Det er snart min fødselsdag, og normalt kan jeg faktisk godt lide min fødselsdag, men ligesom med alt andet i mit liv er der pt. ingenting der er normalt, andet end sorg, savn og smerte selvfølgelig. Der er under en uge til min fødselsdag, og jeg har stadig ikke besluttede hvad jeg skal, det eneste jeg er kommet frem til er at jeg ikke vil være alene, så jeg har inviteret nogen af veninderne til at “fejre” mig, jeg har godt nok fødselsdag om søndagen, men Nord´s fætter Ja-ja har fødselsdag d.1 maj og da der skal holdes stor 3 års fødselsdag fest for ham om mandagen, ville det blive lidt for meget at for mig, at holde min fødselsdag søndag, så jeg holder den lørdag. Jeg ved som sagt ikke hvad vi skal endnu, mit overskud er meget lavt lige nu, og der er på ingen måde økonomi til en fødselsdags fest i år, så jeg har sagt til tøserne at ligemeget hvad jeg finder ud af, om det bliver noget købe mad hos mig, eller at vi går ud og spiser, så bliver det på egen regning, det er selvfølgelig rigtig øv, men det er desværre bare sådan det er lige nu. Jeg håber på at vi kan gå ud og spise, og så drikke nogen drinks bagefter, for så er min plan at drikke mig godt fuld, så jeg er slået ud det meste af søndagen. Jeg ved at søndagen (Min fødselsdag) bliver sindsyg hård, jeg havde forstillet mig at jeg skulle hygge med Nord, vi skulle spise fødselsdags morgen mad sammen, med sang og Nord der skulle sidde og flage, vi skulle puste lys ud sammen og måske vi skulle åbne gaver sammen. Jeg husker tydeligt sidste år da vi gjorde det, og selvom jeg sang fødselsdags sang for mig selv, gjorde Nord dagen til en fest, han pustede lys ud med mig, han flaget for mig imens jeg sang, mor hun har fødselsdag og det har hun jo og det er i dag, det gør så ondt i mig at jeg aldrig skal opleve det igen.
Smerten inden i mig vokser og vokser hver gang jeg tænker på at jeg aldrig mere skal opleve en fødselsdag med Nord, hverken min eller hans, så hvad er der at fejre? at jeg bliver et år ældre? ja hurra, faktisk har jeg ikke lyst til at holde fødselsdag, for i mine øjne er der intet at fejre, jeg lever og bliver ældre, men det gør Nord ikke, og det er ikke okay, det er ikke fair, hvorfor ham? hvorfor skulle hadet og vreden gå ud over ham? det er så ondt, det er så lavt og fejt gjort. De små stykker af mit knuste hjerte jeg har fået samlet, knuses igen og igen hver gang jeg tænker den ondskab Nord blev udsat for, og så af sin egen far. Hade til X vokser i mig, hvordan fanden kunne han gøre det? Hvordan kan man få sig selv til at bruge sit barn på den måde? Hvordan har han kunne sidde og se på at livet forsvandt ud af Nord, Hvordan kan man det? Hvordan kan man slå sit eget barn ihjel? Det er spørgsmålene jeg aldrig for svar på, men som stadig er der hver dag. Hvordan kan man slå sit eget barn ihjel? Hvis jeg virkelig kunne få et fødselsdag ønske opfyldt, ville det være at Nord havde overlevet, jeg ville give ALT for at få det ønske opfyldt, jeg ville med glæde give mit liv for det, jeg ville gøre ALT, jeg ville gå gennem alverdens smerte for det, ALT hvis bare Nord kunne leve. Det er mit eneste ønske, at Nord lever, alt jeg ønsker mig er at Nord lever, og at vide at det ønske aldrig kan blive opfyldt lige meget hvad jeg gør, lige meget hvor hårdt jeg kæmper, ligemeget hvor mange fødselsdage´s ønsker jeg får, kan jeg aldrig få det eneste jeg virkelige ønsker mig, Nord. Så hvad svare jeg, når folk spørg, hvad ønsker du dig? intet, for det eneste jeg ønsker mig er Nord, men ham kan jeg ikke få, men det er det eneste jeg vil have, alt andet er faktisk lige meget, selvfølgelig er der mange ting, jeg godt kunne bruge og der er sikkert også meget jeg gerne vil have, hvis jeg kunne få mine tanker fra Nord, men det kan jeg ikke. Det eneste jeg ønsker mig er Nord.
Så hvordan kommer jeg gennem min fødselsdag? ærligt så ved jeg det ikke, men jeg ved den kommer om jeg vil det eller ej, ligesom alle andre mærkedage, og selvom jeg stadig arbejder på at lære at leve med min sorg, så har jeg da lært at det er bedst ikke at være alene på de dage man på forhånd ved bliver ekstra smerte fulde, Så min plan er ikke at være alene, at lukke op for kærligheden, og lad min kærlighed til Nord fylde mit hjerte.
Jeg vågner lidt i 07.00, jeg har ondt i brystet, det gør ondt når jeg trækker vejret, jeg prøver at trække vejret dybt, men som sår mange gerne før er det som om der ikke er plads nok, knuden i maven fylder for meget. Jeg ligger lidt, før jeg står op for at gå ud og tisse. Jeg føler ikke at jeg kan rette mig ordenlig ud, det føles lidt ligesom sidestik, jeg prøver igen at trække vejret dybt, men det går ikke væk. Jeg går tilbage i seng, jeg har ikke sovet så meget i weekenden, så jeg vil gerne sove en time eller to mere, men jeg kan ikke finde ro eller falde i søvn. Tankerne har vundet, hvorfor har jeg ondt der? er det efter ve på weekenden? Jeg har både været til koncert og påskefrokost i weekenden og har haft en “god” weekend, så måske er det derfor jeg har ondt. Sådan har det jo været mange gange før, når jeg har hygget mig, for jeg det altid dårligt bagefter, ikke fordi jeg som sådan for dårlig samvittighed, for jeg ved jo godt at Nord ønsker jeg skal hygge mig og blive glad igen, og det er derfor jeg kæmper for det og forsøger at leve, men det rammer mig stadig alligevel bagefter. Nogen gange bliver jeg vildt ked af det, andre gange overtager smerte bare alt. Det må være derfor jeg har ondt, jeg skubber smerten og tankerne væk, jeg finder telefonen frem, hvis jeg nu tjekker lidt facebook, kan det være jeg tænker på noget andet. Jeg kommer dog ikke så langt, billedet af Nord på start skærmen, går lige i hjertet på mig, fuck hvor jeg savner min lille dreng, en tårer triller stille ned af min kind, jeg ser det billede hver dag, mange mange gange om dagen, jeg elsker Nord´s ansigtudtryk og smil på det billedet, det er hans ballede fjæs, og jeg elsker det, jeg savner det, jeg savner det så meget, jeg savner hans falske grin, når han grinte af ham selv og ville have mig til at grine. Jeg savner ham mere end jeg kan beskrive, det gør så ondt, jeg kan ikke holde det ud, smerten og savn er ulideligt. Jeg er nød til at se ham, jeg er nød til at se at jeg virkelig har haft den her vidunderlig dreng i mit liv, det lyder mærkeligt og jeg ved jo også godt at jeg har haft ham, jeg har jo født ham, jeg har give ham kærlighed og han har givet mig kærlighed, en kærlighed jeg stadig kan mærke, men nogen gange er det som om min hjerne prøver at bilde mig ind at Nord aldrig har været her, det sker som regel, når smerten og savnet er for stort, jeg tror det er en måde at prøve at beskytte mig, fordi tanken om at jeg aldrig for ham igen, ikke er til at leve med, det gør simpelhen for ondt.
Jeg finder en video af Nord frem, det er en video af mig og ham, hvor vi leger vores, velkommen til mor og Nord lege. Vi fjoller, rakker tunge, viser bisser og siger lyde, Åh hvor jeg dog savner det, jeg savner ham så meget, jeg savner vore velkommen til mor og Nord lege, jeg savner at hygge og fjolle med ham. Mit hjerte banker hårdt, det gør ondt, det gør rigtig ondt, men jeg er meget meget bekendt med den her smerte, (desværre) Det er smerten over at Nord ikke længere lever, det er smerten over at miste den bedste og største kærlighed i livet, det er smerten over den ondskab Nord har været udsat for, det er smerten af at miste en kæmpe del af sig selv, det er smerten over at have mistet et barn, det er en smerten jeg ville ønske intet menneske nogenside skulle opleve.
Jeg ser videoen igen og igen, åh Nord jeg ville ønske jeg kunne ændre din skæbne, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads, du fortjente ikke den ondskab din far udsatte dig for, du fortjener at leve. Jeg bryder samme i en blanding af smerte og savn, tårerne pisker ud, og der midt i mit kaos af smerte,savn og kærlighed, giver smerten i mit bryst mening, det er d. 10 idag, det er 10 måneder siden Nord blev slået ihjel idag, det er 10 måneder siden jeg så min lille dreng i live. jeg har idag overlevet 10 måneder i helved, 10 måneder i sorg, savn, smerte og med tårer hver dag. Jeg lader tårerne strømme, jeg lader smerten og savnet overtage alt i mig. Jeg græder, græder og græder indtil en ny følelse forsigtig kigge frem, jeg får en følelse af stolthed, jeg har overlevet 10 måneder, 10 måneder i helved, 10 måneder hvor jeg hver dag har haft lyst til at give op, men jeg står her stadig, X har ikke vundet, ikke endnu ihvertfald. X har taget alt fra mig, min søn, mit et og alt, min livs lyst, min tro på verden, ALT. Jeg er knækket, jeg er såret, jeg bløder, og jeg er helt i knæ, nogen dage ligger jeg helt fladt ned, og er klar til at overgive mig, men jeg har ikke gjort det, jeg har ikke givet op, jeg overlever og jeg kæmper for at leve. Det eneste X ikke har kunne tage fra mig, er min kærlighed til Nord, og det er den kærlighed der gør, at jeg er her endnu, den er den kærlighed der gør at jeg kæmper, det er den kærlighed, der har lært mig, hvor meget mine forældre elsker mig, og jeg ved desværre hvordan de ville føle hvis jeg gav op. Jeg kysser billede af Nord, jeg elsker dig min skat. Jeg ville ønske jeg ikke skulle leve en dag mere uden dig, jeg kan leve med sorgen, jeg kan lære at lave med smerten, men savnet til dig er ulideligt. Jeg vil altid mangle dig, jeg vil savne dig hver dag resten af mit liv, men jeg vil kæmpe hver dag for at ære dig og gøre dig stolt. Du er det bedste der nogenside er sket mig og jeg vil heller leve med sorgen,savnet og smerten hver dag, hver time resten af livet end aldrig at have haft dig. Det skal være mor og Nord altid altid som vi aftalte. Mor og Nord altid altid.
Jeg ville have sat den video, jeg så idag af mig og Nord ind, men den var for stor, men den kan ses på instagram hvis man ønsker det.
Dagen efter jeg kom hjem fra ferie, havde jeg lavet en aftale med min veninde Cille. Vi havde aftalt at vi skulle rydde op og ud i Nord´s tøj og ting, hvis jeg havde energi til det. Det er noget jeg gerne har ville gøre længe, da det stresser mig at jeg kan se det bare ligger og roder øverst i mit skab, hver gang jeg åbner skabet, men jeg har bare ikke kunne komme igang, jeg har ikke haft overskuddet til det, og hver gang jeg har tænkte nu gør jeg det, og er gået igang, er jeg brudt sammen og har givet op. Men idag følger jeg at det nok skal lykkes, og det hjælper helt sikkert på det, at jeg ikke skal gøre det alene. Det betyder rigtig meget at der er en til at støtte og trøste mig, for det bliver der helt sikkert brug for, det bliver helt sikkert rigtig hård.
Cille kommer, vi sidder lidt og snakker inde hun sider, når Sara skal vi få kigget på det? Jeg tager en dyb indånding, og siger ja, det må vi nok heller. Vi tager en masse poser med tøj med ind i stuen. Puha det er hårdt det her, så vi starter med en “nem” pose, det er noget af det baby tøj Nord aldrig rigtig fik brugt, og det går enlig fint, jeg har ikke rigtig et forhold til det tøj, så det er nemt nok at putte i til salg “kassen”. Så går vi igang med en anden pose og der skal lige tages et par dybe indåndinger. Minderne vælder frem, der er en masse af Nord´s baby tøj fra da han var helt ny, det er så småt, tænk at min lille store dreng, har været så lille. Jeg får fat i en sparkedragt, den er str 50 og er virkelig lille, men jeg kan huske at den stadig var for stor til Nord første gang han havde den på, den skal selvfølgelig gemmes. Jeg gemmer en masse, men jeg synes nu også jeg får lagt en del i til salg “kassen” og det er jeg enlig ret stolt af, men er jeg det mindste i tvivl, bliver tøjet gemt. Vi er ved at være igennem det meste af tøjet, og jeg synes selv at jeg har klaret det ret fint, men der er stadig en meget svær en tilbage. Pusletasken, den har stået stort set urørt siden jeg hentede den i X´s bolig nogen dage efter Nord´s død. Jeg henter tasken, står lidt og kigger på den, indholdet i tasken er det sidste jeg pakket til Nord, jeg husker tydeligt da jeg pakket den, det var fredag d. 10/6 om morgen, sidste morgen jeg hyggede med Nord, sidste dag jeg så Nord i live. Vi hygget med morgen mad og leg, og jeg husker at Nord leget med biler, imens jeg pakket tasten, Nord ville gerne have at jeg skulle leje mere med, og jeg husker lige så tydeligt at jeg sagde, omlidt skat, mor skal lige pakke en taske til dig og far, så i har alt i skal bruge, for du skal nemlig sove hos far idag. Det var varmt, men jeg pakkede alligevel både lange bukser og en trøje, regn tøj, nattøj, bleer, sutter, ekstra Nulle (Nord´s nus bamse, som han altid havde med når han var væk fra mig, og det fik han også med i kisten) lang og kort armet body´er, kondi sko, hvis sandalerne skulle blive for kolde, drikkedunk osv. Der skulle ikke mangle noget. Jeg ville ønske jeg aldrig havde pakket den taske, jeg ville ønske jeg aldrig havde ladet X have Nord, jeg ville ønske jeg havde holdt fast i min første tanke, fra den nat, X endte vores forhold, nemlig at han ikke skulle have Nord alene før han havde fået hjælp.
Jeg står lidt og samler mod til mig, og så åbner jeg pusletasken, en duft af Nord spreder sig, jeg mærker min mave knuge sig sammen, jeg tager noget af hans tøj op, jeg dufter til det, og tårerne presser sig på, Cille kigger på mig, og jeg kan så på hende at hun godt ved at nu for jeg brug for hende, jeg bryder sammen, Cille synder sig over og krammer mig. Åh jeg savner ham Cille, jeg vil bare gerne holde ham i mine arme, jeg vil bare gerne kramme ham, bare en gang mere. Cille holder mig tæt og siger, jeg ved det godt Sara, jeg bliver stående i hendes arme og græder, jeg krammer hende, jeg dufter Nord, hvis jeg dog bare kunne få lov at kramme ham en mere, bare en gang. Vi slipper hinanden, tørre tårerene bort, og trækker vejret dybt. alt tøj i pusletasken bliver gemt, det dufter af Nord, så det kan jeg ikke skille mig af med, og det skal heller ikke vaskes. Jeg ligger noget af tøjet i lufttætte poser så det kan holde bare lidt på duften, og så bliver det langt ind i en skuffe så jeg har det tæt på mig. Resten af alt det der skal gemmes bliver pakket ned i poser og stillet op øverest i mit skab, sammen med hans vugge, barnevogns kasse osv.
Alt det jeg er klar til at skille mig af med, bliver der taget billeder af, og så opretter vi en side på Facebook, Nord for mælkevejen støtteloppemarked, hvor min plan er at sælge tøjet, og på den måde få nogen penge ind til psykolog timer og andre ting der hjælper mig her i sorgen. Jeg vil også sælge ud af mit eget tøj og ting. Så jeg håber at folk vil tjekke siden ud, og måske dele den, så der er så mange som mulig der høre om den. Der vil løbende kommer flere og nye ting på siden. Vi ligger billederne vi har taget af Nord´s tøj ind samt str. og en ca pris på tøjet. Det har været super hårdt at tage det her skidt, men jeg er stolt af mig selv og det følges godt. Jeg har måske gemt lige lidt for meget, men har jeg været i tvivl om noget er det blevet gemt, og som Cille siger, så tager vi en tur mere igennem hans ting igen en dag og så kan det jo være jeg er klar til at gå af med mere, og hvis jeg ikke er, så er det også fint. Lige nu står jeg med en følelse af at jeg har taget et skidt mere på vejen for livet, og det er jeg stolt af, men jeg havde ikke kunne gøre det uden Cille, og sådan er det med rigtig mange ting, måske faktisk alt, jeg kan ikke alene, så tak til alle der hjælper mig. I er de små lys på vejen, der får mig til at blive ved med at gå, (befinder du dig i mørket, er der kun en ting der kan få dig ud i lyset, og det er at du bliver ved at gå) Jeg er ikke typen der er god til at bede om hjælp, men jeg øver mig, for der er brug for hjælp, på alle måde. At miste Nord, kommer jeg mig aldrig over, jeg bliver aldrig den samme igen, mit liv vil altid, hver dag være fyldt med savn, sorg og smerte, men jeg VIL finde en måde at lære at leve med det på, Jeg Vil gøre Nord stolt, og jeg VIl IKKE lade X vinde. Kærligheden til Nord skal altid leve, den skal altid være her, selv længe efter den dag jeg ikke længere er her. Mor og Nord altid altid.
Væggeuret ringer, kl er 04.30 det er mørkt og jeg er træt, men det er jeg enlig altid lige meget om jeg vågner og skal op kl 04.30 eller om jeg kan “sove” til langt ud på eftermiddagen. Jeg tager mobilen frem, og ligger lidt og tjekker facebook. Jeg står op og tager et hurtig bad, og gør mig klar. Jeg skal rejse idag, jeg skal en uge til Gran Canaria med min mor, og jeg glæder mig faktisk, jeg har brug for at komme lidt væk, jeg er så træt og udkørt, jeg er drænet for alt energi, jeg bryder mere og mere sammen og jeg har bare haft det rigtig rigtig svært siden vi gik ind i 2017. Så min mor har med hjælp fra en ven af familien, sørget for vi kan komme afsted, væk fra det hele, og jeg kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er. Jeg pakket igår, men håndtasken skal lige pakkes færdig, før jeg skal ud af døren. Jeg skal have en bog med, det bliver en lidt anderledes udgave af Peter Pan, drengen der aldrig bliver voksen, ligesom min lille Nord aldrig gør. Åh jeg håber han ligesom Peter Pan, oplever en masse vidunderlige eventyr, og at han har det sjovt med alle de andre børn der desværre heller aldrig bliver voksne. Normalt putter jeg Nulle (Nord´s nus bamse) i hans seng når jeg står op om morgen, men ikke idag, for Nulle skal med, jeg kysser den, og putter den i tasken. Jeg står længe og kigger på billedet af Nord, så kysser jeg det, og siger mor elsker dig, jeg håber du er med mig. Jeg kysser og nusser Batman (min lille hund) lidt, som ligger i sin kurv, da han synes det er alt alt for tidligt at slå op. Min bror og svigerinde skal passe ham, og så kommer en veninde/kollega og tager ham med ind til min salon (B Nice) i indre by, så han stadig har sin hverdag lidt, det gør hun også nogen gange selvom jeg er hjemme.
Jeg møder mor i lufthaven, jeg krammer hende og jeg mærker hvor meget jeg enlig glæder mig til at komme lidt væk. Vi kigger lidt i tax free og shopper en solcreme og lidt slik, Polly er min ynglings slik og udover man engang imellem kan få en lille pose i Netto kan man ikke få dem nogen steder, så sådan en pose skal jeg lige have. Vi kommer ombord på flyet, vi skal sidde på hver sin side af midtergangen, noget der normalt ville have udløs et panik anfald hos mig, da jeg altid har været mega bange for at flyve, og ikke ville kunne klare at skulle side alene, men sådan har jeg det ikke mere, jeg er ikke længere bange for at flyve, jeg for ikke ondt i maven og svedige håndflader, min vejrtrækning er helt normal og det kommer enlig lidt bag på mig. Jeg sætter mig, finder mobilen frem og sender min bror en sms, Så flyver vi omlidt, pas godt på Batman og hinanden. Jeg elsker jer <3 der kommer hurtig et svar tilbage, god tur. Vi elsker os jer. Jeg sætter mobilen på fly tilstand, og længer mig tilbage med en god følelse, hvis flyet skulle styrte ned eller der skulle ske noget andet, så ved min familie i det mindste at jeg elsker dem, og jeg, at de elsker mig. flyveturen går fint, mor sover on and off det meste af turen, jeg ser lidt film og læser ellers lidt. Da vi ikke er så langt fra at skulle lande, for vi en besked fra kaptajnen, om at der er et andet fly som skal “nød lande” Så vi må lige vente til der er plads til os, og derfor ligger vi i noget tid og flyver i ring. Efter noget tid, er det endelig vores tur, og vi begynder landingen, der er meget vind, og flyet falder, og ryste´s fra side til siden, jeg kigger på mor og hun er blevet noget bleg, der komme nogen små skrig fra folk, man kan høre panikken i folk, og det spæder sig. Normalt ville jeg her været gået total i panik, men det gør jeg ikke, der kommer ikke det der, jeg er bange for at dø, sug i maven, jeg ellers normalt får bare der er lidt lufthuller, jeg finder Nulle frem, og kigger ud mod himmelen. Hvis jeg dør nu, er jeg klar, det er helt okay med mig. Jeg lukker øjnene, tag mig til Nord, høre jeg mig selv sige meget stille. Det sker dog “desværre” ikke, flyet lander og man kan høre folk ånder lettet op, nogen griner af at der, på de små skærme der er i flyet står Goodbye.
Vi kommer frem til vores hotel leglighed, efter en bus tur på små 25 min. Det er en super lækker lejlighed, kæmpe stor og helt igennem gennemført. Det er varmt, så jeg skynder mig at pakke ud, smide noget tøj og så sætter jeg mig ellers i solen, på vores private liggeskole, imens jeg venter på mor pakker ud. Jeg nyder solen i ansigtet, jeg kan ikke huske at jeg har oplevet solen siden den dag Nord blev begravet. Den dag kælet solen også mit ansigt, som den gør idag, men der ville jeg ikke trøstes. Tankerne går tilbage på dagen, det var den hårdeste dag i mit liv, og når jeg ser tilbage på dagen, forstår jeg ikke at jeg på nogen måde var i stand til at gennemføre den, men hvor er jeg glad for jeg kunne, jeg er glad for at Nord fik en konge værdig begravelse, og jeg er glad for at vi gjorde den til vores egen, jeg er glad og taknemmelig for de smukke taler til Nord, Anna David der sang, når en engel siger farvel. Jeg sang for Nord, jeg ved ikke hvor jeg fik styrken fra, men det var vigtig for mig, og jeg ved jeg ville have fortrudt hvis jeg ikke havde gjort det. Men jeg gjorde det, så det eneste jeg fortryder er at de mennesker som stadig kan savne og elske Nord´s morder, udover Nord´s farmor og farbror selvfølgelig var tilstede. Havde jeg vist hvad jeg ved idag, havde de ALDRIG været velkommen. Det er så respektløs over for Nord at sidde til hans begravelse, for så hylle den mand der har taget hans liv bagefter. En tåre triller stille ned af min kind, åh Nord, jeg savner dig hver dag, hele tiden. Jeg tørre tåren bort, lukker øjnene, skubber som sår mange gange før tankerne væk, for ikke at bryde helt sammen. Jeg ligger hoved tilbage, og prøver at nyde solen og varmen. der går kun et par sekunder, for noget forstyre mig, jeg åbner øjnene, og lige der foran mig, flyver en sommerfugl rundt, jeg smiler, hej min skat. Jeg mærker kærligheden, det er Nord´s kærlighed, det er min kærlighed til Nord der fylder mit hjerte.
Mor og jeg har en god tur, vi laver ikke så meget, vi ligger ved pool eller er på stranden, og jeg for læste den først bog færdig (Peter Pan) jeg er svagt ordblind, så jeg læser ikke så hurtig, og derfor har jeg normalt ikke mere end en bog med på ferie, men det har jeg denne gang, den anden bog er bogen, Min usynlige søn af Esben Kjær, som selv har mistet et barn, og det har han så skrevet en bog om, jeg har haft bogen længe, men jeg har ikke fået taget hul på den, jeg har ikke været klar, men NU skal det være. Jeg læser og læser, og tit må jeg overgive mig til smerten og lade tårene trille, det kan godt være vi ikke har mistet på samme måde, men jeg kan høre på den måde han skriver på at vores sorg og savn er meget ens. Vi spiser en masse mad, går nogen ture og den sidste aften er vi ude og se et show i stil med Wallmans. Det er super godt, og rigtig hyggeligt, men da der bliver spillet et Stevie Wonder nr presser tårne sig på, savnet til Nord fylder min krop og mine tanker, jeg er ikke bare på ferie væk fra ham, han er væk, han lever ikke mere, og jeg kommer ikke hjem til ham når jeg tager hjem. Mor tager min hånd, jeg lader tårene trille, lytter til sangen, trækker vejret dybt. Et minde med Nord popper op, vi synger og danser rundt hjemme i stuen, Nord griner og hver gang jeg stopper, siger Nord, mere og smiler over hele hoved, og så forsætter jeg selvfølge, for hvem kan stå for det skønneste grin i verden, vi danser og danser, igen og igen indtil jeg er helt færdig og ikke har mere luft eller flere kræfter til at danse rundt. Idag ville jeg danse forevigt, hvis det var med Nord.
Da jeg vågner om morgen, er det med en lidt øv følelse, det er hjem rejse dag, og er jeg slet ikke klar til at tage hjem, selvom jeg savner Nord, og gerne vil hjem til ham, og selvom jeg jo godt ved han ikke er der, så føles det stadig som om jeg er væk fra ham, når jeg ikke er der hjemme. Jeg ved det bliver super hårdt at komme hjem, for der rammer virkeligheden mig helt sikkert igen, Nord er der ikke, Nord er død. Nord er død og jeg kan aldrig få ham tilbage, den smerte slipper jeg nok aldrig af med, sorgen, smerten og nok mest af alt savnet vil altid være der, og det kan jeg ikke rejse fra, men jeg har kunne rejse fra lidt af den stress der hjemme fylder rigtig meget i mig, jeg har kunne rejse fra lidt af lidt af mørket. Jeg har fået lidt sol, varme og energi. I flyet på vej hjem, læser jeg Esben Kjær´s bog færdig, jeg lukker bogen, krammer Nulle, mærker mit hjerte banke og hvisker stille, Nord min skat mor elsker dig og jeg lover dig, at jeg altid vil gør alt hvad jeg kan for at ære dig og gøre dig stolt, jeg kæmper for dig. Mor og Nord altid altid.
Engel Nord <3
Tak min bror og svigerinde og min veninde og kollega for at passe min vuf Batmanden.
Tak til mor for mad og det aller bedste selskab.
Tak til far for lån af mor, og lommepenge.
Og sidst men bestemt ikke mindst tak til Jørgen, ven af familien for rejsen.
