Kunsten at miste, et program på DR K i 4 afsnit, men hvorfor lave et program om at miste? vi skal jo alle miste nogen vi elsker, hvis vi ikke allerede har gjort det. Så hvorfor vise andre´s sorg? høre andre´s historier? hvad for vi ud af det? andet end vi bliver mindet om, at dem vi elsker skal dø, vi skal dø. Jeg valgt at sige ja til at være med i programmet, fordi jeg kan se, mærke og at jeg oplever, at vi i danmark er rigtig dårlige til at håndtere død og sorg, både vores egen, men i den grad også andres, vi vil helst ikke komme til at sige noget forkert, vi vil ikke gøre nogen kede af det, og vi vil bestemt ikke mindes om, at vi selv bliver ramt af sorg på den ene eller anden måde.

Jeg blev ramt af den største sorg, der kan ramme et menneske d. 10/6 2016 da min søn Nord blev slået ihjel af et menneske jeg elskede, et menneske jeg stolet på i forhold til min søn, nemlig hans far, min verden ramlede sammen, mit hjerte blev knust i en milion stykker, noget i min slukket, en del af mig døde og alle mine drømme døde med Nord. Så hvordan rejser man sig, når man ikke bare er tvunget i knæ, men at man faktisk ligger fladt ned, mere død end levende? glæden, livs lysten og alle drømme er væk, så hvad skal jeg her? hvorfor skal jeg leve? det var nogen af de spørgsmål jeg kæmpede med, og stadig nogen dage kæmper med.

Da jeg blev kørt til psykiatrisk skadestue ,efter at have fundet Nord bleg og livløs på sengen i X´s legelighed, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det nok ville være bedst at jeg blev der nogen dage, så jeg ikke skulle hjem, for mit hjem er jo fyldt med Nord, hans seng, hans tøj, legetøj, billeder osv, ja han er alle steder i mit hjem. Min første rigtige tanke, andet end, det her sker ikke, mit barn kan ikke dø, var at jeg bare gerne ville slette de sidste 2 år af mit liv, for tanken om at skulle leve et liv uden Nord, hvor han faktisk havde været, kunne jeg ikke håndtere. Jeg gik fra at føle en smerte som fyldte hele min krop, det gjorde så ondt, at jeg heller, ville have skåret dele af min krop med en sløv og rusten kniv, til ikke at føle noget, ingen ting, ingen smerte, ingen had, ingen ting overhoved. Netop det ikke at føle noget, var en af de ting, der gjorde at jeg ikke ville slette mine minder og min tid med Nord, den kærlighed jeg mærkede med ham, det menneske jeg var med ham, og den kærlighed han gav og stadig giver, vil jeg ikke undvære for noget, Nord´s kærlighed er alt smerten værd, jeg vil heller leve hver dag i den største smerte af alle end ikke at have oplevet den kærlighed jeg har med Nord. Derfor tager jeg min smerte, derfor ville jeg finde en måde at leve med min sorg, og jeg synes, at jeg på mange måder er kommet langt. Det fortæller jeg lidt om i programmet, hvad gør jeg for at leve med sorg, hvad gør jeg for at Nord stadig er en del af mit liv og min hverdag.

Jeg begyndte meget tidligt i min sorg, at dyrke den, selvom omverden siger at det skal man ikke, man skal komme videre, men videre hvordan? hvordan kan man på nogen med det, når man har mistede den man elsker aller mest, mere end sig selv, mere end livet? nej videre, det kommer jeg sgu aldrig, for det ville betyde at jeg skulle slette Nord, og det hverken kan eller vil jeg. Men jeg lære at leve med min sorg og min smerte, og selvom det nok tager mig meget lang tid, måske resten af livet at lære det 100% så er jeg godt på vej, jeg har fundet en måde hvor der er plads til både sorg og glæde, der er måske ikke så meget glæde endnu, men der er små glimt af den, og jeg ved den kommer til at vise sig meget mere, det gør den fordi jeg har fundet plads til sorgen, plads til smerte, plads til Nord og jeg, og når jeg giver sorgen,smerten, Nord og jeg plads, er der også plads til kærligheden, mig, glæden og alt muligt andet.

Jeg mødte Esben Kjær første gang til et foredrag, hos foreningen mistet barn, en forening som jeg støtte på, da jeg begyndte at dyrke og studere min sorg. Jeg havde stød på navnet Esben Kjær og hans bog min usynlige søn, flere gange før, min psykolog havde omtalt hans borg, så min bror gjorde det en god bror gør, han læste bogen, både for ham selv, men også for mig, for måske kunne både ham og jeg lære noget, måske jeg kunne føle mig mindre alene i min sorg. Jeg kan huske at min bror kom jeg med bogen, hvordan man har en usynlig bror, som Esben Kjær´s ældste søn har lavet, og den beskrev rigtig fint hvordan jeg havde det, Nord var ikke væk, han er bare ikke på jorden som jeg, han her, jeg kan bare ikke se ham fysisk, men jeg kan mærke ham. Det var et godt foredrag og selvom jeg ikke havde læst bogen, fik jeg noget ud af det, nok mest af alt, at jeg gjorde det rigtige i min sorg, jeg var på vej den rigtige vej, den vej har jeg så forsat, på tros af at nogen mener jeg burde gå andre veje. Jeg mødte Esben igen, til et andet foredrag, med samme indhold, men denne gang havde jeg læst hans bog, for som jeg har nævnt, så stueder jeg sorgen, jeg læser om den, jeg høre om den, og jeg snakker og skriver om den, for når nu sorgen SKAL være en del af mit liv, så er jeg nød til at vide mest muligt om den. Esben nævner kort noget om min historie, som havde ramt ham til sidste foredrag, vi snakker kort sammen,  og jeg fortæller ham at jeg har valgt at give min sorg plads, men at jeg ikke vil lad hadet til X fylde, det er kærligheden til Nord det handler om, jeg skal vise Nord verden, og verden Nord, jeg skal søger for at Nord lever videre, selv længe efter jeg ikke lever mere, Nord har været her, han har levet, og han har sagt et kæmpe aftryk, og det skal man kunne se.

Den korte samtale, har åbenbart gjort indtryk på en eller anden måde, ihvertfald blev jeg kontaktet, da DR vælger at sætte fokus på, det at miste, i form af at der kommer 4 afsnit på DR K netop og sorg og det at miste. Esben ville gerne have at jeg fortalte min måde at leve med sorgen, og det valgte jeg så at sige ja til. Jeg er med i 2 afsnit, der omhandler hvordan man lever med de døde? hvordan man håndtere sorgen af at miste den du elsker mest.

Vi filmer over nogen gange, det er hårdt, men jeg føler mig tryk, Esben er vært i programmet, og han kan jo desværre sætte sig ind i min smerte, da han selv har mistet en søn.  Vi snakker meget om hvad jeg gør og hvad Esben gør for at leve med døden, vi er meget enige i, at de døde ikke går væk og at de skal have deres plads, og vi gør begge mange ting for at indrave vores sønner i hverdagen, og netop det at give sorgen og de døde plads, gør at så giver sorgen og de døde, også plads til glæden og livet. Det er en hård omgang at lave optagelserne til programmet, og selvom jeg godt viste at det ikke ville være nemt, så tager det alligevel hårdt på mig, og jeg er virkelig træt da vi er færdige. Jeg tager hatten af for at Esben og Søs som er til retteligger på progamet lever det her program, for selvom det er virkelig hårdt at lave, jeg synes det er meget vigtigt, det giver viden og sætter fokus på noget som for rigtig mange dansker har sindsygt svært at snakke om, nemlig det at miste.

Igår var jeg så inde på DR, hvor jeg fik lov at se det afsnit jeg er med i, det bringer tårer frem, og det er så ubeskrivelig hårdt at se og høre sig selv fortælle om hvordan jeg lever med min døde søn. Jeg er tilfreds med afsnittet, selvom der er nogen ting som ikke er kommet med, men noget af det for Esben så sagt, så jeg synes faktisk det er blevet godt, hvis man da altså kan bruge et ord som godt, om noget der gør så ondt. Jeg vender mig nok aldrig helt til at se eller høre mig selv, fortælle min historie og smerte, men jeg er glad for at jeg gør det, jeg håber virkelig det kan hjælpe andre, både andre i sorg, men også dem der er tæt på mennesker i sorg. Alle mennesker kommer i sorg, og hvis ikke så har de mennesker aldrig elsket, og det er i min verden værre end det at miste, for et liv uden kærlighed er ikke et liv overhoved. Jeg håber der er rigtig mange der ser programmet, jeg skal ihvertfald se alle 4 afsnit, for måske også jeg kan lære noget af de andre der medvirker. Første afsnit, Kunsten at miste, kommer på onsdag d.22/11 kl. 21.30 på DR K. Afsnit 2, hvor jeg er med, kommer onsdagen efter, altså d. 29/11 kl. 21.30 på DR K og sådan forsætter det onsdagene efter med 2 afsnit mere. Jeg håber i tager godt i mod dem, og at både jeg og i andre for noget ud af at se dem. Kunsten at miste, nået vi alle skal lære før eller siden.

Tak til DR for at gøre programmerne mulige, tak til Esben for at tage så godt i mod mig, Nord og sorgen, Tak til Søs, for et nyt og vigtigt bekendskab, tak til min mor for altid at støtte mig i alt jeg gør, og sidst men ikke mindst tak til min elskede Nord, for styrken og kærligheden, mor og Nord altid altid.

Det er over en uge siden min elskede Nord havde fødselsdag, men jeg har ikke kunne skrive om det før nu, for selvom det var en “god” dag, så to den hårdt på mig, for hvordan fejre man sin døds søn 3 års fødselsdag? Jeg kom igennem dagen, men jeg er stadig mærket af træthed efter dagen.

Det er d. 2 november, det er den dag min søn er født, jeg husker dagen som den største og vildeste oplevelse jeg nogenside har oplevet, jeg husker hvor vildt det var at have det lille væsen som havde ligget inde i mig, i mine arme for første gang. Jeg elskede ham allerede før jeg havde mødt ham, men da han første gang åbnet sine smukke smukke øjne, smeltet han mit hjerte. Jeg husker timerne hvor jeg sad stille og alene med ham på hospitalet, jeg mærkede allerede der hvordan kærligheden voksede og voksede for hver minut der gik, jeg mærkede lykken sprede sig til alle dele af min krop, det var som om at tiden gik i stå, og på sammen tid, gik den meget hurtigere end normalt. Jeg så på min smukke dreng, tænk du allerede er 5 timer gammel, er der nogen der er sød at stoppe tiden, jeg kan ikke følge med, og jeg vil have det hele med. Jeg sov slet ikke den første nat, jeg måtte se på dig hele tiden, så smuk, så lille, så fin, så sårbar, og alligevel så ubekymret, så tillidsfuld, så sikker på, at du var tyrk og at jeg og verden nok skulle passe på dig. Jeg for et stik i hjerte hver gang jeg tænker på det, for sådan endte det jo ikke, og selvom jeg godt ved at jeg ikke kunne ha forudset at din Far ville myrde dig, så føler jeg mig stadig skyldig, og det vil jeg altid gøre. Jeg tror man som mor altid vil føle skyld hvis der sker ens barn noget, jeg skulle ha set, jeg skulle ha gjort, jeg skulle ha vist, men det gjorde jeg desværre ikke, og det vil altid side i mig, som en torn i mit hjerte, og en split i min hjerte, sammen med alle hvorfor og hvordan spørgsmålen. Hvordan kan man slå et lille uskyldigt menneske ihjel? hvordan kan man slå sit eget barn ihjel? hvorfor skulle Nord dø? hvorfor?

Hvorfor måtte min søn ikke leve? Hvorfor er han her ikke, til at opleve hans 3 års fødseldag? og hvordan skal jeg holde hans fødselsdag og fejre den uden ham? skal jeg lad vær? skal jeg lad som om at idag bare er en dag som alle andre? På den ene side er det, jeg har mest lyst til, men på den anden, synes jeg at både Nord og jeg fortjener mere, vi fortjener at fejre den dag han blev født, for det var den bedste dag i mit liv, og det var hans første dag i verden og det skal altså fejres, ligemeget hvor ondt det så gør at han ikke længere er i live. Jeg ved han er med mig, jeg kan mærke det, hver gang mit hjerte slår, jeg kan mærken smerten over hans død i hele min krop, og det kan jeg fordi jeg elsker ham og fordi jeg savner ham, men jeg kan også mærke kærligheden, jeg kan mærke kærligheden Nord gav, jeg kan mærke kærligheden vi stadig har til hinanden, og derfor skal hans fødselsdag fejres, for selvom jeg føler smerte hver dag, hele tiden over Nord´s død, vil jeg aldrig have været ham for uden, Nord er det bedst der nogenside er sket mig.

Jeg har været vågen on and off siden kl 04.30 jeg ved det bliver en hård dag og jeg har ikke lyst til at vågne op til Nord´s fødselsdag uden Nord. Da jeg endelig tager mig sammen til at åbne mine øjne og sætte mig op, bryde jeg sammen, jeg kigger over på Nord´s seng, åhh hvor ville jeg ønske at Nord lå der, og det hele bare havde været en ond ond drøm, men sådan er det ikke, tårene løber ned af mine kinder, jeg krammer Nulle, (Nord´s nus bamse) Åh Nord, det var ikke sådan her det skulle være, det er ikke fair, smerten og savnet overtager alt i mig, og jeg bryder sammen, i det samme kommer min veninde BB ind, hun sætter sig på sengen kanten, og holder om mig, jeg ved hun har svært ved følelser, så da jeg ser en tåre lande på dynen der ikke kommer fra mig, rør det mit hjerte, og jeg bliver mindet om at selvom det klart er mig, der savner og mangler Nord mest, så har han rørt mange hjerter i hans alt alt for korte liv, jeg lader tårene løbe, og jeg for lukket lidt af min smerte ud. Jeg har det altid lidt bedre når der bliver lukket lidt af det smerte ud, som fylder mig op. Jeg tager en dyb indåndingen, tørre tårene bort, mærker kærligheden til Nord istedet for hadet til min X, over at Nord ikke er her mere, jeg ved at jeg kommer til at græde mange gange i dag, men for nu har jeg fået lukket lidt smerte ud, så jeg igen kan få luft. Jeg pynter op med flag og lys, for man skal da kunne se at det er fødselsdag. Jeg har aftalt med Nord´s fætter Ja-ja og han forældre at vi skal i Dinos legeland, jeg ved Nord ville ha elsket det, og derfor skal vi lege i hans ånd, men først skal vi en tur i kirken og tænde lys for Nord. Vi kommer over til kirken, BB, min mor og jeg går ind, og da vi komme ind er 2 af Nord´s bedste veninder der allerede med deres forældre. Vi tænder lys og jeg tænder et lys for hver år Nord skulle ha levet. 3 år idag min skat, sikke en stor dreng du ville været blevet, jeg ville ønske jeg kunne se hvilken vidunderlig dreng du ville været blevet, jeg ville ønske jeg skulle tænde lys på din lavkage, du kunne puste ud, og at jeg kunne se dit ballade fjæs, når du gjorde det. Det var sådan det skulle være, jeg skulle ikke være i en kirke og tænde lys for dig, men det er nu gang sådan livet blev, jeg lader igen tårerne løbe, der er tændt mange lys, og det varmer mit hjerte at se hvor mange der tænker på Nord. Det er en hård omgang at være i kirken, men jeg har det bedre da vi går der fra, og nu står den på Dino´s legeland.

Vi ankommer til Dino´s legeland, 5 voksne, 3 børn (Nord´s venner) og en baby, jeg mærker et sug i maven da vi kommer ind, jeg har været her før med Nord´s fætter Ja-ja, og det var en rigtig sjov og hyggelig dag, og det er jeg også sikker på at det bliver i dag, men den er også hård. Nord skulle jo være her sådan fysisk, han skulle løbe og lege med de andre, og jeg skulle løbe rundt efter ham og prøve at holde styr på ham, men sådan er det ikke, jeg mærker et stik af had til X og uden jeg tænker over det, flyver det ud af munden på mig, Fuck dig X, virkelig Fuck dig, jeg håber du lider hvor du er. Nord min skat, mor har dig med, altid altid, og nu skal du fejres på en måde jeg ved du ville elsket. Jeg og de andre løber rundt, vi hopper på trampoliner, klatre, prøver rutsjebaner osv, der er virkelig gang i den, og jeg kan mærke at Nord bringer legebarnet frem i mig, og at han er med mig hele vejen. Jeg sætter en stjerne (et lille klister mærke) et sted i dino´s lege land, så Nord virkelig kan se at vi har ham med, det var min brors ide og det gav bare så meget mening at jeg ikke kunne lad vær.  Der bliver virkelig leget og jeg giver 100% alt hvad jeg har i mig, for at give Nord en god dag, jeg slider hul på mine strømpebukser, knækker en negl og da vi køre der fra er jeg helt smedret i hele kroppen, men jeg er stolt af mig selv, for jeg ved Nord ville have elsket det, og at hvis han kan se os, ville grine og klappe i sine hænder, af glæde over vi fejre ham som vi gør.

På vejen hjem falder fætter Ja-ja i søvn i bilen, det har været en hård omgang, så vi er alle lidt trække, da jeg bære ham op af trapperne, kan jeg ikke lad vær med at tanke tilbage på alle de gang jeg har båret Nord op, fordi han er faldet i søvn på vej hjem efter en lang men god dag. Da jeg kommer op, er der allerede nogen af veninderne der hjemme, vi hygger, spiser lækker med, og Nord´s kage. En veninde har skrevet en sang til mig og Nord, som hun har sendt til mig, så den høre jeg, den går lige i hjertet og det bringer tåre frem, men det er på den gode måde, det er så rørende og smukt, og den vil helt sikkert give mig noget styrke når jeg har det rigtig skidt, så jeg er virkelig dybt taknemmelig for den.  Fætter Ja- ja har glædet sig til at vi skulle have kage, for han så og hjalp mig lidt med at lave den dagen før Nord´s dag, så da han er færdig med at spise aftensmad med mor og far, inde hos ham selv, kommer han løbende ind til mig og spørg, om vi ikke snart skal have Nord´s kage, så det skal vi selvfølgelig. Da Ja-ja er lagt i seng, og tøserne og jeg har fået snakket og hyggede lidt, er det tid til at gøre en af de ting, jeg ikke har kunne gøre længe, men som jeg meget gerne vil, nemlig at se Nord´s begravelses video. Jeg er omringet af gode veninder, så jeg ved at hvis det skal være, så skal det være nu, Vi sætter den igang og min bror kommer også ind. Det er sindsygt hårdt at se den, jeg bliver på en måde sat tilbage til dagen, jeg mærker smerten, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Det er på mange måder en ud af kroppen oplevelse, det går op for mig, hvor mange mennesker der enlig var, og det rør mig virkelig dybt, der er dog også mennesker jeg ville ønske ikke havde været der, nemlig, Q, hendes familie og hende veninde So, jeg er enlig ked af de kom når de stadig den dag idag støtter X, det gør så ondt på mig, at de kan gøre det mod Nord, tænk at de kan støtte og savne en barnemorder, føj. Jeg skubber dem væk, og vælger at se alt den støtte og kærlighed der er til begravelsen, det er så rørende, der bliver sagt en masse smukke og store ord, sunget nogen smukke sange, og selvom begravelsen var den hårdeste dag i mit liv, så var den virkelig også smuk, Nord fik en konge værdig begravelse, der var så meget kærlighed, den kærlighed har jeg stadig med mig, og jeg er så rørt og dybt taknemmelig for alle de smukke ting der blev gjort og bliver gjort for Nord og jeg, tak af hele mit hjerte. Jeg er så glad for at tøserne var der, det betyder så meget for mig, at de stadig er der og støtter mig, gennem de svære dage og ting der skal gøres, uden dem ville dagen i dag ikke være mulig at komme igennem,

Dagen sluttes af med, at BB og jeg går en tur med Batmanden (min lille hund) vi går op forbi hjerte-træet, med nogen balloner, som vi sender op til Nord, ligesom jeg/vi gjorde sidste år på hans fødselsdag, da jeg slipper dem, sender jeg dem afsted med tanker og masser af kærlighed til Nord. Mor elsker dig min skat.

Da jeg går i seng den nat, er jeg meget meget træt, både i kroppen, men også følelse´s træt, men jeg er også stolt over at jeg er kommet igennem dagen, og glad for at vi har fået fejret Nord fuldt ud, og på en måde Nord ville have elsket. Jeg er så taknemmelig for de mennesker der elsker mig og Nord, så rørt over alle de lys, der er blevet tændt for Nord, alle tankerne og beskederne jeg har modtaget og alle de smukke blomster der er sat for at støtte Nord og jeg, det betyder så meget mere end i kan forstille jer, så tak af hele mit hjerte. Jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse) Godnat min skat, håber du har haft en god fødselsdag, mor elsker dig forevigt, mor elsker dig altid, mor og Nord altid altid <3