Babyshower, glæde,savn og smerte

Min lillebrors kæreste er gravid og skal føde her i september, de skal have en lille pige, og jeg glæder mig helt vildt, alligevel har jeg ikke rigtig været en del af gravideten den her gang, og det går mig rigtig meget på, for jeg glæder mig og jeg vil gerne være en del af det, jeg kan bare ikke. Det gør for ondt, det gør ondt at se deres lykke og glæde, og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg ønsker dem alt lykke, jeg ønsker at se min bror og hans lille familie lykkelig, men alligevel skriger mig krop af savn og smerte når jeg ser på dem. Jeg hader det, hvorfor kan jeg ikke rumme deres/andres lykke? jeg ønsker jo ikke at se andre mennesker i smerte, jeg ønsker at se mine venner og familie lykkelig, men det gør på samme tid ulideligt ondt. At jeg har det sådan gør at jeg føler mig som et dårligt menneske, jeg har ikke lyst til at det skal være sådan, jeg ønsker andre mennesker det bedste, og jeg vil så gerne kunne dele deres glæde, men det kan jeg bare ikke 100% ligemeget hvor meget jeg prøver.

Jeg har som sagt ikke været hverken den bedste søster, svigerinde eller faster under min svigerindes anden gravidet, og det er jeg ked af, men det er svært for mig at dele deres glæde og se deres lykke, fordi mit hjerte stadig er knust i en million stykker, men det betyder ikke at, jeg ikke glæder mig til det nye liv der snart kommer til verden, og jeg ville ønske at jeg kunne deltage mere, det er bare som om sorgen ikke rigtig vil tillade det, for hvordan skal jeg kunne føle lykke når det liv jeg elskede højst ikke længere lever. Jeg elsker min bror og hans lille familie helt op til Nord, og jeg ved Nord elsker dem hele vejen tilbage. Jeg ved at Nord ville elske at blive fætter igen, og jeg ved han ville være en god og kærlig fætter, så hvorfor kan jeg ikke være en god faster? jeg elskede Nord´s fætter Ja-ja før han var født, men jeg har det ikke på samme måde den her gang, måske er det fordi jeg ikke har været en så stor del af graviditeten, måske er det fordi jeg har svært ved at føle andet end smerte og savn, jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal komme til at elske det nye liv, jeg ved at når jeg først får lov at holde hende i mine arme, så kan jeg ikke ladvær at forelske mig i hende, men det er svært for mig at jeg ikke allerede elsker hende, jeg glæder mig til at hun kommer og jeg holder af tanken om hende, men jeg elsker hende ikke, ikke endnu og det går mig meget på. Derfor har jeg i smerte men også i kærlighed hæklet et barnevogns tæppe, og en nus klud, (som er det første jeg nogenside har hæklet) til hende. Det er selvfølgelig lavet af mig, men med Nord i tankerne og derfor er der syet et Nord for mælkevejen mærke på og et made by faster.

Jeg ville gerne vise min bror og ikke mindst min svigerinde, at jeg under dem alt lykke og at jeg tros alt glæder mig til det nye liv, derfor valgte jeg at holdet et babyshower for dem. Jeg bagte cupcakes, pyntet op og jeg havde selvfølgelig også købt nogen gaver (tøj). Jeg havde lovet min bror at de godt måtte låne Nord´s vugge, til lillepigen, først var jeg ikke så glad for ideen, for det er jo Nord´s, men da min bror ligesom fortalte at de godt ville låne den, til ære for Nord, og fordi at han/de også syges at, Nord også skal være en del af det nye liv. Han synes vi skal bruge Nord´s vugge som familie vugge, for Nord er stadig en kæmpe del af vores familie, og ikke kun af mit liv, men også af deres. Jeg synes det er så smuk at jeg ikke kunne sige nej, så jeg fandt Nord´s vugge  frem og pyntet den med lyserødt senge tøj, tæppet og nus kluden jeg har lavet, og så sætte jeg den ind på boret med gaverne. Min bror viste godt at jeg ville holde babyshower og derfor havde han fået min svigerinde ud af huset, så da de kom hjem igen, stod vi alle klar til at overraske hende og det blev hun, hvilket var dejligt, vi hygge og min svigeinde er meget glad, hvilket glæder mig, for selvom det er hård for mig, så nyder jeg at vise dem at jeg elsker dem, og at jeg gerne vil være der.

Dagen efter er jeg helt færdig, jeg er meget meget træt, og jeg græder meget, jeg hader at jeg skal få det sådan, men det tager altså bare hårdt på mig, når familien er samlet, Nord han mangler så meget, og selvom jeg formå at være i det på dagen, så knækker det mig altid dagen efter og nogen gange tager det et par dage, før jeg igen kan styre min følelser og tåre, men det er det værd, for det er sådan her jeg i sidste ende, ender med at vinde, og på den måde ære Nord.

Jeg håber af hele mit hjerte at, Nord han er med når det nye liv kommer til verden, jeg håber at han ser, at jeg kæmper med alt hvad jeg har og kan, for at kunne elske igen, uden at det betyder at jeg glemmer eller elsker ham mindre, for det gør jeg ikke, det er umuligt, Nord er og bliver min store kærlighed, de er  Mor og Nord altid altid