Jeg har ikke lyst til at leve, i et år Nord ikke skal leve i

Det er nytårs aftens dag, og der er kun nogen timer tilbage af året 2016. I starten af 2016 var jeg på mit livs bedste ferie, jeg var i Thailand med Nord og resten af familien. Jeg var glad, og fyldt med lykke og kærlighed,  men d. 10/6 blev den lykke og kærlighed på brutalt vis taget fra mig, min lille dreng Nord på 1 år og 7 måneder blev myrdet af sin far. Mit liv gik i stå, min verden gik i stykker og mit hjerte blev knust i en million stykker, sorg, svigt, smerte og savn blev mit nye liv, og i lang tid, ja faktisk siden dagen Nord blev slået ihjel, har jeg tænkt at resten af det her år bare skulle overstås, ja faktisk ville jeg gerne bare sætte tiden frem til, året efter Nord´s død, for de (kloge) siger det første år er det sværeste. Selvfølgelig ville jeg allerhelst sætte tiden, tilbage til før Nord´s død, men med sammen viden jeg har nu, så jeg kunne stoppe Nord´s død, men det kan man desværre ikke. Om det bliver nemmere at takle tabet af Nord, sorgen, savnet og smerten når der er gået et år, det ved jeg ikke, men det føles ikke sådan lige nu, Og nu hvor vi faktisk er på vej ud af år 2016 vil jeg ikke med, jeg har ikke lyst til at gå ind i et år, hvor Nord ikke har levet. Jeg går faktisk lidt i panik med tanken om at Nord ikke kommer til at opleve år 2017.  2014-2016 det var alt Nord fik lov til at leve, og det smerter mig helt vild, mit hjerte banker hårdt og hurtig, som om det vil ud af kroppe på mig, det bliver ved at banke hårdt, men slagene bliver stille langsommere og langsommere, og det gør ondt, både psykisk men også fysisk, det banker så hårdt at, jeg kan se mit bryst hoppe når jeg kigger ned af mig selv. Jeg tager mig til brystet, det følelse virkelig som om mit hjerte vil ud af kroppen på mig, og jeg forsøger at holde det inde i mig med at trykke min hånd hårdt mod hjertet. Det er en mærkelig følelse, men den er desværre blevet ret velkendt, jeg har haft det sådan mange gange de sidste 6 måneder og derfor ved jeg også, at jeg om lidt føler jeg, at jeg ikke kan få luft, jeg prøver at komme det i forkøbet ved at forsøge at trække vejret helt ned i maven, men jeg kan ikke, det er som om knuden i min mave, vokser og vokser og der derfor ikke er plads til at trække vejret. Til sidst kan jeg kun trække vejret ret overfladisk, jeg sætter mig på gulvet, da det sortner for mine øjne, tankerne køre rundt,  skal jeg give op? skal jeg blive og kæmpe? hvad gør jeg? hvad ville Nord ønske? Tårrene strømmer fra mine øjne, Nord min skat, hvad skal jeg gøre? Jeg savner dig så ulideligt meget, det hele er så svært uden dig, det er så hårdt, så tomt, så trist og jeg har slet ikke lyst til at være her uden dig.

Jeg går en tur op til træet, jeg pynter op, ligesom jeg har gjort ved pusleboret og ude på trappen, så Nord også er klar til nytår aften. Jeg står der længe, jeg snakker til Nord og fortæller ham hvor meget jeg savner ham, og hvor højt jeg elsker ham, så fyrre jeg et konfettirør af, mor kommer igen senere min skat. På vejen hjem går jeg forbi kirken, og selvom det enlig ikke var min plan at gå der ind i dag, trækker det i mig da jeg går forbi. Jeg skubber den tunge dør op,og går ind, alle stjerne i loftet fanger mig, som de har gjort det siden den dag jeg var over at snakke med præsten første gang. Jeg tvinger mit blik ned af kirke gulvet, jeg kan stadig se Nord´s kiste for mig, jeg mærker hvordan mine øjne fyldes med vand, og mine ben ryster under mig, så jeg går hurtig over til en bænk og sætter mig ned, tænk at jeg har boret min lille Nord ud i en kiste, tænk at jeg så ham ligge der, helt livs forladt og alt sammen bare fordi X ville ramme mig, jeg er så ked af det Nord, jeg ville ønske X havde taget mig og ikke dig, det er på ingen måde fair at du skulle dø. Jeg rejser mig og tænder lys, der har desværre været mange børn der har måtte lade livet i år, og dem tænder jeg også lys for. Hvad er det her for en syg verden vi lever i? hvorfor kan mennesker være så onde? De mennesker der kan gøre børn ondt, de er virkelig syge i hoved, børn, hvordan kan man det? små uskyldige børn, som på ingen måde kan forsvare sig, der kan da ikke være noget mere sygt end det. Av hvor gør det ondt i hele min krop, øv hvor er jeg ked af det, hvis jeg bare kunne gøre noget? Det burde ikke være fysisk muligt at slå et barn ihjel, og da slet ikke sit eget, hvordan kan man tage et liv man selv har skabt? hvordan kan man det? Jeg sidder længe og kigget på lysene der brænder. Der er tændt mange lys i dag, hvilket viser mig at vi har mistet alt for mange mennesker i år. Jeg synger stille for mig selv, imens jeg ser på det lys jeg har tændt for Nord.

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.

Tårrene triller stille ned af mine kinder, der kommer en lille pige på ca 7-8 år hen med en ældre dame, de tænder også et lys og sætter sig, i et par sekunder slår mine tanker væk fra Nord og over på dem. Måske har hun mistede sin mor, måske sin far, eller måske begge dele, jeg får et lille stik i hjertet, åh det håber jeg ikke at hun har, tænk hvor svært det må være at vokse op uden sig mor eller far. Så komme de egoistiske tanker, ja det ville være forfærdelig at miste sine forælder, og især i en ung alder, men det er meningen ens forældre skal dø før en, ikke omvendt, det er ikke meningen man skal overleve sine børn, det burde ingen forældre opleve. Tårrene strømmer nu ud, det gør så ondt inde i mig, og samtidlig bliver jeg ramt af dårlig samvittighed, tænk jeg kan tænke sådan, tænk hvis den lille pige har lige så ondt, som jeg har inden i, sorg er jo sorg ligemeget hvem man har mistet, og det vil altid gøre ondt. Men jeg er fanget i min egen sorg og smerte, at jeg synes at jeg har den værste og største smerte af alle, min lille Nord er død, og han er ikke “bare” død, han er blevet slået ihjel, og han er ikke “bare” blevet slået ihjel, han er blevet slået ihjel af et menneske han (og jeg) elskede og stolede på, og ikke bare et menneske, men sin far, sin egen far. Jeg rejser mig, sender den lille pige et forsigtigt smil, kigget på lysende, sender Nord alt min kærlighed og så tørre jeg tårrene bord og går ud.

Jeg står hjemme foran spejlet, jeg har fået fest tøjet på, og jeg ser enlig okay ud, men jeg har det stadig af lort til, telefonen giver lyd fra sig, det er Cille der siger hun er ved træet. Jeg kysser billedet af Nord, siger mor elsker dig, vær stræk. Jeg skynder mig op til Cille, hun er ved at åbne en asti, vi har aftalt at vi skulle mødes her og skåler for og med Nord inden vi tager til middag og nytår hos en veninde. Vi skåler, tænder stjernekastere, og fyrre endnu et konfettirør af, vi står lidt og snakker om Nord, så skåler vi igen, ønsker Nord godt nytår, vi elsker og savner dig Nord, og du vil altid være med os. Vi tager hjem til en af mine Veninder/kollager. Der er dejlige tøser, god mad, en masse at drikke, og vi hygger, men hele tiden er der den der stemme inden i mig, der siger hvis dog bare Nord var her, jeg ville meget heller sidde der hjemme og hygge med ham, ja jeg ville meget hellere gå tidligt i seng og stå op til et nytår med ham. Klokken bliver mange, og vi tager ind til byen, hvor vi skal skåle nytåret ind, og det gør vi, med masser af konfetti og hvis muligt endnu mere at drikke, vi synger, danser, griner og hygge, og nogen gange kan jeg faktisk godt være i det og nyde det, men det meste af tiden, skriger hele min krop af savn og smerte. Og selvom man ikke kan se det på mig, så fylder Nord mine tanker hele tiden.

Da jeg lander i min seng er jeg godt fuld og klokken omkring 07.30, inde da har jeg haft et mindre sammenbrud ude på trappen, det sket da jeg kom op til min etage, og billedet af Nord stod der i nytårs pynt og lys, jeg savner ham bare så ubeskriveligt, jeg havde så mange drømme, jeg husker hvordan Nord og hans fætter Ja-ja sidste år hyggede, og jeg havde troet de skulle fejre nytår i år sammen. Jeg kommer til at tænke på at tidligere idag hørte jeg fætter Ja-ja og hans mor og far fyrre bordbomber af, her ude ved billedet af Nord, det giver et stik i mit hjerte og det gjorde det også da jeg hørte det tidligere, men det varmer også mit så kolde og knuste hjerte at de gør det, at de husker Nord og at jeg ved de også har ham med i mange af de ting de gør. Jeg kysser billedet af Nord, og går ind. Jeg er helt alene i hytten, min bror,svigerinde og fætter Ja-ja sover hos min brors svigermor, og vuffen (Batman) bliver passet. Der er tomt, meget tomt, jeg kigger på Nord´s seng, åh hvor ville jeg ønske at, når jeg omlidt fjerner dynen for at tage Nulle (Nord´s nus bamse) at så lå Nord der, jeg lukker mine øjne og mærker mit hjerte slå, jeg ønsker at Nord ligger i sin seng og sover, jeg tager en dyb indånding og åbner så mine øjne, fjerner dynen, men Nord er der ikke, tårrene presser sig på igen, jeg tager Nulle og Nord´s dyne med over i min seng,  jeg tager min sove pille, krammer Nulle ind til mig, lukker øjnene og ønsker af hele mit hjerte, at jeg ikke behøver opleve resten af 2017 uden Nord.