fredag d.10=8 måneder i helved.

Det er måske et lidt rodet indlæg fra mig idag, men alt i mig er også meget rodet, og jeg har det rigtig svært fortiden, og især dagen idag har været svær,hård,tom og trist.

Mit vækkeur ringer, og hiver mig ud af drømmen med Nord, jeg sætter mig op i sengen, med en følelse af at Nord er her, jeg har ikke lyst til at miste den følelse, men jeg ved godt at lige så snart jeg kigger over på hans seng og ser han ikke ligger der, er jeg nød til at se virkeligheden i øjnene, ligesom jeg har skulle gøre det hver morgen siden jeg mistede Nord. Jeg sidder med Nulle (Nord´s nus bamse) jeg kysser den og krammer den indtil mig, jeg er ikke klar til dagen endnu, jeg vil tilbage til drømmen og Nord. Jeg ligger mig ned, lukker øjnene og tænker på Nord, men jeg kan ikke komme tilbage til drømmen, jeg ligger længe med lukket øjne, og selvom jeg har lukket øjnene, triller tårene stadig stille. Efter lang tid, sætter jeg med igen op, jeg tørre tårene bort og rejser mig. Jeg løfter Nord´s dyne, kysser Nulle og putte den i Nord´s seng, som jeg gør hver morgen. Jeg står længe og kigger på et billede af Nord, jeg savner ham så ubeskriveligt meget, det gør så ondt på mig, at han ikke for lov at leve, det gør så ondt at nogen har kunne gøre ham ondt, og tanken om at det var hans far, giver mig kvalme. Nord var så sød og kærlig en dreng, hvordan kan man tage livet fra et så vidunderligt menneske? Jeg for igen kvalme ved tanken om hvordan Nord blev fra taget livet, og jeg er med et tilbage i rakkehuset i Albertslund. Jeg løber ind, ser Nord´s klapvogn og jeg for en følelse af håb, måske er X og Nord her stadig, måske har X ikke taget Nord med ud, for at springe ud foran et tog, som han ellers sagde/ truget med i telefonen at han ville. Men håbet vare kun kort, Dorte (X´s svigerinde) læser en seddel der hænger på døren op, der står at Nord og X begge er døde og at det skete kl. 17.00. Mine ben ryster og det er som om mit hjerte går i stå, jeg vil ikke tro på det, jeg kan ikke tro på det, jeg tror ikke på at X kan slå sit eget barn ihjel, det må være en dårlig joke, det må være endnu et af hans forsøg på at ødelægge mig. Men det var desværre ikke bare et forsøg denne gang, denne gang ramte han plet, den gange ødelage han alt, han tog alt fra mig. Jeg høre Nord´s farmor, oppe i soveværelset oven på, Nej, X hvor er du? Nord vågn op, Farmor er her, Nej nej NEJ vågn op Nord, vågn op. Jeg løber der op, og ser Nord ligge helt livløs og bleg på sengen, hans sut ligger også i sengen men langt fra ham, ekstra Nulle (Nord´s ekstra nus bamse) som han altid havde med, når han skulle sove ude ligger ved siden af Nord, han ligger kun i ført sin body. Jeg bliver ramt af en følelse jeg aldrig glemmer og aldrig håber jeg skal opleve igen, det er som om mit hjerte vokser, som en ballon der pustes op, det bliver større og større indtil det med et kæmpe brav sprænger. Jeg falder på knæ og skriger min smerte ud. Jeg skriger og skriger indtil jeg bliver afbrudt af en stemme der siger, Sara du skal ikke være her, du skal ikke se det her. Jeg rejser mig op, og siger, jo jeg skal, det er mit barn og jeg skal gøre noget, jeg skal redde ham. Jeg sætter mig på knæ i sengen og går i gang med første hjælp, min bror kommer ind, hans stemme knækker da han siger nej Nord NEJ, søs lad mig hjælpe, og sammen giver vi første hjælp, og en enkel gang, for jeg et lille håb om at vi måske kan redde Nord, da der kommer lyde fra ham når vi trykker på ham, men det er desværre lyden af det indhold Nord har i sin mave der kommer op, jeg kigger på min bror der er smurt ind i Nord´s opkast, jeg tørre min brors mund, imens han halv kvalt siger, det er ligemeget søs, Kom nu Nord, Kom NU. Men Nord vågner ikke, han er væk, han har ligget død i mange timer, og vi kan ikke redde ham. redderne kommer og tager over, men heller ikke de kan få liv i Nord. Jeg kan stadig ikke tænke på det, uden at få dårlig samvittighed, Min lille dreng har ligget der helt alene, Han døde uden at der var nogen der elsker ham til at holde ham i hånden, han døde uden kærlighed omkring ham. Han døde alene, eller i selskab med en koldblodig morder, og bagefter han har ligget død, alene i flere timer før jeg fandt ham. Jeg kan ikke lad vær med at tænke om Nord har følt sig sviget, måske har han kaldt på mig inden han døde, måske har han kigget ned på sig selv, og tænkt hvorfor er min mor her ikke?  Hvis jeg nu bare havde være der før, hvis jeg nu bare var kørt der ud, da jeg fik den første underlige besked fra X, der havde Nord kun ligget død i en halv time, måske jeg havde kunne redde ham der? Jeg ville give alt for at få en change til, til at redde ham, jeg ville ofre alt for at Nord kunne leve.

Der er idag gået 8 måneder siden Nord´s død, 8 måneder hvor jeg har grædt hver dag, 8 måneder hvor jeg ikke har sovet mere end max 5 timer på en nat, og det har kun været muligt når jeg fylder mig selv med piller. 8 måneder hvor jeg hver dag savner Nord, 8 måneder fyldt med smerte, en smerte og et savn der hver dag får mig til at tænke hvor befriende det ville være, at finde et meget meget højt sted, stille sig på kanten, sprede sine arme ud, lukke øjnene, se Nord for sin og lad sig falde forover, mærke suset, efterfuldt af en helt enorm men forhåbelig kort smerte. Jeg skammer mig over at have de tanker, men jeg kan ikke lad vær, jeg vil være hos Nord. Smerten bliver tit for meget for mig, og jeg forstår virkelig godt dem der gør skade på sig selv, jeg sidder nogen gange og knalder hoved ind i væggen bare for at slippe for den inder smerte bare lige i et par sekunder, jeg stopper som regel fordi jeg ved at X ville nyde at se mig sådan, og den tilfredsstillelse skal han ikke have, så jeg tørre tårerne bort, samler mig selv op, kysser billede af Nord, og siger, Nord og mor altid altid vi skal klare det her,  X skal ikke vinde, ikke fucking den her gang.

Jeg går en tur med Batman, jeg prøver at samle mine tanker lidt, jeg går ind på en cafe for at få mig en Chai latte som idag er både min morgen mad og frokost, der bliver spillet I have Nothing med Whitney Houston og tårerne triller stille igen, jeg skynder mig ud, jeg kan ikke klare det idag. Jeg går hjem med Batman og gør mig klar til skulle til psykolog. Jeg sætter mig i bilen, med tanken om at det er godt jeg skal til psykolog idag, der er virkelig brug for det, og ligefortiden er jer der desværre slet ikke ligeså meget som jeg gerne ville eller der er brug for, det er der desværre ikke råd til. Jeg ved ikke hvorfor men at køre bil, er enlig ret rat, især hvis jeg har mulighed for at køre lidt hurtig. Jeg køre ned af Vesterbrogade, radioen står på p3 som så har valgt at lige idag skal vi da høre Céline Dion med my heart will go on (Titanic) tårerne presser sig på, og mit hjerte banker hurtig og hårdt, jeg kan ikke holde tårerne tilbage og da jeg næsten er ved Zoologisk have er jeg nød til at køre indtil siden. Jeg bryder fuldstædig sammen, tårerne strømmer som et vandfald, og jeg har svært ved at få luft. Da sangen er slut, og jeg har fået grædt ud, køre jeg videre, jeg køre forbi en kirkegård, og noget i mig har den vildeste lyst til at finde X´s gravsted og pisse på den, jeg gør det selvfølgelig ikke, nok mest fordi jeg stadig holder af X´s mor, hun var en vidunderlig farmor for Nord og det vil jeg altid elske hende for. Jeg kommer til psykolog og vi snakker om hvor jeg er nu, hvad jeg føler og tænker og hvordan jeg har det. Men vi snakker også om tankerne og følelserne omkring måske at få et barn mere. Jeg tænker meget over det, og jeg ønsker det på mange punkter, men jeg er også midt sagt pisse bange. hvad hvis jeg også mister det her barn? Kan jeg være den samme mor for det her barn som jeg var for Nord? Kan jeg stadig være den bedste mor for Nord? Kan jeg være den mor jeg ønsker at være? Ville jeg kunne blive en god mor? Ville jeg ture at lad andre passe mit barn? Ville jeg ture at være væk fra mit barn? og kan jeg overholde klare det? Kan jeg klare at være gravid? kan min krop klare det? Kan jeg elske igen? Tør jeg elske igen? Jeg går fra psykologen med en lidt mindre knude i maven end da jeg kom, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden hende.

Da jeg kommer hjem, har nogen været forbi med et sødt kort og en hvid smuk rose til Nord og jeg, det varmer mit hjerte så meget, at se og vide at folk stadig tænker på os, og at Nord stadig røre folk, ligesom når folk skriver til mig at de fordi de har læst om Nord, vil de værdsætte deres liv og børn lidt mere, de kysser og krammer dem lige lidt mere og de husker hvor heldige de er at have deres børn også på de dårlige dage, og det er jeg glad for, for jeg ville give ALT for at have Nord, selv kun på de dårlige og umulige dage. Jeg ville give alt for bare at få lov at holde ham, kysse og kramme ham bare engang mere.

Klokken nærmer sig 21.00 og jeg kan snart sige godnat, jeg skal bare lige lufte Batman, og så kan jeg gå i seng, jeg overlevet endnu en dag i helved og idag har virkelig været svær, Det er 8 måneder siden Nord blev slået ihjel, det er fredag, og jeg gennemlever d.10/6 2016 igen og igen, jeg er meget såret, ked af det, og virkelig træt, jeg føler mig alene, jeg er ensom og jeg vil gerne bare være hos Nord. Så jeg håber at jeg kan være hos ham i drømmene i nat, jeg har brug for det, jeg har brug for at kunne røre ham, kysse og kramme ham, høre ham, dufte ham, holde om ham, jeg har brug for et kram. Igår aftes, have jeg en klam oplevelse, Batman rejste børster og blev ved med at gø af “ingenting” der kom en kold luft, og jeg følte X var der, og det er så typisk ham at prøve at opnå noget når jeg er allermest sårbar og alene. Jeg prøve længe at lades som ingenting, men efter lang tid, fik jeg nok og sagde højt, X du kan godt fucke af, jeg hader dig, og jeg tilgiver dig aldrig, aldrig, ikke fucking den her gang, jeg har altid tilgivet dig alt andet, men ikke det her, ikke det du har gjort mod Nord, det kan jeg ikke, og det vil jeg ikke, så du skal bare pisse af. Den kolde luft forsvandt og Batman lagde sig pænt i sin kurv. Jeg har ikke før følt at X var i mit hjem, så det skræmte mig lidt, og jeg håber aldrig jeg oplever det igen, for X er på ingen måde velkommen. Det er X´s skyld Nord ikke længere er her, det er X´s der har gjort Nord ondt, Det er X´s skyld at mange mennesker, ikke kun mig skal leve i sorg,savn og smerte.

Nord min skat, du er mit et og alt, jeg elsker dig mere end jeg hader X, jeg elsker dig mere end ord kan beskrive. Jeg savner dig hele tiden, hver dag. Jeg ville give og gøre alt for at du kunne leve, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads. Du er det bedste der nogenside er sket mig og jeg ville aldrig have været dig foruden. Du gav så meget kærlighed, du lyste min verden op, og du fyldte mig med lykke. Jeg kæmper for dig, og jeg håber jeg kan gøre dig stolt, jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at vise verden hvilken vidunderlig og kærlig dreng du er. Din kærlighed skal stadig ud i verden, man skal kunne se og mærke at du har været her. Det skal være mor og Nord altid altid som vi aftalte. Nord min elskede lille dreng, mor elsker dig, savner dig og har brug for dig. Mor og Nord altid altid