Nord´s døds dag kommer tætter og tætter på og jeg får svære og svære ved at trække vejret, ligesom sidste år, føler jeg at Nord skal dø igen, jeg føler at omlidt så mister jeg ham engang til, men til forskel fra fredag d. 10/6 2016 hvor jeg fandt Nord død i X´s lejlighed, så ved jeg at det kommer denne her gang, jeg ved at Nord skal “dø” og min hjerne køre på højtryk for at finde en løsning så jeg kan redde Ham, selvom jeg jo godt ved at det er umuligt, for Nord er jo død, jeg har mistet ham og jeg får han aldrig tilbage, ligemeget hvor mange løsninger min hjerne kommer med. Jeg prøver at lad vær med at tænke for meget på dagen, men hver gang der bare er 5 sekunders pause/ro i min hjerne kommer det ikke bare snigende, men løbende med 200 km i timen, din søn skal dø, din søn skal dø, DIN SØN SKAL DØ, så gør dog noget Sara, stop det, red ham, gør noget, GØR NOGET SARA, sådan lyder det i mit hoved igen og igen og det er ikke kun et par gange i løbet af dagen, nej det er et par gange i løbet af hver time, time efter time, dag efter dag og sådan har det være siden midten af maj.

Idag er det så min mors fødselsdag, og udover at føle sig som jordens værste datter pga. sorg, og ikke eksisterende overskudt til noget som helst andet end en tillykke besked på facebook, så gør den også rigtig ondt, både fordi jeg ikke kan overskue at fejre min mor, og selvfølgelig også fordi jeg ved at dagen også gør ekstra ondt på min mor, jeg ved hvor ondt min egen fødselsdag gjorde, og min mor elsker Nord så højt så selvfølgelig gør den også meget ondt på hende, oven i det, så var det på hendes fødselsdag hun og min far så Nord i live for sidste gang, så idag er det 2 år siden at de så Nord i live for allersidste gang, og det at vide at det vil være sådan altid, resten af livet, hvert år på min mors fødselsdag vil det være så og sår mange år siden de så Nord i live, det vil altid være den dag at de så Nord for sidste gang, og det smerter virkelig mit hjerte, vi vil aldrig kunne holde fødselsdag for mig mor igen, uden at tankerne og smerten vil dukke op. Jeg prøver at trøste mig selv med at dagen for 2 års var en skøn dag, vi hyggede i mine forældres have, der blev leget med vand fra og i det lille badebassin der var stille op i haven til stor glæde for Nord og fætter Ja-ja, der blev grint meget og som altid når mormor var i nærheden af Nord, så kunne hans mor få lov lige at sidde lidt ned, noget der ellers ikke var tid til med Nord, men når mormor var der, var det lykken, mormor var næsten ligeså god som mor, og nogen gange måske enlig bedre, for med mormor var der ikke rigtig regler, ihvertfald ikke nogen man ikke kunne charme sig ud af.  Jeg husker at jeg sad i en solstol og kigget på Nord og Ja-ja lege, de hyggede virkelig og Nord nød opmærksomheden fra sin mormor. Nord og hans mormor var meget meget tætte, de havde et helt særligt bånd, jeg tror set i bagspejlet at de er sjælevenner, de forstod hinanden, og de kunne snakke sammen, længe for Nord kunne tale, Nord lyste op på en helt særlig måde, når han fik øje på min mor, hans øjne lyste og hans ansigt var et stort smil, og så fik han ellers travlt med at vise hende hele hans verden. lejetøj, nye sko, ja selv hunden hvis han ikke lige kunne finde noget andet at vise frem, Nord elskede sin mormor og det er jeg sikker på at han stadig gør der hvor han er nu, og derfor gør det så ondt at lige netop min mors fødselsdag var den sidste dag de havde sammen, jeg ville ønske jeg kunne give min mor bare lidt mere tid med ham, hvis jeg bare måtte have lov at kigge på dem imens, så gav jeg hende det gerne hvert år på hendes fødselsdag og jeg tror faktisk at Nord ville ønske det samme, og måske er det lige netop derfor kan jeg ikke rigtig mærke ham idag, måske er han hos sin mormor idag.

Det gør ondt at jeg ikke kan mærke ham idag, men hvis det er fordi han er hos min mor så tager jeg gerne smerten, han må bare gerne lige vise mig imorgen tidligt at han stadig kigger forbi mig bare en gang om dagen, især her op til hans døds dag, der har jeg brug for ham, mere end normalt. Det er en rigtig svær tid lige nu, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme igennem dagen på søndag, jeg ved bare at jeg er nød til det og derfor lader jeg nogen af de mennesker der elsker Nord og jeg omringe mig på dagen. Jeg føler som sagt at jeg ikke kan trække vejret jeg føler jeg er ved at blive kvalt, og når jeg har det sådan, bliver jeg lidt bange og meget meget ked af det og det gør mere ondt en jeg kan forklare med ord, ikke fordi jeg er ved at blive kvalt, men fordi Nord blev DET, mine tænker lader mig ikke slippe for at tænke det værst mulige, tænk hvis Nord led, måske er han gået i panik da han ikke kunne få luft, tænk hvis han græd, tænk hvis han tænkte hvorfor er min mor her ikke, hvorfor redder hun mig ikke, tænk hvis han har kæmpet for sit liv. Jeg har læst hans døds report flere gange for at slippe af med disse tanker, og der står at der ikke var tegn på kamp, at han nok “bare” har lukket ned og er holdt op med at trække vejret, lidt ligesom ved vuggedød, måske har han endda sovet, men der står også at han ikke var blevet bedøvet, som jeg ellers havde håbet på. Jeg prøver at bilde mig selv ind at han ikke led, for jeg kan ikke holde anden tanke ud, men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken, jeg prøver at holde vejret, men jeg må give op langt før jeg når de 3 til 4 minutter det minimum har taget at taget livet fra Nord. 3 til 4 minutter det er lang tid, det er meget lang tid at sidde og holde en pude fast over et barns hoved, imens man ser og mærker livet forsinde i den lille krop under en, hvordan fanden kan man det, hvordan fanden kan man gøre det, prøv at holde vejret i 3 til 4 minutter eller bare vær stille, helt stille i 3 til 4 minutter, så går det virkelig op for en, hvor lang tid 3-4 minutter er, man kan mange gange, rigtig mange gange nå at fortyde det man har gang i, og det at vide at en mand jeg har elskede har kunne gøre det og gemmen føre det, ødelægger mig inden i, jeg stolede på X omkring Nord, jeg stolede på at han ville passe på ham og elske ham som jeg gjorde og for det hader jeg mig selv. Jeg føler at jeg svigtet Nord, selvom jeg godt ved inderst inde at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, for hvis jeg skulle have gjort noget anderledes så skulle jeg jo ha vist at X kunne finde på at skade Nord og det viste jeg ikke, havde jeg vist det, så havde jeg jo selvfølgelig også gjort noget anderledes, jeg havde aldrig, som i ALDRIG ladet X have Nord, hvis jeg havde vist han kunne finde på at gøre ham ondt, og dette viste X også godt, nok også derfor han aldrig har truet med at gøre Nord ondt, fordi han viste jeg aldrig havde ladet ham se ham igen (uden konstant opsyn) men jeg viste godt at han kunne finde på at gøre mig ondt, for det har han gjort mange gange, og han har også truet mig flere gange, så derfor har jeg også lidt dårlig samvittighed over jeg ikke kunne se at han selvfølgelig også kunne finde på at skade Nord, jeg prøver at lad vær at slå mig selv i hoved med, alle de der hvorfor og hvad nu vist, for jeg så det jo ikke, men lige i den her tid op til hans død´s dag og begraveles dag der er det rigtig svært at lad vær.

Den her tid er svære og gør rigtig ondt, jeg gennem lever det hele igen, og smerten og savnet overtager alt i mig, jeg kan mærke knuden i maven vokse, jeg kan mærke smerten sprede sig ud i hver en fiber i min krop, trætheden tynger mig, og jeg bliver langsomt men smertefulgt tvunget i knæ, jeg nægter dog at ligge mig helt ned, ikke igen, jeg er strækere nu, det ved jeg at jeg er, også selvom det ikke føles sådan, men jeg giver ikke op, jeg giver ikke efter, X vinder ikke, ikke idag, ikke imorgen, han vinder ikke, jeg ligger mig ikke ned, jeg bliver tunget tilbage ned i knæ, men efter Nord´s døds dag, der samler jeg alle min kræfter og så rejser jeg mig op igen før begraveles dagen, for hvis jeg bliver i knæ, så falder jeg total sammen, og hvis det sker, bliver det endnu hårdere at rejse sig helt op igen, det er nemmere at komme fra knæene op og stå, end at skulle rejse sig op når man ligger fladt på gulvet, det har jeg skulle gøre nogen gange, og det koster dyrt både fysik og psykisk, så jeg håber og satser på at mine omgivelser af venner og familie, holder ved mig, så jeg “kun” lander på knæende denne her gang.

kære min elskede og smukke mor, kæmpe tillykke med fødselsdagen, Du er måske ikke den perfekte mor, men du er den perfekte mor for mig, du er min klippe at søge ly på når vandet bliver for uroligt og mørkt, du passer på mig når jeg ikke kan eller gider passe på mig selv, du støtter mig og tror på mig selv når jeg har givet op og ikke længere tror på mig selv, du samler mig op når jeg ikke kan rejse mig, men du fortæller mig også når jeg skal tage mig sammen, at Ja det er okay at skulle have en pause, men så må man også rejse sig igen. Du er hård og kan virke kold, men os du elsker er aldrig i tvivl om din kærlighed og hvis nogen gør os ondt er du den værste løve mor af alle. Uden dig i mit livs sorg var jeg nok død af slut, for du måtte næsten som mor til en baby, lære mig at spise, sove, kravle og stå igen og lige nu er jeg så ved at lære at “gå” og selvom du gerne holder mig i begge hænder så ved du også at en mor er nød til at slippe lidt bare engang imellem så man lære at gå helt selv, du griber mig når jeg falder, kysser og krammer mig og prøver så igen forsigtig at sende mig af sted igen og det vil jeg gerne takke dig for. Du er en skøn, sjov og kærlig mor og jeg nyder og sætter stor pris på alt den tid vi har sammen, om det så er til morgen mad hvor du nogen gange ikke er rigtig tilstede eller om det er på en af vores skønne ture/ferier hvor vi oplever verden og lære hinanden at kende på nye måder, du kender mig bedre end jeg tror jeg kender mig selv. Mor min mor igen kæmpe tillykke med fødselsdagen, jeg elsker dig helt op til Nord og jeg ved han elsker dig tilbage igen. Tak fordi du er dig og for at du er min mor, Jeg kunne ikke ønske mig nogen anden.

Mor, Nord og mormor altid altid.

Igår var det fars dag, og selvom jeg elsker min far meget meget højt og han selvfølgelig skulle have en hilsen på dagen, så vil jeg nok altid hade den dag, ja bare ordet farsdag giver mig kvalme, jeg ved godt at der er rigtig mange mænd der ude som fortjener at blive hyldet, jeg ved der er mange gode fædre, og heldigvis for det. Men når mindet om hvordan jeg ville give X en god fars dag, på tros af han slet ikke fortjente det står printet på nethinden, er det svært ikke at få det dårligt når ordet fars dag lyder. X var ikke en særlig god far, men ca. 3 måneder før han slog Nord ihjel prøvet han ar være det, han var mere kærlig, han var tilstede på en helt anden måde en han ellers havde været, han tilbød at hjælpe til, ikke kun med Nord, men også med andre ting, han lavet nogen gange mad til mig, så når jeg kom sent hjem fra job om tirsdagen, fordi det var hans dag med Nord, så stod der mad på boret til mig og Nord var puttede. Han tømte opvaskmaskinen, støvsuget, han hjalp i hjemmet, hvilket han krap nok gjorde da vi var sammen, han tilbød at passe Nord, hvis jeg gerne ville ud med vennerne og jeg så en anden side af ham, det var en side, jeg viste han havde i sig, men som jeg desværre kun havde set, hvis det var fordi han skulle imponere andre. Alt dette kom efter Nord og jeg kom hjem fra Thailand, jeg spurte selvfølgelig ind til hvorfor han ligepulselig godt gad alle de her ting? da han på ingen måde gad hjælpe med Nord de første 8 måneder af hans liv (da vi var sammen) med mindre der var venner eller familie omkring os, var vi alene og jeg spurte om han ikke lige ville tage Nord, var det aldrig uden brok, og hvis jeg skulle noget f.eks til læge, så var hans svar altid hvis jeg spurte om han ikke lige kunne have Nord en times tid eller to, kan din eller min mor ikke passe ham, ja han tilbød sågar min mor penge for at passe Nord, selvom X ikke selv skulle noget, min mor sagde nej til pengene, men ville gerne se efter Nord, så da jeg kom hjem, var både min mor og X hjemme, X spillede playstation, imens min mor havde Nord, jeg husker hvor skuffet jeg var over det syn jeg kom hjem til, men det var desværre ikke et enestående tilfælde. Så at X nu godt gad tage Nord og sågar uden at det var hans dag og uden at der var nogen i nærheden kom meget bag på mig, men jeg nød det, og det glædet mig at se at X gad sin søn. Set i bagspejlet kan jeg godt se at det var for at være tæt på mig, det var nemmere at kontrollere mig, når X var i mit hjem og tæt på, måske kom alt dette fordi X kunne mærke at jeg var ved at komme mig over ham, jeg var begyndt at se en fyr jeg havde mødt lidt inden jeg tog til Thailand, og jeg kunne godt se mig selv falde for ham, dette brød X sig bestemt ikke om, i hans øjne var jeg han egndel om vi var sammen eller ej.  X svaret mig på mit spørgsmål om hvorfor han var så sød og hjælpsom nu, at han savnede at være en familie, han var færdig med at feste, gå ibyen, tage stoffer og drikke sig total stiv, det havde han gjort de sidste 6 måneder og han gad ikke mere, han havde det dårligt, og han var kommet frem til at det var fordi han savnede mig, Nord og hverdagen med os, han ville bare gerne hjem igen. Dette havde jeg længes efter at høre, men jeg troede stadig ikke på det, og da jeg ikke ville trækkes tilbage til det forhold vi havde haft, hvor han on and off fuckede of, og jeg enten var på toppen er verden eller dybt ulykkelig, ville jeg have at han skulle bevise over for mig, at han virkelig mente det denne her gang. før ville jeg ikke snakke om at blive en familie igen, og jeg ville ikke ødelægge det jeg var ved at starte med den fyr jeg havde mødt, hvis X igen bare lovet guld og grønne skove, uden at mene det.  X tog sig sammen og i ca. 3 måneders tid, så jeg den side af ham jeg så længe havde kæmpet for at se, han var sød,kærlig og hjælpsom med Nord, han drak sig ikke stiv hver anden dag, nej faktisk var han kun ude en enkel gang eller to, hvilket aldrig var sket i vores forhold før, der skulle han ud mindst en gang om uge og helst 2 eller 3 gange, så jeg begyndte virkelig at tro mere og mere på at det var mig, Nord og det “kedelige” familie liv han ville, og derfor lukkede jeg også mere og mere op, vi begyndte at lave ting sammen som en familie, vi tog i zoo, den blå planet osv. samme, Jeg begyndte at stole mere på ham og jeg gav grønt lys for at han kunne have Nord til overnatning. Jeg følte virkelig at vi kunne blive en familie igen,  jeg havde dog et krav og dette var at hun skulle stoppe med at se Q, og så skulle der stadig gå mere tid, for selvom han de sidste 3 måneder havde rykket sig, så var det stadig kun 3 måneder, og  X havde før, inden vi fik Nord været god en periode for så at fucke det hele op igen, så jeg ville se at han virkelig mente det, jeg kunne og ville ikke byde Nord, det der on and off, det var “okay” da det bare var mig, men ikke længere, Nord skulle ikke opleve at så var hans far der og så var han der ikke, Nord fortjente bedre. X sagde at han ikke bare kunne lukke Q ude af hans liv, men at han ikke havde et behov for rigtig at se eller snakke med hende, og at han nok skulle vise mig at han virkelig ville Nord og jeg. Jeg kan huske at jeg tænkte at så kommer det nok, det med Q, på et tidpunkt, hvis han virkelig gerne ville Nord og jeg og han siger han enlig ikke rigtig gider hende mere.

Distortion kom og det kunne X så alligevel ikke modstå, hvilket i sig selv var okay, for det var jo ikke fordi han slet ikke skulle gå ud mere, for selvfølgelig skulle han det, jeg ville jo også gerne ud engang imellem, det skulle bare ikke være hver weekend.  Vi var til sommerfest i Nord´s vuggestue den onsdag distortion startede, X havde det ikke helt godt, men han to alligevel med, hvilket jeg var glad for, vi hygger og Nord nød til fuldt ud,  X og jeg sidder og snakker imens Nord løber rundet og lejer med vennerne, og X siger så, øhh skat jeg tager til distortion her omlidt, jeg har lovet en ven at mødes med ham så jeg er nød til at gå omlidt. Det kommer helt bagpå mig, da X jo ikke havde det godt, og næsten havde aflyst sommerfesten, så mit svar er bare øhh okay, jeg troede du var dårlig? X svare at han stadig ikke har det helt godt men at han har lovet det, så han er nød til det, selvom han enlig helst vil være fri, så det ikke bliver sent. nå nå svare jeg bare, han rejser sig, kysser mig i panden og vinker farvel til Nord og så går han. En times tid eller to efter han er gået skriver han så om han må sove hos mig, så han ikke skal tage hele vejen til Albertlund, jeg svare at hvis han kommer før jeg går i seng/sover så er det okay, han svare med det samme at han kommer om ikke så længe. Jeg finder så ud af at han er afsted med Q og skriver så til ham at hvis han er sammen med hende, så skal han ikke komme hjem til mig, hans svar er bare OK. og så høre jeg ikke mere fra ham før han dukker op hos mig lørdag morgen bagstiv for at hente Nord. Han prøver at forklare sig, men jeg gider ikke høre på ham, og svare ham at vi må snakke om det på et andet tidspunk, jeg gider ikke tage den foran Nord.

Det bliver tirsdag (fars dag) og X skal igen have Nord, og selvom jeg synes X har været/er en idiot så ville jeg alligevel gerne vise ham at jeg har satte pris på tiden før distortion, og at jeg synes at han i den tid var en god far, så jeg har tegnet tegning sammen med Nord og jeg har købt en lille gave til ham. X har Nord hjemme hos mig den tirsdag og da jeg kommer hjem sidder de og spiser, jeg sætter mig ned sammen med dem, selvom der bevist ikke er lavet mad nok til jeg kan spise med. Da de er færdige med at spise, siger jeg til Nord at han kan give Far sin fars dags gave nu, Nord og jeg henter gaven og tegningen, og Nord giver den til X, han bliver glad, og siger tak, og da Nord er lagt i seng, giver han mig et kram og siger tak for gaven, han spørg om vi kan snakke sammen nu, og jeg svare ja, vi sætter os og han begynder at undskylde, han siger han godt ved at han har fucket op, men at da jeg skrev at han ikke kunne sove hos mig, var han blevet såret og sur og derfor havde han så tænkt fuck det, fuck hende, nu skal den bare have max gas, og det havde den fået med alkohol og stoffer derud af og at det var derfor jeg ikke havde hørt fra ham, fordi han godt viste at det var dumt og at jeg ikke gad ham når han tog stoffer. Vi snakkede meget frem og tilbage og som altid sagde jeg at jeg godt ville tilgive det, X prøver så at kysse mig, og jeg afviser ham, han bliver sur og siger, sagde du ikke at du ville tilgive, jeg svare jo, men vi kan ikke bare starte hvor vi sluttede, at han måtte forstå at hvergang han laver de her fuck up´s så sætter det os tilbage og jeg for svære og svære ved at tro på at han virkelig er klar til et familie liv. Han rejser sig uden at sige noget, tager Nord´s tegning, lader gaven ligge og går uden at sige noget. Han skriver så nogen timer efter at han ligeså godt kan forvinde eller dø, at hvis jeg ikke ønskede at være en familie med ham så kunne det hele være lige meget, jeg svare at det er noget lort at skrive, at jeg altid vil elske ham, at han er Nord´s far og jeg ønsker mere end noget andet at vi kan blive en familie en dag, men at han er nød til virkelig at bevise at det er det han vil, han svare at det har han gjort. ja i 3 måneder, men det kraver mere end det, det kræver tid og hver gang han fucker op kræver det mere tid, og så kræver det at han dropper Q helt, han svare som sidst, at han ikke kan lukke hende ude af hans liv og jeg svare jamen så bliver det bare ikke dig og mig. Vi skriver frem og tilbage hele natten og onsdagen med og så slutter det af med at siger jeg gerne vil ham, når han er klar til at det og at jeg altid vil elske ham ( de ord får jeg lyst til at kaste op over idag, og jeg tog fejl, jeg elsker ham ikke længere, alle kærlige følelser for ham forsvandt da jeg så Nord ligge død på X´s seng) X svare mig at han vil mig og at han nok skal vise mig det. Vi aftaler at han skal have Nord til overnatning fra fredag til lørdag og så vi så skal snakke sammen efter weekenden. Jeg høre ikke fra ham hele torsdagen og jeg kan huske at jeg var bange for at det var fordi han var gået på druk igen, men tænkte at måske havde han bare brug for lidt plads, sådan havde han det nogen gange når vi havde haft et skænderi. Fredag kl 15.00 tjekker jeg så at han har hentet Nord, og da jeg kan se at det har han bliver jeg lettede, for så har han ikke være på druk, nogen timer senere  myrder han så Nord, og min verden styrter sammen, dette er snart 2 år siden, men det gør ligeså ondt som var det igår.  Jeg sidder nu tilbage med en masse spørgsmal, hvorfor skulle det gå udover Nord? hvorfor skulle Nord dø?

Jeg prøvede på Fars dag at fortælle ham at det varmede mit hjerte at se ham, være den far jeg viste han kunne være og at de 3 måneder havde været skønne, jeg var villig til at lukke ham ind i mit liv igen, på tros af jeg viste hvad både min familie og venner ville sige, men jeg elskede ham og jeg ville gerne have at Nord havde en far, men istedet for at sætte pris på at jeg på tros af alt det han har budt mig stadig var villig til at kæmpe for os og arbejde på os, så slog han Nord ihjel. Så ja fars dag gør ondt, jeg fortyder inderligt at jeg åbnet mit hjerte for ham igen, og at jeg prøvede at give ham en god fars dag. Nu river den altså fars dag op i alt, alle minder, både dem der skulle ha været de gode, men hvor jeg nu for lyst til at kaste op, og også i alle de dårlige og dem er der desværre mange af, for øv hvor har jeg givet den mand mange chancer.

Men selvom dagen gør ondt, så skal det ikke gå udover min far og jeg håber jeg en dag kan “fejre” fars dag uden at være ved at kaste op på samme tid, for der er masser af gode fædre der ude og mange mange tak for jer,  og til de kvinder der deler børn med en god mand, jeg håber i ved hvor heldige i er, en god far er guld værd, mange mænd kan blive fædre, men det kræver sin mand at være en god far, min far er heldvis en rigtig mand og han er en god far, så til ære for min Far

Kære Far

jeg er stolt af at du har lært og vist mig at det er okay at have følelser, både de gode men også de dårlige, du har lært mig at jeg ikke skal gemme mine følelser væk eller være falsk omkring dem, at det er okay at svare jeg har det af helved til når nogen spørger hvordan det går. Jeg har lært at det er okay at være ked af det og græde, det betyder ikke at man er svag, tværtimod så tør man stå ved det man føler og derved den man er, og kun sådan tror jeg at man kan være oprigtigt glad og lykkelig. Jeg tror helt fra mit hjerte at du er en af grundene til at jeg kan “håndtere” min sorg og Nord´s død, netop fordi jeg er i mine følelser, og jeg derfor tager sorgen, smerte og savnet som det er. Så tak far for at ha givet mig livets vigtigste redskab, havde jeg ikke haft det, var jeg aldrig kommet så langt i min sorg og slet ikke så “hurtigt” Det at jeg er vokset op i en familie hvor alt ikke behøver være perfekt ud af til har gjort at jeg ikke lever mit live iført en maske, jeg er den jeg er, hvad du ser er hvad du får. Der er ingen skuespil, tingene bliver ikke fejret ind under gulvtæppet, jeg deler både alt det gode, men helt sikkert også alt det dårlige. Jeg er mig og så må folk tage det eller lad vær. Jeg er taknemmelige for at jeg har lært at ligemeget hvordan jeg har det, så er det okay og at jeg er god nok som jeg er. Jeg er stolt af du har valgt også at vende tingene rundt i dit liv og kæmpe for at få det bedre, det var/er den største hjælp du kan give mig i sorgen, for jeg var virkelig bange for også at miste dig, så tak for at du er her endnu, jeg er mere end stolt af dig, og jeg vil kæmpe med alt jeg har for at kunne gøre dig stolt af mig og vise dig at jeg rejser mig op, forhåbentlig bliver mor igen og at jeg godt kan leve et godt og lykkeligt liv selvom smerten og savnet til Nord altid vil være der. Far tak for dig, tak for alt du giver og har givet mig, tak fordi du elsker mig så højt og tak for at elske Nord. Jeg elsker dig helt op til Norden og jeg ved han elsker sin morfar tilbage igen ???