Min lille Nord´s begravelse

Det er skt. hans dag, det er d. 23/6-2016. Jeg vågner tidligt, og som alle de andre dage, siden Nord´s død, har jeg ikke lyst til at åbne øjnene. Jeg har ikke lyst til at dette mareridt, skal være min virkelighed. Jeg ligge lidt med øjnene lukket, forstiller mig at når jeg åbner dem, så ligger Nord i sin seng ved siden af mig og sover. Jeg har ikke lyst til, at idag er dagen jeg har frygtet, men som jeg også har ventet på siden Nord´s død. Jeg er ikke klar. Jeg krammer Nord´s dyne, dufter til Nulle (Nord´s nusbamse) trækker vejret dybt, krammer dynen en gang mere og så tager jeg mod til mig og åbner øjnene.  Nord ligger ikke i sin seng, det er dagen jeg har frygtet. Det er idag Nord skal begraves, det har været det eneste jeg har haft at “se frem til”/beskæftiget mig med, siden Nord´s død, jeg har skulle planlægge den, jeg skulle vælge tøj til ham (for sidste gang) Jeg har skulle finde ud af,  hvad han skal have med, blomster, hvad der skal synges i kirken osv. Og så er det idag, dagen hvor jeg kan se Nord igen. Men nu da dagen er kommet, ser jeg ikke længere frem til den, jeg har jeg slet ikke lyst, jeg er simpelhen ikke klar. Tårerne fylder mine øjne, smerten overtager alt i mig. Åh Nord at jeg er så ked af det, jeg er så ked af jeg ikke kunne rede dig, jeg er så ked af, jeg ikke så bare et lille tegn på at X ville gøre dig ondt, jeg ville for alt i verden bytte plads med dig, åh hvis jeg dog bare havde fået lov at tage din plads. Hvis X var sur på mig, så skulle han da slå mig ihjel og ikke myrde et uskyldigt lille barn. Åh Nord undskyld undskyld, undskyld. Min mor holder om mig, hun siger at jeg ikke skal slå mig selv oven i hoved, at hvis der var nogen der hade vist hvor syg i hoved X virkelig var, så havde han jo aldrig haft Nord. Vi sidder lidt, jeg er slet ikke klar til denne her dag, men jeg kan heller ikke undgå den, så jeg tørre tårerne væk, trækker vejret dybt et par gange, før jeg rejser mig fra sengen, jeg kysser Nulle og putter den i Nord´s seng.

Selvom det er dumt, og selvom jeg godt ved at Nord er ligeglad, så vil jeg gerne være pæn for ham i dag, det er hans dag, selvom den er trist, men kærlighenden til ham er og skal være i fokus på denne dag. Det er svært for mig at finde ud af hvad skal jeg have på? hvad skal jeg gøre med mit hår? Jeg kigger mig i spejlet, hold nu kæft jeg ligner lort, der er kommet flere rynker i panden, mine øjne er døde, munden hænger ned af. Jeg ser enlig bare skide sur og gammel ud. Jeg vender mig væk fra spejlet og sukker, kigger ind i skabet, og rakker ud efter en sort kjole. Jeg har kun gået i sort siden Nord´s død, og idag skal det også være i sort. Så det bliver en sort kjole, sorte strømpebukser, sorte sko. Men i ørene vælger jeg gule og blå stjerner, ligesom der er på Nord´s kiste. Jeg bære også et smykke om halsen, som Nord havde fået i gave, hvor der står Nord på den ene siden og er et F for familie på den anden.

Der er kommet en del veninder hjem til mig, for at støtte og hjælpe med det sidste, så huset er fyldt af mennesker, der alle sammen er fyldt af kærlighed til Nord og jeg. De har medbragt Chai latte (min ynglings fra baresso) og morgen mad, og selvom jeg ikke er sulten, ved jeg godt at jeg er nød til at have noget at stå i mod med, for det bliver en hård dag. Der er så mange nerver på, og jeg har det så skidt, så jeg får ikke spist så meget, men jeg for dukket det meste af min Chai.

Da det er ved at være tid til at komme ud af døren, kan jeg mærke jeg stresser. Jeg skal over til min søn, jeg savner ham, og jeg længes sådan efter at se ham, jeg har lyst til at løbe over til kirken, og jeg kan ikke helt hold det tilbage, så jeg går meget hurtig. Vi nærmer os vor frelser kirke. Der står allerede en del mennesker uden foran. Knuden i min maven strammes til, smerten breder sig til hele kroppen, og jeg for kvalme. Jeg knuger billedet jeg har af Nord i hånden, en veninder kigger på mig, tager min hård og siger, det bliver så hårdt, men vi klare os den her, jeg giver hendes hånd et lille klem, og så går jeg over og siger hej og krammer nogen af dem der allerede er kommet. Malene (Bedemanden) kommer over, hun giver mig et kram, og siger, vi har ikke lukket nogen ind i kirken endnu, du skal have lov til at gå alene ind med de nærmeste alene først. Jeg nikker til hende, tårrene presser sig på i det jeg går ind i kirken.

Helt nede i den anden enden, tæt på alteret står kisten med Nord, jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage, de strømmer ud, og da jeg høre min egen gråd give ekko, tager jeg en hånd op foran munden. Jeg går stille hen mod kisten, på den ene siden har lyst til at løbe der hen, kysse og kramme Nord, sige Mor er her, nu bliver altid godt igen, men på den anden siden, vil jeg væk, jeg vil ud af kirken. Jeg kan ikke klare at, jeg godt ved at det ikke bliver okay, ja jeg skal se Nord, men jeg for ham ikke med hjem. Tårrene tager til, og smerten i mig vokser og vokser jo tætter på jeg kommer på kisten. Da jeg kommer helt hen til kisten, og jeg kan se min lille dreng, kommer den følelse jeg havde ventet og frygtet. Jeg kan godt se min lille dreng ER død,  jeg kan også godt se at hans sjæl har forladt hans lille smukke krop. Jeg sætter mig ned på hug, aer hans kind, tårerne strømmer ud, åh gud min lille dreng, hvordan fanden kunne du gøre det, hader til X rammer  mig, hvordan fanden kunne du taget livet fra så smuk, dejlig og glad en lille uskyldig dreng. Jeg er tæt på knække helt sammen og ladet hadet over taget alt, men jeg stopper mine tanker, nej nej NEJ, X skal ikke styre den her, X skal ikke have eller få plads idag, idag er det Nord og kun Nord, Nord´s kærlighed og kærligheden til Nord der skal fylde og mærkes. Jeg kigger på Nord, han ligger så fint i sit grå nattøjet med blå stjerner på, og han ligger i sit eget senge tøj, han er så smuk, selv når han ligger der, jeg aer Nord´s kind igen, finder brevet frem jeg har skrevet til ham, og ligger det i hans hånd, han får også sin ekstra Nulle, og to sutter med, hvis den ene nu skulle blive væk. Han får bamser (ærten) biler og andet legetøj med, et billede af mor og Nord (som han fik ude til ligsyn) tegninger, et flag (Tårn31) chokolade (han ikke måtte få for X) og så den sommerfugl vi havde fået død hjemme i vinduet.

Da vi har været alene med Nord, i noget tid, bliver resten af dem der gerne vil se Nord lukket ind i kirken. Jeg betrækter folk der siger farvel til ham, og jeg kan slet ikke fatte at det er min lille dreng der ligger der. Det gør så ondt, jeg har flere gange lyst til at kravle op i kisten til ham, og bare dø der med ham.

Malene (bedemanden) kommer over og siger at nu er det ved at være tid til vi lukker kisten, folk er kommet med blomster og begravelsen skal snart igang. Jeg er slet ikke klar, jeg vil ikke sige farvel, jeg ved at når låget kommer på, så ser jeg aldrig ALDRIG men smukke søn igen. Mit hjerte bløder, mine øjne græder, og alt i mig skriger af smerte. Jeg kan ikke sige farvel, jeg VIL IKKE sige farvel. Selvom jeg godt kan se og mærke at han sjæl ikke længere er i den lille krop, er han stadig så smuk, og han er min smukke dreng, hvordan skal jeg kunne leve uden at kunne se ham igen? Hvordan skal jeg kunne leve uden at kunne kysse og kramme ham igen. Det vil jeg ikke, det kan jeg ikke. Jeg bukker mig ned, kysser ham igen og igen, aer hans bløde hår, og kind i mens, jeg siger, Nord husk mor elsker dig, og jeg vil altid elske dig, jeg elsker dig højre end alt andet, du vil altid være min nr 1. Det er  Mor og Nord altid altid. Jeg kysser ham igen og så rejser jeg mig op, men jeg fortryder straks, så jeg bukker mig ned, og kysser ham en allersidste gang, Mor og Nord altid altid.

 

Malene peger på låget, vil i selv gøre det? Det giver et sug i mig, og først tanker er nej, det kan jeg da ikke, hvordan skulle jeg kunne det? selv ligge låg på min søns kiste. Men så mærker jeg mig selv nikke og gå over mod låget, min bror følger med, og vi tager i hver sin ende af låget. Inden i låget er der en masse billeder, af Nord, familien og vennerne. Billeder Nord kan “kigge” på, billeder med gode minder og en masse kærlighed. Vi sætter låget på, og selvom det gør så ondt, og jeg på ingen måde har lyst til det, så føles det “rigtig” at det er mig og min bror der gør det. Godnat elskede Nord, vi elsker dig altid. Vi står lidt sammen, kigger på kisten og lader tårrene løbe.

Kirken er fyldt af de smukkeste blomster, og der er kommet så mange mennesker, det røre mig dybt, at der er kommet så mange for at vise deres støtte og kærlighed, kirken er fyldt. Salmen, du som har tændt milioner af stjerner er den første samle der lyder, og jeg stor tuder, jeg kan hverken holde tårer eller lyd tilbage, det er som om smerten inden i mig, vil ud og jeg kan intet gøre, jeg knækker fuldstændig sammen, og jeg har allermest lyst til bare at løbe ud af kirken, løbe væk fra det hele, det her kan ikke passe, det kan ikke være min virkelighed, min lille Nord kan ikke være død, det kan ikke passe, det må ikke passe. salmen slutter og præsten siger noget, om Nord, liv og død, at dette ikke giver mening, at man ikke kan finde mening i det, og at det ikke burde være muligt at tage et liv, man selv har skabt.

Min smukke svigerinde får ordet, hendes tale er så smuk,rørende og så fuld af kærlighed og derfor også så fuld af smerte. Hun fortæller hvor tæt vores børn var (hende og min bror har en søn der er 6 måneder og 1 dag ældre end Nord) at vi ligesom har været en familie med 2 børn og 3 voksne. at de på en måde også har mistet en søn, og at deres søn har mistet hans bror (fætre af blod, brødre i hjertet) og hvor svært det hele bliver uden Nord, hvor meget de elsker ham, og hvor meget de vil savne ham. de gav Nord et kompas i navne gave, for at han altid kunne finde vejen, (hjem) men nu er det hele vendt rundt, nu er det os der skal finde vejen, og det er ham der er nød til at vise os den.

Min mor tager så ordet, hendes tale er så rigtig og så fuld af kærlighed. Hun siger at Nord rørte noget i hende ingen andre har rør, han gav hende så meget, på så kort tid. Han er den der på kortes tid er kommet ind under huden på hende, (min mor kan virke og være meget hård) og at han altid altid vil være elsket og savnet.

Så synger Anna David, når en englen siger fravel, det var så smukt, ærligt og så rørende, Anna og den sang vil foraltid betyde noget helt særlig for mig.

Præsten kigger på mig, jeg trækker på skulderne, hun nikker stille til mig, jeg mærker jeg nikker stille tilbage til hende, selvom alt inden i mig skriger, du kan ikke, du knækker, du tør ikke, du klare det ikke. Jeg høre præsten sige, Sara sang elefantens vuggevise for Nord når han skulle sove, så det vil hun også gerne gøre nu. Tankenerne køre rundt i hoved på mig, nej nej nej, jeg kan ikke, jeg kan ikke. Men jeg mærker min krop rejse sig op, jeg høre min mor sige husk at trække vejret og så jeg går over til kisten, kompasset Nord fik i gave af min bror og svigerinde hænger i en lang kæde og jeg tager det rundt om halsen. Jeg ligger et lille billede jeg havde af Nord i hånden på kisten og så starter stille, Nu tænders der stjerner på himmelen blå. den er ved at knække helt for mig flere gange, og i slutningen af første værs, er jeg nød til lige at holde en lille pause, jeg knuger kompasset i hånden, kigger på Nord, forstiller mig det kun er ham og jeg, ligesom det plejede at være, jeg trækker vejret dybt og så forsætter jeg, og tante sover den gamle struds og næsehornet din onkel. Mine tanker siger, synger for Nord, og kun for Nord, skidt med hvis det ikke lyder godt, det er KUN for Nord, ligesom vi plejer. Og så på nærmest mirakuløs vis kommer jeg helt igennem sangen.

Jeg bliver stånede med præsten imens hun kommer jord på kisten, hun siger nogen smukke ord og så synger vi den sidste salme i østen stiger solen op. På Christiania har vi den tradition at man går op rundt om kisten inden man går ud. Der bliver spillet stille før storm, det tager noget tid da der er rigtig mange mennesker, og mange gerne lige vil givet et kram, det er hård da folk bryder sammen når de kommer op og krammer en, men det er også godt at mærke så meget støtte og kærlighed. Kærligheden tænder et lille lys i mørket hos mig. Da Nord blev slået ihjel blev verden for mig et meget meget ondt sted, men lige her idag, er der så meget kærlighed at jeg ser et lille glimt af at verden os kan være god, at mennesker godt kan være gode ved hinanden og vise kærlighed.

Da alle har været rundet, skal vi bære kisten ud. Mig, min bror, min mor og min svigerinde. Den knækker fuldstændig for mig, da løfter ham og begynder at gå, åh gud, vi skal bære ham ud, jeg er ved at bære min søn ud af en kirke i en kiste. Tårerne strømmer bare ud og det gør så ondt inde i mig, at jeg slet ikke kan være i det, mine ben ryster, jeg har kvalme og jeg er bange for at besvime. Smerten skær i mig, det er som om mit hjerte er sprunget i en million stykker og hvert et stykke skær i mig. Han er ikke så tung, men alligevel er det som om jeg ikke kan bære ham, men jeg kan og VIL heller ikke slippe ham. Der er langt ud af kirken og alligevel er der alt alt for kort, det er den længste og korteste tur jeg har gået på samme tid. Alt i mig skriger af smerte og jeg VIL IKKE slippe ham, Jeg KAN IKKE slippe ham. Vi bære ham ned af trappen, og nærmer som rustvognen uden for. Jeg har ikke lyst til at sætte kisten op i vognen, jeg vil være hos Nord så længe som muligt, jeg vil have ham hos mig. Nord bliver sat op på rustvognen og jeg står længe bare og holder på kisten, imens tårene strømmer ud og smerten gennem bore mig. Min bror og jeg ligger blå og gule blomster på kisten og andre ligger også blomster, bamser osv. Det er nu, det er NU jeg skal sige et sidste farvel, åh nej nej nej, min elskede lille dreng. Det er så svært at slippe kisten, det er så hårdt at lade ham køre, det er det hårdeste jeg nogenside har skulle gøre. Jeg ligger en hård på kisten, knuger kompasset, hvisker mor elsker dig, det er mor og Nord altid altid som vi aftale. Mor elsker dig altid.

Kirsten bliver kørt ind og der bliver lukket, og så køre rusvognen lige så stille ud på vejen, Min bror tager mig i hånden og vi går langsomt efter bilen, min ben ryster, og det er de ikke længere kan bære mig, jeg mærker en tage om mig, og jeg kan høre min veninde Cille, sige, bare rolig Sara jeg har dig. Heldigvis, for ellers var jeg løbet efter vognen eller jeg var faldt sammen på jorden i skrig og smerte, men heldigvis har vi som tradition på Christiania at man går bag vognen ned af prinsessegade, indtil man når hovedindgangen, der stille folk sig på begge sider af vejen og venter man på at vognen vender og kommer kørerende forbi folk igen. Da vognen kommer, giver det et sug i mig, vi klapper og “jubler”  Jeg får gåsehud, jeg bryder sammen, med på samme tid, kan jeg se Nord for mig, (På hans lille sky) han klapper og griner, det er lige i hans ånd og det giver mig en følelse af at jeg ikke bare har smidt ham ind i en vogn og lad ham køre, jeg har ikke bare tabt ham, men jeg/vi får skubbet/sendt ham smukt afsked, med klapsalver, sæbebobler og hyldest. Nord du lærte mig så meget, du har og giver så meget kærlighed og jeg vil aldrig ha været dig foruden, du gav livet mening, du gav mig og verden så meget kærlighed. Tak for alt din kærlighed, Tak for ALT min elskede Nord.

Vi går ned til søen og ligge alle blomsterne fra kirken ved kanten, der er så mange blomster, så mange mennesker, der alle er berørt, af hvad der er sket med lille Nord, det røre mig dybt og jeg virkelig taknemmelig for støtten. Vi går op på loppen, der er en der synger et par smukke sange, der er øl, vand, kaffe og kage til dem der har lyst til lige at blive og få snakket lidt. Jeg får sagt tak til folk fordi de kom, det betød virkelig meget for mig. (Tak til Nord´s farmor for at hun også kom, jeg ved det var hårdt for hende, men jeg er virklig glad for hun var der)

Skt.hans dag er ved at blive til skt.hans aften. Der er blevet stille og tomt, jeg er træt, ked af det og udmatte, men alligevel for en veninde og jeg slæbt os selv ned til min lille brors svigermor, som har lavet mad, Vi sidder der ned og snakker, snakker om dagen, snakker om Nord, hvor skøn, sjov, dejlig og glad han var og hvor svært det hele bliver uden ham.

Det har været den hårdeste dag i mit liv, men det har også været en meget meget smuk dag med så ubeskrivelig meget kærlighed. Det gør så ondt i mig at jeg aldrig skal se min søn igen, savnet er ubeskriveligt, men jeg ville aldrig ha været ham for uden, han er det bedste der nogensinde er sket mig, han lærte mig så meget, han gav mig så meget kærlighed og min kærlighed til ham er uendelig. Jeg kæmper hver dag for netop ham, han ville livet så gerne, så jeg kæmper for at give ham så meget af det jeg kan, så længe mit hjerte slår, slår hans hjerte i mit. Så jeg tager alt smerten, mærker den, lever den, og kæmper af den, smerten kommer af kærlighed… Nord min elskede, mor elsker dig, og mor vil altid elske dig, det er Mor og Nord altid altid…