Tilbage til mord stedet.

Denne morgen er som alle andre morgener et rent helved. Jeg skal igen åbne mine øjne, igen vil Nord´s seng stå tom, og virkeligheden rammer mig igen, min søn er død og jeg lever stadig. Jeg ligger længe før jeg tager mig sammen til at stå op, Nord ville ikke ha ladet mig ligge i sengen, vi skulle op, vi skulle leve.

Idag skal jeg tilbage ud i X´s bopæl, Jeg skal ud og hente Nord´s ting, hans klapvogn, hans tøj, hans sko, hans ekstra Nulle, den havde han altid med, når han var væk hjemme fra. Jeg får kvalme ved tanken om jeg skal der ud igen, jeg kan se Nord ligge der helt bleg på sengen, og tanken om at X har kvalt ham overskygger alt, puha jeg skal kaste op, jeg skubber tankerne væk, jeg må tænke på noget andet for jeg kan ikke bære tanken, min hjerne arbejder, tårne presser sig på, kom nu Sara du kan godt, find en anden tanke, kom nu, bare en, øhhh, hvad med Nord, Jeg tænker på hvor glad han var dagen før han døde, torsdag d. 9/6. Nord og jeg, var i Amagercentret med en veninde, (lad os kalde hende Cille) for at købe en dåsgave til anden venindes lille datter, Jeg kommer til at smile ved tanken, Cille spiser is, og Nord siger smage, han får lov, (ikke noget der skete så tit) han siger Mmm, Mere, jeg siger at det hedder det ikke, MIN råber han, jeg siger du behøver ikke råbe skat, og det hedder be´om, hvorefter han stille siger, be´om, og så råber BE´OM Cille og jeg kommer til at grine og Nord synes os selv han er virkelig sjov. Jeg bliver igen ramt af smerten, af virkeligheden, jeg skal aldrig se ham igen.

På vej ud til lejligheden skal vi lige forbi politistationen, og hente min mobil. (som politiet har haft siden dagen hvor Nord døde, da jeg bare havde efter ladt den på gulvet, der hvor vi forsøget at genoplive Nord) Det har enlig været helt fint ikke at have den, jeg har ikke kunne gå på facebook eller læse om hvad der er sket andre steder, og selvom jeg er glad for støtten fra folk er jeg stadig ikke klar, det er igen at skulle indse at det altså er sket for mig, det der ikke kan ske, og jeg ved der ligge mange beskeder og venter på mig, men de må altså vente lidt i nu, jeg er ikke klar. Og nu skal vi altså først hente Nord´s ting hjem.

Da vi kommer der ud, sidder X´s bror og Dorte uden foran, vi har aftalt at de skulle være der, så vi kunne komme ind. Blomsterne der lå udenfor bopælen er væk, det rammer mig, jeg ved folk har været forbi og ligge blomster, tegninger og tænde lys, det ved jeg for min Bror var ude og hente hans bil dagen efter Nord´s død, og der tog han et billede af det til mig. (for at vise mig at folk føler med os) Jeg ved os, at en vens mor har været forbi der ude med en blomst, (hun bor i området) Jeg bliver lidt gal, hvorfor er de væk? for mig er det som om man ikke må kunne se hvad der er sket, som om det ikke er sket. Men det er det, det er min virkelighed, og ligemeget hvor meget vi prøver at ladesom om, eller fjerne beviser for at denne tragedie sket, så er det sket, og vi kan ikke bringer min søn tilbage.

Puha mine ben ryster, jeg for en knude i maven, og jeg har kvalme da jeg går ind. Jeg går meget hurtig op i soveværelset, (Jeg havde måske et håb om at Nord lå der oppe og sov) knuden i maven bliver helt hård. Jeg kigger på sengen meget længe, (tårne triller stille ned af mine kinder) og siger så til min svigerinde imens jeg peger, der lå Nord, (man kan stadig se tegn på mit første genoplivnings forsøg, der er opkast fra Nord på lagnet) Min bror kommer ind, imens jeg siger der lå hans sut, hans Nulle, og på sengen lå også en stor global kniv, (den ligger der ikke længere) og bæltet der også lå på sengen, ligger nu på gulvet. på gulvet lå Nord´s tøj, det er der helle ikke længere, Jeg rammes af en følelse, alt hvad Nord har haft med hjemmefra eller lavet til X skal med hjem, Nord skal helt hjem, han skal ikke være her. Jeg får lyst til at rode alt i gemmen. X fortjener ikke at have noget, intet, det er en mærkelig følelse, for han er jo død. Jeg samler nogen tegninger som Nord og jeg har lavet, men som vi har givet til X, de skal med hjem, han fortjener dem ikke, han er ikke længere Nord´s far, en far slå ikke sit eget barn ihjel.

Jeg kigger mig omkring, der står flytte kasser alle steder, og det går op for mig at X aldrig rigtig har pakket ud, og han har alligevel boet der i 5 måneder, (Min bror troede at X´s bror allerede havde pakket alt ned) jeg rammes af en skyldfølelse, jeg skulle ha været her ude, Jeg skulle ha set hvordan han boede før han fik lov at have Nord der, Men jeg troede jo på ham, han aflyste selv den første gang han skulle have haft Nord til overnatning, da han ikke havde fået hentet en seng til ham. Så da han weekenden efter siger ja til at have Nord går jeg udfra at han har hentet sengen og at alt er som det skal være, (for ellers have han vel aflyst igen) men han havde ikke hentet sengen, ikke at det gør noget hvis de sov i samme seng, men hvorfor sagde han ikke noget? han snakket os tit om Nord´s værelse, og jo jo der var da et rum til Nord, men der stod bare flytte kasser der inde, de fleste af Nord´s ting og lege tøj lå nede i stuen, sammen med tomme flasker og dåser. (der står spurt,vin og øl flasker i en flytte kasse, men os over alt i køkkenet, nogen er fyldte, andre er der taget af) X´s bror kommer ind, og siger at alt hvad han lige kunne se der var Nord´s hjemme fra har han samlet og lagt i hans klapvogn. Havde X´s bror ikke været der, så havde jeg nok endevendt hele hytten, smadret alt der var X´s ting. Jeg er så gal, jeg ville virkelig gerne smadre det hele, alt hvad der var X´s.

Vi tager hans ting og køre hjem. Tårne triller da jeg forsidste gang køre Nord´s klapvogn ind i vores barnevognes rum, av hvor gør det ondt, av hvor gør det hele ondt. Min lille dreng, min lille uskyldige dreng, hvorfor ham? Jeg kan slet ikke have det. Jeg er dog glad for vi fik hentet hans ting, de skulle ikke være der ude, han skulle ikke være der ude, han skulle hjem, og han skal jo have ekstra Nulle med i kisten, og jeg skal have den anden Nulle hos mig. Jeg kigger i hans ting, og ser der mangler sutten der lå på sengen og muligvis også hans bukser, det er lidt mærkeligt, men heldigvis var det ikke ynglings sutten, for igen, den/dem skal han jo have med, og jeg skal have de andre.

Om aften er jeg træt, meget meget træt, det var en hård omgang og det gjorde så ondt, men jeg er glad for jeg gjorde det, Jeg fik ham væk der fra, Jeg fik ham helt væk fra X og han skal aldrig se Nord igen. Der udover gav turen der ud, min en følelse af at min hverdag stadig handler om Nord, Jeg gør stadig noget for ham.

Jeg går ud på opgangen/trappen med min bror, sætter mig og græder, kysser billedet af Nord, Jeg mærker ham og der kommer det, det er som om han siger tak, tak mor, tak fordi du kæmper, Jeg lover ham, at jeg vil kæmpe for ham så godt som jeg kan, hver eneste dag, og det er et løfte jeg har tænkt mig at holde.

Nord og Mor altid altid…