Skal min søn dø igen?

Jeg har “idag” fredag være ude og spise med en veninde, vi har fået noget vin, så undskyld hvis indlægget er lidt mærket af det. Vi har snakkede rigtig meget om Nord og om at “imorgen er det 1 år siden min søn Nord blev myrdet af sin far, Jeg har gemmen levet dagen igen og igen flere milioner gange, men alligevel frygter jeg d.10/6 på en måde jeg slet ikke kan beskrive.

Jeg føler at Nord skal dø igen, men denne her gang, der ved jeg det sker, jeg ved hvad tid X henter ham fra vuggestuen, jeg ved hvad tid X kvæler Nord, jeg ved hvor lang tid det tager før Nord dør, jeg ved X går rundt i huset imens Nord ligger død på sengen, jeg ved X skriver beskeder og mail, imens min søn ligger død, jeg ved X ringer til mig, jeg ved hvad han vil sige, jeg ved han så, så fejt tager livet af ham selv, og jeg ved jeg skal ud og finde min elskede Nord død, jeg ved jeg og min bror prøver med alt vi har at rede Nord, men jeg/vi kan ikke, jeg kender smerten ved at se sit døde barn, og jeg ved ikke om jeg kan holde til at føle det hele igen. Hvorfor jeg føler Nord skal dø igen, ved jeg ikke, jeg ved bare at det er sådan jeg har det, og jeg har haft det sådan længe, jeg føler han skal dø igen, men denne gang ved jeg det, men jeg kan ikke gøre noget ved det eller stoppe det.

Det er som om min hjerne ikke vil indse at Nord virkelig er væk forevigt. Jeg må da kunne rede ham eller få ham igen på en eller anden måde, måske ikke idag, måske ikke om et år, men en eller anden da, må det da lykkes. Jeg har lyst til at skrige, for jeg ved jo godt inders inde at det ALDRIG lykkes, ligemeget hvad jeg gør, kan jeg aldrig få Nord igen. Smerten gennemborde mig, og det følelse som om mit hjerte igen springes i en million stykker, de få stykker jeg havde fået limet sammen, er nu igen spredt ud i min krop, og hvert et stykke skær sit dybt ind i mig. Min hjerne mod siger sig selv. Jeg er hele tiden splittet mellem virkelighed og ønske tænkning, måske har hele det sidste år bare været en ond ond drøm, måske vågner jeg omlidt og så ligger Nord i sin seng, han slår øjnene op og smiler til mig som han gjorde for et år siden. Tårene fylder mine øjne, mit hjerte slår et ekstra slag, og den velkendte men stadig ikke lærte smerte fylder hele min krop, åh Nord min elskede lille dreng, jeg er så ked af det, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads. Tårerne strømmer ned af mine kinder, jeg har mest lyst til at kaste håndklædet i ringen og sige, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke uden Nord.

Nu sidder jeg så her i min stue alene, lidt fuld, meget meget ked af det, og virkelig bange, jeg har ikke lyst til at gå i seng, for selvom jeg godt ve dat datoen nu siger d.10/6 er det ikke d.10/6 for mig, før jeg har været i seng. Jeg har ikke lyst til det skal blive d.10/6, jeg er ikke klar, jeg kan ikke, jeg vil ikke, Nord må ikke dø igen. Så hvis jeg nu bare lader vær med at gå i seng, kan jeg så springe dagen over? jeg ved jo godt at svaret er Nej, jeg ved at dagen rammer mig, og jeg ved at jeg skal igennem den om jeg vil det eller ej. Jeg ville ønske jeg kunne springe den over, jeg ville ønske der var en let udvej, men det er der ikke, og jeg er nød til at taget dagen og vinde den.

Nord min skat, mor elsker dig højere end livet, højere end noget andet. Det skal være mor og Nord altid altid som vi aftalte. Mor og Nord altid altid.