Døds dagen kommer med hastige skridt.

Nord´s døds dag kommer tætter og tætter på og jeg får svære og svære ved at trække vejret, ligesom sidste år, føler jeg at Nord skal dø igen, jeg føler at omlidt så mister jeg ham engang til, men til forskel fra fredag d. 10/6 2016 hvor jeg fandt Nord død i X´s lejlighed, så ved jeg at det kommer denne her gang, jeg ved at Nord skal “dø” og min hjerne køre på højtryk for at finde en løsning så jeg kan redde Ham, selvom jeg jo godt ved at det er umuligt, for Nord er jo død, jeg har mistet ham og jeg får han aldrig tilbage, ligemeget hvor mange løsninger min hjerne kommer med. Jeg prøver at lad vær med at tænke for meget på dagen, men hver gang der bare er 5 sekunders pause/ro i min hjerne kommer det ikke bare snigende, men løbende med 200 km i timen, din søn skal dø, din søn skal dø, DIN SØN SKAL DØ, så gør dog noget Sara, stop det, red ham, gør noget, GØR NOGET SARA, sådan lyder det i mit hoved igen og igen og det er ikke kun et par gange i løbet af dagen, nej det er et par gange i løbet af hver time, time efter time, dag efter dag og sådan har det være siden midten af maj.

Idag er det så min mors fødselsdag, og udover at føle sig som jordens værste datter pga. sorg, og ikke eksisterende overskudt til noget som helst andet end en tillykke besked på facebook, så gør den også rigtig ondt, både fordi jeg ikke kan overskue at fejre min mor, og selvfølgelig også fordi jeg ved at dagen også gør ekstra ondt på min mor, jeg ved hvor ondt min egen fødselsdag gjorde, og min mor elsker Nord så højt så selvfølgelig gør den også meget ondt på hende, oven i det, så var det på hendes fødselsdag hun og min far så Nord i live for sidste gang, så idag er det 2 år siden at de så Nord i live for allersidste gang, og det at vide at det vil være sådan altid, resten af livet, hvert år på min mors fødselsdag vil det være så og sår mange år siden de så Nord i live, det vil altid være den dag at de så Nord for sidste gang, og det smerter virkelig mit hjerte, vi vil aldrig kunne holde fødselsdag for mig mor igen, uden at tankerne og smerten vil dukke op. Jeg prøver at trøste mig selv med at dagen for 2 års var en skøn dag, vi hyggede i mine forældres have, der blev leget med vand fra og i det lille badebassin der var stille op i haven til stor glæde for Nord og fætter Ja-ja, der blev grint meget og som altid når mormor var i nærheden af Nord, så kunne hans mor få lov lige at sidde lidt ned, noget der ellers ikke var tid til med Nord, men når mormor var der, var det lykken, mormor var næsten ligeså god som mor, og nogen gange måske enlig bedre, for med mormor var der ikke rigtig regler, ihvertfald ikke nogen man ikke kunne charme sig ud af.  Jeg husker at jeg sad i en solstol og kigget på Nord og Ja-ja lege, de hyggede virkelig og Nord nød opmærksomheden fra sin mormor. Nord og hans mormor var meget meget tætte, de havde et helt særligt bånd, jeg tror set i bagspejlet at de er sjælevenner, de forstod hinanden, og de kunne snakke sammen, længe for Nord kunne tale, Nord lyste op på en helt særlig måde, når han fik øje på min mor, hans øjne lyste og hans ansigt var et stort smil, og så fik han ellers travlt med at vise hende hele hans verden. lejetøj, nye sko, ja selv hunden hvis han ikke lige kunne finde noget andet at vise frem, Nord elskede sin mormor og det er jeg sikker på at han stadig gør der hvor han er nu, og derfor gør det så ondt at lige netop min mors fødselsdag var den sidste dag de havde sammen, jeg ville ønske jeg kunne give min mor bare lidt mere tid med ham, hvis jeg bare måtte have lov at kigge på dem imens, så gav jeg hende det gerne hvert år på hendes fødselsdag og jeg tror faktisk at Nord ville ønske det samme, og måske er det lige netop derfor kan jeg ikke rigtig mærke ham idag, måske er han hos sin mormor idag.

Det gør ondt at jeg ikke kan mærke ham idag, men hvis det er fordi han er hos min mor så tager jeg gerne smerten, han må bare gerne lige vise mig imorgen tidligt at han stadig kigger forbi mig bare en gang om dagen, især her op til hans døds dag, der har jeg brug for ham, mere end normalt. Det er en rigtig svær tid lige nu, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme igennem dagen på søndag, jeg ved bare at jeg er nød til det og derfor lader jeg nogen af de mennesker der elsker Nord og jeg omringe mig på dagen. Jeg føler som sagt at jeg ikke kan trække vejret jeg føler jeg er ved at blive kvalt, og når jeg har det sådan, bliver jeg lidt bange og meget meget ked af det og det gør mere ondt en jeg kan forklare med ord, ikke fordi jeg er ved at blive kvalt, men fordi Nord blev DET, mine tænker lader mig ikke slippe for at tænke det værst mulige, tænk hvis Nord led, måske er han gået i panik da han ikke kunne få luft, tænk hvis han græd, tænk hvis han tænkte hvorfor er min mor her ikke, hvorfor redder hun mig ikke, tænk hvis han har kæmpet for sit liv. Jeg har læst hans døds report flere gange for at slippe af med disse tanker, og der står at der ikke var tegn på kamp, at han nok “bare” har lukket ned og er holdt op med at trække vejret, lidt ligesom ved vuggedød, måske har han endda sovet, men der står også at han ikke var blevet bedøvet, som jeg ellers havde håbet på. Jeg prøver at bilde mig selv ind at han ikke led, for jeg kan ikke holde anden tanke ud, men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken, jeg prøver at holde vejret, men jeg må give op langt før jeg når de 3 til 4 minutter det minimum har taget at taget livet fra Nord. 3 til 4 minutter det er lang tid, det er meget lang tid at sidde og holde en pude fast over et barns hoved, imens man ser og mærker livet forsinde i den lille krop under en, hvordan fanden kan man det, hvordan fanden kan man gøre det, prøv at holde vejret i 3 til 4 minutter eller bare vær stille, helt stille i 3 til 4 minutter, så går det virkelig op for en, hvor lang tid 3-4 minutter er, man kan mange gange, rigtig mange gange nå at fortyde det man har gang i, og det at vide at en mand jeg har elskede har kunne gøre det og gemmen føre det, ødelægger mig inden i, jeg stolede på X omkring Nord, jeg stolede på at han ville passe på ham og elske ham som jeg gjorde og for det hader jeg mig selv. Jeg føler at jeg svigtet Nord, selvom jeg godt ved inderst inde at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, for hvis jeg skulle have gjort noget anderledes så skulle jeg jo ha vist at X kunne finde på at skade Nord og det viste jeg ikke, havde jeg vist det, så havde jeg jo selvfølgelig også gjort noget anderledes, jeg havde aldrig, som i ALDRIG ladet X have Nord, hvis jeg havde vist han kunne finde på at gøre ham ondt, og dette viste X også godt, nok også derfor han aldrig har truet med at gøre Nord ondt, fordi han viste jeg aldrig havde ladet ham se ham igen (uden konstant opsyn) men jeg viste godt at han kunne finde på at gøre mig ondt, for det har han gjort mange gange, og han har også truet mig flere gange, så derfor har jeg også lidt dårlig samvittighed over jeg ikke kunne se at han selvfølgelig også kunne finde på at skade Nord, jeg prøver at lad vær at slå mig selv i hoved med, alle de der hvorfor og hvad nu vist, for jeg så det jo ikke, men lige i den her tid op til hans død´s dag og begraveles dag der er det rigtig svært at lad vær.

Den her tid er svære og gør rigtig ondt, jeg gennem lever det hele igen, og smerten og savnet overtager alt i mig, jeg kan mærke knuden i maven vokse, jeg kan mærke smerten sprede sig ud i hver en fiber i min krop, trætheden tynger mig, og jeg bliver langsomt men smertefulgt tvunget i knæ, jeg nægter dog at ligge mig helt ned, ikke igen, jeg er strækere nu, det ved jeg at jeg er, også selvom det ikke føles sådan, men jeg giver ikke op, jeg giver ikke efter, X vinder ikke, ikke idag, ikke imorgen, han vinder ikke, jeg ligger mig ikke ned, jeg bliver tunget tilbage ned i knæ, men efter Nord´s døds dag, der samler jeg alle min kræfter og så rejser jeg mig op igen før begraveles dagen, for hvis jeg bliver i knæ, så falder jeg total sammen, og hvis det sker, bliver det endnu hårdere at rejse sig helt op igen, det er nemmere at komme fra knæene op og stå, end at skulle rejse sig op når man ligger fladt på gulvet, det har jeg skulle gøre nogen gange, og det koster dyrt både fysik og psykisk, så jeg håber og satser på at mine omgivelser af venner og familie, holder ved mig, så jeg “kun” lander på knæende denne her gang.

kære min elskede og smukke mor, kæmpe tillykke med fødselsdagen, Du er måske ikke den perfekte mor, men du er den perfekte mor for mig, du er min klippe at søge ly på når vandet bliver for uroligt og mørkt, du passer på mig når jeg ikke kan eller gider passe på mig selv, du støtter mig og tror på mig selv når jeg har givet op og ikke længere tror på mig selv, du samler mig op når jeg ikke kan rejse mig, men du fortæller mig også når jeg skal tage mig sammen, at Ja det er okay at skulle have en pause, men så må man også rejse sig igen. Du er hård og kan virke kold, men os du elsker er aldrig i tvivl om din kærlighed og hvis nogen gør os ondt er du den værste løve mor af alle. Uden dig i mit livs sorg var jeg nok død af slut, for du måtte næsten som mor til en baby, lære mig at spise, sove, kravle og stå igen og lige nu er jeg så ved at lære at “gå” og selvom du gerne holder mig i begge hænder så ved du også at en mor er nød til at slippe lidt bare engang imellem så man lære at gå helt selv, du griber mig når jeg falder, kysser og krammer mig og prøver så igen forsigtig at sende mig af sted igen og det vil jeg gerne takke dig for. Du er en skøn, sjov og kærlig mor og jeg nyder og sætter stor pris på alt den tid vi har sammen, om det så er til morgen mad hvor du nogen gange ikke er rigtig tilstede eller om det er på en af vores skønne ture/ferier hvor vi oplever verden og lære hinanden at kende på nye måder, du kender mig bedre end jeg tror jeg kender mig selv. Mor min mor igen kæmpe tillykke med fødselsdagen, jeg elsker dig helt op til Nord og jeg ved han elsker dig tilbage igen. Tak fordi du er dig og for at du er min mor, Jeg kunne ikke ønske mig nogen anden.

Mor, Nord og mormor altid altid.