Hvornår opgiver min krop kampen for livet?

Jeg er træt, jeg er så træt, men jeg kan stadig kun sove med hjælp fra sovepiller, og selvom jeg sover 4-5 timer om natten, og det er meget mere end jeg har sovet siden Nord blev født, så er jeg stadig træt, men det føles heller ikke som om det er mangle på søvn der gør mig træt, det er mere savnet og smerten der trætter og tager på mig, jeg føler mig brugt, jeg føler mig tom, fald og ensom. Jeg er begyndt at træne og jeg kan mærke jeg har fået lidt muskler tilbage i kroppen, men jeg føler mig stadig svagere end nogensinde før, det er som om jeg ikke har mere at tage af, jeg har ikke mere at give af, jeg har brug for en pause. Jeg spiser mere end jeg har gjort i over et år, og alligevel kæmper jeg for at holde vægten oppe, og det er for meget en meget ny ting, jeg har altid været en stor pige, og skulle bare tænke på et stykke kage og så havde jeg taget ihvertfald 1 kilo på. Så selvom det ikke ville skade der røg et par kilo mere, så ser jeg gerne at vægten ikke kommer længere ned nu (67kg) men bare det i sig selv er åbenbart blevet en kamp. Jeg føler ofte at min krop er ved at give op, og nogen gange (tit) tænker jeg, så gør det da, så giv dog op, hvorfor blive ved med at kæmpe, hvorfor blive ved med at have så ondt? Hvis jeg dog bare kunne få lov at slippe for smerten, bare i et par timer, men det er ikke lykkes i nu, og det er selvom jeg også godt kan hygge mig og have det sjovt, så gør det HELE tiden ondt, det ligger hele tiden lige der og gør mig opmærksom på at Nord ikke er her mere og at jeg mangler ham så ubeskriveligt meget. Jeg kan godt mindes Nord med glæde og jeg/vi gør det rigtig meget, vi snakker om ham, og vi griner også meget af alle de sjove ting han sagde og gjorde, men det er aldrig uden der også er smerte. Og det er det, det er savnet og smerten, der tager på mig, det er det der gør mig så udmattet, hvor længe kan et menneske holde til at have så ondt? det gør ondt hele tiden, der er aldrig pause. Det føles som om jeg ikke kan trække vejret helt ned i maven mere, der er en knude i vejen, en knude af smerte der nede som fylder for meget, smerten fylder for meget, så der er simpelhen ikke plads, samtidlig gør mit hjerte ondt, det er ikke helt længere, faktisk er det som om det er sprunget i en million stykker, og hvert et enkel stykke skær mig op inde fra.

For 2 år siden idag havde jeg termin, jeg kan huske jeg glædet mig helt vildt til at møde dette lille væsen, der voksede inde i mig, jeg mærkede allerede dengang kærligheden, og det var uden jeg viste hvilket vidunderligt lille menneske Nord viste sig at være. Jeg kan også huske at, jeg synes det var hyggeligt at være gravid, jeg var ikke besværet af det og det ville ikke gøre noget hvis han blev der inde lidt i nu, for han skulle jo have det bedste af det bedste og derfor skulle vi lige være helt på plads. Nord blev i maven præsis en uge mere, men så ville han også ud i en fart, og det kom han fra vandet gik til han var ude gik der lidt over 8 timer og det var uden veer de første timer. Det var en nem fødsel og alt var vidunderligt, jeg kan huske jeg kiggede på ham og tænkte, når det er det her, der kommer ud af det, så kunne jeg gøre det igen imorgen. Der var så meget kærlighed, jeg var forelsket og den forelskelse er jeg aldrig kommet ud af igen, tværdigmod så elsker jeg Nord mere og mere hver dag, og det er også selvom han ikke er hos mig mere, måske er det også derfor, at jeg ikke kan holde tanken ud om, at jeg ikke snart skal se ham igen. Hvorfor skal jeg leve et live uden ham, når han er ALT jeg vil have og behøver? Jeg har rigtig svært ved at finde en plads til den slags tanker og følelser. Jeg har mange dårlige tanker, rigtig mange faktisk, og mange af dem både skræmmer mig og skammer jeg mig over at have, jeg kan f.eks. blive jaloux på folk der begår selvmord, hvordan kan de synes det er okay? hvordan gør de, hvordan bliver de så “ligeglade” med de efterladte at de rent faktisk kan gøre det?  hvorfor er jeg ikke ligeglad med andre menneskers føleser? hvorfor kan jeg ikke bare være “ligeglad” ? hvorfor må jeg ikke have lov til kun at tænke på mig selv? hvorfor må jeg ikke bare have lov at være hos min lille dreng, når det nu er ham jeg elsker, savner og har brug for.

Alt omkring mig sortner, min hørelse forsvinder, jeg for trykken for brystet, mine ben giver efter og jeg mærker gulvet under mig. Jeg ser svagt Nord for mig, han smiler, åh hvor har jeg savnet det smil, jeg mærker gensyns glæde og en følelse af ren lykke. Han bliver mere tydelig og han kommer tætter på mig, han smiler stadig, jeg rakker mine arme ud efter ham, men Nord træder et skridt tilbage, han ryster på hoved, jeg føler nogen eller noget hiver i mig, og jeg bliver ligesom hevet væk fra Nord, Nord smiler, tager et skridt hen imod mig, han krammer mig og kysser min kind, og så forsvinder han. Jeg græder hysterisk, Nej Nord, NEJ, kom tilbage, Nord jeg vil ikke miste dig igen, Nord, Nord, NORD KOM TILBAGE, kom tilbage, kom tilbage til mig. NEEJJJJJJ NEEJJ NEJ. Jeg finder mig selv liggende på gulvet, synet og hørelsen vender langsom tilbage, jeg ligger længe og kigger op i loftet, tårene pisker ned af mine kinder. imens jeg høre mig selv sige, nej nej jeg vil ikke være her, jeg vil være hos dig. Jeg sætter mig stille op, det trykker stadig for mit bryst, og jeg har stadig svært ved at få luft, tårene er ustoppelige, så jeg lader dem bare løbe ned af kinderne på mig. Hvad skete der? besvimet jeg? var det en drøm? Jeg følte ham så virkeligt, men jeg ved jo godt han er død, så hvad skete der? Han var jo lige der, jeg mærkede ham, jeg mærkede hans kys. Så hvorfor kan jeg ikke det nu? igen hvad skete der?

Efter noget tid, samler jeg mig selv op, jeg går over til Nord´s seng, åh hvor ville jeg dog ønske at han lå der, hvor ville jeg ønske at alt det her bare var en ond ond drøm, jeg ville give ALT for at få ham igen. Jeg samler Nulle op (hans nus bamse) kysse og krammer den, den dufter stadig lidt af Nord, Jeg kysser den igen, efter fuldt af ordene Mor elsker dig skat, mor elsker dig hver dag hele tiden, altid altid. Så ligger jeg den ned igen, og tørre endnu engang tårerne bort. Hvor længe bliver det her ved? og hvor længe kan jeg holde til det? Jeg er træt, så træt, jeg har brug for at komme lidt væk fra det hele, men hvordan? Nord har fødselsdag om en uge, om en uge idag, ville Nord været blevet 2år, men det fik han ikke lov til af X, X mente ikke han fortjente at leve, for X var Nord ikke andet end det perfekte våben til at smadre mig, hadet til X kommer mere og mere frem i mig. Hvad fuck bilder han sig ind, Nord var et lille uskyldigt barn. Når det var mig han hadet og var sur på, var det mig han skulle have slået ihjel, og ikke Nord, Nord skulle leve, Nord har intet gjort forkert. Hvordan fanden kan man gøre det? Jeg ville i det mindste kunne forsvare mig selv, Det kunne Nord ikke, Nord havde ikke en chance. Nord stolede på X, Nord elskede X, jeg stolede på ham som far, jeg elskede ham, og X misbrugte det. føj, det vender sig i mig, billederne af Nord der ligger død på sengen køre som en film i hoved på mig. Jeg ser X sidde med en pude overhovedet på Nord, men min hjerne vil ikke tænke det til ende, det kan den ikke, for man kan ikke gøre det, som X har gjort, så det er simpelhen umuligt for mig at tænke det til ende, men jeg kan se Nord ligge helt bleg og livløs på sengen, for det var de syn der mødte mig fredag aften d. 10/6 2016. Jeg bryder sammen igen, Åh Nord min skat, jeg er så ked af det, det gør så ondt, jeg ville ønske X havde taget mig, Du skulle leve, du ville livet så gerne, og jeg ved du havde fået et lykkeligt liv med min bror og svigerinde, de havde elsket dig som var du deres egen.

Der er så meget vi ikke fik nået, så mange ting vi ikke fik gjort og selvom jeg har så mange vidunderlig billeder og minder med dig, så er det bare slet ikke nok, derfor får jeg på din fødselsdag om en uge, lavet en tatovering af dig. Jeg vil også gerne have lavet et kæmpe kæmpe maleri af dig inde over sengen og så vil jeg gerne have lavet en ring med dit fingeraftryk. Jeg savner og mangler dig så meget, så alt jeg kan få med dig er så meget værd for mig, selvom det aldrig ville kunne udfylde det tomrum der er i mig og det aldrig ALDRIG bliver det samme og du ALDRIG vil kunne erstattes, så giver det mig alligevel lidt mere af dig til min alt alt for lille samling. Det må dog blive hen af vejen, for selvom penge brude være det mindste problem, så er det svært at få det hele til at hænge sammen, økonomi og det at blive englemor går ikke lige frem hånd i hånd, sygemeldt, psykologtimer osv. det løber hurtig op. Derfor vil jeg også så gerne lave et børnetøjs mærke, hvor så og sår stor del af overskuddet skal gå til andre i sammen sorg og smerte som jeg, så de kan få psykolog timer, komme ud og rejse, få malet et billede eller hvad der er brug for. Men der skal nogen penge ind til opstartten, da designer (mediegrafiker) stof, tryk og det at få det syet, jo koster en del. Der er nogen skønne tøser, som jeg er dybt taknemmelige, som har startede en indsamling til netop det, så jeg kan komme i gang med drømmen om et børnetøjs mærke i Nord´s navn. Jeg håber og tror på at jeg på den måde kan hjælpe mig selv, ved at hjælpe andre, og alt dette i Nord´s navn og ånd, på den måde er han også stadig med mig, og han leve videre i mig og det vi gør sammen. Indsamlingen er på caremaker.dk (hjælp til Nord´s mor) og hvis man skulle have lyst til at hjælpe og støtte vil jeg virkelig sætte stor pris på det,Jeg er dybt taknemmelig om man støtter med meget eller lidt, alt er med til at gøre en forskel for mig, og forhåbenlig også for andre. Jeg er ikke god til at bede om hjælp, men jeg øver mig, for jeg har brug for hjælpen. Har man støttet på den ene eller anden måde, takker jeg af hele mit hjerte, virkelig tak, det er lyset i min meget mørke verden. I må meget gerne dele indsamlingen på facebook osv. også meget gerne selvom om man ikke har mulighed for at støtte, så kan det jo være der er andre der har mulighed for det og så har i jo stadig hjulpet, og det er en stor støtte og hjælp for mig.

https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/hjaelp_til_nords_mor/

Tak af hele mit hjerte.

Mor og Nord altid altid.