dagen efter min søns begravelse
Jeg vågner dagen efter Nord´s begravelse. Det har været en vild nat, sikke et torden vejr, jeg ved bare på en eller anden måde at det var pga. Nord. Jeg kunne mærke det, og normalt er jeg ikke glad for torden, men inat, var det helt perfekt. Da jeg står op føler mig tom og dybt ulykkelig, men der kommer ingen tåre, mærkeligt nok, for jeg er dybt ulykkelig, og alt i mig gør så ondt, men måske er der ikke flere tåre tilbage i mig. Jeg står op, sætter mig i sofaen, og kigger ud af vinduet, der er stille, men alligevel kan man godt for nemme at verden går videre uden for. Det gør mig gal, hvordan kan folk bare leve deres liv, når mit er ødelagt, hvordan kan verden bare gå videre, når min verden er gået i stå. av det gør så ondt, hvorfor skulle det her ramme mig, hvorfor skulle min lille dreng lade livet, bare fordi hans far lige havde en dårlig dag. jeg mærker hadet til X boble i mig, og som så mange gange før kommer alle spørgsmålene, hvorfor gjorde han det? hvad skulle det til for? hvordan fanden kunne han gøre det? hans eget kød og blod, tænk han heller ville slå sit barn og sig selv ihjel, end at vælge Q fra eller få noget hjælp. skyldfølelsen rammer mig igen, jeg skulle aldrig ha ladet X have Nord. åh Nord mor er så ked af det. undskyld undskyld min elskede Nord. Jeg føler smerten stige, men der kommer stadig ingen tåre, hvad sker der med mig? hvorfor græder jeg ikke? Jeg får det endnu mere skidt og nu os vildt dårligt med mig selv, hvordan kan jeg lad vær at græde, min søn er død, og jeg skal aldrig se ham mere, igår var sidste gang jeg så hans smukke smukke ansigt. Min veninde BB kommer ind, stiller morgen mad på boret og siger, du skal spise.
Trappen er stadig smuk, fyldt med blomster, kort, bamser, lys osv. Jeg har besluttet at blomsterne der stadig er smukke skal op til mit og Nord´s hjerte træ oppe på volden. Mine tøser og jeg samler alle blomsterne og køre dem op til træet. inde i træet sætter jeg et lys, en stjerne og en sut. Jeg kigger på træet, jeg kan se Nord for mig, han står oppe i træet, som han har gjort så mange gange før, han smiler og griner, han synes selv han var så sej når han stod der, for han var jo højt oppe, vi bruge rigtig meget tid ved og i det træ, Når vi gik tur med hunden, Batman. så ville Nord altid op i træet, og det tog lang tid før han ville med vindere, hvis vi gik tilbage samme vej, skulle han da lige op i det igen. Jeg mærker forløsningen og tårrene fylder nu mine øjne. Jeg mærker Nord rigtig meget her ved træet, vi har så mange gode minder her, åh gud hvor jeg dog savner ham, savner hans smil, hans varme øjne, hans stemme. Jeg krammer træet, og hvisker Nord min skat, mor savner dig, så meget, så meget, det hele er så svært uden dig, blev hos mig, det skal være mor og Nord altid altid som vi har aftalt.
Tøserne og jeg skal spise sammen og vi går op i brugsen for at købe ind, jeg er ikke meget for det, jeg har det ikke godt med mennesker jeg ikke kender, og slet ikke hvis der er mange af dem, men jeg ved jeg er i godt selskab med tøserne og jeg skal jo også lære at være ude blandt folk igen. Ligesom jeg har overtalt mig selv og enlig har det okay med at nu skal vi ind og handle, kommer en dame (en mor fra Nord´s vuggestue) forbi, bag på cyklen sidder en lille dreng, han smiler til mig og siger Nord´s mor, der går et sug gemmen min krop, jeg mærker smerte og glæde på sammen tid, smerten over Nord ikke længere er hos mig, men også en glæde over at jeg stadig er Nord´s mor og at nogen husker mig og kalder mig for det. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, på den ene side har jeg lyst til at løbe væk, men på den anden side har jeg lyst til at kramme drengen, mit svar bliver et lille smil, med tåre i øjnene og et stille ja, jeg er Nord´s mor. moren kigger på mig og jeg kan godt se hun ikke ved hvad hun skal gøre eller sige, så jeg smiler bare forsigtig til hende. Cille holder om mig, og jeg kan ikke længere holde tårene tilbage.
Det er blevet aften, en veninde og jeg, går ned til søen, hvor vi lagde alle blomsterne der var i kirken, til Nord´s begravelse, de er så smukke, og jeg bliver helt overvældet over hvor mange der enlig er, der er også sæt nogen fakler, som vi tænder, jeg går og læser på de bånd der er, mange af dem ser jeg først rigtig nu, der er så mange smukke ord og hilsner til min elskede Nord, jeg bliver meget meget rørt, han har virkelig rørt mange mennesker, men han var også en meget glad og kærlig dreng, han stolet på folk, og elskede mennesker. Jeg bliver igen gal på X, han sviget Nord, han misbruget Nord´s tidlid, Nord stole på ham, jeg stole på ham som far. hvad fanden bilder han sig enlig ind, han har taget sit barns liv, et lille uskyldigt barn der på igen måde kunne forsvare sig, sådan en kujon, føj. Jeg for det fysisk dårligt, jeg føler jeg skal kaste op, jeg ser Nord´s livløse krop ligge der på sengen. alt i mig vender sig, jeg kan ikke holde til det, smerten tvinger mig i knæ. Jeg sætter mig ned og ser ud over vandet. Kigger op på himmelen, tænker på Nord, tårrene presser sig på, åh min lille Nord, jeg håber så inderligt, at du ikke så det komme, at du ikke kunne mærke den ondskab X udsatte dig for Jeg håber at du har det godt der hvor du er nu, at der er fyldt med kærlighed, og at der er nogen der passer godt på dig, at der er nogen der gider at lege, synge og danse med dig ligesom jeg gjorde. Jeg bryder sammen. Undskyld Nord, jeg skulle jo passe på dig, vi skulle lege,synge og danse, og det var min opgave at passe på dig, undskyld skat, undskyld. Jeg sidder længe og græder, så mærker jeg en vind, og uden at tænke over det, siger jeg Nord? Nord mor elsker dig.
Da jeg kommer hjem igen, og det er ved at være senge tid, begynder det at lyne og tordne igen, der kommer nogen kæmpe brag og nogen flotte lyn, Jeg åbner vinduet, lukker øjnene, mærker smerten, mærker kærligheden, og så kommer der det største brag, igen uden at tænke over det, siger jeg så så Nord, nu ikke lave for meget ballede, det er ved at være senge tid, og mor høre dig, mærker dig og det er mor og Nord altid altid. Jeg synger elefantens vuggevise, tager Nord´s dyne og Nulle med over i sengen, kysser billede af Nord, tager mine piller, ser lidt tv imens jeg kysser, krammer og nuller Nulle til jeg til sidst falder i søvn.
Kære Sara.
Jeg sidder her og stortuder, og kan slet ikke stoppe igen. Jeg tror aldrig før jeg er blevet så rørt over en historie, som jeg er blevet rørt af din. Min søn er 1 år og 7 måneder i dag, og hver gang jeg læser om Nord, tænker jeg på min egen søn. Jeg kan slet ikke være i mig selv, blot jeg forestiller mig det mareridt du har været/er igennem. Jeg forstår slet ikke du stadig står på dine ben. Den sorg jeg føler, når jeg tænker på dit tab, er ubeskrivelig. Barnet er det reneste, der findes, og tanken om at noget kan gøre det fortræd, er ubærlig.
Jeg har uendeligt meget respekt for dig, og hvordan du håndterer det. Jeg synes det er så flot, at du skriver om det på den måde. Sorg skal deles, og vi må ikke være alene om den. Stop aldrig med at skrive om ham eller mindes. Kom aldrig videre! Det er en udbredt misforståelse, at healingsarbejdet handler om at “komme videre” og få den afdøde på afstand. Jeg mener det modsatte: bearbejdning af sorg handler om at huske. Det handler om at få indflettet så mange minder om personen som muligt, i ens daglige liv, det handler om at holde fast i alt det, personen var for én. Kun på den måde kan man virkelig ære mindet. Du vil altid have Nord med dig hele livet igennem, og det er så smukt. Ved at lade Nord leve videre i dig, gennem dine handlinger og valg, bliver hans ånd ved med at eksistere, selvom kroppen ikke er her mere.
Jeg ønsker dig al styrke fremover- du er usædvanligt stærk og modig.
Fra én mor til en anden.