go påske? nej gu er den ej.

Som overskriften siger er det her et gammel indlæg. Et gammel indlæg som bare har ligget og ventet på at blive udgivet, men overskuet har bare ikke været til det, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt for det er jo “bare” at trykke udgiv når det er skrevet, men det er for mig ikke sådan det hænger sammen, når jeg udgiver noget giver jeg også noget af mig selv og det er faktisk hårdt, men hvorfor gør jeg det så? jo det gør jeg fordi jeg håber det kan være med til at give andre noget styrke og så hjælper det mig også at skrive især når jeg ved at det jeg skriver skal læses af andre for så er jeg nød til at prøve at sætte ord altså rigtige ord på det jeg føler og tænker på en anden måde end hvis det jeg skriver aldrig skulle læses igen. Så det hjælper mig rigtig meget at skrive men jeg kan som sagt godt have svært ved at udgive det jeg skriver, det kan godt tage tid får jeg er klar og har overskuet til det, så i må lige bære over med mine ikke så uptodate indlæg der nok kommer det næste stykke tid, ihvertfald kommer her et indlæg om påsken.

Det er påske eller det har lige været påske og for de fleste betyder det hygge tid med venner eller familien, men ikke hos mig, ikke i år ihvertfald. Jeg føler mig alene og selvom jeg tit føler mig tom og ensom er det alligevel noget at også at føle sig alene, siden Nord´s død har der næsten hele tiden være folk omkring mig, altså ikke sådan hele tiden, og heller ikke hver dag, men jeg har ikke været alene i flere dage i træk, det skal jeg så nu, min bror og hans lille familie rejser til Sverige i påske, mine venner rejser enten med kærester eller skal være sammen med familien og selvfølgelig skal de det, de skal jo leve deres liv og de kan og skal jo ikke blive ved at tage så meget hensyn til mig. Jeg ønsker dem det bedste det gør jeg virkelig, jeg ønsker at de lever deres liv og nyder tiden med mennesker de holder af, ligsom jeg selv ville gøre det, hvis jeg da ikke havde den her enorme sorg som tynger mig i højtider tider som denne. Jeg har som sagt tit følt mig ensom og det sker også i et rum fuld af mennesker jeg holder af, men at føle mig alene har ikke være en af de ting der har fyldt mest, jo alene med smerten og sorgen, men ikke alene alene, altså sådan at der ikke er nogen omkring mig og selvom jeg jo godt viste at det måtte komme på et tidpunkt, så kommer det stadig lidt bag på mig at tiden altså er nu og det kommer også bag på mig at det gør så ondt og at jeg har det så svært og skidt med det, måske er det fordi når jeg ellers er alene er det et valg jeg tager og det er det ikke nu. Det går virkelig op for mig hvor “heldig” jeg har været i min sorg, ved at have et godt netværk omkring mig og hvor svært det må være for andre i sorg der ikke har nogen omkring dem, for hvor er det her en forfærdelig følelse. Tanken slå mig, er det nu den tid folk i sorg snakker om? altså den tid hvor folk/vennerne begynder at falde fra? er det nu de synes at nu er der gået lang nok tid eller at nu må jeg da være stærk nok til at kunne klare mig selv, for nu nu jeg da ha været i sorg længe nok til at komme videre. Jeg for kvalme ved tanken, for nej jeg er ikke stærk nok og nej der er ikke gået lang tid, jeg er måske blevet stærkere men sorg og smerten kan stadig gøre ligeså ondt som da Nord lige var død. Jeg kan godt være alene, det er jeg tit, men kan jeg være alene når det er af tvang og ikke et valg? Jeg kan mærke smerten brede sig ud i hele min krop, jeg kan mærke hvordan sorgen og ensomhedden omklamrer mig, og jeg mærker for første gang siden Nord´s død en frygt for at skulle leve resten af livet “alene”

Jeg tror det er første gang nogenside at jeg ikke er inviteret til påske frokost, ikke at jeg plejer at gå op i det, og jeg tror da heller ikke jeg har været til en siden Nord´s død, men jeg er da idet miste blevet inviteret, måske er jeg ikke blevet inviteret i år fordi jeg har sagt nej sidste år? måske er det fordi de ikke tror jeg har lyst eller måske har de bare glemt det. Sidste år i påsken var jeg til påske Tam tam noget jeg har gjort i rigtig mange år, både med min bror men også med vennerne, men der er desværre ingen der skal afsted i år. Sidste år da jeg var afsted med et hold venner var jeg klædt ud som sommerfugl, det var en måde at have Nord med på og til ære for ham og selvom det var svært sidste år og jeg ikke helt festede og hyggede mig på sammen måde som før Nord´s død så havde jeg en god aften og fokus blev lidt flyttet væk fra at det var påske og familie tid. I år skal jeg ingen ting, ikke noget “sjov” med vennerne, ikke noget familie halløj med familien, i år er jeg bare mig, så hvad F… gør jeg?

Tanken sidder fast, hvad F… gør jeg? Jeg kan ikke holde tanken ud om bare at sidde alene selvom jeg måske enlig nok ville have godt af det for jeg skal jo lære det, jeg skal lære at nogen gange så skal alle andre altså noget andet og at det er helt okay. Jeg er dog ikke klar til at “lære” det endnu, jeg kan ikke holde ud bare at sidde alene, så jeg beslutter mig for at spøger min mor om hun ikke vil komme og hjælpe mig med at få ryddet lidt ud og op i en masse ting der bare står og fylder i flytte kasser osv. i mit hjem, jeg har meget længe haft lyst til at få ryddet op og ud i rigtig mange ting, men jeg har ikke kunne tage mig sammen til det, og slet ikke i de poser og kasser jeg ved indholder en masse af Nord´s ting og tøj. Mor vil heldigvis gerne hjælpe og vi aftaler at bruge torsdag og fredag på det. Torsdag går rigtig fint, vi får smidt en masse ud og givet en masse væk og det føles rigtig godt, der kommer mere luft og lys ind i mit hjem og på den måde mindre rod og stress i min krop, det er som om at når jeg har så meget rod inde i mig, så kan jeg slet ikke overskue at det også rode rundt om mig, men jeg kan også mærke at vi bevist og måske også ubevist går udenom Nord´s ting og tøj, men da vi fredag når til at der ikke mangler så meget andet end de kasser og poser der står Nord på er der ikke længere nogen vej udenom. Jeg finder en stor pose frem, åbner den forsigtig, trækker vejret dybt og siger til mig selv, Sara du kan godt, det skal nok gå, men da synet af Nord´s tøj titter frem er det som at få en knytnæve i maven, jeg kan ikke få luft, jeg vender blikket væk fra posen imens jeg hiver efter vejret, min mor er ved at regngøre mit toilet, jeg nærmest løber ud i gangen og “råber” mor  med en halvkvalt stemme, jeg kan ikke, jeg kan ikke, tårnene strømmer ned af mine kinder og jeg kæmper stadig med at få luft nok til at forklare min mor hvad der sker, min mor går med mig ind i stuen, jeg peger på pose og siger igen, jeg kan ikke, det gør alt for ondt, hun krammer mig, holder mig helt tæt, og siger så ja selvfølgelig gør det ondt, men det vil det også gøre om 10 år, så nu gør vi det her samme men i dit tempo, du kan godt min skat. Jeg sætter mig på en stol og min mor begyder at tage noget at hans tøj op af posen, mit hjerte fyldes med minder for hvert et stykke tøj der bliver taget op, det gør ondt, rigtig ondt, smerten som sidder som en hård knude i min mave bliver større og større og gør mere og mere ondt, det føles som om det er en ballon hvor sorgen puster mere og mere luft i den, for hvert et pust gør det mere og mere ondt og der bliver mindre og mindre plads til at trække vejret, til sidst springer den men i stedet for at give plads til jeg igen kan trække vejret så flyder smerten nu ud i hele min krop, det gør ondt helt ud i mine finger som nænsomt aer Nord´s tøj. Tårene strømmer ned af mine kinder, og jeg har mest lyst til at lukke posen igen og stille den op på skabet helt helt Helt bagerst så den er ude af syne og måske på den måde kan jeg slippe af med smerten, men jeg kan ikke bevæge mig, jeg sidder som forstenet og kigger på at min mor taget et stykke tøj op Nord havde på i Thailand, jeg kan se at hun også er på virket, og jeg kan høre i hendes stemme at smerten også har et godt grab i hende da hun siger, den her skal gemmes ik? den er der vel ikke andre der skal have på, der er ikke andre der ville kunne fylde den, ment på den måde, at ligemeget hvem der ville have den på så ville man kun kunne se og tænke på Nord, jeg tuder helt vildt men bliver også varm om hjerte ved mindet, for hvor var det en vidunderlig dag, Nord var i hopla og nød virkelig at lave et show for alle der ville kigge, han kastede sig rund i det lave vand på den smukkeste strand, han grinede og grinede, og selvom jeg først blive lidt stram over at se at min søn som lige havde været i bad og fået tørt tøj på, nu kastede sig rundt i vandet (med tøj på) sammen med min bror, min svigerinde, Nord´s fætter Ja-ja og min mor, Nord´s mormor som skulle se efter ham imens jeg var i bad og gjorde mig klar til aftensmad, kunne jeg ikke ladvær med at smile og nyde synet af dem der top nød livet. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden var det her mindet helt sikkert et af dem jeg ville opgivet alt for at få lov at opleve igen. Jeg sidder længe med dragten og suger mindet til mig, der kommer flere stykker tøj og selvfølgelig også flere minder, så det tager meget lang tid før jeg er klar til at beslutte, hvad der skal gemmes, genbruges og gives væk. Vi pakker det er Nord´s tøj som kun er Nord´s pænt ned og ligger det i en kasse der nu er Nord´s minde kasse, jeg gemmer også to store sække med tøj til når Nord får en lillebror eller lillesøster som skal genbruges og så giver jeg også en masse væk. Da dagen er ved at være omme og vi langt om længe har fået gået alt igennem er jeg træt, mere træt end jeg har været i lang tid, det føles som om jeg har været i skole og fået undervisning i over en uge uden pause samtidlig med at jeg har løbet et mareton, mine krop gør ondt, mine ben er tunge, mit hoved føles som om det er på kanten til at springe i luften, mine øjne gør ondt fordi jeg har grædt så meget og min hud er knas tør, men alligevel er der et stik af glæde og stolthed i mit hjerte, stolthed over at det faktisk lykkes mig at få ryddet op, og en glæde over at jeg kan mærke at det er helt okay med Nord det vi har gjort, faktisk tror jeg at han er lidt stolt af sin mor og mormor og jeg er stolt af den styrke han giver, vi har gjort med det kærlighed og jeg har fået gravet nogen minder frem som jeg næsten havde glemt, så på en måde har jeg fået lov at være lidt sammen med Nord i alt det her og den kærlighed jeg mærker den aften da jeg går i seng fortæller mig også at Nord har været med os idag.

Jeg er træt i flere dage efter og det har taget hårdt på mig og mine kræfter, men jeg er også lettet og det giver en form for ro, en ro i form af at nu er det gjort, der er kommet mere luft og lys i mit hjem og der er ikke så roddet mere, Jeg har ønsket at gøre det meget længe, men jeg har ikke været klar, det har ikke givet mening, men det føler jeg at det gjorde nu og det har givet mig en følelse af at så længe jeg har kærlighed med i det jeg gør så kan jeg klare alt, så længe jeg er tro mod mig selv og har Nord med mig ligegyldigt hvad folk siger og synes så skal jeg nok klare den, og på den måde kommer der langsomt mere og mere lys tilbage i mit liv, men at sige/kalde det en go påske er dog stadig alt for tidligt for mig men måske næste år, hvem ved.

Mor og Nord altid altid