lækker jeg var, da han skulle passe Nord. Jeg hiver en sort kjole ud af skabet og så knækker den helt for mig, for det var den kjole jeg havde på til Nord´s begravelse, jeg falder sammen på gulvet med håndklædet omkring mig, har jeg virkelig kun tøj der minder om Nord? Jeg mærker en stikken fra mit bryst, denne følelse er ikke længere ny for mig, men det skrammer mig stadig, mit hjerte gør ondt, jeg er svimmel, og jeg føler ikke jeg kan få luft, jeg ligger igen i fosterstillen denne gang på gulvet, det har jeg gjort mange gange i den her måned. jeg græder, tåre og snot blander sig i mine hænder der forsøger at tørre næsen så den luft vej ikke lukkes helt, jeg hoster flere gange fordi jeg hiver snot ind når jeg i panik forsøger at få luft. Jeg kommer til at kigge mig i spejlet på mine låger til mit skab, det er ikke et kønt syn, jeg bryder sammen og siger, må jeg ikke nok bare have lov til at være sammen med Nord, jeg vil bare være hos Nord, må jeg ikke nok. Jeg ryster på hoved, men jeg høre mig selv sige det igen, må jeg ikke nok bare være hos Nord. Jeg sætter mig op, kigger mig selv i øjnene, Sara tag dig sammen, og den indre splittelse spreder sig igen som sår mange gange for, Nord ville ikke ønske, jeg var så ked af det, han vil gerne se sin mor glad, og selvom det ikke bliver idag, imorgen, i år, eller lige forløbelig, så er jeg nød til at kæmpe for at det kan ske en dag. Jeg rejser mig op, tager lidt tøj på, men så sker det igen, jeg kan ikke få luft og den velkendte gråd overtager igen alt. Min lillebror kommer ind, åh søs siger han, og aer mig stille på ryggen, jeg står bøjet ind over min seng. Jeg kan ikke få luft. Søs, du skal rette dig op, træk vejet helt ned i mave, det er okay du græder, du skal bare stadig trække vejret, siger han. Der går noget tid hvor gråden har alt kontrollen over mig, men efter noget tid og med min lillebrors hjælp for jeg genvundet kontrollen, sådan søs siger han, du klare det så fint, og jeg kan godt forstå du er ked af det, det er jeg også. Vi krammer og snakker lidt om Nord indtil jeg igen har styr på mig selv.

Jeg tager tøj på og går en tur med Batman, jeg har brug for at få lidt luft, jeg går en lang tur, tankerne køre rundt, og jeg mærker tårerene presse sig på, jeg går hen til hjerte træet, Nord´s træ, jeg tænder et lys, og lader tårerne løbe, jeg står der længe, før jeg krammer træet, og siger mor elsker dig, mor vil altid elske dig, og så sender jeg et luft kys afsted med håbet om at Nord ved at han var/er og altid vil være så elsket.

Jeg mødes med min mor foran kirken, jeg kan ikke huske jeg nogenside har været i kirke juleaften, men noget siger mig at jeg måske har været det med min farmor da jeg var lille. Døren indtil kirken er tung, vi går ind, jeg har været i kirken et par gange siden Nord´s begravelse, for selvom jeg ikke tror på gud, så tror jeg på Nord, og det var her, jeg så hans smukke ydre forsidste gang, det var her jeg kyssede ham forsidste gang, det var her jeg skulle sige farvel, det var her jeg skulle sende ham videre, det var her jeg havde den hårdeste dag i mit liv, og jeg vil altid være forbundet til denne kirke på godt og ondt, den er en del af Nord nu, og derfor en del af mig. Kirken virker meget større nu end til Nord´s begravelse, men alligevel virker “gå turen” fra alteret og ud, kortere end da jeg bar kisten ud af kirken, jeg husker det så tydeligt, mine ben rystede, jeg brød sammen, det var den længste “gå tur” i mit liv og alligevel var den alt alt for kort, jeg ville ikke slippe ham, jeg ville ikke sende ham afsted, jeg viste at når jeg først sætte kisten fra mig, var det sidste gang jeg “holde” Nord, det var sidste gang jeg så ham. Vi går over og tænder lys, vi tænder et lys for en nær ven af familien som døde for omkring en måned siden, vi tænder et lys for Louise som mistede livet på samme måde som Nord, vi tænder lys for alle de andre vi hat mistet i år, vi tænder lys for alle de børn der har mistet livet, og vi tænder lys for Nord, jeg græder, jeg kan ikke lad vær, jeg savner ham så ubeskriveligt meget og det gør så ondt på mig at han ikke måtte leve, det gør så ondt, at X kunne gøre ham ondt. Vi sætter os på en bænk, ved siden af en ældre dame, der også sidder og græder, hun har også tændt lys, vi sidder og ser på alle de lys der er tændt, jeg ved min bror, svigerinde og deres søn også har været over og tænde lys for Nord tidligere på dagen. Jeg håber så inderligt at min lille Nord har det godt, at der er nogen der passer på ham, at der er nogen der elsker ham, måske min farmor, at han leger, griner og er lykkelig, at han ved at han er elsket og at han kan se jeg prøver det bedste jeg kan.

Da vi kommer hjem fra kirken, står den på madlavning, gave indpakning osv. Faktisk ligesom det plejer, men det er bare ikke som det plejer, jeg glæder mig ikke, jeg er ikke spændt, her er for tomt, det gør for ondt, Nord mangler. Tiden går, for det gør den heldigvis, og selvom tårerne triller lidt under indpakingen, og imens jeg gør mig klar, så er det på tros af alt blevet aften. Vi sætter os til bors, og Nord´s fætter Ja-ja kommer med en lille råb, det lød ligesom Nord, jeg mærker et stik i hjertet men også et smil på mine læber, for selvom det gør ondt, så er det også dejligt når jeg kan se lidt af Nord i ham. Vi spiser, “hygger” Ja-ja åbner lidt gaver og vi leger lidt, jeg prøver med alt jeg har at give ham en god aften, jeg forstiller mig hvordan aftenen ville være hvis Nord også var her og jeg ved han ville havde elsket det. Hadet til X stiger i mig, hvordan fanden kunne han gøre det? hvordan kunne han taget livet fra ham? Der kommer også et stik af vrede til Q og de andre i familien, for hvis hun dog bare havde valgt sin familie frem for X, og X ikke havde myrdet Nord, så ville Nord, Ja-ja og (lad os kalde ham Willy) alle 3 kunne nyde denne aften sammen, som meningen var. Ja selv hvis hun havde valgt sin familie efter Nord´s død i stedet for X, kunne Ja-ja og Willy stadig havde haft denne aften sammen, og vi kunne lære dem at have Nord med i hjerterne, ligesom vi har. Jeg er nød til at skubbe tankerne væk, ellers ender jeg bare med at blive rigtig gal, tænk man kan være så egoistisk.

Vi danser om træet, det er et smukt træ, og der er masse af Nord, der er et julehjerte med hans navn og fødselsdag, jeg fik levet det år han blev født, der er en lys holder, med en bil, som jeg har fået af min mor og far, så Nord kan holde sit eget lys. Der er krammehuse med Nord´s navn og fødselsdag og et med Ja-ja´s navn og fødselsdag, de hænger side om side, de er side og side sådan som det skulle ha været, så sådan er de ihvertfald sammen der. Vi syger højt fra træet grønnetop, men denne gang er jeg forberedt på sætningen, Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet, men jeg kan stadig ikke sige det, jeg for en klump i halsen og min mave vender sig, jeg trækker vejret dybt, skubber tankerene væk og synger videre. Vi åbner gaver og Ja-ja hygger sig meget, så målet for dagen/aften er nået, jeg for nogen rigtig fine gaver, og især alt med Nord går lige ind (mere om det i et senere indlæg) Jeg klaret aften, jeg overlevet, jeg klaret første jul uden Nord, men så slår det mig, første jul uden Nord, åh gud behøver der virkelig komme flere? skal jeg igennem dette helved igen? Skal jeg holde flere jule uden Nord? Jeg kan slet ikke overskule det, Jeg går en tur med Batman, for at tømme tankerne inden det er senge tid, men alt jeg kan tænke på er Nord, og hvordan han altid vil mangle. Jeg siger godnat, min bror og jeg tænder lys for Nord og siger sammen godnat til Nord som vi gør hver aften. Han krammer mig og siger du er så sej søs, du har klaret det så fint, jeg elsker dig. Da jeg har taget min sove pille, og jeg ligger med Nulle i min seng og kigger på billedet af Nord, mærker jeg igen smerten brede sig fra hjertet ud i hele kroppen, åh Nord, det gør så ondt uden dig, det er så svært uden dig, jeg har virkelig slet ikke lyst til at være her uden dig? hvad skal jeg dog gøre? bliver du skuffet, sur eller ked af det hvis jeg giver op? jeg føler ikke jeg kan mere, hvad skal jeg gøre? jeg kan ikke uden dig, hvad skal jeg gøre? Pillerne begynder at virke og de hiver mig langsomt ind i søvnen, mens tårene triller ned af mine kinder, jeg kan huske jeg lige når at ønske at jeg møder Nord i drømmeland og at jeg aldrig vågner igen inden jeg falder i søvn.

Der er under en uge til juleaften, og normalt ville jeg være total i jule stemning og glæde mig helt vildt, på det her tidspunkt, men ikke i år. Det er December, en måned jeg normalt elsker og altid ser frem til, men ikke i år, i år kan jeg slet ikke overskue at det skal blive jul. Jeg havde ellers set rigtig meget frem til denne jul, Nord ville være 2 år, Nord ville være en stor dreng og selvom han sidste år hyggede sig og synes at mad, juletræ, sang og gaver var en fest, ved jeg han ville havde elskede det endnu mere i år, for i år ville han rigtig forstå det, og i år skulle han havde holdt jul med sin elskede fætter Ja-ja og Ja-ja´s skønne forældre. Men sådan skulle det ikke blive, X syntes ikke at Nord skulle have lov at opleve sin bare 3 jul, og en tanke kommer igen og igen, hvorfor? hvorfor skulle det gå udover Nord, hvordan kunne han hade mig mere end han elskede Nord? hvordan var det ham fysisk muligt faktisk at slå sit eget barn ihjel, hvordan kan man holde til i ca 3 minutter at vide at man gør sit barn ondt, 3 minutter hvor du godt ved at du fra tager dem livet, et liv du selv har givet, et liv du så brænede ønskede at give, og et liv du skulle passe på og kæmpe for, hvordan er det muligt? jeg forstår det simpelhen ikke, og selvom det er en syg syg tanke og verden at bevæge sig ind i, har jeg virkelig prøvet, at forstår hvordan fanden det kan være muligt, men uden held, for det burde ikke være muligt, man burde ikke bevist kunne slå sit eget barn ihjel.

Alt det ved julen jeg normalt elsker, hader jeg nu, der er normalt nisse og julepynt i hjemmet, men ikke i år, det eneste der minder som jul hos mig, er Nord´s nisse hue, og de få ting jeg har fundet frem for at give Nord bare lidt jul, for som min bror sagde, så skal det ikke gå udover Nord at jeg ikke gider julen i år, så han puslebord, og billedet i opgangen er blevet pyntet lidt. Der hænger normalt strømper hvor at nissen kan komme gaver i, men hvorfor skulle de være der i år? jeg gider ikke bagejule kager, som jeg ellers gør, jeg gider ikke have et kalenderlys, for hvorfor skulle jeg? for at se vi kommer tætter på en aften jeg på ingen måde glæder mig til. julekalender nej tak, der er ingen at se dem med. Enlig ville jeg helst have det slet ikke blev jul, men det gør det jo desværre om man vil det eller ej, jeg kan vælge ikke at fejre jul, og det er vel enlig også det jeg gør, kunne jeg flygte fra den havde jeg gjort det, men jeg er bange for at rejse langt langt væk og så side alene og blive indhendet af mine følelser og savn. Så jeg har valgt at blive hjemme hos min familie og være tæt på Nord, for som jeg sagde før bliver det jul om jeg vil det eller ej, og om ikke andet så blive det jule igen næste år.

Jeg ville normalt nu, hygge med indkøb, gaver, guf, og alle sokkegaverne, men i år er det ikke hyggeligt, det gør ondt, så sindsygt ondt, især sokkegaverne og jule gaverne til Ja-ja gør ondt, for jeg skal kun have en af hver ting, 1 bil, 1 bog 1 frugtstang osv. Det gør ondt og mit hjerte knuses på ny, jeg for tårer i øjnene og jeg mærker mine ben ryste under mig, jeg forsøger at skubbe tankerne væk, jeg kæmper med tårerne. men savnet er for stort og der lige midt i søstrene grene knækker jeg sammen. En ældre dame kigger på mig, tårene strømmer ned af mine kinder og jeg kan slet ikke styre det, selvom jeg kæmper med alt hvad jeg har, hun ligger sin hånd på min skulder og siger har du brug for hjælp? Jeg nikker og tager mine hænder op foran mit ansigt, jeg forsøger at tørre tårerne bort i mens jeg siger, ja jeg har brug for hjælp, men der er ingen der kan hjælpe mig, min lille dreng er død og han kommer ikke tilbage ligemeget hvad jeg gør. Jeg bryder hulkene sammen, jeg kan ikke kigge på damen, men jeg kan mærke hun ligger armene omkring mig, og jeg falder nærmest sammen i hendes arme, Der er en indre kamp inde i mig, en del af mig har lyst til bare at løb langt langt væk, men jeg kan ikke og nu står jeg så og græder i en fremmede dames arme, hun siger flere gange, det gør mig så ondt. Jeg ved ikke hvor længe vi står der, for det føles længe og så alligevel ikke, der går folk forbi, de fleste kigger bare mærkeligt på mig, imens andre spørg om jeg er okay, damen svare nej, men at vi klare den. Efter noget tid kommer der ikke flere tårer og jeg kommer ligesom til mig selv igen, jeg kan mærke jeg bliver flov, jeg undskylder og siger at det her bare er en meget svær tid for mig, havde min lille dreng stadig været i live var det ikke kun min nevø jeg skulle købe sokkegaver til, men også til min elskede Nord. Damen er sød og siger at jeg ikke skal undskylde, hun har læst om Nord og det gør hende så inderligt ondt. Hun giver mig noget papir til at pudse næsen og så tager hun min hånd og kigger mig dybt i mine øjne, og siger, julen er hjerternes fest, Nord er i dit hjerte, så hold fest med dit hjerte og du holder fest med Nord. Jeg mærker et stik i mit hjerte, jeg nikker, og tørre tårerne bort, Tak siger jeg, det vil jeg prøver at huske og gøre. Tak. Hun smiler, slipper min hånd, og så går hun imens hun siger, Nord passer på dig og vil altid være hos dig.

Jeg kigger ned i min ret så tomme kurv, men beslutter mig for at det må være fint for nu, jeg fik købt et par ting, og jeg gør et forsøg, på stadig at være både en god datter, søster og ikke mindst faster, men det er svært og jeg må gøre det lidt af gangen hvis jeg skal igennem den her måned levende. Julegave indkøbet har jeg fået meldt mig lidt ud af, jeg kan ikke overskue at skulle købe gaver, så de gaver der kommer fra mig i år, må være som de er, og den eneste jeg i år vil love en gave er Nord´s elskede fætter Ja-ja og så skal Nord selvfølgelig også have noget, men hvad det ved jeg ikke i nu, det bliver klart den sværeste gave, for hvad giver man en 2 årige dreng (der kun blev 1 år og 7 måneder) som ikke længer er her? Tankerne fylder meget, det er 6 måneder siden jeg mistede ham, 6 måneder som på en og samme tid føles som var det igår og 100 år siden. Jeg kan ikke lad vær at tænke, at på et halv år, der ville der være sket så meget, han ville være blevet en stor dreng, han ville kunne så meget, og jeg er sikker på, at han ville være blevet rigtig fræk. Jeg savner ham så ubeskriveligt meget og jeg kan ikke engang sige ordene uden at græde, jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg skal leve uden ham, det gør alt alt for ondt, jeg er nød til at tro på at jeg ser ham igen, for anden tanke kan jeg ikke holde ud. Jeg ved godt det ikke er muligt og jeg ved godt jeg aldrig for mit største ønske opfyldt, men det er alt jeg vil have, det er Nord.

Mor og Nord altid altid.

Det er lørdag d. 10/12-2016, 6 måneder er gået siden min elskede Nord blev taget fra mig. 6 måneder er gået siden Nord koldblodigt blev slået ihjel, og mit liv blev fyldt af smerte, sorg og savn foraltid. Jeg vågner om morgen, jeg har drømt en dejlig drøm om Nord, vi var sammen, han var glad som altid, vi sang og leget, jeg kunne kysse og kramme ham, og han mig, og lige da jeg vågner er jeg i tvivl om det enlig var en drøm, men så rammer virkeligheden mig igen, som sår mange gange før, siden Nord´s død. Nord´s seng er tom, og jeg ligger med hans nus bamse (Nulle) Jeg for kvalme, alt i mig vender sig, og da jeg kigger på Nord´s urne bryder jeg sammen, tårerne strømmer ned af mine kinder, min mor kommer ind, og da hun holder om mig, bryder jeg ud i, den gråd som indtil for 6 måneder siden var helt ukendt for mig, men som desværre er blevet alt alt for velkendt, det er en gråd, jeg ikke kan styre, jeg kan ikke holde den tilbage, og jeg har ingen kontrol over den, den er fyldt med sorg, savn og smerte. Åh gud, hvordan fanden kunne X gøre det, hvordan var det muligt for ham at taget livet af sin søn, billederne jeg har af Nord der ligger livløs på sengen og forsøget på at genoplive ham køre som en film i mit hoved igen og igen. Kunne jeg havde gjort noget andet for at rede Nord? Hvad nu hvis jeg bare havde kørt der ud da jeg fik sms´en fra X om at det var sidste gang jeg havde valgt mig selv først, kunne jeg så havde redet Nord? Eller hvad nu hvis jeg havde lyttede til mig selv, og ikke ladet X have Nord alene, istedet for at give efter, ville Nord så stadig havde været i live? Tankerne køre rundt i hoved på mig, jeg ser X sidde på sine knæ henover Nord, jeg ser hans hænder holde en pude over hoved på Nord, men så ser jeg mine hænder slippe puden, jeg kan simpelhen ikke tænke tanken til ende, det er ikke muligt. Hvordan har det været muligt for X, når jeg ikke engang kan tænke tanken. X har siddet i ihvertfald 3 minutter, hvor han både har set og mærket livet forsvinde ud af Nord, hvordan kunne han det? Jeg føler jeg skal kaste op, og min krop fyldes med smerte. åh Nord, jeg er så ked af det, hvis jeg dog bare havde fået lov til at kæmpe for dig, hvis X nu dog bare havde taget mit liv istedet for. Det er ikke fair at tage et lille uskyldigt barns liv, Nord kunne ikke engang forsvare sig, han havde ikke en chance. Årh min elskede lille Nord.

Da jeg har grædt i noget tid, kommer det nu også så velkendte tomrum, der er ikke flere tårer, men smerten er der stadig. Jeg sidder længe bare og kigger ud i luften, min mor, forsøger at få mig lidt igang, Kom nu skat, du skal have lidt af spise, jeg høre hende godt, men alligevel er det som om hun ikke er der, der er kun mig, mig og smerten, mig og ensomheden. Det er som om at uden Nord, er jeg alene ligemeget hvor mange eller hvem der ellers er der, uden Nord er alt andet ligemeget. Hvorfor skal jeg spise? Så jeg ikke dør af sult? Men hvad nu hvis jeg enlig er ligeglad om jeg gør det. Hvorfor skal jeg stå op og tage tøj på? Jeg har mest lyst til bare at ligge mig til at sove igen, taget til drømmeland, som lige pt. er det eneste sted, hvor jeg kan høre, mærke, røre, kysse, kramme, lege, og snakke med Nord, åhh hvis jeg dog bare kunne tage derhen og aldrig vågne igen, hvis jeg nu bare kunne være hos Nord. Tårene fylder igen mine øjne, for det kan jeg ikke, det er ikke en mulighed, det er ikke et valg jeg har, jeg er nød til at stå op, jeg er nød til at tage tøj på, jeg er nød til at spise og kæmpe videre. Det skylder jeg min familie og ikke mindst Nord.

Jeg tager tøj på, og vi for spist morgen mad, Whitney Houston´s i have nothing, spilles i radioen, og jeg bryder igen sammen, for det er jo sådan jeg har det, jeg har ingen ting når jeg ikke har Nord. Da jeg igen har fået grædt og spist færdig, går min mor og jeg op til hjerte træet, Nord´s træ, vi ligger blomster, tænder lys og søger for at alt er pænt.

Dagen går, men tankerne vender hele tiden tilbage på Nord´s død, Jeg gennem lever hans død´s dag igen og igen, og hver gang bryder jeg sammen, Jeg bliver lidt overrasket over at jeg bliver ved at bryde sammen, at der bliver ved at være tårer til det, altså jeg græder hver dag, men ikke på den her måde, selv de dage hvor det er rigtig rigtig hårdt, bryder jeg normalt “kun” sammen en 4-5 gange. Så det er lidt mærkeligt, for det gør jo ligeså ondt alle de andre dage og jeg tænker også de samme tanker de andre dage, jeg græder også de andre dage, men alligevel er idag noget andet. 6 måneder er gået, Jeg har grædt hver dag i 6 måneder, jeg har savnet hver dag i 6 måneder, det er været 6 måneder i konstant smerte, og jeg synes på ingen måde at det er blevet nemmere, savnet vokser, og det bliver længere og længere tid siden jeg har set min elskede Nord, men jeg kommer ikke tætter på et gensyn. Det har været 6 måneder i helved, og jeg kan stadig ikke se vejen væk der fra. 6 måneder uden Nord er meget meget lang tid, og det er så smerte fuldt, så tanken om at jeg skal leve resten af livet uden ham, kan jeg slet ikke holde ud, jeg bryder igen sammen og alt i mig skriger igen af smerte, hvordan fanden skal jeg kunne leve uden Nord? Jeg har overlevet i 6 måneder, 6 hårde, lange og smerte fulde måneder, men kan jeg klare 6 måneder mere? kan jeg klare bare en måned mere? Jeg er splittet, en del af mig, siger nej, det kan du ikke, det er ikke muligt uden Nord. En anden del af mig, siger det skal du, for Nord, for din familie og for at vise X at den her, den vinder han ikke, ikke fucking den her gang, han har altid fået det som han ville med mig. Alt var et spil for X, han skulle vinde, jeg/vi var brikker, og det her var hans store træk, for virkelig at vinde det hele. Jeg trækker vejret helt ned i maven og mærker hvor ondt det gør, jeg prøver at samle mig, men tanken om at X brugte Nord på den måde, gør at det hele vender sig i mi, X sviget ham, han misbrugte sin titel som far, Jeg stolet på ham som far, Nord stolet på ham som far. Jeg bryder igen sammen, Undskyld Nord, undskyld min skat, hvis jeg dog bare kunne få en chance til, jeg ville give alt, ALT hvis du bare kunne få lov at leve.

Det er på en eller anden måde blevet aften, og jeg skal til julefrokost, jeg har enlig ikke lyst, men ligesom med så meget anden, så gør jeg det, selvom jeg ikke har hverken lysten eller overskuet til det. Men jeg gør det, for det er jeg nød til, jeg er nød til at gøre nogen af de her ting, for at få en chance for en dag at kunne leve igen og ikke bare overleve. Jeg kigger mig i spejlet, mine øjne er blanke, jeg har altid selv synes, at jeg har ret flotte øjne, men ikke længere, gnisten er der bare ikke mere, det er lidt som om at den døde med Nord. Jeg gør mig klar, jeg tager pænt tøj på, og på afstand ser jeg enlig okay ud, jeg beslutter at det nok ikke, er den bedste ide at ligge for meget makeup, da jeg helt sikkert kommer til at tude igen senere. Jeg tager til julefrokost og det er heldigvis meget meget tæt på, det er nemlig i samme bygning som jeg bor i, så jeg kan gå op hvis det bliver for meget. Min mor skal også med og det er dejligt, for selvom der kommer mange jeg kender, og alle ved hvad der er sket, er det dejligt med en fast støtte. Der kommer mange, der er lækker mad og vi hygger. Jeg bliver godt fuld, hvilket er et helt bevist valg, men det gør de andre heldigvis også, hvilket gør at folk har lidt nemmere ved at snakke med mig, snakke om Nord og det der er sket, hvilket jeg meget bedre kan lide og jeg kan også meget bedre forholde mig til det, end når vi lade som ingenting, for det kan jeg ikke, Nord er min dreng og det vil han altid være, derfor vil jeg have lov at snakke om ham, og jeg sætter pris på, at andre også snakker om ham. Så det gør vi, og det er dejligt, selvom det selvfølgelig også er hårdt, men det er det for mig hele tiden, og faktisk mest når det ikke er okay at snakke om Nord. Vi for grinet, dansede, snakket og grædt, og så forfra igen.

Jeg ender i min seng ved 05.00 tiden, jeg har forinde kysset billedet af Nord godnat og sagt at jeg elsker ham. Jeg har taget min sove pille og nu ligger jeg i min seng, jeg overlevet dagen og nu kan jeg så endelig lukke øjnene, tage til drømmeland hvor jeg forhåbentlig kan finde Nord, så vi i det miste kan være sammen der. Jeg kysser Nulle, dufter til ham, krammer ham ind til mig, og ønske af hele mit hjerte, at jeg kan kysse og kramme Nord omlidt. Jeg længes så meget efter ham, jeg savner ham mere end ord kan beskrive og jeg kan slet ikke overskue livet uden ham. Jeg lukker mine øjne, mærker tårerne trille stille ned af mine kinder, inden jeg falder i søvn.

Mor og Nord altid altid.