Som overskriften siger er det her et gammel indlæg. Et gammel indlæg som bare har ligget og ventet på at blive udgivet, men overskuet har bare ikke været til det, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt for det er jo “bare” at trykke udgiv når det er skrevet, men det er for mig ikke sådan det hænger sammen, når jeg udgiver noget giver jeg også noget af mig selv og det er faktisk hårdt, men hvorfor gør jeg det så? jo det gør jeg fordi jeg håber det kan være med til at give andre noget styrke og så hjælper det mig også at skrive især når jeg ved at det jeg skriver skal læses af andre for så er jeg nød til at prøve at sætte ord altså rigtige ord på det jeg føler og tænker på en anden måde end hvis det jeg skriver aldrig skulle læses igen. Så det hjælper mig rigtig meget at skrive men jeg kan som sagt godt have svært ved at udgive det jeg skriver, det kan godt tage tid får jeg er klar og har overskuet til det, så i må lige bære over med mine ikke så uptodate indlæg der nok kommer det næste stykke tid, ihvertfald kommer her et indlæg om påsken.

Det er påske eller det har lige været påske og for de fleste betyder det hygge tid med venner eller familien, men ikke hos mig, ikke i år ihvertfald. Jeg føler mig alene og selvom jeg tit føler mig tom og ensom er det alligevel noget at også at føle sig alene, siden Nord´s død har der næsten hele tiden være folk omkring mig, altså ikke sådan hele tiden, og heller ikke hver dag, men jeg har ikke været alene i flere dage i træk, det skal jeg så nu, min bror og hans lille familie rejser til Sverige i påske, mine venner rejser enten med kærester eller skal være sammen med familien og selvfølgelig skal de det, de skal jo leve deres liv og de kan og skal jo ikke blive ved at tage så meget hensyn til mig. Jeg ønsker dem det bedste det gør jeg virkelig, jeg ønsker at de lever deres liv og nyder tiden med mennesker de holder af, ligsom jeg selv ville gøre det, hvis jeg da ikke havde den her enorme sorg som tynger mig i højtider tider som denne. Jeg har som sagt tit følt mig ensom og det sker også i et rum fuld af mennesker jeg holder af, men at føle mig alene har ikke være en af de ting der har fyldt mest, jo alene med smerten og sorgen, men ikke alene alene, altså sådan at der ikke er nogen omkring mig og selvom jeg jo godt viste at det måtte komme på et tidpunkt, så kommer det stadig lidt bag på mig at tiden altså er nu og det kommer også bag på mig at det gør så ondt og at jeg har det så svært og skidt med det, måske er det fordi når jeg ellers er alene er det et valg jeg tager og det er det ikke nu. Det går virkelig op for mig hvor “heldig” jeg har været i min sorg, ved at have et godt netværk omkring mig og hvor svært det må være for andre i sorg der ikke har nogen omkring dem, for hvor er det her en forfærdelig følelse. Tanken slå mig, er det nu den tid folk i sorg snakker om? altså den tid hvor folk/vennerne begynder at falde fra? er det nu de synes at nu er der gået lang nok tid eller at nu må jeg da være stærk nok til at kunne klare mig selv, for nu nu jeg da ha været i sorg længe nok til at komme videre. Jeg for kvalme ved tanken, for nej jeg er ikke stærk nok og nej der er ikke gået lang tid, jeg er måske blevet stærkere men sorg og smerten kan stadig gøre ligeså ondt som da Nord lige var død. Jeg kan godt være alene, det er jeg tit, men kan jeg være alene når det er af tvang og ikke et valg? Jeg kan mærke smerten brede sig ud i hele min krop, jeg kan mærke hvordan sorgen og ensomhedden omklamrer mig, og jeg mærker for første gang siden Nord´s død en frygt for at skulle leve resten af livet “alene”

Jeg tror det er første gang nogenside at jeg ikke er inviteret til påske frokost, ikke at jeg plejer at gå op i det, og jeg tror da heller ikke jeg har været til en siden Nord´s død, men jeg er da idet miste blevet inviteret, måske er jeg ikke blevet inviteret i år fordi jeg har sagt nej sidste år? måske er det fordi de ikke tror jeg har lyst eller måske har de bare glemt det. Sidste år i påsken var jeg til påske Tam tam noget jeg har gjort i rigtig mange år, både med min bror men også med vennerne, men der er desværre ingen der skal afsted i år. Sidste år da jeg var afsted med et hold venner var jeg klædt ud som sommerfugl, det var en måde at have Nord med på og til ære for ham og selvom det var svært sidste år og jeg ikke helt festede og hyggede mig på sammen måde som før Nord´s død så havde jeg en god aften og fokus blev lidt flyttet væk fra at det var påske og familie tid. I år skal jeg ingen ting, ikke noget “sjov” med vennerne, ikke noget familie halløj med familien, i år er jeg bare mig, så hvad F… gør jeg?

Tanken sidder fast, hvad F… gør jeg? Jeg kan ikke holde tanken ud om bare at sidde alene selvom jeg måske enlig nok ville have godt af det for jeg skal jo lære det, jeg skal lære at nogen gange så skal alle andre altså noget andet og at det er helt okay. Jeg er dog ikke klar til at “lære” det endnu, jeg kan ikke holde ud bare at sidde alene, så jeg beslutter mig for at spøger min mor om hun ikke vil komme og hjælpe mig med at få ryddet lidt ud og op i en masse ting der bare står og fylder i flytte kasser osv. i mit hjem, jeg har meget længe haft lyst til at få ryddet op og ud i rigtig mange ting, men jeg har ikke kunne tage mig sammen til det, og slet ikke i de poser og kasser jeg ved indholder en masse af Nord´s ting og tøj. Mor vil heldigvis gerne hjælpe og vi aftaler at bruge torsdag og fredag på det. Torsdag går rigtig fint, vi får smidt en masse ud og givet en masse væk og det føles rigtig godt, der kommer mere luft og lys ind i mit hjem og på den måde mindre rod og stress i min krop, det er som om at når jeg har så meget rod inde i mig, så kan jeg slet ikke overskue at det også rode rundt om mig, men jeg kan også mærke at vi bevist og måske også ubevist går udenom Nord´s ting og tøj, men da vi fredag når til at der ikke mangler så meget andet end de kasser og poser der står Nord på er der ikke længere nogen vej udenom. Jeg finder en stor pose frem, åbner den forsigtig, trækker vejret dybt og siger til mig selv, Sara du kan godt, det skal nok gå, men da synet af Nord´s tøj titter frem er det som at få en knytnæve i maven, jeg kan ikke få luft, jeg vender blikket væk fra posen imens jeg hiver efter vejret, min mor er ved at regngøre mit toilet, jeg nærmest løber ud i gangen og “råber” mor  med en halvkvalt stemme, jeg kan ikke, jeg kan ikke, tårnene strømmer ned af mine kinder og jeg kæmper stadig med at få luft nok til at forklare min mor hvad der sker, min mor går med mig ind i stuen, jeg peger på pose og siger igen, jeg kan ikke, det gør alt for ondt, hun krammer mig, holder mig helt tæt, og siger så ja selvfølgelig gør det ondt, men det vil det også gøre om 10 år, så nu gør vi det her samme men i dit tempo, du kan godt min skat. Jeg sætter mig på en stol og min mor begyder at tage noget at hans tøj op af posen, mit hjerte fyldes med minder for hvert et stykke tøj der bliver taget op, det gør ondt, rigtig ondt, smerten som sidder som en hård knude i min mave bliver større og større og gør mere og mere ondt, det føles som om det er en ballon hvor sorgen puster mere og mere luft i den, for hvert et pust gør det mere og mere ondt og der bliver mindre og mindre plads til at trække vejret, til sidst springer den men i stedet for at give plads til jeg igen kan trække vejret så flyder smerten nu ud i hele min krop, det gør ondt helt ud i mine finger som nænsomt aer Nord´s tøj. Tårene strømmer ned af mine kinder, og jeg har mest lyst til at lukke posen igen og stille den op på skabet helt helt Helt bagerst så den er ude af syne og måske på den måde kan jeg slippe af med smerten, men jeg kan ikke bevæge mig, jeg sidder som forstenet og kigger på at min mor taget et stykke tøj op Nord havde på i Thailand, jeg kan se at hun også er på virket, og jeg kan høre i hendes stemme at smerten også har et godt grab i hende da hun siger, den her skal gemmes ik? den er der vel ikke andre der skal have på, der er ikke andre der ville kunne fylde den, ment på den måde, at ligemeget hvem der ville have den på så ville man kun kunne se og tænke på Nord, jeg tuder helt vildt men bliver også varm om hjerte ved mindet, for hvor var det en vidunderlig dag, Nord var i hopla og nød virkelig at lave et show for alle der ville kigge, han kastede sig rund i det lave vand på den smukkeste strand, han grinede og grinede, og selvom jeg først blive lidt stram over at se at min søn som lige havde været i bad og fået tørt tøj på, nu kastede sig rundt i vandet (med tøj på) sammen med min bror, min svigerinde, Nord´s fætter Ja-ja og min mor, Nord´s mormor som skulle se efter ham imens jeg var i bad og gjorde mig klar til aftensmad, kunne jeg ikke ladvær med at smile og nyde synet af dem der top nød livet. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden var det her mindet helt sikkert et af dem jeg ville opgivet alt for at få lov at opleve igen. Jeg sidder længe med dragten og suger mindet til mig, der kommer flere stykker tøj og selvfølgelig også flere minder, så det tager meget lang tid før jeg er klar til at beslutte, hvad der skal gemmes, genbruges og gives væk. Vi pakker det er Nord´s tøj som kun er Nord´s pænt ned og ligger det i en kasse der nu er Nord´s minde kasse, jeg gemmer også to store sække med tøj til når Nord får en lillebror eller lillesøster som skal genbruges og så giver jeg også en masse væk. Da dagen er ved at være omme og vi langt om længe har fået gået alt igennem er jeg træt, mere træt end jeg har været i lang tid, det føles som om jeg har været i skole og fået undervisning i over en uge uden pause samtidlig med at jeg har løbet et mareton, mine krop gør ondt, mine ben er tunge, mit hoved føles som om det er på kanten til at springe i luften, mine øjne gør ondt fordi jeg har grædt så meget og min hud er knas tør, men alligevel er der et stik af glæde og stolthed i mit hjerte, stolthed over at det faktisk lykkes mig at få ryddet op, og en glæde over at jeg kan mærke at det er helt okay med Nord det vi har gjort, faktisk tror jeg at han er lidt stolt af sin mor og mormor og jeg er stolt af den styrke han giver, vi har gjort med det kærlighed og jeg har fået gravet nogen minder frem som jeg næsten havde glemt, så på en måde har jeg fået lov at være lidt sammen med Nord i alt det her og den kærlighed jeg mærker den aften da jeg går i seng fortæller mig også at Nord har været med os idag.

Jeg er træt i flere dage efter og det har taget hårdt på mig og mine kræfter, men jeg er også lettet og det giver en form for ro, en ro i form af at nu er det gjort, der er kommet mere luft og lys i mit hjem og der er ikke så roddet mere, Jeg har ønsket at gøre det meget længe, men jeg har ikke været klar, det har ikke givet mening, men det føler jeg at det gjorde nu og det har givet mig en følelse af at så længe jeg har kærlighed med i det jeg gør så kan jeg klare alt, så længe jeg er tro mod mig selv og har Nord med mig ligegyldigt hvad folk siger og synes så skal jeg nok klare den, og på den måde kommer der langsomt mere og mere lys tilbage i mit liv, men at sige/kalde det en go påske er dog stadig alt for tidligt for mig men måske næste år, hvem ved.

Mor og Nord altid altid

Jeg vil prøve at skrive dette indlæg i en god tone, men jeg er mere end gal, sur, skuffet og ked af det, så det lykkes nok ikke helt. Jeg starter dog mig indlæg der hvor det begyndte at lysne og har da også kun gode ord at sige om Landsforeningen liv og død, men jobcenter og min nye sagsbehandler Katrine kan jeg desværre ikke sige det samme om nok enlig mest Katrine da det jo er hende der traffer beslutningerne, magen til møg bip skal man lede længe efter, hvis jeg dog bare havde kunne beholde min gamle sagsbehandler eller havde fået en med hjerne og hjerte på rette sted, så er jeg sikker på alt ville ha set helt anderledes ud og jeg ville være på vej ud af mørket og systemet.

Tilbage i slutningen af oktober 2018 var jeg med i DR Radio programmet Kajser på P1  (Hvordan lever vi med de døde) i den forbindelse mødte jeg Kirsten fra Landsforeningen liv og død, Jeg havde før været i kontakt med Landsforeningen liv og død da Nord og jeg er en del af særudstillingen de døde i vores liv der er at finde i landsforeningen liv og død, her deler jeg sammen med 44 andre dansker personlige beretninger om sorg og minder med de døde i vores liv, det er en udstilling der er meget rørende, den giver stof til efter tanke og for mig giver det inspiration til flere måder hvor på jeg kan være sammen med Nord. Da jeg møder Kirsten i forbindelse med Radio programmet for jeg virkelig et indblik i hvor meget hun og de andre i liv og død gør for at sætte fokus på sorg, død og der ved ikke mindst livet, de arbejder for at nedbryde tabu om døden og på den måde også hjælpe folk i sorg. Efter radio programmet kan jeg ikke få tanken om at jeg gerne vil være en del af det Kirsten og de andre i liv og død gør ud af hoved, så da jeg næste gang snakker med min Coach jeg har fået til delt fra jobcenter for at finde ud af hvilken vej jeg skal i livet, siger jeg at jeg tror jeg har fundet svaret på hvad jeg gerne vil, jeg fortæller henne at jeg gerne vil have en fod inden for hos Landsforeningen liv og død, jeg tror nemlig at de ville kunne hjælpe mig med at finde min, jeg har længe tænkt at jeg gerne vil arbejde med sorg. Jeg vil gerne hjælpe andre i sorg og jeg tror at de i liv og død kan hjælpe mig på rette vej, jeg tror også at jeg kan hjælpe dem med den erfaring jeg desværre har fået i sorg: Der bliver taget godt imod min ide om at jeg gerne vil i praktik hos Landsforeningen Liv og Død fra min coach og jobcenter så vi aftaler at jeg selv skal tage kontakt til Kirsten da jeg jo har snakket med henne før og det gør jeg så med det samme. Kirsten svare hurtig tilbage at de meget gerne vil have mig i praktik og jeg kan mærke et lille stik af glæde, jeg kan mærke at jeg er ved at finde en vej der kan føre mig tilbage til at få et arbejde der giver mening, og derved noget jeg faktisk kan holde ud at lave, noget der kan give min energi istedet for at tappe mig fra den og måske jeg faktisk også på den måde kan give min sorg en retning så det gør den lidt “lettere” at leve med.

Dagen kommer hvor jeg har et møde i Liv og død om praktikken, jeg er spændt og for først gange i meget meget land tid, ser jeg frem til noget der er arbejds relateret, tænk hvis det faktisk kan lykkes at jeg kommer til at arbejde med sorg, tænk hvis jeg kan hjælpe andre mennesker i sorg, det ville betyde så meget for mig, det ville gøre at jeg kan bruge min ufrivillige vide til noget, det ville give min sorg en retning der ville give mening, det ville gøre at Nord´s død ikke er forgæves, Nord og jeg ville kunne gøre en forskel og det ville betyde så meget for mig, det ville for mig være en måde hvor på at jeg kan være sammen med Nord i hverdagen i mit “job” og det ville være en lettelse for mig at have et job hvor jeg ved der altid er plads til Nord, og netop fordi det giver mening og der er plads til Nord ville det give mig plads til at leve. Da jeg går fra mødet, er det med en god fornemmelse, jeg tager mig selv i at smile og tænker for mig selv, det her kan blive rigtig godt.

Jeg får praktik pladsen hos landsforeningen liv og død og jeg er super glad for at være der, jeg lære rigtig meget og jeg føler de lytter til mig, så selvom jeg stadig ikke har så mange arbejds opgaver endnu, så giver det mig rigtig meget at være der, jeg føler jeg stille og roligt er ved at få en hverdag igen, jeg har ikke den der øv følelse af at skulle på “arbejde” når jeg vågner om morgen, de er super søde, der er en god stemning hvilket måske kan lyde mærkeligt, når at ens arbejds dag går med at tale om død, begravelse, sorg og savn, men for mig giver det mening og netop fordi vi taler meget om døden, taler vi også meget om livet og dem der har været i det, vi taler om minderne med de døde i vores liv og om alle de “små” ting man skal huske at nyde, alt det gode, alt det man skal mærke og tage ind og alt det man skal huske at sætte pris på mens man kan. På mange måder er det som om de døde for tale tid her og på den måde er det som om jeg/vi får mere tid med dem vi savner. Når jeg går hjem efter en dag i liv og død, er det oftest med et smil på læben, og følelsen af at jeg er på vej tilbage til livet, jeg er ved at finde en vej og min plads det er jeg sikker på. Jeg føler at jeg er en del af noget her, jeg kan bidrage med noget og føler jeg kan komme til at gøre en forskel eller retter jeg føler Nord og jeg kan kan gøre en forskel, for Nord er nemlig 100% med mig her og det er helt sikkert også derfor smilet igen kan finde vej til mine læber, Nord er med mig, vi er på en måde sammen her, vi er ved at finde en vej og vi kan ende med at hjælpe andre i sorg og på den måde give sorgen en retning og gøre en forskel hvilket er det jeg kan mærke at jeg brænder for. Landsforeningen liv og død har tænkt et lys i mig, og hvor følelse det godt at kunne glæde sig til noget som er arbejds relateret, jeg har altid elsket mit job og mit fag men efter Nord´s død gav det ikke mening for mig mere, det suget alt energi ud af mig og jeg var på ingen måde glad for at skulle arbejde, men nu kan jeg mærke at glæden og lysten lige så stille er ved at vende tilbage til mig, godt nok ikke i samme fag, men glæden og lyster kommer og det føleles dejligt og giver håb for fremtiden.

Ligesom jeg føler livet lysninger og jeg er på rette vej, hiver jobcenter tæppet væk under mig, jeg har misset et opfølgnings opkald fra dem og fordi det er sket en gang før i år 2017 mister jeg nu mine sygedagpenge og derved også min praktik i Landsforeningen Liv og Død, hele min verden ramler og jeg er så ked af det, jeg prøver både at skrive og ringe til jobcenter men min nye sagsbehandler, som jeg fik i starten af januar, vil hverken lytte eller hjælpe, jeg foravide at jeg kan skrive en klage, men hun vil råde mig til at søge kontanthjælp, da det er den eneste måde hvor på jeg kan beholde min praktikplads, men jeg er ikke berettiget til kontanthjælp, og det gør jo heller ikke at jeg ikke længere er sygemeldt bare fordi jeg kommer på kontanthjælp, så hvad er ideen med det? udover at få mig væk fra hendes bord? jeg forstår det ikke, jeg er i chok, tænk at man vil ødelægge et stykke arbejde man selv har været med til at bygge op, jeg passer min praktik, jeg er glad for at være der, de er glade for at have mig, jeg er gået lidt op i timer da jeg for mere og mere energi til at “arbejde” der kommer en mand ud hver 4 uge som jobcenter selv har sørget for, for at følge op på praktikken og vi skulle forlænge praktikken og sætte mig op i timer til næste møde, men pga. et misset opkald som tager max 5 min, hvor sagbehandler spøger mig, hvordan jeg har det og hvordan det går med praktikken mister jeg nu det “job” der gør mig glad og som jeg så som min vej ud af systemet, jeg sidder tilbage med en følelse af at denne her nye sagsbehandler og jobcenter ikke vil have at jeg lykkes, jeg er så ked af det og jeg er virklig bange for at det her ender med at knække mig, jeg vil ikke være hende der kommer på kontant hjælp og så aldrig kommer videre, jeg vil gerne arbejde i det omfang at jeg kan og jeg føler at jeg kan, når det er noget der giver mening og hvor der er plads til Nord og de dårlige dage. Jeg vil gerne på et tidspunkt og helst så hurtigt som muligt  kunne klare mig selv igen, så hvad gør jeg nu? Jeg har fået nogen til at hjælpe mig med at sende en klage, da jeg ikke selv kan finde rundt i systemet, men for man noget ud af at klage? (ikke i følge min sagsbehandler) og nu kan jeg så vente i 4 uger (uden nogen indkomst) på at få et svar på om jeg er købt eller solgt. Er der andre mulighedder? eller skal jeg bare give op? Det gør ondt, jeg er så ked af det og jeg føler det hele ramler, nu gik det lige så godt, det gik den rigtige vej, jeg var på vej, jeg var glad og der var lys, og så vælger min sagsbehandler Katrine at slukke både drømmen og lyset. Jeg sidder tilbage i mørke og med en tom tom følelse, hvad gør jeg ? Hvad skal jeg nu? Kan jeg holde til mere? Skal jeg gå til pressen? Ville jeg få noget ud af det eller ville det bare være spild af kræfter ? Skal jeg bare give op? Det ligger ikke til mig at give op, jeg synes ikke at Jobcenter og min sagsbehandler Katrine skal slippe uden kamp, men lige nu er jeg træt og har mest lyst til at smide håndklædet i ringen. Jeg håber med alt jeg har at de høre mig, og lader mig forsætte i det her super forløb der var sat igang, så jeg kan komme ud på den anden side med noget der kan få mig ud af systemet, men det ser desværre ikke sådan ud.

Min søn er død, men hans fødselsdags dato lever stadig, så hvad gør jeg? eller retter hvad kan jeg gøre? kan jeg blive ved at fejre dagen han blev født, for selvom dagen var en af de lykkeligste dage i mit liv, så minder den mig nu også om at ingen lykke er forevigt, alt lykke og alt kærlighed ender med sorg, savn og smerte, så skal man fejre det? Jeg stille en masse spørgsmål, men ingen svare, måske fordi ingen kan høre dem, måske fordi de kun er i mit hoved, men hvorfor svare jeg så ikke? mange spørg mig hvad planen er for Nord´s fødselsdag, men ærligt så ved jeg det ikke, jeg svare at folk bare kan komme forbi og at vi selvfølgelig skal have kage, for jeg har lovet Nord at lave kage til ham hvert år på hans fødselsdag, og man skal jo holde hvad man lover, så hvis jeg ser på det på den måde har jeg jo selvfølgelig mit svar på om jeg skal holde/fejre Nord´s fødselsdag eller jeg er ihvertfald nød til at lave kage, og der skal jo så helst være nogen til også at spise den. På den ene side, har jeg mest bare lyst til at hoppe datoen over og forsætte som ingen ting, for lige nu har jeg det faktisk okay, så er det, det værd?  jeg ved nemlig bare at jeg overhoved ikke kommer til at være okay på hans fødselsdag. Når jeg så tænker over at “droppe” dagen og lade som ingen ting er der noget inde i mig, der skriger af smerte, det er som om der står en og slår mig i hoved med en hammer imens der bliver råbt, så du vil glemme dit barn? du vil lades som om han ikke har levet? hvordan fanden kan du det? og ja det er jo så der jeg må give efter, for det kan jeg jo selvfølgelig heller ikke, og når det så har sat sig i mig, så har jeg på den anden side lyst til at holde en “kæmpe” fest, invitere hele familien og alle vennerne som jeg jo ville have gjort det hvis Nord var i live, men det kan jeg bare ikke, jeg er ikke stærk nok, ihvertfald ikke endnu, men jeg ville ønske at jeg var, så hvem ved måske næsten år, der ville han også været blevet 5 år så måske jeg kan tage mig sammen der og holde en rigtig fødselsdag for ham, en fest med kage og masser musik, dans og kærlighed, det ville være i lige i hans ånd, men i år må den blive som den bliver, det eneste jeg ved er at der skal være kage for det har jeg lovet og risengrød for det var Nord´s liv ret.

Dagen nærmer sig og jeg kan mærke den sætter jeg mere og mere i mig, jeg bliver tynget, er mega træt og der skal ikke meget til for jeg bryder sammen, jeg kan dårlig nævne Nord uden at få tåre i øjnene og jeg kæmper virkelig for at få gjort de ting jeg skal. Dagen før Nord´s fødselsdag kan jeg ikke mere og jeg knækker fuldstændig, jeg græder og græder og kan slet ikke hænge sammen, smerten som ellers ikke længere fylder hele mig krop, hele tiden overtager hver en celle i mig, jeg føler mig hjerte vokser og vokser og ikke på en god måde, det slår alt for hård, nogen gange meget hurtig, andre gange alt for langsom, men så hårdt at det gør ondt, rigtig ondt, det føles som om det er på vej ude af mit bryst som om der ikke længere er plads til det eller smerten i min krop, jeg falder sammen på gulvet og her ligger jeg så og græder hysterisk, så salv, snot og tåre blandes i en lille sø på gulvet, det er så uretfærdigt at Nord ikke lever, det er så ondt, hvordan kan man kvæle et lille barn, et lille barn der ikke kan forsvare sig, et lille barn der ikke kan flygte eller råbe på hjælp, et barn som stoler på sin morder, nemlig hans far, et barn som ikke ved at manden der skal passe på ham og beskytte ham er en ondsindet psykopat der nu vil tage hans liv, Nord var et lille uskyldigt barn som på ingen måde fortjente den ondskab som tog hans liv. Jeg rammes af skyldfølelse, hvorfor kunne jeg ikke passe på ham, jeg er jo hans mor og jeg skulle beskytte ham fra alt ondt, også selv hvis ondskaben var han far, men jeg så det ikke, hvorfor så jeg det ikke? jeg hader mig selv for ikke at vide hvor sygt et menneske den mand jeg elskede var, hvis jeg dog bare havde vist hvad X var i stand til, så havde han aldrig aldrig ALDRIG fået lov at være i nærheden af dig Nord og jeg havde gerne taget 16 år for at fjerne ham fra din verden så du kunne leve og være tryk. Da jeg går i seng om aften er det med en smerte der fylder alt i mig og et så stort savn at det skræmmer mig, og jeg er åbenbart langt fra løbet tør for tåre selvom jeg nok har grædt mere idag end mange gør på et helt år.

Jeg vågner d. 2/11 med tåre men har det enlig okay hvilket kommer lidt bag på mig men måske er det fordi jeg græd for meget igår, måske er der ikke flere tåre tilbage i mig. Denne følelse vare dog kort, jeg sætter mig op i sengen og så kommer alle følelser ellers med 200 km, tårene står ud, og savnet fylder mig med smerte, åhh Nord, det er ikke okay at du ikke lever, det er ikke okay at du ikke for lov at fejre din fødselsdag, jeg ligger mig igen i sengen krammer Nulle Nord´s nus bamse og putter mig ind i et tæppe med en masse billeder af Nord. Jeg prøver flere gange at tørre tårene bort, men de kommer lige så hurtig igen så efter noget tid giver jeg op og giver efter for smerten, jeg græder og græder til der ikke er flere tåre og bagefter ligger jeg så bare stille i sengen og kigger op i loftet, jeg vil gerne rejse mig for jeg har en del jeg skal nå der skal laves kage og risengrød, men jeg kan ikke, det er som om min hjerne og krop ikke vil samarbejde, jeg kan ikke rejse mig, det føles som om min krop er lammet så selvom jeg ikke græder mere og gerne vil op og igang, så kan jeg ikke, jeg kan virkelig ikke, først efter 3 timer hvor jeg har ligget total lammet kan jeg rejse mig op og komme igang, men nu er der så ladet op i tårekanalerne så jeg igen kan græde, og det gør jeg så alt imens jeg laver risengrød og lagkage.

Jeg føler mig så alene, så tom og så ensom, på mange måder synes jeg dagen idag gør mere ondt end sidste år, måske fordi jeg er mere alene nu, eller måske fordi savnet kun er blevet større og større, men den tanke kan jeg næsten ikke holde ud, for så kommer hans fremtidige fødselsdage jo kun til at gøre mere og mere ondt, og det tror jeg ikke jeg kan holde til, igår følte jeg at jeg skulle dø så hvis smerten bliver større kan jeg så overhoved overleve det? Dagen føles tom, trist og mega ensom, den gør mere end ondt, og så rammer en frygtelig tanke mig, tænk hvis jeg om et par år sidder helt alene på hans fødselsdag, tænk hvis der ikke kommer en eneste forbi, for selvom der kommer lidt gæster forbi i aften, så har jeg jo være alene det meste af dagen, og måske dem der kommer forbi senere, ikke kan næste år, eller om 10 år hvad så? ville jeg kunne klare denne her dag alene? ærligt så tror jeg det ikke, og lige nu er min største frygt at skulle finde ud af det.

Min mor kommer og det hjælper lidt på ensomheden og lidt efter lidt kommer både lidt familie og veninder. Vi spiser risengrød, snakker og mindes og selvom det gør ondt, så elsker jeg alle minder med Nord, både mine egen men også alle andres, og det varmer mit hjerte at høre dem fortælle om Nord.  Da det er tid til kage kommer fætter Ja-ja og resten af holdt ind, Ja-ja har være inde tidligere idag for at se hvilken kage jeg i år havde lavet til fætter Nord, han står med tåre i øjnene og siger så, faster Sara, nogen gange ser jeg Nord, men det er ikke tit nok, det er som om mit hjerte går i stå og jeg fyldes med smerte men på samme tid med kærlighed og jeg for frem stemmet et, hvor er det dejligt du ser ham, Mmm svare Ja-ja, men jeg savner ham, det gør jeg også svare jeg og kysser ham på kinden, men så er det godt at vi har hinanden og Faster elsker dig, Mmm svar han og løber så ind til sig selv for at fortælle hvad kagen til Nord forstiller. Da vi spiser kage synes Ja- ja at vi skal synes fødselsdags sang, og folk starter på, Idag er det Nord´s fødselsdag hurra hurra hurra, jeg kæmper med tårene, men efter første vers kan jeg ikke synge videre, og da vi stopper, kigger Ja-ja mærkeligt på mig, Nej siger han, det skal være den med instrumenterne, okay siger jeg, hvilke instrumenter skal det så være, og Ja-ja vælger guitar, trommer og trompet og så bliver der ellers sunget.

Vi snakker og hygger inden turen går over til kirken hvor der i dag er nat kirke og vi skal tænde lys for Nord, på vejen sender vi nogen lysende balloner op til ham det har jeg gjort hvert år på hans fødselsdag siden han døde, og jeg kan godt lide tanke om at sende en tanke op så jeg tror det er noget jeg vil gør i mange mange år endnu, måske endda altid. I nat kirken er der det smukkeste lys, vi går over og samler os om stedet hvor man kan tænde lys og da alle har tændt lys og sætter sig for at se dem brande, knækker den igen for mig og jeg kan ikke længere holde smerten ud, heldigvis er der en kvinde der synger i kirken så de mennesker der ikke er en del af vores selskab forhåbentlig ikke kan høre hvordan jeg græder min smerte ud, det gør så ondt, det er så uretfærdigt, Nord ville idag været blevet 4 år og det skulle han sgu have haft lov til at blive, men slår sgu ikke børn ihjel, det gør man bare ikke, Nord jeg er så ked af det, jeg er så ked af at jeg ikke kunne se det, så jeg kunne stoppe det, du fortjener på ingen måde din skæbne, du var uskylden selv, og det er på ingen måde okay eller fair at du blev brugt som en brik. Efter jeg har grædt ud og jeg har stået og se de smukke lys brande , er vi er klar til at gå men på vejen ud skal der lige skrives en hilsen.

Da jeg kommer hjem igen er jeg helt færdig, jeg er træt, rigtig træt, ked og tom, men jeg er alligevel glad for at jeg fik fejret Nord og jeg er alle der var med til at fejre ham evigt taknemmelig, både dem der var her, men også alle der har sendt en hilsen, tændt lys, er kommert med blomster, kort og gaver det betyder så meget mere for mig end jeg kan sætte ord på, tak af hele mig hjerte. Da jeg går i seng den aften, er det igen med tåre, savn og smerte men også med kærlighed, kærlighed fordi der heldigvis stadig er mennesker omkring mig der viser mig, at de både elsker mig og min søn, kærlighed fordi jeg stadig elsker Nord højre og højre for hver dag jeg lever, Nord du er og vil altid være min kærlighed, min stolthed, min styrke og nu også min smerte. Jeg savner dig hver dag, hele tiden, jeg elsker dig forevigt, jeg elsker dig altid. Kæmpe tillykke med fødselsdag min lille store dreng 4år, håber du kunne lide kagen, gaverne og alt opmærksomheden, tak fordi jeg måtte føde dig og være din mor. Mor og Nord altid altid.

Mor og Nord altid altid

Det er onsdag, jeg er i fint humør og jeg skal til poledansce træning med en veninde. Træning har været og er vigtig for mig i min sorg, jeg begyndte til poledans ca. et halvt år efter Nord´s død, og hurtigt fandt jeg ud af at træning var godt for mig, det gav mig et pusterum, det var et frirum hvor jeg kunne ligge sorgen og smerten lidt til side. Når min krop følte fysisk smerte, så glemte den lidt den psykiske smerte og det var på mange måde rigtig befriende, derfor tog det også lidt overhånd og hurtigt var det at træne en måde at flygte fra smerten og sorgen. Det startede med at det kun skulle være en eller to gange om ugen, men efter et par uger var det ikke længere nok for mig, jeg blev afhængig, afhængig af den fysiske smerte, for den smerte kunne jeg holde ud, det er en midlertidig smerte, det er smerte lige nu og her og jeg kan selv bestemme hvornår det skal holde op, det kan jeg ikke med smerten inden i, den er der hele tiden, ikke lige voldsom og ikke lige smertefuld hele tiden, men den er der og den er der hele tiden, det eneste tidspunkt jeg ikke rigtig mærker den, er når jeg bliver påført fysisk smerte og derfor har tanken om at gøre mig selv ondt da også kigget forbi et par gange, jeg har tænk tanken at jeg kunne skære i mig selv, og jeg har virkelig haft lyst til det, men jeg var “bange” for jeg ikke ville kunne stoppe igen, samme tanke var der omkring stoffer, jeg kunne begyde at tage stoffer men så ville jeg nok ende med at slå mig selv ihjel og det har jeg lovet min lillebror at jeg ikke ville gøre, jeg kunne også gemme mig bag alkohol, hvilket da også sker engang i mellem og derfor har jeg sat helt klare regler op omkring alkoholen så det ikke tager overhånd, jeg må ikke drikke alene, og jeg må kun drikke i forbindelse med weekender og fester, de regler jeg er nød til at holde mig til for ellers ville jeg nok hurtig ende i et hul, og jeg ville ligesom med træningen blive afhængig. En til to gange træning om ugen, blev  hurtig til 4 til 6 gange om ugen i 2 timer afgangen, folk omkring mig advarede mig flere gange, sagde jeg skulle slappe lidt af og passe på mig selv, men jeg ville ikke lytte for træning var mit frirum og det er tros alt bedre at jeg er afhængig af træning end af så meget andet, dette mener jeg stadig men træning blev for meget for min krop og der kom en masse små skader og efter ca 6 måneder måtte jeg holde en pause for at komme mig over mine skader.  Jeg var dog ikke klar til at droppe træning helt, for i det jeg holdt op med at træne så meget begyndte vægten at stige og det stressede mig helt vildt jeg prøvede derfor at spise sundt og stadig passe en form for træning ved at træne lidt kondi og styrke træning i fitness world, men vægten gik stadig op af og jeg blev mega ked af det, og derfor begyndte jeg at spise mindre end før hvilket jeg godt ved ikke er en holdbar løsning da jeg så sætter alt helt i stå, men jeg ville ikke blive ved at tage på, vægten steg dog stadig og jeg måtte gøre noget så jeg begyndte til poledans igen, og hurtig var jeg tilbage til at træne 4-5 gange om ugen, pole 2-3 gange om ugen i 2 timer afgangen og fitness 2-3 gange om uge i 2-3 timer afgangen, dette hjalp dog ikke på vægten med idet mindste stod den stille. Jeg har siden hen fået konstateret for lavt stofskifte, dette kan også være en af grundene til at jeg ikke er blevet gravid tros en del forsøg. Jeg er kommet i behandling for, for lavt stofskifte og har derfor et håb om at det kan hjælpe lidt på vægten, men indtil jeg er velrakuleret er det super vigtig for mig at passe min træning 4-5 gange om ugen så vægten ikke bliver ved at stige og så giver træningen mig stadig et pusterum fra smerten i hjertet.

Første time i pole studiet denne onsdag går super fint og i anden time skal vi danse noget gulvdans, det er sjovt, jeg griner og sveder og “glemmer” for en stund at livet gør ondt, timen er næsten slut og  jeg er ved at være træt men jeg skal lige danse dansen en sidste gang,  jeg står på knæene og ruller med hoften og så mærker jeg en voldsom smerte i mit ene knæ, jeg sidder stadig på knæ og kan ikke rejse mig op, jeg sætter mig på numsen og så længe jeg har knæ bøjet helt op til mig, kan jeg godt holde smerten ud, men jeg kan ikke strække benet og forsøger jeg sortner det for mine øjne, jeg bliver dårlig og føler jeg skal kaste op og jeg kan mærke at der er noget der ikke er som det skal være, jeg bliver kørt på skadestuen og veninde Cille som også var med til poledanse tager med mig. Vi kommer ind til lægen han kigger på mig i 2 min og siger så det er bare en fibersprængning, jeg prøver at forklare ham at det er det altså ikke, jeg har haft en del fibersprængninger de sidste 2 år pga. overtræning, og dette her er ikke en fibersprængning, den her smerte er meget voldsommere og jeg kan på ingen måde strække mit ben men han ville ikke høre på mig og sender mig hjem med beskeden om at det er en fibersprængning og hvis det ikke er blevet bedre om nogen dage så må jeg jo komme igen,  jeg vægler at tage en taxa ud til mine forældre så jeg kan sove der da jeg på ingen måde ville være istand til at komme op af trapperne hos mig selv. Skaden bliver ikke bedre efter nogen dage og vi tager på skadestuen igen, en anden læge kigger på mig og siger at han er ret sikker på at jeg har skadet menisken og jeg får en henvisning til Bispebjerg hospital, det viser sig at det er menisken der har sæt sig i klemme og jeg skal opereres, mit hjerte står et ekstra slag for jeg afventer lige nu svar på om jeg er gravid og selvom jeg ikke føler mig gravid og er ret sikker på at jeg desværre ikke er det, så håber jeg af hele mit hjerte at jeg tager fejl, og jeg kan ikke lad vær med at tænke på at hvis jeg nu er det og så mister det pga operationen og mit lorte knæ, så ville jeg virkelig hade mig selv for det, mit hjerte slår hårdt og hurtig og jeg kan mærke tårerne presse sig på imens alt for mange tanker flyver gemmen mit hoved, jeg prøver at tage et par dybe vejrtrækninger og få styr på mine tanker og så kommer den besked jeg godt viste ville komme, Hej Sara jeg er ked af at fortælle dig at din blodprøve desværre er negativ, og det betyder jo så desværre at du heller ikke er blevet gravid denne her gang. Nej selvfølgelig er jeg ikke det, høre jeg mig selv sige, og selvom jeg godt viste at prøven ville være negativ, så bliver jeg stadig ret ked af det. Jeg havde virkelig håbet at denne gang var lykkens gang, men sådan skulle det desværre ikke være, og når det nu ikke lykkes prøver jeg at tænke positivt og se sådan på det at nu kan jeg da blive opereret uden at skulle være bange for at miste, men det er stadig med et stik i hjertet at jeg takker ja tak til at blive operaret så hurtigt som muligt.

Jeg bliver opereret dagen efter, min mor er taget med mig, jeg er nervøs, men ikke bange, jeg drømte at jeg ikke vågnet op igen efter narkosen og det passede mig enlig fint, skuffelsen fra den negative nyhed fra igår sidder stadig i mig så når nu intet i mit liv vil gå min vej så kan det hele vel enlig også være ligemeget, men lige inde jeg skal ind på operations stuen bliver jeg ramt af utrolig dårlig samvittighed, for der sidder min mor, min evige støtte, tænk hvis det er sidste gang hun ser mig live, jeg kysser hende og siger jeg elsker dig mor, tanken om at det kan være sidste gang hun ser mig i live rammer mig endnu hårdere da jeg bliver ført ind på operations stuen, tårrene presser sig på og den dårlige samvittighed over alle de negative tanker jeg har fylder mig, min mor har siddet og ventet med mig i nogen timer, og nu skal hun så igen sidde og vente imens jeg bliver operaret og tænk hvis hun så skal have den værst tænklige besked, nemlig at hendes datter er død, det kan jeg ikke byde hende, det vil jeg ikke byde hende, der er en masse mennesker inde på stuen der alle hilser pænt på mig, men jeg høre ikke rigtig efter jeg har kun en tanke i hoved, jeg må ikke dø nu, Nord min skat du er nød til at passe på mor. Jeg skal ligges i narkose men der går et stykke tid før jeg bukker under for narkosen for jeg vil være sikker på at jeg har fået ændret mit ønske om ikke at vågne til at jeg SKAL og VIL vågne igen, jeg lukker mine øjne og tænker på Nord og det næste jeg husker er en sygeplejeske der prøver at vække mig, jeg kæmper lidt imod jeg føler jeg er hos Nord og jeg vil gerne have mere tid, men jeg ved også at jeg ikke kan blive hos ham jeg er nød til at vågne, jeg kysser og krammer ham, vi ses min skat, huske mor elsker dig altid altid og så åbner jeg langsomt mine øjne. Da jeg ser min mor mærker jeg en varme der fylder hele min krop og jeg ved med et at alt er gået fint, jeg har det fint og jeg føler at jeg har været lidt sammen med Nord, så selvom savnet til ham rammer mig hårdt da jeg vågner helt op er jeg også glad og fyldt med kærlighed og jeg er mere end klar til at komme hjem.

I de 14 dage før operationen hvor jeg ingen ting har kunne, og hvor der har været alt alt for meget tid til at have ondt af mig selv, og tænke over livet som på ingen måde er som jeg ønsker det, var jeg virkelig på vej ned i et sort hul, jeg blev mere og mere ked, sur og træt og følte at alt kunne være ligemeget men efter operationen er jeg igen klar til at kæmpe, om det er fordi jeg nu kan bevæge mig lidt eller om det er narkose drømmen med Nord ved jeg ikke, men tros savn, sorg og smerte er jeg her endnu og så må jeg jo kæmpe videre. Jeg ved de næste 6 uger hvor jeg skal have skinne på og tiden efter med genoptræning bliver hård og der kommer helt sikkert også til at være dage hvor jeg ser mere mørke end lys, men jeg har igen mod på livet og når jeg lige er kommet mig over nederlaget med den negative graviditet så tager jeg et forsøg mere, så det håber jeg i er klar til at høre mere om, om det så bliver negativt eller positiv så betyder det meget for mig at jeg kan få lov at skrive mine følelser ud så jeg vil gerne sige tak fordi i læser med, det giver mig en mulighed for at ligge bare lidt af min smerte fra mig og for det er jeg jer dybt taknemmelig, når jeg skriver noget jeg ved bliver læst af andre mærker jeg virkelig min smerte og mine tanker for jeg er nød til at sætte ord på alt jeg tænker og føler, og når jeg gør det letter det en lille smule både i min hjerne og mit hjerte og på den måde kan jeg få lidt plads til det der kan få mig til at smile og grine, så jeg vil gerne takke jer for at lytte til mig, og hjælpe mig gennem de mange forskellige svære tider der er og kommer i mit liv, det betyder mere end i kan forstillige jer. Tak for jer i er med til at tænde lys når der er meget meget mørkt.

Der har været mere end stille her på bloggen og det er på tros af at der er sket rigtig meget, og selvom jeg gerne vil dele alt med jer, lette mit hjerte og tømme mit hoved, som jo enlig er det jeg gør når jeg skriver har jeg ikke kunne finde ro eller overskud til at skrive, og det er selvom lysten til det i den grad er der, og der har været brug for det, jeg har flere gange sat mig ned og tænkt nu skriver du, der er jo masser der inde, jeg starter, men jeg har bare ikke kunne mærke mig selv i det jeg har skrevet, og så skal det altså ikke ud, for det føles ikke som om det så er mig, ihvertfald ikke sådan oprigtige og det synes jeg at det skal være. Jeg kommer med mange undskyldninger, som det er også fordi at jeg har en skod computer, at jeg ikke gider skrive på den, det ville være bedre hvis jeg fik en ny, hvilket ikke passer, for det betyder jo ikke noget i forhold til det jeg skal blogge om, ellers så skal jeg lige rydde op før jeg skriver for jeg kan jo ikke skrive, når alt omkring mig roder, og når jeg så har ryddet op, så er jeg for træt til at skrive. Så ja der har været mange “undskyldninger” men de holder bare ikke, men hvorfor er det så at jeg ikke for skrevet? jeg ved jo at det hjælper mig, jeg ved at når jeg blogger, så for jeg mine tanker ud og jeg får sat ord på mine tanker, jeg forstår mig selv bedre og jeg mærker støtte, så hvorfor gør jeg det ikke? Jeg ved det stadig ikke, men måske jeg ved det når jeg er færdig med det blog indlæg, jeg ved ihvertfald at Nord´s døds dag har ligge i mig længe og gerne ville ud, så nu kommer det, selvom det er noget tids siden.

Siden jeg forlod jer sidst, har det været Nord´s 2års døds dag. Dagen startede som så mange andre med at jeg vågner med tåre, jeg sætter mig op i sengen, krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig, jeg kigger på Nord´s seng som stadig står i mit sove værelse, smerten i mig vokser og vokser, tænk det er 2år siden jeg sidst så min smukke dreng stå der i sin seng med det største smil. Det smil der fik mig op om morgen og fyldte mig med kærlighed, ligemeget hvor træt, ked eller sur jeg var, satte det smil et smil på mine læber. Jeg mærker savnet og lysten til at kysse og kramme min søn vælde ind over mig, jeg samler tæppet der ligger i Nord´s seng op, det er fyldt med billeder og de smukkeste minder med Nord, jeg knuger det ind til mig og giver slip på kontrolden, tårene strømmer ned af mine kinder, jeg høre mig selv sige eller nok nemmere hulke, det her er ikke okay, det er ikke sådan her det skulle være, det er ikke fair, Nord skal leve, han fortjener at leve, lad mig tage hans plads, jeg vil give alt. Jeg falder om på sengen, med tæppet og Nulle i armene, her ligger jeg så i foster stilling og græder min smerte ud, jeg har lyst til at skrige, men af en eller anden og sikkert åndsvag grund, så gør jeg det ikke, for tænk hvis nogen høre mig, jeg vender hoved ned i madrasen, trykke mit hoved mod den så hårdt jeg kan, og giver så efter på lysten til at skrige min smerte ud, det hjælper lidt, men der er meget mere smerte i mig, så jeg gør det et par gange mere og det er befriende at få lov at lukke lidt smerte ud, efter følgende folder jeg mig igen sammen i foster stilling og lader tårene får frit løb, på den ene siden har jeg lyst til at blive liggende her, sådan her hele dagen, eller retter for resten af mit liv, for hvorfor skal jeg leve, når Nord ikke skulle? han fortjener det mere, hvorfor er verden sådan her og hvorfor findes der så onde, kolde og syge mennesker? De sidste spørgsmål for jeg nok aldrig svar på, men jeg ved at jeg ikke kan blive i sengen foraltid, selvom det idag er det jeg har mest lyst til, jeg ved at jeg skal leve, jeg ved at jeg skal gøre Nord stolt og det gør jeg altså ikke ved at ligge her. Jeg sætter mig igen op, tåre tårene bort, jeg rejser mig, går over til Nord´s puslebord, finder en Body frem, som stadig dufter af Nord, dette gør jeg tit når jeg har brug for at komme tætter på ham, og det virker, jeg dufter til den, og med den så velkendte duft af Nord, fyldes jeg med minder og kærlighed, jeg dufter til den et par gange mere og suger alt til mig, før jeg igen ligger den ned i den luft tætte pose i håb om at det holder på hans duft længe endnu, jeg ved duften en dag forsvinder og jeg frygter virkelig den dag, jeg skubber tanken væk, for jeg vil ikke tænke på det nu, jeg vil ikke mærke den frygt idag, idag er en svær nok dag som den er, jeg sætter mig igen på sengen for at samle mig lidt, jeg tager nogen dybe vejrtrækninger og prøver at berolige mig selv lidt, jeg ved at en del af mine veninder kommer om ikke så længe, for det har vi aftalt og de har jo lovet mig at hjælpe mig med at leve, og idag er der brug for hjælp. BB en veninder der er hos mig fortiden kommer ind, jeg tørre tåre og snot væk i håb om at udtrykke at jeg er okay, men da hun ligger sin hånd på mig, bryder jeg igen sammen, vi sider lidt i stilhed med lige forundtaget de snøft der kommer fra mig i et forsøg på at holde snot inde. Det ringer på døren og BB rejser sig for at åbne, jeg bliver hvor jeg er, det er som om jeg ikke kan rejse mig, som om at hvis jeg rejser mig nu, så kan mine ben ikke bære mig, mit blik søger mod himlen, hvor mon du er Nord? jeg savner dig så meget, du er nød til at hjælpe mig igennem dagen idag, jeg kan ikke uden dig.

Tøserne er kommet, vi spiser Morgen/frokost snakker og hygger så godt vi kan, stemningen er lidt trykket, men pigerne gør virkelig hvad de kan for at få mig igennem dagen. Jeg får smukke blomster, og andre meget fine ting, og det går lige i hjertet, det betyder ALT for mig at Nord ikke bliver glemt, så at se de smukke blomster der både er i mit hjem, men også dem og alle de lys der er sat på trappen, flyder mig med kærlighed og styrke og jeg er evigt tak nemmelig for at folk stadig støtter og husker os, jeg frygter den døds dag der ikke længere er bare et lys eller en blomst til Nord, men jeg hversætter hver og en der er nu, og det/de er med til at give mig styrke. Vi går over i kirken for at tænde lys og der mødes vi også med min mor, da vi træder ind i kirken lyder orglet, musikken er høj, mørk og søgelig og passer perfekt til dagen og stemingen, det er som om det er lavet til os og dagen, og selvom det er tilfældigt at det lige starter når vi går ind, er det som om det er meningen. Vi stiller os rundt om stedet hvor vi kan tænde lys og her tænder vi hver især alle lys til ære og minde om Nord, jeg kan ikke holde tårerene tilbage, og da musikken er høj tillader den mig at få lov at græde ud, jeg kan ikke holde igen, jeg skal ikke tænke over lyden af min smerte og i armene på  min mor føles det tryk bare at give efter, vi står længe og ser på lysene der brander og jeg er rørt over at så mange er med til at mindes Nord og støtte mig. Da mine tåre aftager lidt kigger jeg rundt på de andre, og på en og samme tid fyldes mit hjerte både med smerte og kærlighed, smerte over at Nord ikke er her, smerte over at han skulle dø fordi et andet menneske ville straffe mig, smerte over hvor mange mennesker der lider under dette og smerte over hvor ondt og uretfærdigt livet kan være, men også med kærlighed, kærlighed over hvor mange mennesker der har Nord i deres hjerter, kærlighed over deres kærlighed til mig, og kærlighed fra og til Nord. Musikken stopper og det er på en måde mit tegn til at det er tid til at gå, på vejen ud ligger jeg mærke til alle de andre mennesker der også er i kirken, folk kigger på mig, og den typiske dansker “samvittighed” rammer mig,  mon de hørte mig græde? mon de kan se min smerte? eller tror de bare jeg er skør? mit blik fanger den engel jeg altid kigger mest på når jeg er i kirken, (den minder mig og Nord) og jeg glemmer alt andet, jeg sender et luft kys afsted til den inden jeg går ud af kirken. Vi står lidt udenfor, før vi begiver os hen til hjerte træet, der er også langt blomster og en fin hilsen til Nord og jeg, jeg krammer træet selvom jeg godt ved at det er skørt, men jeg har brug for det, så der står jeg så som en skør og krammer et træt, og jeg tror det udefra ser lidt mærkeligt ud, jeg står der længe men heldigvis er de andre søde og lades som om at det er da helt normalt, de står bare og små snakker og venter på at jeg er mættet, og efter noget tid kan jeg give slip og vi gå hjem til mig igen.

om aften er jeg træt, meget meget træt, og selvom dagen har været hård og det har føles som at være tilbage til d. 10/6 2016 mit livs værste dag, fordi jeg idag d. 10/6 2018 har gemmen lever det hele igen og igen og igen, time for time, jeg har kæmpet for at finde en løsning så Nord ikke skulle dø når klokken slår 17.00, jeg har kigget på uret idag flere gange end normalt, for at forsøge at løbe omkamp med tiden, alt dette på tros af jeg godt ved jeg ikke kan ændre det der er sket, jeg kan ikke gøre det om, jeg kan ikke skrue tiden tilbage, men min hjerte vil ikke finde sig i det, så den prøver desperat at finde en løsnings så Nord ikke skal dø igen, alt imens forholder kroppen sig i “ro” for jeg kan jo ikke gøre noget, men alligevel gennem lever jeg det hele igen og igen, time for time, det køre som en fil for mine øjnene, jeg gemmen lever alle  følelserne, både de gode, den skønneste morgen med Nord, smilet, kysset osv. men også de dårlige, beskeden der gav mig uro, opkaldet der gav mig kvalme og slog noget i stykker i mig, billederne i mit hoved af min døde søn, minderne om at prøve at genoplive ham, og den værste besked man kan få som menneske din søn er død, og som knuste mit hjerte og slog en del af mig ihjel. Men på tros af alt dette så er jeg her endnu og jeg står stadig på mine ben, jeg har godt nok været tvunget i knæ et par gange i løbet af dagen, men jeg er her, jeg rejser mig op og jeg bliver stærkere og stærkere for hver gang jeg rejser mig, så da jeg går i seng den dag er det med smerte, sorg, savn, tåre men også med stolthed og kærlighed, jeg kysser Nulle, lukker mine øjne og hvisker, Nord min skat mor elsker elsker elsker dig, og jeg lover dig at jeg gør det bedre i morgen, jeg lover dig aldrig at give op, jeg lover dig at din og min kærlighed kan klare ALT, Tak for dig, Tak for din kærlighed, dit smil, dine kys og din varme, Tak for at du valgte mig til at være din mor, du er det største og bedste der er sket mig, du er min kærlighed, min styrke, min stolthed og min smerte. Jeg vil gøre alt for at være en god mor og gøre dig stolt. jeg savner dig hver dag, jeg savner dig hele tiden, jeg elsker dig altid, jeg elsker dig forevig,  det skal være dig og mig for altid som vi aftalte, Mor og Nord altid altid, godnat min skat din mor elsker dig.