7 måneder i konstant smerte.

Jeg har ikke så meget på hjertet idag, andet end smerte og savn. Idag er en meget svær dag, savnet og smerten er enorm.

Idag tirsdag d.10/1 er det 7 måneder siden, jeg så brutalt fik myrdet min lille Nord. Frygten for at miste ham har været der fra den dag han blev født, men aldrig havde jeg tænkt tanken, at det faktisk sådan rigtig kunne ske. Jeg husker en gang hvor jeg var virkelig bange for der skulle ske ham noget, det var i Thailand i en speed båd, det var mørkt og der var høje bølger. Jeg bliver urolig og det kan Nord mærke, jeg sidder med ham på skødet, og han bliver ked af det, jeg synger ham stille til ro, (Så ikke græde, jeg er her hos dig, kom tag min hånd stol på mig, jeg passer på dig i den store verden, ja jeg er her, fald til ro) men frygten for at ende i det mørke vand, langt væk fra alting bliver ved at dukke op, og jeg kan ikke slippe tanken om hvordan jeg skal rede ham hvis det sker. Jeg beder derfor min bror om at puste en “rednings”/svømme vest op, som jeg har købt til Nord som han kunne bade og svømme i, Min bror puster den op og jeg giver Nord den på. Det giver mig lidt ro, for nu kan Nord da holdes oppe, og jeg ved at jeg er en god svømmer, så jeg skal nok rede Nord, hvis det skulle ske at vi ender i det mørke vand. Vi ender selvfølgelig ikke i vandet, men jeg var urolig, og det havde jeg ikke været, hvis jeg ikke havde haft Nord, det var frygten for at der skulle ske ham noget jeg var bange for.

Jeg ville ikke sige at mit værste mareridt er blevet virkeligt, for jeg ville ikke i min vildeste/sygeste fantasi kunne forstille mig, at Nord kunne dø, på den møde han gjorde, og jeg kan stadig ikke forstå at det faktisk er sket, jeg kan ikke forstå at det har været fysisk muligt for X at tage Nord´s liv, jeg forsåt ikke at X i over 3 minutter har siddet og set og mærket livet forsvinde ud af den smukkeste, dejligste, gladeste og kærligste dreng, jeg forstår ikke at det er min og Nord´s virkelighed, og jeg forstår ikke at et menneske jeg har elskede så højt har kunne hade mig mere end han elskede Nord, jeg forstår det ikke. Der er idag gået 7 måneder og jeg håber stadig hver dag at jeg vågner imorgen og det hele bare har været en ondeste drøm. På mange måder føler jeg at det skete igår, men savnet til Nord for mig på samme tid til at følge at det er over 10 år siden jeg har set ham. Jeg tænker på ham hele tiden, jeg savner ham hele tiden, og smerten over han ikke fik lov at leve, er der hele tiden.

Der er et kæmpe tom rum inden i mig, mit hjerte er knust og der er en kæmpe knude i min mave, og ingen af delene er blevet bedre eller på nogen måde lettere at “leve” med på de 7 måneder, nej faktisk synes jeg, at kroppen giver mig flere og flere tegn på, at jeg ikke har det godt. Min hud er blevet fuckt, mit syn driller mig, jeg er svimmel, jeg har kvalme mindst en gang om dagen, jeg har tit svært ved at trække vejret, og så er jeg træt, jeg er drænet for alt energi. Jeg er så træt, jeg har aldrig i mit liv været så tæt, og alligevel kan jeg ikke sove, heller ikke selvom jeg tager sove piller. Jeg tænker tit at jeg ikke ved hvor meget mere, jeg eller min krop kan klare, giver min krop op før mig? Jeg føler mig så tom, så ulykkelig, så trist, og jeg synes også (vis muligt) at jeg græder mere. Jeg “lever” eller overlever vil jeg nok heller kalde det, men jeg gør det ikke for min skyld, jeg gør det for andre, og i starten var det okay at “leve” for andre, det ville ikke være fair at de også skulle miste mig, når vi har mistet Nord. Nu er der så begyndt at komme andre tanker, og jeg skammer mig over at er begyndt at tænke sådan. Det er ved at blive hver dag for de andre, de er ved at lære at leve med tabet af Nord, og deres liv går stille og roligt den rigtige vej, men det er ikke hver dag for mig, jeg har ikke lært at leve med tabet af Nord, og mit liv går ikke stille og roligt den rigtige vej, og jeg er bange for det aldrig rigtig kommer til det, jeg “lever” for andre og hvor længe kan man det? Tanken rammer mig så, om noget tid, når de andre er helt tilbage på rette spor, ville de så kunne klare hvis jeg tog her fra? ville de kunne forstå mig? ville de kunne tilgive mig? og vigtigt af alt, ville de stadig kunne få et lykkeligt liv? Jeg forsøger at skubbe tanken fra mig, for jeg ved godt at jeg ikke burde tænke sådan, og at det ikke er et valg jeg har. Men hvor længe kan man “leve” KUN for andre?

7 måneder er gået siden min elskede Nord blev slået ihjel, I 7 måneder har jeg grædt hver dag, jeg har savnet hver dag og jeg har været i konstant smerte hver dag.

Tankerne, sorgen, smerten og savnet fylder alt.

Nord min skat, jeg elsker dig, jeg vil altid elske dig. Jeg savner dig og alt i mig skriger i smerte, men jeg ville aldrig ha været dig for uden. Du har givet mig, så meget mere kærlighed og lykke, i den alt for korte tid du har været her, end nogen andre nogensiden har givet mig, og for det er jeg dig evigt taknemmelig. Mor elsker dig,

Mor og Nord altid altid.